I aften skal Love Shop atter forenes med Aalborg. Det sker kl. 21.00 i Studenterhuset. På billedet ser man, hvordan Jens blev mødt af sine venner fra Jamaica ved ankomsten.
Alle indlæg af Pastoren
Et flowchart
Hvis man nogen sinde har studeret datalogi, vil man allerede være fortrolig med flowchart-notationen, der gør det muligt at beskrive de gyldige strenge i et sprog som ture i en orienteret graf.
November starter med et sådant flowchart for en af de sange, der ikke havnede på et af de oprindelige albums, men næppe kan siges at være ukendt. Rygtet vil vide, at sangen oprindelig blev til som en opmuntring fra Pouls side til Julian Lennon, hvis far dengang var ved at blive skilt.
Nyt og velkendt
Den nye single med engelske The Big Pink hedder “Velvet” og denne meget enkle sang falder på plads i ørene allerede ved første gennemlytning. Vi er musikalsk set tilbage i første halvdel af halvfemserne (hvor en sådan sang kunne være blevet et stort hit) – og også videoen peger tilbage til en gammel æstetik fra det ikke ukendte pladeselskab ved navn 4AD, hvor debutalbummet A Brief History Of Love er udkommet. The Big Pink giver forresten koncert i København i næste uge.
Album = koncert
Vi har kunnet læse om det her på bloggen: Echo and The Bunnymen har genopført Ocean Rain og Bruce Springsteen har spillet indtil flere af sine albums i deres helhed til sine seneste koncerter, Tilsyneladende er der tale om en tendens. I The Guardian kan man i al fald i dag læse, at der inden for de seneste par uger har været flere sådanne `albumkoncerter’ i London – The Pixies med Doolittle, Spiritualized med Ladies and Gentlemen, We Are Floating In Space og Saint Etienne med Foxbase Alpha.
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om hvad jeg synes om denne tendens. På den ene side er mange musikere nu tilsyneladende bevidste om at deres bedste værker ligger bag dem og at deres fanbase ikke vil vokse, men derimod bestå af den gamle garde – og derfor er der nu dømt nostalgi-show. På den anden side: Hvis man må spille “This Monkey’s Gone To Heaven” eller “Backstreets”, har man vel også lov til at spille de andre sange fra de pågældende album.
Det går i al fald lodret mod Bob Dylans konstante genopfindelse af egne numre. For indrømmet: Det kunne egentlig være sjovt at overvære en koncert med Bob hvor han valgte at spille “Blowing In The Wind” eller “All Along The Watchtower” lige efter bogen – bare en gang imellem.
Eller måske kunne man lade kunstnerne opføre hinandens albums? Bruce Springsteen fortolkede Surfer Rosa og The Pixies kastede sig over Greetings From Asbury Park – det kunne da faktisk være spændende!
Telefonen ringer
For lidt over 10 år siden, mens Love Shops webside var noget Jens og jeg kun berørte flygtigt som en idé, besøgte jeg New Zealand i januar måned, dvs. mens der var midsommer dernede med lyse nætter. Først kom Sydøen. Uden for Dunedin så jeg de vilde pingviner og byen selv rummede slet skjulte ekkoer af en skotsk nybyggerfortid. Dertil rocktraditioner fra Flying Nun Records – The Clean gav koncert der, den dag jeg kom (og jeg gik glip af dem). Christchurch var derimod nærmere engelsk helt ned til stednavnene og var præget af en speciel blanding af engelsk inspireret gotik og den nye verdens lige gader og betonhuse. Der var Picton med blåt vand, vinmarker, grøn Middelhavsstemning og lyse nætter ved Cook-strædet, hvor hurtigfærgen (der i vores sommerhalvår sejlede mellem Frederikshavn og Göteborg) krydser over til Nordøen. Herfra med jernbane fra Wellington op til Auckland, den eneste rigtigt store by i dette land på størrelse med Storbritannien, men med et befolkningstal mindre end Danmarks.
Og hvorfor så al denne rejsenostalgi? Jo, i dag blev jeg vækket af telefonen. Historien om mine ukendte engelske søstre fortsætter nemlig. I dag var det min anden søster, der ringede til mig – fra Christchurch, hvor hun nu bor og arbejder. For første gang nogen sinde talte vi sammen og jeg genkendte straks hendes accent, som hun har fælles med min anden lillesøster, der stadig bor i Manchester. De voksede op få kilometer fra hinanden men anede ikke, at den anden fandtes – takket være min fars mangeårige anstrengelser for at holde os fra hinanden. Jeg var glad, lettet og bevæget over endelig at kunne snakke.
En dag, når det er vinter i Danmark, vil jeg sydpå igen!
Det lykkedes
Jeg er ikke så imponeret af dansk landsholdsfodbold; der er lidt for meget sjusket spil og for få mindelser om fortidens storhed. Men VM-pladsen kom i hus. Måske har Troels Bech ret, når han mere end antyder at det skyldes, at de andre landshold er blevet dårligere. Men tillykke med det i al fald. Jeg håber, at VM-deltagelsen vil føre til mere interessant spil fra Danmarks side.
Vi holder selvfølgelig med det danske landshold, men det ville være godt, hvis den underligt nationalistiske begejstring over landsholdet, der findes i medier og andetsteds, en dag kunne blive erstattet af en mere sober form for opbakning.
(Resten kan I sikkert læse mange andre steder end her hos os.)
Tillykke til Polly
I dag er det P.J. Harvey, der fylder rundt. Tak for alle sangene – må der komme mange flere!
Hukommelsens bånd
Der er masser af elektronisk musik spillet af hvide mænd med guitar. Her på bloggen har jeg nævnt bl.a. Lindstrøm, Gui Boratto og Moderat. Også vores alle sammens Trentemøller startede karrieren som guitarist. Nu har jeg lige opdaget et nyt medlem af denne klub.
I USA (nærmere bestemt et sted i New Jersey) sidder Davye Hawk og laver musik under navnet Memory Tapes. Hans nye album Seek Magic er udkommet i stærkt begrænset oplag på vinyl og cd, men kan heldigvis også skaffes som download fra http://www.emusic.com. Det er nemlig værd at høre.
Det typiske spørgsmål er: Hvad minder det om? Et bedre spørgsmål er: Hvad minder det mig om? Jeg tænker på så forskellige navne som Cocteau Twins (fordi der er drømmende, utydelige vokaler på nogle numre), New Order (fordi elektronikken får besøg af sang og en guitar – af og til er det måske en bas?) The Avalanches (fordi der klippes og klistres fra ubekymret popmusik) og Boards Of Canada (fordi musikken også kan være minimal og udflydende).
Numrene er med andre ord temmelig forskellige. “Plain Material” er, som titlen næsten antyder, en regular sang med forståelige ord og en guitar inden elektronikken ankommer, “Run Out” er instrumental og grænser til ambient, “Bicycle” mødes en tåget David Byrne-agtig vokal med fjerne olietønder, syntetisk drengekor og en Peter Hook-agtig barytonguitarsolo til det, der efterhånder udvikler sig til en simrende triumf og “Stop Talking” starter som et søvnigt funknummer inden et sejrsridt ud i solnedgang á la Lindstrøm.
Prøv at give Seek Magic et lyt – eller flere. Start med “Bicycle”, der kan downloades lige her, helt lovligt.
A pint of bitter
When did punk go wrong? When The Clash became just like any other rock band. All those pictures of them in biker jackets with their hands in their pockets, like, ‘We might be holding a gun.’ Or a fucking water pistol.”
…
How do I feel about being called the Eric Clapton of the 1990s? Bollocks. If my music ever got as laid-back and mellow as his, I’d pack it in. Or shoot myself.
sagde en vis Paul Weller i 1995, og ordene randt mig i hu, da jeg sad og lyttede til At the BBC med The Jam. En intens liveoptagelse med en skarp lille powertrio. Stærkt anbefalet herfra.
Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, da The Jam og The Clash var en slags rivaler. Jeg holdt af begge bands og gør det stadig, også selv om Paul Wellers Karen Jespersen-agtige tendenser efterhånden har kunnet gøre det svært at bevare den gamle beundring. Underligt er det også at revse The Clash for at være rockstjerner i et år, hvor man selv hænger ud med Oasis. Det er sin sag at skifte mening på drastisk vis og stædigt fastholde, at det er resten af verden, der ændrer sig.
Da Style Council opstod og musikken blev glattere og efterhånden direkte kedelig, stod jeg af og fandt andre steder at finde musikalske oplevelser. Jeg oplevede for mange år siden Paul Weller på Roskilde-festivalen og gik, inden sættet var forbi. Uha.
Dog: ret skal være ret. Paul Wellers seneste album, 22 Dreams fra sidste år, vil naturligvis aldrig blive forvekslet med The Jam, og nogle af numrene er decideret “mellow” og “laid-back” uden at der af den grund har været tale om skuddramaer. Hørt på sine egne præmisser er det faktisk et vellykket lille stykke arbejde. I titelnummeret er der endda mindelser om den gamle intensitet.
Uden for tiden
Igen i dag var der en cd i posten til mig, og nu er min samling af genudgivelser af Uncle Tupelos fire album komplet – og jeg trykker igen på min indre knap, der forbinder mig til oplevelserne af et band, jeg holder særligt af.
Jens kender ikke så meget til Uncle Tupelo, men nu har han deres udmærkede opsamlings-cd. “Det var godt nok meget traditionelt, meget af det, de lavede”, har han sagt. Og det er ikke helt forkert. Uncle Tupelo var de første til at spille en country-rock, hvor rock-delen var Husker Du-agtige bulder-numre og country-delen var akustisk, grænsende til bluegrass. Sådan var stilen lagt på No Depression, og på Still Feel Gone blev den i det store og hele fortsat.
Men på March 16-20, 1992 lægger Uncle Tupelo de støjende elguitarer helt væk og laver et rent akustisk album, der er en blanding af Tweedy og Farrars egne numre og udgaver af gamle arbejdersange, gospel-numre og traditionelle countrysange. Albummet er indspillet på kun fem dage nede ved Peter Buck i Georgia, og det er da også ham, der producerer. I cd-hæftet til genudgivelsen af albummet er der dette citat fra ham:
“Halfway through the week,” Buck says, “I thought, ‘Gee, this is like working on a classic Rolling Stones album. This is going to be a great record, and it’s going to be around for a long time’. I felt very responsible too. It was important to get everything right. Because you only get to make a record like this once.”
Og manden har ret. Dette tredje album er tidløst på samme måde som f.eks. Gillian Welch’s Time The Revelator eller Bruce Springsteens Nebraska ; March 16-20, 1992 er et album, der handler om et USA, der altid findes, et album, der kunne være indspillet i går, for 17 år siden eller en gang for meget, meget længe siden. John Keane er der med pedal steel, og det uofficielle fjerdemedlem Brian Henneman spiller guitar, banjo, mandolin, bouzouki m.m. At et band kan lave et album så helstøbt som dette i løbet af få dage viser med stor tydelighed, hvor godt sammenspillede de var.
Set i bakspejlet er dette desværre også begyndelsen til slutningen for Uncle Tupelo. Mike Heidorn er på vej ud af bandet på det tidspunkt, indspilningerne skal begynde (men indvilliger i at være med denne sidste gang). Kun to år efter er Jeff Tweedy og Jay Farrar skiltes som uvenner, og Uncle Tupelo er musikhistorie. Allerede her er de begyndt at skrive hver for sig – og gør det godt; deres eneste fælles sang, “Moonshiner”, er så til gengæld et højdepunkt. Først troede jeg faktisk, at sangen var en traditionel folkesang, men det på én gang længselsfulde, vemodige og trodsige billede af en ensom mand, der brænder sin egen whisky, er signeret Tweedy/Farrar, og sjældent har sidstnævnte sunget så godt som lige præcis her.
Der løber en tydelig åre af samfundskritik gennem March 16-20, 1992 i både valget af cover-versioner og Uncle Tupelos egne sange. I “Criminals” får George Bush d.æ. tørt på, så det forslår, og i “Coalminers” opfordres der helt direkte til at “…send this dirty capitalist system to the darkest pits of hell”. Dette er noget, der så godt som aldrig bliver nævnt i den velfortjente hyldest, som siden af kommet albummet til del blandt amerikanske fans af country og beslægtede genrer. Aner man mon en snert af den store socialisme-forskrækkelse i USA hos musikanmelderne derovre?
(Jeg drømmer selv om en dag at tage min støvede guitar frem og stå foran Søren Krarup for at synge “Satan, Your Kingdom Must Come Down”.)
March 16-20, 1992 er et album, der viser, hvor langt man kan nå og hvor kraftfuldt et udtryk man kan nå frem til ved at spille sine sange “som de er”. Dette er vel selvfølgelig dybest en illusion, men her tror jeg på det.
Josephine
På en aften, hvor børne-MGP runger i stuen, søger jeg tilflugt i hjemmets fjerneste afkrog med den fodslæbende gammelmandscountryrock, jeg holder så meget af.
I aften hører jeg Josephine, der er seneste album med amerikanske Magnolia Electric Co. og mit første møde med denne gruppes musik. Sangeren Jason Molina har en stemme, der er en anelse sprukken og minder mig om to Don Mc’er: gamle “American Pie”-Don McLean og new zealandske Don McGlashan fra nu hedengangne The Mutton Birds. Teksterne er melankolske og fyldt med længsel, musikken kunne vel strengt taget være indspillet for 35 år siden. En rolig, til tider lidt nedstemt udgivelse, der passer til eftertænksomme aftener.
(Er Jason Molina i familie med Ray Molina fra Crazy Horse? Jeg har kunnet læse mig til, at han mener at være det, omend meget langt ude.)
Evigt ejes kun det tabte
Jeg har det sikkert som Jens, der ved et tryk på en indre knap kan skrive henført om The Clash og hvad Joe & Co har sunget, sagt og bedrevet. For mig er det blevet Uncle Tupelo, der er min længsels objekt.
I går fik jeg omsider genudgivelsen af gruppens fjerde og sidste album, Anodyne, og cd’en kom prompte på disc-afspilleren i hjemmet. Min datter på 8 år spurgte mig om ikke vi kunne høre “den der sang igen”, for den var så god. Og således fik jeg hørt “Give Back The Keys To My Heart” flere gange – og fik samtidig endnu et glimt af et lønligt håb om en verden uden for børne-MGP.
Anodyne er et album lavet af et mere end almindeligt velsammenspillet band; alle numre blev til live i studiet. Ken Coomer har erstattet Mike Heidorn på trommer, og John Stirratt og Max Johnston er kommet til på henholdsvis bas/guitar og fiol/banjo/mm. Samtidig er det dét album, hvor Jeff Tweedy og Jay Farrar skriver sangene hver for sig. Det kommer der heldigvis mange gode sange ud af, og man kan her høre, at Tweedy er blevet en lige så overbevisende sangskriver som Farrar. “New Madrid” er (synes jeg) stadig en af de bedste sange, Jeff Tweedy har skrevet. At dette manglende partnerskab også er tegn på den forestående opløsning af gruppen, er så bagsiden af medaljen.
Uncle Tupelo minder mig desværre også om to skuffelser.
Den ene skuffelse er, at jeg aldrig nåede at opleve gruppen sammen på en scene. I 1993 spillede de på Roskilde-festivalen – dette var endda debut for Anodyne-udgaven af bandet – men jeg, jeg havde dengang kun minimalt kendskab til gruppen. Jeg kan huske at jeg havde hørt et nummer i radioen, da Anodyne kom og tænkte, at det da var en værre gang bondemusik. Siden har jeg som bekendt fået en ganske anderledes liberal holdning til musikalsk halm i træskoene med alt hvad det indebærer af pedal steel, fiol og banjo.
(Til gengæld fik jeg hørt en dansk gruppe, der gav en fremragende koncert fyldt med numre fra deres andet album, DK. The Walkabouts havde lige udsendt New West Motel og var heller ikke dårlige.)
Den anden skuffelse er, at jeg for en måned siden stod med Five Live, en Uncle Tupelo-promo-EP i hænderne i Amoeba Music. Her var 5 live-numre optaget i Anodyne-perioden. Men jeg, jeg tænkte at de live-numre jo var på genudsendelserne af de fire albums, så hvad skulle jeg dog med den dumme EP. der kostede svimlende 70 kroner? Så cd’en røg tilbage på hylden. Vel hjemme gik det op for mig, at de nye udgaver af de ordinære albums kun har tre af numrene fra Five Live og at den gamle promo-EP kun kan opdrives for en noget større sum penge end de 70 kroner, en nordenfjords gnier ikke ville punge ud med dén dag i USA.
Hvor end vi hører “alternativ country” fra Whiskeytown, Richmond Fontaine, Okkervil River eller hvem vi nu kaster os over, der hører vi ekkoer af gode gamle Uncle Tupelo. Jay Farrar har lavet et godt album med Son Volt i år, og Jeff Tweedy dukker op sammen med Neil Finn m.fl. på The Sun Came Out-albummet, som jeg også har skrevet om. Wilco startede som Uncle Tupelo minus Jay Farrar, men i dag er der kun John Stirratt tilbage. De Wilco-albums, jeg holder af, er da også de tre første og Mermaid Avenue-samarbejdet – herefter begyndte Jeff Tweedy desværre efterhånden at kede sig (og kede mig), da sangskrivningen trådte vel meget i baggrunden for eksperimenterne.
Selv om Farrar og Tweedy bestemt har gjort det godt siden, kan jeg dog godt savne den fornemmelse af de smukke gnister det slog, når Uncle Tupelo var bedst – hvad enten de spillede countryrock med masser af strøm og Husker Du/Replacements-inspiration på eller når de var i old time-hjørnet. Og ligesom The Clash kunne Uncle Tupelo i tekstuniverset være eksponenter for den kvalmende politiske korrekthed, jeg holder så meget af.
Er der så en mere eksakt Clash-forbindelse? Ja da. På genudgivelsen af Anodyne kan man høre Joe Ely sammen med Uncle Tupelo på en skarp udgave af et gammelt Waylon Jennings-nummer. Og Joe Ely – det er ham, der oversatte “Should I Stay Or Should I Go?” til spansk og råbte med i baggrunden på dette nummer på Combat Rock.
Sammen med maskinen
“Har du fået hørt det nye album med… ?” spurgte Jens mig i et ubevogtet øjeblik. Og nej, det havde jeg ikke. Jeg har inden for den sidste måneds tid erhvervet mig et så uhørt antal albums (ikke mindst fordi jeg var så uforsigtig at henlægge min karriere til Hollywood for en kort bemærkning), at jeg nu har indført et kort moratorium, hvor jeg kan blive ordentligt fortrolig med dem alle.
Et sted i stakken findes Lungs, debutalbummet med britiske Florence & The Machine. Det er ikke den trygge, fodslæbende gammelmandscountryrock, jeg som bekendt ynder at skrive om her i tide og utide. Det er britisk, det er en ung kvinde, der synger, og det er harpe, ikke mundharpe, man får at høre. Maskiner er der til gengæld ikke mange af; dette er trods navnet ikke elektronisk musik.
Florence Welch’s nationalitet, let quirky fremtoning og hårfarve får sammenligninger med Kate Bush frem hos nogle anmeldere, men den slags er noget misvisende, hvis man spørger mig. Der er mindelser om Bat For Lashes, men udtrykket er mere poppet, langt mere udadvendt og med et tydeligt præg af soul. “You’ve Got The Love” er da også en coverversion af et gammelt Candi Staton-nummer. Måske er Florence & The Machine egentlig ikke så originale, hvis man lytter ned under de rislende arrangementer, men vi har stadig at gøre med hvad jeg vil betegne som en overbevisende albumstart på en karriere og et nyt bud på velorkestreret britisk pop. Forhåbentlig går det ikke Florence & Co. som det gik med The Guillemots, der i mine ører svipsede fælt med deres andet album.
Godaften Randers
Sådan tog det sig ud på en vellykket lille torsdag aften i Randers. Det var den aften, hvor Jens fik lov til at sidde med Runes billige, brugte guitar og Rune til gengæld sad med sin dyre, nye iPhone. Det var den aften, hvor verdenspressen var mødt frem med de seneste elektroniske hjælpemidler. Det var den aften, hvor gentagelse til sidst fremmede erindringen. Og det var den aften, hvor man kunne vælge mellem Heineken og Thor.
Moderat
Og nu til Tyskland til et album, jeg hører meget for tiden. Moderat er en elektronisk trio fra Berlin, der udgav deres første EP helt tilbage i 2002. De tre medlemmer har haft travlt med solokarrierer, så debutalbummet, der såmænd bare hedder Moderat, kommer først nu – og det er optaget i de ikke helt ukendte Hansa-studier.
Moderat har ganske mange inspirationskilder, og de første gange, jeg hørte albummet, var det som om delene var større end helheden. De delvist guitarbaserede “Porc#1” og “Porc#2” giver mindelser om en lidt upbeat udgave af Sigur Rós; flere andre numre er dubstep-prægede, blandt dem “Rusty Nails”, hvor sangeren Sascha Ring lyder temmelig Thom Yorke-agtig. Der er numre med gæstevokalister fra dancehall og hiphop, og der er en del instrumental-forløb.
Nu, hvor jeg meget mere fortrolig med Moderat, kommer albummet dog mere og mere til at fremstå som en slags helhed – og som et af årets vellykkede elektroniske albums, som man både kan bevæge sig til og lytte til. Det er i hvert fald ikke det slag i ansigtet, som forsiden fejlagtigt antyder (Måske er det en Pantera-reference? Og dog…)