Ah, disse lune sommeraftener, hvor aftenrødmen strejfer de grønne træer og græsset gerne må betrædes. Der er 32 grader i Singapore.
Alle indlæg af Pastoren
Det er ikke verdens undergang…
…men det kunne det lige så godt være for Haiti, det fattigste land på den vestlige halvkugle. Ironisk nok ser det ud som om de rige i murstenshusene er blevet ramt lige så hårdt af jordskælvet som de mange fattige i Cité Soleil.
Noget at sætte pris på ?
Gaffa har nu offentliggjort hvem der vandt årets Gaffa-priser. Man mærker, at ikke alle Gaffas læsere har samme gode smag som denne blogs forfattere.
Den minimale bølge
For tre årtier siden var der en lille “bølge” af minimalistisk elektropop, der nu er ved at blive genopdaget. Daniel Miller og hans Mute Records var med (og de tidlige Depeche Mode var dermed også). Herhjemme er det et interessant kuriosum, at en vis Søren Fauli udsendte Fauli te Dauli; jeg husker det – minimalt.
Længe siden, det er det. Men prøv at høre f.eks. Junior Boys eller de hjemlige drenge fra Electrojuice, og man vil opdage, at minimal wave stadig lever som inspirationskilde.
Herover kan I se en video af og med Ohama (nej, det er ikke ham fra det ovale kontor – ham her er fra Canada). Læs også lidt mere på Larry Ryans blog, hvor der bl.a. nævnes pladeselskabet af samme navn og gives et par smagsprøver.
En sang om sodavand
Måske er det fordi jeg går og tænker på min rejse down under om lidt over en uge, at jeg for tiden spontant har inddraget et lille Crowded House/Neil Finn/Tim Finn-tema i mit lyttepensum. Her er en slags jingle med Tim Finn, og nok i virkeligheden også én, som ikke ret mange kender. Har nogen derude mon set filmen, der snart er femogtyve år gammel?
Et halvt århundrede
Jeg oplevede første gang R.E.M. live i Edinburgh Playhouse tilbage i 1988; The Scotsman måtte ty til sammenligninger med Split Enz og Crowded House og skrive om det lidt undergrundsagtige publikum for at beskrive deres musik og tiltrækningskraft. Tre år senere var Berry, Buck, Mills og Stipe på alles læber. I dag kan vi se, at Michael Stipe sammen med sine venner og band-kollegaer i løbet af de seneste næsten tredive år har givet os et af de største og bedste sangkataloger siden The Beatles. I R.E.M.’s musik mødes klassiske nordamerikanske rockstemninger fra The Byrds og Neil Young, en britisk inspireret finesse der strækker fra Beatles og deres samtidige til Wire og Robyn Hitchcock , de tidlige firseres college rock med Husker Du og Mission Of Burma og derudover et helt særligt præg, der er R.E.M.’s enestående bidrag til de seneste årtiers rockhistorie.
Måske er Michael Stipes sans for selviscenesættelse ikke helt så god som han selv tror, måske er han ikke så god til at få ideer til albumcovers, som han selv tror og formodentlig er R.E.M. ikke så spændende, som de var engang. Men det er målene, der tæller – og der er masser af pletskud. I tilgift har denne college drop-out fra Georgia udviklet sig fra en tidlig mumlen til at være en moden tekstforfatter, der både har noget på hjerte og kan udtrykke det. For ligesom Johnny Cash, Bruce Springsteen, John Lennon, Joe Strummer og en lille håndfuld af andre er han i besiddelse af en af de særlige sangstemmer, der hverken er ung eller gammel og som får os til at lytte ekstra godt efter og til at stole på sandhederne i det, han vil fortælle os.
Tillykke til Michael Stipe, der i dag bliver halvtreds – og tak for alle de gode øjeblikke!
Dagens vinder
Vores snak om albumudgivelser fra 2009 havde en lille konkurrence med sig, hvor man kunne vinde hjemmebrændt. Jeg har nu fundet en heldig vinder – Jakob Luther fra Kolding. Tillykke!
Bleget af solen
I min liste over albumudgivelser fra 2009 nævnte jeg Memory Tapes. Nu har jeg – igen måske lidt sent – opdaget et enmandsforetagende fra USA, der gør sig i udflydende elektroniske stemninger med delvist utydelig sang. Denne gang er det Washed Out, alias en Ernest Greene. En britisk anmelder har meget rammende kaldt lyden for sunbleached, altså bleget af solen. Milde vokaler, dovne melodier, antydninger af reggae og 1980’er-pop møder hinanden over loops i en lo-fi-opsætning, og der er ikke nogen som helst vinterstemning over musikken. Den har vi til gengæld rigeligt af uden for vinduerne i skrivende stund. Lige nu er dette lyden af mit håb om en bedre årstid.
Jeg har kun kunnet finde en enkelt udgivelse med Washed Out, nemlig EP’en Life of Leisure. Den kan man passende købe som download på det fortræffelige Emusic. Se også Washed Outs MySpace-side.
En dame vender tilbage
Jeg fik først dette album i går, så det er ikke uvilje, der har fået mig til at udelade The Performance fra årets albumliste. Dame Shirley Bassey vendte for et par år siden tilbage med et album efter en lang pause; resultatet, Get The Party Started, lever op til titlen – og det lød bestemt, som om den walisiske dame havde det sjovt med bl.a. cover-versioner af allerede hårdtprøvede hits.
I år tog hun Glastonbury-festivalen med storm, og nu, hvor vinteren er over os, får vi så det lidt mere traditionelle (i Bassey-sammenhæng) album The Performance – med nye sange af så forskellige sangskrivere som Rufus Wainwright, Gary Barlow (fra Take That), Richard Hawley, KT Tunstall, Pet Shop Boys og Manic Street Preachers. Shirleys store stemme holder stadig, og man glemmer ganske at hun bliver 72 den 8. januar. Det er en dato, der vil blive festligholdt i det pastorale hjem, og ikke kun på grund af fru Bassey.
Sangene holder gudskelov også. Denne gang er der ikke så meget fest som der er stort anlagt (melo)drama, der uvilkårligt får en årsunge som undertegnede til at tænke på lyden af gamle James Bond-film og skæret af kjoler med slids og sølvlamé. Bidrag som “I Love You Now” af Nick Hodgson (fra Kaiser Chiefs), “The Girl From Tiger Bay” (af Manic Street Preachers) og “Our Time Is Now” (af gode, gamle John Barry) er især værd at fremhæve.
Et album til de små timer ud på nytårsfesten, hvor melankoli og livsmod mødes. Klar anbefaling herfra.
Lillejuleaften
Julesange kan rumme et stort, altfavnende vemod og en længsel mod lysere dage. Til Blue (der bestemt ikke er et dårligt album i øvrigt) skrev og indsang Joni Mitchell en af de bedste nyere sange af den slags (hvis man spørger mig), nemlig “River”. Jeg kunne desværre ikke finde en ordentlig optagelse med hende selv og valgte derfor denne live-udgave med nogen, der også stammer fra et land north of the border, nemlig de lidt underkendte Travis.
Det er for alvor blevet december
En højtid er vendt tilbage: Jens og jeg har taget en snak om årets albumudgivelser, og den kan I læse her. På billedet ovenfor kan man se en oversigt over årets høst fra min side, idet man dog bemærker at downloads ligger til venstre for stakken på den eksterne harddisk.
Vanen tro vil vi opfordre jer til at skrive jeres egne bud. Ved en tilfældig lodtrækning vil jeg så søndag den 3. januar finde en vinder, der vil modtage to hjemmebrændte cd’er fra henholdsvis undertegnede og Jens. Jeg vil finde sange fra de albums, jeg har købt i 2009. Jens vil lave en cd med gamle lørdagsfavoritter, set og hørt på denne blog i efterårets løb.
En stor undskyldning fra os til Martin Vestergaard, der aldrig fik den cd fra Jens, han vandt tilbage i januar – dagene løb som heste på det tidspunkt. Dén forglemmelse vil vi rette op på nu!
Nyt besøg ved Ramona Falls
– Hvad er det, du hører? Det lyder spændende.
– Det er det nye album med Ramona Falls.
– Hende kender jeg ikke.
– Det er en gruppe, dvs. det er egentlig en, der hedder Brent Knopf. Navnet er taget fra nogle vandfald i Oregon. Det har heller ikke noget med Ramones at gøre.
– Er herr Knopf en, vi kender?
– Han er også med i en gruppe, der hedder Menomena.
– Aha. Er der nogen kendte gæstemusikere med?
– Masser. Der er f.eks. medlemmer fra bands som The Helio Sequence, Mirah, Loch Lomond, 31 Knots, Talkdemonic, Nice Nice, Tracker, Dat’r, Dear Reader og 3 Leg Torso.
– Aha.
– Nej, det lyder ikke som nogen, vi får at se på Langelandsfestivalen foreløbig. Det er lokale bands, som Brent Knopf kender, så vidt jeg ved.
– Hvad hedder albummet?
– Det hedder Intuit.
– Jeg synes ikke, de synger på grønlandsk.
– De er fra USA, fra Oregon (som er den delstat, hvor vandfaldene er). “Intuit” betyder “at have en intuitiv fornemmelse af” på engelsk. Måske er det også et ordspil på “Into it”?
– Og Intuit er udkommet på Barsuk Records?
– Ja. Det er dem med Death Cab For Cutie og Nada Surf.
– Det lyder nu slet ikke som dem. Faktisk er det svært at sige, hvad Ramona Falls lyder som.
– Ja, de/han har i høj grad fundet en stil, der på én gang er velkendt og original. Der er en hel del forskellige akustiske instrumenter, og på den måde minder det måske en anelse om f.eks. Arcade Fire – men der er ingen springsteensk udadvendthed hos Ramona Falls. Bedre sammenligningspunkter var måske Beirut eller The Decemberists. Og så er der en usædvanligt stor glæde ved spring i dynamik fra højt til lavt og tilbage igen.
– Er det ligefrem et af årets bedste albums, vi har med at gøre her?
– Det synes jeg ikke helt. Der er bestemt gode sange, men af og til får man på fornemmelsen, at arrangementerne og effekterne er gået forud for sangskrivningen. Hvis herr Knopf og hans venner får styr på dette aspekt, kan opfølgeren godt blive et af årets albums i 2010.
– Kan man købe albummet i Danmark?
– Det ved jeg ikke; jeg downloadede mit eksemplar på Emusic. Det koster ikke alverden, og de har en masse spændende musik – det var f.eks. også der, jeg fandt Memory Tapes.
En ny skefuld
Jeg har netop opdaget, at der kommer et nyt album fra Spoon i slutningen af januar. Hvis det er lige så godt som Ga Ga Ga, er der grund til at glæde sig. Spoon er – nå ja – en 100% Manchester-pop-lyd, der kommer hele vejen fra USA. Se og hør “The Underdog” fra det gamle album ovenfor, mens vi venter på Transference.
På en øde ø
For en gangs skyld er det mig, der skriver om Morrissey. I den forgangne uge var han gæst på BBC Radio 4 i det berømte Desert Island Discs. Her er de numre, han valgte.
1. New York Dolls – (There’s Gonna Be Be A) Showdown
2. Marianne Faithful – Come and Stay with Me
3. Ramones – Loudmouth
4. Velvet Underground – The Black Angel’s Death Song
5. Klaus Nomi – Der Nussbaum
6. Nico – I’m Not Saying
7. Iggy and the Stooges – Your Pretty Face is Going to Hell
8. Mott the Hoople – Sea Diver
Jens ville nok ikke være utilfreds. Også jeg kan lide de pågældende kunstnere, men måske er udvalget trods alt en anelse retro-præget? Læs mere i The Guardians artikel her.
Stemningsbilleder fra en novemberaften
Så gik turen forbi Aalborg. Og ja, det er en vis Ove C. (kendt fra VFF, AB, AGF, Vejle og nu også fra Randers), man kan se på næstsidste billede. Anekdoter var der nok af. På det sidste billede ser vi en langsynet herre (kendt fra web), nu iført Hawaii-perlekæde.