….Henriks fødselsdag. Et stort tillykke til min initial-fælle herfra, der i dag er toogtres år ung. Gid jeg selv kunne se bare halvt så godt ud i jakkesæt og have en brøkdel af hans stage presence. Må vi snart ses igen.
Alle indlæg af Pastoren
At synge sit eget navn
Peter Gabriel er en meget dygtig og rutineret herre, en sjælfuld sanger og kreativ sangskriver og producer – som desværre også kan være ret kedelig. På hans nye album, Scratch My Back, vælger han sange af bl.a. David Bowie, Arcade Fire, Elbow, Bon Iver, Magnetic Fields og Radiohead og laver nogle – ret kedelige cover-versioner af disse ellers temmelig fremragende værker. (Sådan må det vel næsten gå, når hele herligheden skal fortolkes som slæbende mollede ballader med strygere på.)
Vampire Weekend er et band, som nogle her på bloggen ikke bryder sig om – mens jeg er glad for deres nye album, Contra.
Hot Chip har for nylig udsendt One Life Stand, som også er et album, jeg er glad for.
Og forbindelsen er…? På Vampire Weekends første album findes sangen “Cape Kod Kwassa Kwassa”, hvor Peter Gabriel bliver nævnt indtil flere gange. For nylig, dvs. lige inden jul, har Hot Chip lavet en cover-version af netop denne sang – med Peter Gabriel på vokal. Kedelig, det er den ikke. Bemærk den lille ændring, han føler sig nødsaget til at lave i teksten!
Hvad nu hvis…?
Det er ikke så tit, vi bringer vittighedstegninger her på bloggen, men netop i dag vil jeg gøre en undtagelse.
I'm New Here
Mit hoved er begyndt at ligne sig selv og jeg er igen begyndt at nærme mig en computer. Alkoholen lader jeg foreløbig vente lidt, og på en fredag aften er det ikke svært at blive ved med at lade være med at se fjernsyn. Her sidder jeg ved den gamle iMac og lytter til Gil Scott-Heron.
Der findes nogle mennesker, der er begavet med en diktion, der får os til at lytte og får os til at tro på deres fortællinger. Jeg tænker på så forskellige mænd og kvinder som Thomas Winding, Dan Turéll, Johnny Cash, Patti Smith, Allen Ginsberg – og Gil Scott-Heron. Ligesom Johnny Cash gennem sine sange (og andres) fortalte historien om sig selv og det USA, han kom fra og sloges med, således har Gil Scott-Heron også fortalt historien om sig selv og det USA, han sloges med.
Min første erindring om Gil Scott-Heron er fra “The Revolution Will Not Be Televised”, en sang jeg hørte i radioen, da jeg var stor dreng midt i 1970’erne – det var dengang, før P3 blev til en playliste. Den dybe, amerikanske stemme og den vrede, satiriske tekst om alle de falske løfter, en samfundsomvæltning ikke vil opfylde, var uafrystelig. Siden hørte jeg ham igen på Sun City-albummet, hvor han var sammen med bl.a. Miles Davis på “Let Me See Your I.D.” og husker den dag i dag linjen “When I first heard there was trouble in the Middle East, I thought they were talking about Pittsburgh”.
Gil Scott-Heron – en digter inspireret af Langston Hughes og beat-poeterne, en sanger inspireret af Robert Johnson og en slags proto-rapper; og så var hans far Giles Heron forresten den første sorte spiller i Celtic (ja, dét Celtic fra Glasgow!). Hans autoritative, velformulerede vokale udtryk genfinder vi hos hiphoppens politiske stentorrøster Chuck D fra Public Enemy og Michael Franti fra Disposable Heroes of Hiphoprisy/Spearhead – to herrer, der i dag desværre er old school i en verden af bling og bikinimodeller.
I lang tid hørte man ikke noget nyt fra Gil Scott-Heron, og jeg spekulerede på om han mon var død. Det var han næsten også. Manden, der i sin tid havde tordnet mod alkohol og stoffer var selv blevet afhængig af crack og passerede som over 1 procent af sine landsmænd gennem det amerikanske fængselsvæsens labyrint. Nu er han blevet genopdaget og forhåbentlig i mere end én forstand rehabiliteret med comeback-albummet I’m New Here. I gamle dage var Gil Scott-Heron del af en jazz-scene; nu er det en blanding af elektronik og akustisk guitar, der ligger neden under hans sungne og talte tekster. Overfladisk betragtet giver lydbilledet måske enkelte mindelser om Moby og hans Play-album, men så gudskelov heller ikke mere end det. Og ordene? Der er den samme autoritet og fornemmelse af et levet og reflekteret liv, men samtidig også en kraftig understrøm af den store skrøbelighed, som erfaringerne fra livet på samfundets bund har givet Gil Scott-Heron. En værdig genkomst er det under alle omstændigheder for den store, afro-amerikanske fortællerstemme. Hør albummet, det er det værd.
Og så må vi ikke glemme at Johnny Cash i dag kunne være blevet 78. Men det er en helt anden historie.
En dag er det slut
Se her:
Please Please Me (1963)
With The Beatles (1963)
A Hard Day’s Night (1964)
Beatles for Sale (1964)
Help! (1965)
Rubber Soul (1965)
Revolver (1966)
Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967)
The Beatles (aka White Album) (1968)
Yellow Submarine (1969)
Abbey Road (1969)
Let It Be (1970)
De fleste år lavede The Beatles 2 albums, og næppe mange vil vel kalde f.eks. Help, Rubber Soul eller Revolver for mindre end vigtige britiske rockalbums. Og derudover var der Magical Mystery Tour og en hel masse sange, der kun kom som singler. “Day Tripper”, “Rain”, “Lady Madonna”, “Hey Jude” og en masse andre meget kendte Lennon/McCartney-numre kom aldrig på noget album.
Eller se her, hvordan det gik R.E.M.:
Murmur (1983)
Reckoning (1984)
Fables of the Reconstruction (1985)
Lifes Rich Pageant (1986)
Document (1987)
Green (1988)
Out of Time (1991)
Automatic for the People (1992)
Monster (1994)
New Adventures in Hi-Fi (1996)
Up (1998)
Reveal (2001)
Around the Sun (2004)
Accelerate (2008)
Til og med 1988 kom der et album om året, og også her var i det store og hele rigtig gode albums. Nå ja, så var der også Chronic Town-EP’en og b-side/outtake-opsamlingen Dead Letter Office – og de fik tid til at hjælpe Warren Zevon og hver især producere albums for mere ukendte venner. Så gik det pludselig langsommere.
Eller hvad med Miles Davis? Lige inden og mens The Beatles er sammen, laver manden følgende albums:
Kind of Blue (1959)
Sketches of Spain (1960)
Someday My Prince Will Come (1961)
Quiet Nights (1962-1963)
Seven Steps to Heaven (1963)
E.S.P (1965)
Miles Smiles (1966)
Sorcerer (1967)
Nefertiti (1967)
Miles in the Sky (1968)
Filles de Kilimanjaro (1969)
In a Silent Way (1969)
Bitches Brew (1970)
Han holder tydeligvis pause i 1964 for at fejre at denne blogs forfattere lader sig føde, men derefter går det slag i slag med ét, nogle gange to albums om året. Fra 1974 begynder det at gå lidt langsommere, men i 1980’ernes første halvdel kommer der stadig ét album om året.
Jeg kunne også have nævnt Joy Division/New Order , der ikke lod sig slå ud af at forsangeren døde, men i lang tid blev ved at lave 1 album om året og en masse singler (“Blue Monday” og “Temptation” er f.eks. ikke med på noget album) – eller Bob Dylan, der var nede at ligge med sin motorcykel, men så begyndte at lave et album om året igen.
Der kan være mange grunde til at produktiviteten er for nedadgående. Beatles og R.E.M. lavede deres første mange albums, da de var først i tyverne og bare var fire fyre med deres instrumenter i studiet; produktionerne var små og enkle. Så fik de familie og en masse medieopmærksomhed, der i stort omfang handlede om alt andet end deres musik. Beatles holdt helt op med at turnere i 1966, R.E.M. holdt en lang pause fra 1988 og frem til 1994.
I dag er det en mediebegivenhed, når/hvis Kashmir udsender et nyt album. Massive Attack lader høre fra sig efter 7 års pause. Kate Bush lod hele 12 år gå mellem The Red Shoes og Aerial. Mange andre lader “kun” 2 år gå mellem hver albumudgivelse. Men er det virkelig indbygget i den kreative proces, at det begynder at gå langsommere? Eller er det mon markedskræfter, forventningspres, skriveblokering… ?
Lignelsen om…
Og nu vil Pastoren give jer en lille lignelse. Den er sakset fra et indlæg af dr.theol & phil Peter Kemp i dagens Information:
En mand, som var på vej fra sit arbejde i København til sit hjem på landet, blev overfaldet og mishandlet af en bande, som røvede hans penge og kreditkort og lod ham ligge i vejkanten. Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned. Det må blive en sag mellem dem indbyrdes, og ham, de har mishandlet, er nok ikke engang dansk statsborger«. Men som de anstændige folk, de var, tilkaldte de straks politiet over mobiltelefonen, idet de præsenterede sig som præster og folketingsmedlemmer og fortalte, at en mand var blevet overfaldet på landevejen. Senere kom de i tanke om, at det måske ikke ville se så godt ud, at de ikke var standset op og havde taget den sårede mand med i deres bil til hospitalet, så de ringede igen til politiet og sagde, at de havde glemt at fortælle, at de, lidt før de opdagede manden i vejkanten, var blevet overhalet af en bil, der kørte i rasende fart i venstre side af vejen, og at denne bil nok var kørt ind i et træ, så det sikkert var føreren af denne bil, der var blevet kastet ud i grøften. Men inden politiet nåede frem, kom en muslim kørende forbi, standsede sin bil, gik hen til den overfaldne, beroligede ham og forbandt hans sår, løftede ham op i bilen og kørte ham til det nærmeste hospital, hvorfra han ringede for ham til hans familie. Hvem af de tre var så den mands næste, som var blevet overfaldet? Vi må svare: »Den som øvede barmhjertighed imod ham« Og Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså«
Uhyggeligt, men godt
Man kan godt gøre uventede kup på nettet. I dag lå der en foret kuvert med den genudsendte Porcupine fra 1983, inden hyggerocken satte ind for Echo and The Bunnymen og jeg stod af. 2,99 pund sterling inklusive forsendelse – og så for et album, jeg holder meget af. Lyden er bedre, og (nogle af) bonusnumrene er interessante. Coveret er stadig imponerende flot, men ligner et sceneri, vi kender lidt for godt herhjemme for tiden – og det kunne kaninmændene jo ikke gøre for.
Helgoland, syv år senere
I dag er der igen nyt fra Massive Attack efter en lang, lang pause. Det er hele syv år siden det foregående album, som i det stor og hele var en solopræstation fra Robert del Naja; det kølige, flimrende 100th Window var – trods bidrag fra bla. Sinead O’Connor – nok det svageste bidrag til bandets katalog.
På Heligoland er Grant Marshall tilbage, og Massive Attack er nu en duo.
Resultatet er overbevisende. Man kunne måske have forventet at Massive Attack ville have gentænkt deres udtryk som Portishead gjorde med så stort held, men det er egentlig ikke tilfældet. Det kølige udtryk er der stadig; der er sparet lidt på de filmiske strygerarrangementer, men det klæder albummet at slippe af med det forslidte “trip-hop”-varemærke. Vanen tro er der en masse gæstevokalister – denne gang er det endog nogle, vi har rost i høje toner på denne blog: Tunde Adebimpe (fra TV On The Radio), Guy Garvey (fra Elbow), Hope Sandoval (fra Mazzy Star m.v.) og Damon Albarn (fra Blur m.v.). Horace Andy, der har det med at dukke op i Massive Attack-sammenhæng er også tilbage. Adrian Utley fra Portishead kommer forbi med sin guitar. Det er i høj grad disse gæsters bidrag, der er med til at skabe den vellykkede helhed. Men det er jo også en bedrift fra Del Naja og Marshall, at de har kunnet vælge deres samarbejdspartnere med omhu. Mine personlige favoritter er numrene med Tunde Adebimpe (der lyder ret TVOTR-agtigt). Guy Garvey (der er meget u-Elbow’sk men alligevel umiskendeligt Garvey’sk) og sidst, men ikke mindst, det yderst sensuelle “Paradise Circus” med Hope Sandoval.
Op til udgivelsen af albummet har fire meget ukonventionelle filmvignetter set dagens lys. Den mest interessante og kontroversielle er uden tvivl videoen til netop “Paradise Circus”, der er klippet sammen primært af scener fra en knap 40 år gammel pornofilm, “The Devil In Miss Jones” (hvorfra billedet ovenfor stammer). Men her hører al lighed med Rammsteins platte “Pussy”-video så også op. Kontrasten mellem den gamle dame og hendes unge, lidenskabelige jeg er gribende – og det er påfaldende, at de ekspressionistiske og til tider direkte freudianske billedkompositioner tilsyneladende er pornofilmens egne. Se videoen f.eks. lige her. Jeg skal selvfølgelig huske at advare om, at der forekommer scener, der kan virke stærkt anstødelige.
Endnu en weekend
P: Jeg købte det nye album med Vampire Weekend på min rejse. Det hører jeg en del.
J: Alle snakkede om det første album, så til sidst var jeg nødt til at få fat i et eksemplar.
P: Det, jeg godt kan lide ved Contra er det ubekymrede melodiunivers og arrangementerne. Så er der lidt strygere, så dukker der en Dick Dale-agtig snerreguitar frem. Der er tydelig afrikansk inspiration bag mange af numrene.
J: Da jeg havde hørt to numre, syntes jeg at sangeren skulle skydes.
P: Det er m.a.o. lidt for hø-hø-agtigt for din smag?
J: Så afgjort. Det er nærmest lyden af Talking Heads uden nogen neuroser.
P: Det er under alle omstændigheder helt klart fra teksterne, at de fire unge herrer ikke er vokset op i Soweto, men nok snarere har gået på college i USA.
J: Coveret er nu rigtig flot. Måske skulle jeg gå ned og bede om kun at købe dét?
P: Jeg kan sende dig en JPG. Så hører jeg åbningsnummeret “Horchata” imens.
Varme chips til kyndelmisse
Lige så kort tid det tog for mig at vænne mig til sommervarmen på den sydlige halvkugle, lige så hurtigt er det gået med at falde ind i den alt for velkendte fyge/skovle/salte-rutine igen.
Kyndelmisse slår i år sin knude til tonerne af One Life Stand, det nys udkomne album af og med Hot Chip. Forgængeren Made In The Dark var et nogenlunde album, men sangskrivningen her er lige den tak bedre, der gør en forskel.
Lyden er igen retro-agtigt elektronisk. Synthesizerne bobler, brummer og smælder og giver mindelser om technomusikkens urtid. Hot Chips specielle blanding af rock, funk, pop og techno er ikke langt fra et ligesindet navn som LCD Soundsystem. men her er ikke tale om North American scum – dette band er faktisk britisk.
Mount Cook
Jeg havnede efter en lang bustur, hvor chaufføren talte og vedblev at tale henført om fåreavl og husbygningsprogrammet, omsider ved foden af Den Store Gennemtrænger Af Skyer, Aoraki. Det navn skulle maorierne måske have overvejet lidt nøjere. Og englænderne opkaldte bjerget efter en vis James Cook – fordi hans styrmand opdagede det. Der burde have været et sagsanlæg.
Sort skærm
Og der sad jeg så, på den stik modsatte side af La Coruña, og ville skrive her. Men min MacBook havde bestemt sig til at dø i Christchurch. Den lokale Apple-biks kunne konstatere at bundkortet skal skiftes. Ak og ve. Jeg må vente til jeg er hjemme igen med at få repareret. Heldigvis dækker den udvidede garanti, men når alternativet er min iPhones minimaltastatur, er det så som så med skriveglæden.
Lad mig derfor blot røbe, at jeg i dag købte et nyt album med den lokale gruppe Evermore i Real Groovy Music, en butik der ikke er helt så hip som den gerne ville være. Men interessant musik, som jeg ville kunne høre hvis min Mac…
Jeg vil trøste mig med en Green Man-øl, en “Strong” som blander en doppelbock modnet på whiskyfade med en ale. Aromatisk vanille/frugtigt, stærkt og økologisk – og (tror jeg) uopdrivelig på vore breddegrader.
Speedway!
Jeg er havnet i Christchurch, hvor min yngste søster fra Manchester nu bor. Nu har jeg måttet sande, at hovmod står for fald – efter al min snak om det gode vejr i Brisbane, er jeg havnet i dansk sommervejr, dvs. overskyet og regn. Det rent ud sagt stod ned i stænger. Sydalperne og Stillehavet giver tilsammen et meget specielt vejrlig.
En cykeltur gennem byen afslørede to ting: Først, at newzealænderne kan blive lige så overraskede over omslag i vejret som danskere. Dernæst, at dette må være den af alle de tidligere britiske kolonier, der har arvet suverænt mest fra briterne. (Og alligevel har min søster af og til hjemve.)
Regnvejret drev mig ind på byens museum, hvor der var en permanent udstilling om byens store søn, en vis Ivan Mauger, der vandt VM i speedway hele seks gange. Hans mesterskabs-trøjer, forgyldte motorcykel og Sunday Mirror-trofæ rangerer på linje med maoriernes historie, butikslivet i det 19. århundrede, moa-fuglen og en udstilling af pressefotos fra de senere år i dette brogede-grænsende-til-forvirrede, meget spændende sted.
Broer og regler
Her er den så – Go Between Bridge i Brisbane, set på en gåtur i selvsamme by her til eftermiddag, mens denne blogs læsere sad fast i morgentrafikken. Som man måske kan ane, er broen ikke helt færdig – men den bliver indviet senere i år. Umiddelbart virker det underligt at ville associere Grant MacLennan og Robert Forster med en omfartsvej. (Det er dog intet mod den særdeles tvivlsomme hyldest, der er kommet Love Shop til del på Falster. Hvis vi ikke havde bedre ting at give os til, ville vi brokke os.)
I The 10 Rules Of Rock And Roll af Robert Forster er der et helt kapitel viet til venskabet med MacLennan; alle, der holder af The Go-Betweens bør læse det. Det er i det hele taget en god bog, kan jeg røbe. Jeg har købt et eksemplar til Jens, og han kan godt begynde at glæde sig.
Her er en lille forsmag:
Hvad er de 10 regler i rocknroll iflg. Forster?
1. Never follow an artist who describes his or her work as `dark’.
2. The second-last song on every album is the weakest.
3. Great bands tend to look alike.
4. Being a rock star is a 24-hour-a-day-job.
5. The band with the most tattoos has the worst songs.
6. No band does anything new on stage after the first 20 minutes.
7. The guitarist who changes guitars on stage after every third number is showing you his guitar collection.
8. Every great artist hides behind their manager.
9. Great bands don’t have members making solo albums.
10. The three-piece band is the purest form of rock and roll expression.
Hertil bemærker jeg:
ad 2: “Nightswimming”?
ad 5: Jeg håber ikke, Henry Rollins læser med her.
ad 7: Jeg håber, Sonic Youth læser med her.
ad 9: Bliver Jens skuffet nu?
En nat blev det sommer
Mens denne blogs læsere (forhåbentlig) sover, går denne blogs ældste forfatter rundt i Queensland. Jeg ankom til Brisbane med Qantas kl. 6.30 efter en alt for kort nat i Airbus og kunne hurtigt konstatere, at morgentrafikken hernede ikke er påvirket af fygning. Det ligner ved første øjekast USA, men metersystemet virker, bilerne kører i venstre side, højttalerstemmerne lyder mere som BBC end som NBC og en elevator hedder en lift. Endnu et eksempel på hvordan den nye verden er kommet til at se ud, hvor briterne fik lov til at præge samfundet lidt længere (end i USA, hvor de vel nærmest smed sig selv ud.)
Når jeg er så heldig at besøge et land, hvor hovedsproget er engelsk, havner jeg uvægerligt i en eller flere boghandler. Denne gang ledte jeg efter The 10 Rules of Rock And Roll af en vis Robert Forster. Først prøvede jeg Borders Books, hvor de havde et pænt udvalg af musikbøger – og også temmelig mange, der så spændende ud. Den unge ekspedient spurgte mig om jeg fulgte med i Forsters musikjournalistik. Jeg måtte tilstå, at det var jeg som dansker ikke så god til. Men bogen ville jeg da meget gerne have. Var der så mange i Danmark, der rigtig godt kan lide The Go-Betweens? Her måtte jeg igen tilstå noget: Det er der nok ikke, men vi er da nogen der kan. Sådan er det egentlig også i Australien, bemærkede ekspedienten. Men de har da fået en bro opkaldt efter sig, indskød jeg – og fik svaret, at det først er for nylig, at det er lykkedes.
Bogen fandt han desværre ikke, men han foreslog mig at prøve Rocking Horse Records. Heller ikke der kunne de desværre hjælpe mig (men de havde en hel masse t-shirts med metalbands) – og foreslog mig at prøve en af de store boghandler. Lidt skuffet gik jeg tilbage mod hotellet. Hov, der var jo en lille boghandel – gad vide om…?
Nogle gange kan man tage fejl. Udefra lignede Folio Books et sted, der sælger koge- og havebøger og kalendere med postkortmotiver og de sædvanlige bestsellere, men den slags skal man ikke lade sig narre af, for den var der.
Ekspedienten var en venlig dame.
– Han kommer herind engang imellem, sagde hun.
– Så han her stadig, ikke? spurgte jeg.
– Jo, han bor ude i West End et sted. Du kan prøve at spørge forlaget om adressen, foreslog hun.
– Så vigtig er det nu heller ikke, men jeg har da en ven i Danmark, der er interesseret.
– Hvis Robert Forster var herinde en af dagene, ville jeg da gerne gøre opmærksom på det, sagde den venlige dame.
– Han ikke er svær at få øje på, bemærkede jeg.
– Nej, og han er jo også ret høj. Hans kone er fra Skandinavien, er hun ikke ? Hun er nemlig også ret høj.
– Hun er faktisk tysker, kunne jeg svare.
At et klima, der vel nærmest er subtropisk, kan fostre (undskyld ordspillet) en altid ulasteligt klædt personage som Robert Forster, virker måske underligt for en uformel dansker i shorts og lærredssko. Men sørme om ikke adskillige australske mænd kan antræffes på lignende måde – jakken har de dog hængt fra sig.
Og bogen? Den vil jeg kaste mig over lidt senere. Først skal jeg lige ned og se The Go-Between Bridge.