Alle indlæg af Pastoren

Blog, Elektronisk

Ikonika

1 kommentar

ikonika1

– Nå, hvad hører du så i dag?
– Contact, Love, Want, Hate.
– Er det et nyt album med Courtney Love?
– Nej nej, det er det nye album med Ikonika.
– Det må da være finsk dødsmetal?
– Nej nej, det er endnu ét af disse en-personers-`bands’. Bag Ikonika gemmer sig Sara Abdel-Hamid.
– Så stiller hun nok ikke op til Folketinget igen?
– Det er Asmaa. Sara er fra London. Jeg blev først opmærksom på hende gennem opsamlingsalbummet 10 Years of Hyperdub. Så hun laver elektronisk musik – en interessant blanding af dubstep (en elektronisk stil, hvor mange vel kender Burial som repræsentant), `UK funky’ (hvad det helt præcis er, ved jeg ikke, men jeg hører jo også mest country o.lign.), garage og noget andet. Lydbilledet er enkelt og spartansk, uden af den grund at være skrabet. Megen elektronisk musik maner store vidder frem og sender hilsner til verdensrummet og/eller den store by, men her er der tale om en kropslig, tiltalende form for electronica. Værd at høre!

Country&Western, Rocknroll

Queen of Denmark

6 kommentarer

johngrant

Jeg kendte ikke så meget til nu opløste The Czars fra USA; deres nummer “Paint The Moon” (se og hør det her – det er det værd!) gav med sine fine vokalharmonier mindelser om især Everly Brothers – men albummet Goodbye, som det kom fra, viste en eklektisk tilgang, som man kunne fristes til at kalde stilforvirring.

Nu er John Grant, stemmen bag The Czars, aktuel med et soloalbum, Queen of Denmark. Med sig har han musikerne fra Midlake, og ikke overraskende er resultatet temmelig halvfjerdseragtigt med nedtonede præstationer, en kammer-agtig folk-pop. Stilforvirring er der ikke så megen af, og John Grants stemme fejler bestemt ikke noget.

Albummets gennemgående tema er Grants opvækst som bøsse i en religiøs familie (man røber ikke meget ved at afsløre, at det var mere end almindeligt træls), og det forklarer måske til dels titlen på albummet, taget fra en af sangene. Og forbindelsen til Danmark? John Grant siger selv om titelnummeret i et interview:

I don’t know why I didn’t write “King” – maybe ‘Queen’ is a gay reference. But I wanted to incorporate Denmark into a song because I’d met a bunch of Danish people and fallen in love with the language.

(Mon han læser denne blog?)

Blog, Rocknroll

Duerne flyver

13 kommentarer

Sidste år udsendte The Doves (eller det er vel bare Doves) deres fjerde album Kingdom of Rust. Jeg var en af de mange, der var meget tilfreds med dén udgivelse. Doves og de beslægtede Elbow er to Manchester-bands, som jeg sætter meget højt.

Nu er der igen nyt fra trioen. Nyt og nyt… denne gang er der tale om en opsamling, hvor der (vanen tro) er tilsat nogle nye numre og en dvd for at få de gamle fans overtalt til også at købe. Så enten er der en pladekontrakt, der udløber, eller også håber pladeselskabet på at kunne få givet Doves et Elbow-agtigt gennembrud. (Retfærdigvis skal det tilføjes, at de, der allerede har de fire regulære albumudgivelser, faktisk kan få rabat ved køb af opsamlingen.)

Ovenfor kan man se videon til det nye nummer, “Andalucia”.

Country&Western

Den indre cowboyhat

21 kommentarer

sunset

Af og til raser jeg mod radiostationernes forudsigelighed, hvor lytterne skal stryges med hårene og gøres trygge, og så falder jeg selv i samme fælde. Min iPod har den noksombekendte Genius-funktion, der frembringer en spilleliste af beslægtede sange ud fra et “frø” af en første sang. Jeg trykkede på Genius, satte mig på cyklen og fik følgende spilleliste. Desværre nåede jeg ikke at høre det hele, inden jeg skulle stige ned fra sadlen. Men jeg trykkede på Arkivér, da jeg var vel fremme.

  1. Jacksonville Skyline – Whiskeytown
  2. When Will You Come Back Home – Ryan Adams & The Cardinals
  3. Chin Up, Cheer Up – Ryan Adams
  4. Windfall – Son Volt
  5. New Madrid – Uncle Tupelo
  6. Pick Up The Change – Wilco
  7. Look At Miss Ohio – Gillian Welch
  8. Last Stop: This Town – Eels
  9. Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight – Whiskeytown
  10. Dance All Night – Ryan Adams & The Cardinals
  11. My Love For You Is Real – Ryan Adams
  12. Bastards Of Young – The Replacements
  13. No Depression – Uncle Tupelo
  14. Say You Miss Me – Wilco
  15. Tear Stained Eye – Son Volt
  16. Revelator – Gillian Welch
  17. Don’t Wanna Know Why – Whiskeytown
  18. The Next Time You Say Forever – Neko Case
  19. Sweet Illusions – Ryan Adams & The Cardinals
  20. Dear Chicago – Ryan Adams
  21. The Long Cut – Uncle Tupelo
  22. Skyway – The Replacements
  23. Box Full Of Letters – Wilco
  24. 16 Days – Whiskeytown
  25. Cold Roses – Ryan Adams & The Cardinals
Blog, Rocknroll

De knuste klokker

2 kommentarer

brian-mikkelsenmarilynmansonbrianburton

Erhvervs- og økonomiministeren hedder det. Marilyn Manson hedder det. Og Dangermouse hedder det – nemlig Brian. Vi kender ham fra Gorillaz, fra Gnarls Barkley og fra samarbejdet med nu afdøde Mark Linkous. Og jeg vil ikke tøve med at hævde, at det lige nu er denne Brian, der bedst fanger tidens toner. I det nye nummer af Soundvenue (et blad der ofte får mig til at føle mig tudsegammel, men samtidig viser egen begrænsning i sin ahistoriske og umådeholdne skamros af en masse musiknavne, der er glemt i overmorgen) udtaler Brian Burton således:

– Alt bliver i dag digitaliseret. Hvordan påvirker det musikken?

– Desværre ender folk op med at anskaffe sig tonsvis af musik uden at give det meget tid til at synke ind. De fleste gode album vokser på én.

Oversættelsen skyldes tydeligvis en dansk journalist, der ikke kan løsrive sig fra egne dårlige anglicismer, men kvintessensen er alligevel klar – og jeg er grundlæggende helt enig.

Den farlige mus og James Mercer er lige nu albumaktuelle som duoen Broken Bells med et album af samme navn. Og James Mercer, det er ham fra The Shins. Mercer og Burton har skrevet alle sange sammen og spiller tilsammen stort set alle instrumenter; der er tydeligvis tale om en studie-kreation. Samtidig er Broken Bells et meget organisk album. Klaus Lynggaard hævder i sin anmeldelse i Information, at der er mindelser om Barclay James Harvest. Det er tydeligvis ikke nogen ubetinget ros, selv om Lynggaard dog også fremhæver den gode sangskrivning.

Jeg er selv noget mindre forbeholden; Broken Bells er i disse uger i nogenlunde fast rotation på min iPod. The Shins har jeg ikke rigtig noget forhold til, men James Mercers klare stemme (der af og til minder mig om Richard Ashcroft) går rent ind, og hele herligheden er iørefaldende. “The High Road” slår albummets tilbagelænede angrebsvinkel godt an, “October” lyder nyt og velkendt på samme tid, slide-guitaren, der åbner den fine afslutning “The Mall & Misery” ligeså. Og hver gang, jeg hører “The Ghost Inside”, ender jeg med at forestille mig en cover-version begået af Santigold.

Film vi har set

Det er mit liv

3 kommentarer

refn

Filmmagasinet nyefilm.dk har i dag denne nyhed:

Nicholas Winding Refn er for tiden aktuel med vikinge-storfilmen Valhalla Rising. Men hans næste projekt er på dansk: Det er mit liv, som er en romantisk komedie om en landmand og en skolelærer. I hovedrollerne er Connie Nielsen og Henrik Prip.

– Jeg har længe haft lyst til at lave en mere venlig og umiddelbar film, hvor fokus er på kærlighed og glæde. Mit nye manuskript har fået titlen fra en sang af Love Shop, udtaler Refn. Jeg har længe været meget glad for dét band, tilføjer han.

Filmen kommer vidt omkring; nogle stort opsatte sekvenser med badende elefanter er optaget i Indien, andre dele foregår i og omkring Randers og den sidste halve time er ét langt one-shot optaget i det københavnske natteliv med steadicam. Her kan man i en birolle opleve Jens Unmack fra Love Shop.

– Jeg spiller en bartender, der falder i snak med filmens hovedrolleindehavere, der leder efter hinanden på et diskotek. Der er et rigtig højt lydniveau i diskoteksmiljøet, så det var svært at få dialogen i kassen – jeg er helt hæs nu af at råbe. Men det er sjovt at lave film; det har jeg altid haft lyst til, siger Unmack.

Filmen har ud over sange af Love Shop (“Det er mit liv”, “Aluminium Go” og “Bin Laden Blues”) musik af bl.a. Alphabeat.

Blog

En malstrøm af støj og røg og bevægelse

8 kommentarer

trafik

I dagens udgave af dagbladet Politiken udtaler Jens Unmack, sanger og sangskriver, som reaktion på planerne på lukning af Thomas B. Thriges Gade i Odense flg.

En stor by skal i sagens smukke natur være en malstrøm af støj og mennesker og røg og bevægelse, og det forsvinder bag al den bilfri snak. Man kan se, hvor galt det er gået på Nørrebrogade. Den er helt søndagsdød, efter at man har lukket for trafikken. Der sker noget med en by, når man gør dens hovedpulsåre til gågade og nærmest luller lokalbefolkningen i søvn. Der er en tendens til, at mange folk i byerne ikke vil leve med det, som en by indebærer. De tror, deres lejligheder er lodrette parcelhuse, og vil have samme fred, som hvis de boede 80 kilometer uden for byen. Måske skulle de flytte.

Åh, jeg ved såmænd ikke rigtig. Jeg kan huske de par gange, jeg har besøgt den højt besungne storby San Francisco. Her var der af og til smog-alarm, og når dét skete, var der gratis adgang til de i USA så sparsomme offentlige transportmidler. Den slags socialistiske tendenser i Guds eget land tyder på en vis desperation. (Så sent som i går besøgte jeg den ikke så højt besungne by Odense og skulle krydse Thomas B. Thriges Gade. Det var ikke særlig smukt, men lad det nu ligge.)

Rocknroll

Ind med skeer

1 kommentar

SPOON_VINYL_MECHS_Nov3_neon.indd

I et indlæg her på bloggen før jul nævnte jeg, at jeg glædede mig til det nye album fra Spoon. Og nu har jeg så med lidt for lang forsinkelse fået skaffet mig et eksemplar af Transference.

Var det så ventetiden værd? Ja, det synes jeg. Det første, der falder mig i ørerne, er dog forskellen fra forgængeren. Hvor Ga Ga Ga Ga Ga var temmelig poppet og godt kunne kaste regulære hits af sig, er Transference noget mere eksperimenterende. Spoon har også før yndet at eksperimentere med studiets virkemidler, men det er kommet tydeligere frem på det nye album – måske fordi det er produceret af Eno. Nej, ikke Brian Eno – men Spoons trommeslager Jim Eno sammen med sanger Britt Daniel. Så denne gang er det gruppen selv, der har produceret.

Det er egentlig svært at høre, at Spoon faktisk er fra USA. Referencepunkterne er britiske, glæden ved at lege i studiet er Beatles-agtig (uden at resultatet på nogen måde minder om de fire fra Liverpool) og sanger Britt Daniel lyder som en imødekommende, uarrogant Liam Gallagher, hvis man ellers kan forestille sig dét. Oplagte hits er der vel ikke, men “Mystery Zone” kunne være tæt på. Kaffebargiganten Starbucks har i al fald udvalgt netop dén sang som “Pick Of The Week” på iTunes.

Transference er et album, som lytteren skal give lidt tid – men den investering får man så så rigeligt igen. Og forsidebilledet? Det er såmænd et 40 år gammelt foto! Man kan se en zoombar udgave af billedet her.

Blog, Rocknroll

En stor stjerne er slukket

1 kommentar

chilton

Han inspirerede så forskellige musikere som The Replacements (der fik sange produceret af ham og besang ham som tak), This Mortal Coil, Teenage Fanclub, The Posies og de storhittende, men for længst glemte Gin Blossoms. Den eneste danske udgave af en af de sange, han sang, blev indspillet af Bamses Venner (!). Sanger, sangskriver, producer, powerpoppens faderskikkelse, ankermand i Big Star, en misforstået fornyer som spillede britisk-inspireret rock i soulmusikkens hovedstad – i mere end én forstand var Alex Chilton noget helt for sig selv. Han overlevede orkanen Katrina for 5 år siden og kunne være blevet 60 i juleferien år, men i går mistede vi ham.

At drikke for at glemme, Blog

En lavine af socialisme

1 kommentar

lavinesocialister

Dagens citat kommer fra det amerikanske kongresmedlem Mike Pence som kommentar til den frygtede sundhedsreform i USA:

How we as conservatives respond to these challenges, could determine whether America retains her place in the world as a beacon of freedom or whether we slip into the abyss that has swallowed much of Europe in an avalanche of socialism.

Blog, Rocknroll, Vokseværk

Når vi nægter at lide

2 kommentarer

beauty-richman1

Jonathan Richman er en amerikansk sangskriver, jeg har lyttet meget til. Jeg tog ham for alvor til mig efter en koncert i Aalborg, og op gennem firserne blev albums som Jonathan Sings, It’s Time For… og Rockin’  and Romance blev fast inventar på min pladespiller. Der har altid været en stor livsglæde i de enkle, 50’er-inspirerede melodier med de lige så enkle tekster om livets glæder, finurligheder og stedvise genvordigheder. Ofte har jeg grebet mig selv i at smile bredt, når jeg lyttede til mandens musik, for der har altid været en god portion venlig humor til stede.

Hvis jeg skal irritere Jens, kalder jeg Jonathan Richman det manglede led mellem Bruce Springsteen og Povl Kjøller. Ligesom Springsteen har han en stor kærlighed til rockens 50’er-rødder, ligesom Kjøller har han sunget om barnlige glæder (og har lavet en udgave af “Hjulene på bussen drejer rundt og rundt” – som det vel endda var Richman, der skrev?). Jens vil så påpege, at der gennem Jonathan Richmans bedste tekster løber en understrøm af vemod, som Povl Kjøller aldrig rigtig gav plads til.

Ofte har det virket, som om Jonathan Richman vedblev at være en stor, glad dreng selv som voksen. Man kan høre ekkoer af ham i senere grupper som Eels og Weezer. Og dog. Hos Eels er vemoden i færd med at vinde over livsglæden, hos Weezer er det drengede til tider tæt på det måske lige lovligt pubertære.

Ak. Tiden gik for mig, og omkring 1990 holdt jeg op med at følge med. Af og til er jeg stødt på senere Richman-albums, men har aldrig fået købt, endsige lyttet til dem. Der var så megen anden nyere, mere “alvorlig” musik, der lokkede.

Nu har jeg fået taget mig sammen til at få gjort noget ved det, og jeg er startet bagfra med Richmans seneste udspil, Because Her Beauty is Raw and Wild fra 2008. Dette må være det mest alvorlige album, Jonathan Richman nogen sinde har lavet. Aldrig nogen sinde har han lydt så gammel, så ramt af smerte. Alene forsidens billede må afsløre det hele. “When We Refuse To Suffer” optræder to gange på albummet og slår tonen an med sin tekst om lidelse og om hvad der sker, når Prozac-pillerne måske virker. “As My Mother Lay Lying” er en gribende sang om moderens dødsleje. Der er “Our Party Will Be On The Beach Tonight”, der trods sin fest-tekst ikke er en ode til sol og strand som så ofte før, men en dissonant, slæbende sang i mol. Og der er en udgave af Leonard Cohens “Here It Is” (den, som bliver til “Her og nu” med Aud Wilken på På danske læber). Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige sangere/sangskrivere end Cohen og Richman – her mødes de så.

Because Her Beauty is Raw and Wild er et gribende album, men også en samling sange, der gør mig oprigtigt ked af det. Det er trist at høre den livsglade mand fra Boston mærke livet (og døden) på den hårde vis.

Blog, Elektronisk, Rocknroll

Ved stranden

1 kommentar

beachhouse

Der er vældig mange musikere inden for den genre med let udviskede og melankolske sange fremført med sukkende stemmer, nogle anmeldere kalder “drømmepop”. Måske starter hele historien med Mazzy Star (eller måske er det Opal). Måske starter den helt tilbage med Francoise Hardy og Michel Legrand.

Lidt for ofte er det mere søvnen end drømmen, der falder lytteren ind. Det kan nemt gå hen og blive så blodfattigt, at man bliver nødt til at lytte til Slayer og Black Flag bagefter. Men Teen Dream, det tredje album med det fransk/amerikanske ensemble Beach House, er et rimeligt vellykket udspil inden for genren. Sangerinden Victoria Legrand er tilmed Michel Legrands niece. Og så har de for ikke så længe siden givet koncert i Verdens Største By.