John Lennon, Paul McCartney, David Bowie, Bob Dylan, Patti Smith, Nick Cave og Martin Gore er alle mere end almindeligt dygtige sangskrivere, og de har alligevel alle gjort det – udsendt albums med cover-versioner. På denne måde har de vist os deres spillelister, omend på en lidt mere krævende måde end vi ynder at gøre her på bloggen.

Nu har Nada Surf (som forresten er fra New York, jvf. et tidligere indlæg her) gjort det samme. Jeg har været meget glad for deres tidligere albums, så selvom denne gruppe måske ikke er i helt samme klasse som de ovenfor nævnte, var denne udgivelse imødeset med en vis spænding.

Valget af sange er eklektisk i ordets bedste forstande – numre af Bill Fox (fra The Mice, hvis nogen kender dem) og Dwight Twilley, et nummer af Spoon, men også af Depeche Mode og Kate Bush. Og så er der også Forster/McLennan.  Og et nummer på fransk (Nada Surf er vistnok ret populære i Frankrig) og et andet på spansk.

Langt hen ad vejen lyder det selvfølgelig som – Nada Surf. Hvis jeg ikke havde vidst det, ville jeg have troet at “Electrocution” var deres eget nummer – men det skyldes Bill Fox, der huserede med sin powerpop i The Mice midt i 1980’erne. Også “Love and Anger” af Kate Bush er interessant; vokalmæssigt er der temmelig langt fra Matthew Caws’ amerikanske powerpop-vokal til Kates hikstet/lidenskabelige engelske manerer, men stemningen er der alligevel. “Love Goes On” lyder ikke som The Go-Betweens i denne udgave, men tekst og melodi passer som fod i hose i Nada Surfs let skyede solskins-univers.

Og hvem skulle have troet, at jeg ville synes om en Moody Blues-sang? Nada Surf har valgt “Question”- det opulente nummer, hvis orkestrale intro man brugte som en slags jingle for B&U-afdelingens radioprogrammer på P1 engang i forrige århundrede. De buldrende dele har fået mere kant og de stille dele er blevet smukkere, så kontrasten står forbilledligt klart frem.

“If I Had A Hifi” (læg mærke til at titlen er et palindrom) er ikke årets album, men stadig værd at høre. Start med at høre deres udgave af “Electrocution” her.

Og nu ser jeg så frem til Jens’s kommende cover-album, Vejen Frem Til Rocknroll. Hvad synes I, der skal være på det?

Det er ikke let at skulle udgive sit nye album, når The National har et fremragende ét på trapperne. Og Together, det nye album med The New Pornographers, kan godt ufortjent komme til at stå lidt i skyggen.

Som sædvanlig er her tale om storslået powerpop med flotte vokalharmonier og underfundige tekster. Med årene har dette canadiske (ja ja, Neko Case er fra USA) powerpop-ensemble dog sat hastigheden en anelse ned fra de til tider lidt hektiske Mass Romantic og Electric Version, og det gør vel egentlig ikke noget.

Hvis man har hørt sidste års soloudspil Get Guilty fra A.C. Newman ved man, at dette ret beset er Newmans band. Men der er også plads til de andre: Dan Bejar synger for på tre numre (som han så også har skrevet), og Neko Case er noget tydeligere i lydbilledet end på forgængeren Challengers, og det gør ikke spor – hun er jo en ganske særlig sangerinde. Synge kan de vel egentlig alle; vokalharmonierne har altid været blandt de allerstærkeste sider hos The New Pornographers.

Og så er der også gæster med – Zach Condon fra Beirut, Will Sheff fra Okkervil River og hornsektionen fra The Dap Kings (dvs. uden Sharon Jones). Men dem lægger man nu ikke særlig meget mærke til.

Som sædvanlig er der nogle mere end almindeligt opfindsomme sangtitler, og ofte dækker de over vellykkede popsange. Mine favoritter lige nu er “Valkyrie In The Roller Disco”, “My Shepherd”, “A Bite Out Of My Bed” og næsten-titelnummeret “Your Hands (Together)”. Sidstnævnte kan ses i video-udgave ovenfor.

Et album, der er værd at høre.

Jens har tidligere skrevet om det nye album med The National, der hedder High Violet og udkommer d. 10. maj. Vi har begge glædet os til at høre det, og takket være New York Times havde vi mulighed for at høre albummet streamet i sin helhed i sidste uge. Takket være computerens optagemuligheder har nogle af os i dagene derefter kunnet høre High Violet igen – og igen og igen og…

Min dom er derfor allerede nu klar: High Violet er en fremtrædende kandidat til titlen som årets album i 2010. Melodimaterialet er igen stærkt; Jens var lidt skuffet over Boxer, jeg selv var knap så negativ, men det nye album overgår under alle omstændigheder sin forgænger, spækket som det er med slidstærke melodier. “Sorrow” og “Runaway” er store ballader, der bløder fra hjertet et sted i omegnen af trodsig resignation  -“We don’t bleed when we don’t fight”, synger Matt Berninger. Og “Bloodbuzz Ohio” og “England” er noget så modsætningsfyldt som indadvendte bud på en ny tids stadionrock om længslen efter at rejse ud og vende hjem.

Melodier gør det nemlig ikke alene. Berninger har skrevet tekster, der rummer potente one-liners som

I never thought about love when I thought about home

(fra “Bloodbuzz Ohio” (der kan hentes som lydfil på The Nationals officielle side om albummet) eller

Didn’t want to be anyone’s ghost

(fra netop “Anyone’s ghost”), men som samtidig formår at være mere end blot summen af disse.

Resultatet er en samling sange, der fortjener at blive hørt igen og igen. Arrangementerne griber fat, hvor Boxer slap, dog med mere brug af blæsere og strygere på bedste, diskrete vis. Og som sædvanlig kan man høre Bryan Devendorfs lidt march-agtige (eller er det Larry Mullen-agtige?) trommer lægge en veldefineret bund, der er et af kendetegnene for The Nationals lyd. Fik jeg forresten nævnt det godt placerede afslutningsnummer, “Vanderlyle Crybaby Geeks”? Hvis ikke, så lad mig huske at gøre det her.

Det bør ikke undre nogen, at jeg for længst har fået forudbestilt High Violet, så jeg kan få det at høre på ordentlig vis om en uge (plus moms). Det eneste svage punkt er vel forsidebilledet, der minder om noget, Annedorte Michelsen kunne have brugt (siger Jens) eller noget, selv R.E.M.’s grafikere ville have kasseret (siger jeg). Men indholdet, dét fejler ikke noget.