Når et hold slår Danmark, må de selvfølgelig helst være gode. Det er hollænderne så heldigvis også, og jeg tror stadig på deres vej videre. Dagens ottendedelsfinale mod Slovakiet var nu alligevel lidt kedelig; det var svært for mig at overbevise mig selv om at det faktisk var slovakkerne, der gjorde det af med italienernes VM-drømme. De havde (i mere end én forstand) ikke mange chancer i denne opgør. Dét alene gik alvorligt ud over underholdningsværdien.

Der var aldrig alvorlig tvivl om at Holland ville vinde, men kampen var en noget uelegant affære og af og til herskede en lidt klumpspilsagtig stemning. Med andre ord sad jeg ikke yderst på sofakanten, og da det til allersidst stod 2-0 efter et meget overbevisende mål og den ordinære spilletid var omme, slukkede jeg. Jeg gik så glip af slovakkernes trøst-reducering på straffespark. Men det ændrede intet, hverken for dem eller for undertegnede.

I øvrigt mener jeg, at trompeterne bør ødelægges.

Jeg så Nigeria-Sydkorea i stedet for Argentina-Grækenland. Igen en underligt underholdende kamp, hvor underholdningen (ligesom i Danmark-Cameroun) i høj grad kom fra alle de fejl og spildte bedrifter, vi blev vidne til. Yakubu fra Nigeria lavede f.eks., hvad der må være årets største ikke-mål, inden han fik lavet et rigtigt et af slagsen. På andenpladsen over årets ikke-mål må så komme Martins’ forsøg, da der vel kun var knap ti minutter tilbage.

Det lykkedes. Men hvorfor vandt vores landhold egentlig denne underligt underholdende kamp, hvor to mandskaber levede højt på en kombination af held og de andres manglende sikkerhed nede bagved? Der er ikke tale om præstationer, der ville kendetegne en kommende verdensmester. Lad det nu hvile. Som Gunnar Nu yndede at sige – det er målene, der tæller.

I dag går det løs for Argentina mod Nigeria i Johannesburg på det ovenfor viste stadion, der er opkaldt efter en velkendt sodavand.

For snart mange år siden havde jeg en medstuderende, der var fra Buenos Aires og en ekstremt loyal fan af datidens største håndboldspiller – manden, der i dag er deres landstræner. Reelt var min medstuderende interesse for fodbold centreret om denne ene mands bedrifter og om en stædig benægtelse af mandens svagheder. Til gengæld var og er han et es til topos- og domæneteori (og her er det ikke håndbold-stjernen, jeg mener).

Men Nigeria så? De regerende afrikanske mestre har været med i VM 4 gange. Vi er nok mange der husker deres 4-1-nederlag til Danmark. Selv var jeg med Pastorinden til en større dansk musikfestival på Sjælland. I dag ville det måske gå lidt anderledes.

Jeg har ikke noget særligt forhold til nigeriansk fodbold, men argentinsk fodbold har jeg (som man kan ane) et blandet forhold til. Argentinsk fodbold er på én gang i særklasse og træls; den italienske indflydelse er på dén måde synlig. Jorge Valdano fra guldholdet i 1986 har dette citat, der temmelig præcist opsummerer mit lidt ambivalente forhold til den argentinske gambetta:

»Der er to elementer i gambetta‘en,« siger Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Dette citat er hentet fra en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information.