I dag går det løs for Argentina mod Nigeria i Johannesburg på det ovenfor viste stadion, der er opkaldt efter en velkendt sodavand.

For snart mange år siden havde jeg en medstuderende, der var fra Buenos Aires og en ekstremt loyal fan af datidens største håndboldspiller – manden, der i dag er deres landstræner. Reelt var min medstuderende interesse for fodbold centreret om denne ene mands bedrifter og om en stædig benægtelse af mandens svagheder. Til gengæld var og er han et es til topos- og domæneteori (og her er det ikke håndbold-stjernen, jeg mener).

Men Nigeria så? De regerende afrikanske mestre har været med i VM 4 gange. Vi er nok mange der husker deres 4-1-nederlag til Danmark. Selv var jeg med Pastorinden til en større dansk musikfestival på Sjælland. I dag ville det måske gå lidt anderledes.

Jeg har ikke noget særligt forhold til nigeriansk fodbold, men argentinsk fodbold har jeg (som man kan ane) et blandet forhold til. Argentinsk fodbold er på én gang i særklasse og træls; den italienske indflydelse er på dén måde synlig. Jorge Valdano fra guldholdet i 1986 har dette citat, der temmelig præcist opsummerer mit lidt ambivalente forhold til den argentinske gambetta:

»Der er to elementer i gambetta‘en,« siger Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Dette citat er hentet fra en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information.