De knuste klokker

brian-mikkelsenmarilynmansonbrianburton

Erhvervs- og økonomiministeren hedder det. Marilyn Manson hedder det. Og Dangermouse hedder det – nemlig Brian. Vi kender ham fra Gorillaz, fra Gnarls Barkley og fra samarbejdet med nu afdøde Mark Linkous. Og jeg vil ikke tøve med at hævde, at det lige nu er denne Brian, der bedst fanger tidens toner. I det nye nummer af Soundvenue (et blad der ofte får mig til at føle mig tudsegammel, men samtidig viser egen begrænsning i sin ahistoriske og umådeholdne skamros af en masse musiknavne, der er glemt i overmorgen) udtaler Brian Burton således:

– Alt bliver i dag digitaliseret. Hvordan påvirker det musikken?

– Desværre ender folk op med at anskaffe sig tonsvis af musik uden at give det meget tid til at synke ind. De fleste gode album vokser på én.

Oversættelsen skyldes tydeligvis en dansk journalist, der ikke kan løsrive sig fra egne dårlige anglicismer, men kvintessensen er alligevel klar – og jeg er grundlæggende helt enig.

Den farlige mus og James Mercer er lige nu albumaktuelle som duoen Broken Bells med et album af samme navn. Og James Mercer, det er ham fra The Shins. Mercer og Burton har skrevet alle sange sammen og spiller tilsammen stort set alle instrumenter; der er tydeligvis tale om en studie-kreation. Samtidig er Broken Bells et meget organisk album. Klaus Lynggaard hævder i sin anmeldelse i Information, at der er mindelser om Barclay James Harvest. Det er tydeligvis ikke nogen ubetinget ros, selv om Lynggaard dog også fremhæver den gode sangskrivning.

Jeg er selv noget mindre forbeholden; Broken Bells er i disse uger i nogenlunde fast rotation på min iPod. The Shins har jeg ikke rigtig noget forhold til, men James Mercers klare stemme (der af og til minder mig om Richard Ashcroft) går rent ind, og hele herligheden er iørefaldende. “The High Road” slår albummets tilbagelænede angrebsvinkel godt an, “October” lyder nyt og velkendt på samme tid, slide-guitaren, der åbner den fine afslutning “The Mall & Misery” ligeså. Og hver gang, jeg hører “The Ghost Inside”, ender jeg med at forestille mig en cover-version begået af Santigold.

2 tanker om “De knuste klokker”

  1. The Shins er et sympatisk bekendtskab. Debuten “Oh, Inverted World” kan også anbefales.

    Når Danger Mouse slår sig sammen med rock-/pop-musikere, er der ofte kommet noget interessant ud af det. Et album, der ikke er blevet nævnt meget her, og det er sikkert intet tilfælde – det blev da heller ikke omtalt i forbindelse med årslisterne, er Becks “Modern Guilt”, som Danger Mouse bl.a. producerede. Det er det Back-album, jeg har lyttet mest til.

    Man kan høre et par interviews med d’herrer Burton og Mercer her på NPR:

    http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=124693836

    http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=124375796&ps=rs

  2. Pastor, du har hermed den bedste anledning til at gå ombord i The Shins. Et initiativ du ikke vil fortryde.

    Lyt til “Chutes Too Narrow” – den er en perfekt sommer-kompagnon.

Skriv et svar