I dag er det tre år siden vi mistede Grant McLennan fra The Go-Betweens i en alder af kun 48 år. Han skulle holde indflytterfest i sit nye hjem i Brisbane samme aften og havde tænkt sig at fri til sin kæreste. Klokken halv fem om eftermiddagen gik han op i soveværelset for at tage en lur. Han vågnede aldrig.
Det er nok kronisk. Nogle mennesker skriver i tide og utide om The Clash, jeg skriver (og muligvis i utide) om The Replacements. Min undskyldning er igen, at deres albums er blevet genudsendt. Nu har jeg f.eks. fået Let It Be fra 1984 – produceret af Steve Fjelstad, Paul Westerberg og Peter Jesperson – et norsk, et svensk og et dansk navn fra den delstat, hvor så mange nordiske udvandrere slog sig ned. Også Stinson-brødrenes efternavn er forresten nordisk, en anglificering af Steensen.
Let It Be var dét album, hvor Paul Westerberg trådte i karakter som sangskriver og rejsen væk fra den fjantede og fordrukne garagerock over mod de gode sange begyndte. Her er perler som åbningsnummeret “I Will Dare” og balladen “Sixteen Blue” side om side med platheder som “Gary’s Got A Boner” og “Tommy Gets His Tonsils Out”. Let It Be er samtidig det sidste album for det lokale Twin/Tone Records. Herefter kom Warner/Sire-årene og den stadigt tydeligere indflydelse fra Big Star, især en vis Alex Chilton.
Er dette så det bedste album med The Replacements, sådan som nogle vil hævde? Det synes jeg ikke – men det er værd at eje.
En interessant detalje er for mig, at gruppens lidt oversete interesse for glamrock bliver endnu tydeligere på genudgivelserne – på Let It Be-originalalbummet hører man en udgave af Kiss-nummeret “Black Diamond”, men her får vi i tilgift “20th Century Boy”, oprindelig skrevet og fremført af en vis M. Bolan. På genudgivelsen af Don’t Tell A Soul dukker Slade-klassikeren “Gudbuy To Jane” op (og muterer til sidst til et Pixies-citat!)
Der kommer interessant musik hvert år, men der er kunstnere, jeg altid kan vende tilbage til.
Gillian Welch og hendes mand David Rawlings bliver jeg ikke træt af. Det kan godt være at de ligner klasselærere fra skoletiden, og det kan godt være at der ikke er en masse elektronik i deres tidløse musik, som måske er country, måske er folk, måske er bluegrass. Og hvad gør det så, om jeg må spørge? Welch’s sange er jordnære på den gode måde, Rawlings er en fremragende guitarist, og vokalharmonierne sidder i skabet hver gang.
Jeg kunne desværre ikke være der til deres koncert i Danmark for et par somre siden (Jens var der selvfølgelig), men næste gang skal det være.
I mellemtiden kan vi nyde de to sammen i videoen ovenfor. “Wayside” er taget fra albummet Soul Journey helt tilbage fra 2003. Rygterne vil vide, at der omsider er nye sange på vej.
Den lille turné er ovre. Tak til alle, der var med rundt om i landet! Jens er nu på vej til den tyske hovedstad, jeg sidder i toget mod den danske. Og billedet – det er taget af en vis Christian R., der også var en tur i Tivoli.
(Synges på melodien: Alle har en drøm at befri)
Albummet, jeg fandt på nettet
kommer først mandag om tre uger
Teksterne er af Richey James
Edwards som desværre er forsvundet
Det skete i 1995
og de andre tre var dybt berørt
for han var deres gode ven
men de fik trods alt stor succes
De spillede vel stadionrock
nærmest som et politisk Queen
fænomenologiske eksistentialister
der gerne nævnte Noam Chomsky
Teksterne kan desværre slet ikke gøres sangbare
selv over en radbrækket melodi
måske skulle de bare have ladet være
med at tage over til Steve Albini?
Der var engang tre englændere sidst i fyrrerne, der mødtes som så ofte før.
– Jeg har skrevet nogle temmelig indadvendte sange, sagde den ene.
– Hvis jeg skal synge dem, vil jeg også have nogle af mine egne med, sagde den anden.
– Jeg vil ikke lægge mig ud med nogen af jer; jeg har allerede lagt mig en del ud. Når I er klar, skal jeg nok gå hen og trykke på knapperne, sagde den tredje.
Og så lavede de et album, der måske er opkaldt efter en kendt pladebutik i London. Det var hæderligt, og mange købte det da også, men det var ikke så godt som dét, der kom før.
En sådan dag skal fejres med – en liste. Så her er den amerikanske hitliste fra søndag d. 26. april 1964.
Læg mærke til, hvem der besatte de 5 øverste placeringer. De spillede samme aften i London ved NME Poll-Winners Concert.
I aften tændes lysene for København, hvor Jens Unmack & Slagterne indtager Pumpehusets scene engang efter kl. 20. Resterende billetter ved indgangen.
Her er nogle billeder fra en aften på Studenterhuset, hvis bar sælger de af nogle så skattede Red Stripe. Og resten i håret (?)
Rejsen gennem landet fortsætter! I aften kl. 21.00 er Jens og Slagterne på Posten i Odense.
I aften kl. 21.00 kan man opleve dansk musiks svar på Alfred Hitchcock på 57 grader, 2 minutter, 53,92 sekunder nordlig bredde, 9 grader, 55 minutter, 9,64 sekunder østlig længde, dvs. på Studenterhuset i Aalborg.
P.S. Til publikum: I kan altid rykke hen til Pastorinden og undertegnede, hvis sangene går hen og bliver for uhyggelige.
Fra en aktuel anmeldelse af et aktuelt album (som ikke er Dagene løber som heste):
Det bliver ikke altid lige vellykket, når rockmusikere forelsker sig i strygersovs. Brugt med forsigtighed som krydderi går det. Men det må ikke ende som hovedingrediens i retten.
Hvor får anmelderne deres metaforer fra? Færdes de hjemmevant i køkkenet?
Denne uge har der været forbrugsfest i mit hjem, thi jeg fik penge tilbage i skat og kunne omsider udskifte den gamle 21-tommers-kasse fra 1991.
I går sad jeg så sammen med min datter, der går i 1. klasse, foran det nyerhvervede fjernsynsapparat. Hun fandt lynhurtigt ud af at bruge den nye fjernbetjening og at finde frem til Disney Channel, hvor der netop da startede et afsnit af en tegnefilm ved navn – The Replacements.
Jeg konstaterede hurtigt at hverken Paul Westerberg eller Tommy Stinson var med, omend der dog var en figur der lignede Elvis i sen Las Vegas-udgave. Og logoet kan vel næppe være et rent tilfælde?
Herefter fortrak jeg til en anden del af boligen for at lytte til et andet resultat af den lille forbrugsfest – mine nyerhvervede udgaver af Tim, Pleased To Meet Me og Don’t Tell A Soul, komplet med bonusnumre og fyldige indlægshæfter. Snart ankommer også All Shook Down, om alt går vel.
Her til morgen læste jeg den triste nyhed, at den engelske forfatter James Graham Ballard, bedst kendt som bare J G Ballard, døde i går efter lang tids sygdom. Han blev 78.
Mange kendte nok bedst Ballard fra Solens rige om hans barndom i Kina under 2. verdenskrig, men hans forfatterskab spændte bredt. Mange af hans bøger kan bedst karakteriseres som dystopisk science fiction. Personligt synes jeg især godt om hans novellesamlinger, og her er min favorit War Fever.
