Alle indlæg af Pastoren

Satans sovsekande møder Elbow

Som mange læsere af denne blog vil vide, er jeg glad for Elbow (og de åndsbeslægtede, albumaktuelle Doves). De laver sange, der er tilgængelige, men udfordrende, og har en produktion, der er forankret i gode britiske musiktraditioner, men uden at være tilbageskuende – og på den måde repræsenterer de på fornem vis de bedste sider af britisk rocks nutid.

Jeg skrev for nylig om Elbows to koncerter med Hallé Symphony Orchestra i Manchester i begyndelsen af næste måned.
The Guardian har en interessant artikel om disse to koncerter og udfordringerne ved at arrangere Elbows musik. Men det er ikke første gang, Elbow møder et symfoniorkester – de har allerede opført sidste års særdeles vellykkede og Mercury Award-vindende album The Seldom Seen Kid sammen med BBC Concert Orchestra. Ovenfor kan man se en meget smuk udgave af “One Day Like This” fra denne koncert.

Og glem så d’herrer Kim og Bent. Hvad ved de om hvad man må og ikke må foretage sig?

Take My Breath Away

gui_boratto1_web

Nej, det er ikke det klæbrige firser-hit, jeg har i tankerne nu. (Eller 1980’erne i det hele taget.)

Tidligere har jeg rost Chromophobia, et album fra 2007 af og med Gui Boratto fra Brasilien. Og nu er opfølgeren her så – Take My Breath Away. Ligesom norske Hans Peter Lindstrøm er Boratto en mand med guitar, der har opdaget den elektroniske musik.

Take My Breath Away er tit minimalistisk, men samtidig melodisk og aldrig ensformig. Her er en række halvlange forløb, som man kan lytte til og ofte også bevæge sig til. “No Turning Back” bliver til en tilbagelænet sang (hvor man måske aner Borattos brasilianske baggrund) og på bl.a. “Besides” dukker en twanget guitar op, der efter lyden at dømme godt kunne være Telecasteren på billedet.

http://www.myspace.com/guiboratto

Wir laufen ein in Düsseldorf City…

Da jeg var i Manchester, mødtes jeg med min bror fra Düsseldorf; han holder af øl, neonlys og nætterne i Ruhr-distriktet. Og adskillige plakater i byens centrum kunne afsløre at Kraftwerk, der også er fra Düsseldorf, giver koncert i Manchester til juli sammen med selveste Steve Reich og at Elbow skal spille sammen med Hallé Orchestra.

The Guardian har i dag et interview med Ralf Hütter, der nu er det eneste oprindelige medlem af Kraftwerk. (Nej nej, det er ikke ham, der min bror.) Interviewet afslører bl.a. at de længe ventede genudgivelser af Kraftwerks albums fra Autobahn og frem vil finde sted til september i år.

Samtidig, i Manchester

aerial photo of Manchester UK

I disse dage er jeg at finde i Manchester, hvor min søster fylder rundt og jeg omsider kan lære min tyske bror bedre at kende efter min fars langvarige forsøg på at forhindre at vi kontaktede hinanden.

Familier og venner diskuterer rutinemæssigt om det er City eller United, der er bedst. Mange ved at Aalborg har et fodboldhold, der har spillet mod begge. En lokal person, jeg mødte, havde endda været der for at se City spille – eller var det nu København? Hun var lidt i tvivl. Derudover begrænser kendskabet til Danmark sig til at Stockholm vistnok er hovedstaden i Amsterdam.

I morgen vil jeg tænke på Strangeways, Here We Come, inden turen går hjemover.

Fuld kraft på bremsen

brakes

Grizzly Bear er ok (og det er hyggeligt at lægge sig på sofaen med dem), men for tiden lytter jeg nu mere til Touchdown, det nye album med engelske Brakes – ikke at forveksle med det amerikanske band ved navn The Brakes. Her er ikke tale om eksperimenter, men om ligetil britisk rock, der befinder sig et sted mellem folk-rock, punk og pop og meget langt fra mindre spændende landsmænd som Razorlight, Kaiser Chiefs o.lign. De 11 numre med bl.a. den særdeles vellykkede åbner “Two Shocks”, “Crush On You” og “Oh! Forever” (en sang, der lyder så velkendt at det er svært at tro at den er fra 2009) spænder over ca. 36 minutter, så heller ikke hér er der tale om et album, man hurtigt bliver træt af.

Ålenes vandring

Der er netop kommet et nyt album fra Eels, Hombre Lobo. Denne gang tager Mark Oliver Everett & Co. fat på at beskrive den uforløste kærlighed med al dens besværlige begær, og igen er den musikalske ramme en blanding af ligefrem rock, skramlet blues og ballader. Mindre dygtige sangskrivere ville kunne reducere anstrengelserne til navlepillende klagesange, men lur mig om ikke Eels får lavet et ordentligt rockalbum. Det er ikke let at skulle leve op til det særdeles vellykkede dobbeltalbum Blinking Lights and Other Revelations fra 2005, men det er tæt på at lykkes. Nyd stille numre som “All The Beautiful Things” og den lidt Beatles-agtige “That Look You Gave That Guy”, som man kan se ovenfor!

At slutte på toppen

the-afghan-whigs-1965jpg

Langt fra alle grupper slutter deres karriere på toppen. Selv hverken om Abbey Road eller All Shook Down er dårlige albums, er det vel ikke de albums, der viste The Beatles eller The Replacements på toppen. Ja ja, jeg ved godt at førstnævntes (og sidstnævntes, for den sags skyld) Let It Be udkom efter Abbey Road, men Abbey Road blev indspillet sidst!

Andre bliver ved og ved som stedse mere fortyndede udgaver af sig selv. Mange stadionrock-navne lider denne skæbne. Atter andre begynder at lave regulært dårlige albums og bliver ved med det.

Og så er der dém, der slutter på toppen. 1965 er svanesangen fra Afghan Whigs og dét album, hvor det møde mellem rock og soul, som Greg Dulli & Co. havde arbejdet på så længe, endelig kom i stand. Teksterne er måske ikke altid lige oplagte (jvf. den der “rabbit with a habit”), men swinge – det gør det, også her 11 år senere.

Forsidebilledet viser Edward White, den første amerikanske astronaut, der foretog en rumvandring – i 1965, Greg Dullis fødeår.

Retfærdigvis skal det siges, at White ikke var den første rumvandrer. Den ære tilfalder hans russiske kollega Alexei Leonov – der afsluttede rumturen med at lande langt fra det planlagte opsamlingssted i en snedækket ødemark, hvor ulvene gik rundt om den kolde Voshkod-rumkapsel. Men det er en helt anden historie.

Hyldest til en minister

carinac

På denne blog har vi ofte været kritiske over for den siddende regering. I dag vil jeg gøre en undtagelse,

Min yndlingsminister er Carina Christensen. Hun tager ingen initiativer, siger ingen ting der får konsekvenser og har ikke magt til at sende politiet efter nogen. Lige nu er det så godt, som det kan blive.

Et aktuelt citat

krig_forhoer_istock

Alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, frarådes og danskere opfordres til at forlade landet. Selvom situationen i de kurdiske provinser er bedre end i det øvrige Irak er der risiko for terrorhandlinger og kidnapninger.
…
Rejsende opfordres kraftigt til at sikre sig den beskyttelse, som er nødvendig for at opholde sig i de tre provinser.

(fra Udenrigsministeriets rejsevejledning for Irakbackgammon free casino money free craps game play free black jack craps video poker strategy play black jack online how to win video poker casino game online uk best casino online casino secure online gambling jackpot casino online casino black jack learn to play craps how to win at video poker craps online blackjack casino game online casino betting free on line video poker casino games no download casino online gambling casino play free casino slots video poker machine bonus video poker free on line slots double bonus video poker free video poker games free casinos roulette online craps rules free on line casino rules of craps online casino free money blackjack 21 internet casino how to play craps free casino game download fortunelounge online casino free casino download free casino card game free roulette game free casino play no deposit free money casino internet casino online )

Øl og kommunikation

ipa

I dag var jeg i hovedstaden. Ikke ret langt fra Jens’s bopæl findes en udmærket butik, hvor de bl.a. sælger øl og i dag havde smagsprøver på den nye økologiske IPA fra Rise Bryggeri på Ærø. Indehaveren af butikken fortalte begejstret om bryggeriet, der har en engelsk uddannet brygger og om IPA’en, der kun anvender humle til konservering. Jeg tog en slurk af den velsmagende øl og sagde:
– Den er jo slet ikke dårlig.
– Det ville da heller ikke være godt, hvis den var, svarede indehaveren, noget forbløffet.

(Bagefter gik jeg ind til Soundstation, hvor de havde 40% på det meste, et stort udvalg af Camper Van Beethovens udgivelser, og jeg købte – ingen verdens ting.

Gensyn med vennerne

magical_mystery_tour

I dag skulle familien have jordbær til dessert, og min hustru begyndte at fortælle om dengang hun plukkede jordbær i sin skoletid. Dét var undskyldning nok for mig til at grave en cd frem med… nå ja, “Strawberry Fields Forever”.

Jeg endte med at høre hele Magical Mystery Tour for første gang i lang tid. På denne blog har The Beatles af og til fået rigeligt med knubs. Men da jeg hørte albummet igen i dag med friske øren – men med sange, jeg kan udenad – gik det igen op for mig hvor gode de fire herrer fra Liverpool var.  Sgt. Pepper er jeg ikke nær så begejstret for som det album, der kom før (Revolver) og dét, der kom efter – Magical Mystery Tour. Eksperimenterne er ikke helt så radikale som på Sgt. Pepper, og sangskrivningen er (synes jeg) faktisk en tand bedre.

Der er selvfølgelig masser af grupper, der står i dyb gæld til The Beatles – Oasis er nok det mindst subtile eksempel, men der er også en hærskare af amerikanske navne som Wilco, Redd Kross, Cotton Mather og hele Elephant 6-slænget (Apples In Stereo m.fl.), der tager fat i hvert deres aspekt af Beatles-universet. Mange af disse beundrere holder jeg meget af, men vi har det med at glemme, at Lennon/McCartney/Harrison/Starkey var forudsætningen – dybt, dybt originale og et eksempel på, hvad der sker når kreativiteten kan flyde frit.

Ligesom andre af de bedste bands tog de deres inspirationskilder, der var mange og forskellige, og skabte noget nyt ud fra dem. The Clash forenede rockabilly, punk, dub og soul (og sikkert mere end dét). Bruce Springsteen lod Bob Dylan og Woody Guthrie møde Phil Spector og Van Morrison. The Beatles lod Motown, Chuck Berry og Elvis møde music hall, Lewis Carrolls absurde univers og den særlige nordengelske blanding af melankoli, humor og fandenivoldskhed.

Alt dét, vi tager for givet i dag – at et band skriver sine egne sange, har et tæt samarbejde med produceren, laver deres hovedværker mens de er i sidste halvdel af tyverne – dét opstod med The Beatles, det første “moderne” band.

Også The Clash, Bruce Springsteen og mange andre efter dem har haft deres storhedstid, mens de var sidst i tyverne. Det må være en magisk alder!

Summen var også her større end delene; især George Harrison havde gode ting i ærmet bagefter, og også de første af John Lennons soloalbums kan jeg lide. Men de overgik aldrig hvad de lavede dengang.

At The Beatles så siden er blevet kanoniseret, kommercialiseret og gjort kedelige ved omklamring er ærgerligt. Men at høre musikken “som den er”, som jeg gjorde det i dag, se dét er noget helt særligt!

Dagens fødselarer er…

gahan2009cv2009

…to velkendte stemmer med meget på hjerte og på deres CV (hvis dette ordspil kan tilgives). Tillykke til dem – og en ydmyg tak fra mig for deres mangeårige indsats – uanset hvad de mon laver og ikke laver nu, er deres værk betydeligt.

Og velkommen hjem til denne blogs anden forfatter!