Som mange læsere af denne blog vil vide, er jeg glad for Elbow (og de åndsbeslægtede, albumaktuelle Doves). De laver sange, der er tilgængelige, men udfordrende, og har en produktion, der er forankret i gode britiske musiktraditioner, men uden at være tilbageskuende – og på den måde repræsenterer de på fornem vis de bedste sider af britisk rocks nutid.

Jeg skrev for nylig om Elbows to koncerter med Hallé Symphony Orchestra i Manchester i begyndelsen af næste måned.
The Guardian har en interessant artikel om disse to koncerter og udfordringerne ved at arrangere Elbows musik. Men det er ikke første gang, Elbow møder et symfoniorkester – de har allerede opført sidste års særdeles vellykkede og Mercury Award-vindende album The Seldom Seen Kid sammen med BBC Concert Orchestra. Ovenfor kan man se en meget smuk udgave af “One Day Like This” fra denne koncert.

Og glem så d’herrer Kim og Bent. Hvad ved de om hvad man må og ikke må foretage sig?

Grizzly Bear er ok (og det er hyggeligt at lægge sig på sofaen med dem), men for tiden lytter jeg nu mere til Touchdown, det nye album med engelske Brakes – ikke at forveksle med det amerikanske band ved navn The Brakes. Her er ikke tale om eksperimenter, men om ligetil britisk rock, der befinder sig et sted mellem folk-rock, punk og pop og meget langt fra mindre spændende landsmænd som Razorlight, Kaiser Chiefs o.lign. De 11 numre med bl.a. den særdeles vellykkede åbner “Two Shocks”, “Crush On You” og “Oh! Forever” (en sang, der lyder så velkendt at det er svært at tro at den er fra 2009) spænder over ca. 36 minutter, så heller ikke hér er der tale om et album, man hurtigt bliver træt af.

Der er netop kommet et nyt album fra Eels, Hombre Lobo. Denne gang tager Mark Oliver Everett & Co. fat på at beskrive den uforløste kærlighed med al dens besværlige begær, og igen er den musikalske ramme en blanding af ligefrem rock, skramlet blues og ballader. Mindre dygtige sangskrivere ville kunne reducere anstrengelserne til navlepillende klagesange, men lur mig om ikke Eels får lavet et ordentligt rockalbum. Det er ikke let at skulle leve op til det særdeles vellykkede dobbeltalbum Blinking Lights and Other Revelations fra 2005, men det er tæt på at lykkes. Nyd stille numre som “All The Beautiful Things” og den lidt Beatles-agtige “That Look You Gave That Guy”, som man kan se ovenfor!

Langt fra alle grupper slutter deres karriere på toppen. Selv hverken om Abbey Road eller All Shook Down er dårlige albums, er det vel ikke de albums, der viste The Beatles eller The Replacements på toppen. Ja ja, jeg ved godt at førstnævntes (og sidstnævntes, for den sags skyld) Let It Be udkom efter Abbey Road, men Abbey Road blev indspillet sidst!

Andre bliver ved og ved som stedse mere fortyndede udgaver af sig selv. Mange stadionrock-navne lider denne skæbne. Atter andre begynder at lave regulært dårlige albums og bliver ved med det.

Og så er der dém, der slutter på toppen. 1965 er svanesangen fra Afghan Whigs og dét album, hvor det møde mellem rock og soul, som Greg Dulli & Co. havde arbejdet på så længe, endelig kom i stand. Teksterne er måske ikke altid lige oplagte (jvf. den der “rabbit with a habit”), men swinge – det gør det, også her 11 år senere.

Forsidebilledet viser Edward White, den første amerikanske astronaut, der foretog en rumvandring – i 1965, Greg Dullis fødeår.

Retfærdigvis skal det siges, at White ikke var den første rumvandrer. Den ære tilfalder hans russiske kollega Alexei Leonov – der afsluttede rumturen med at lande langt fra det planlagte opsamlingssted i en snedækket ødemark, hvor ulvene gik rundt om den kolde Voshkod-rumkapsel. Men det er en helt anden historie.

I dag skulle familien have jordbær til dessert, og min hustru begyndte at fortælle om dengang hun plukkede jordbær i sin skoletid. Dét var undskyldning nok for mig til at grave en cd frem med… nå ja, “Strawberry Fields Forever”.

Jeg endte med at høre hele Magical Mystery Tour for første gang i lang tid. På denne blog har The Beatles af og til fået rigeligt med knubs. Men da jeg hørte albummet igen i dag med friske øren – men med sange, jeg kan udenad – gik det igen op for mig hvor gode de fire herrer fra Liverpool var.  Sgt. Pepper er jeg ikke nær så begejstret for som det album, der kom før (Revolver) og dét, der kom efter – Magical Mystery Tour. Eksperimenterne er ikke helt så radikale som på Sgt. Pepper, og sangskrivningen er (synes jeg) faktisk en tand bedre.

Der er selvfølgelig masser af grupper, der står i dyb gæld til The Beatles – Oasis er nok det mindst subtile eksempel, men der er også en hærskare af amerikanske navne som Wilco, Redd Kross, Cotton Mather og hele Elephant 6-slænget (Apples In Stereo m.fl.), der tager fat i hvert deres aspekt af Beatles-universet. Mange af disse beundrere holder jeg meget af, men vi har det med at glemme, at Lennon/McCartney/Harrison/Starkey var forudsætningen – dybt, dybt originale og et eksempel på, hvad der sker når kreativiteten kan flyde frit.

Ligesom andre af de bedste bands tog de deres inspirationskilder, der var mange og forskellige, og skabte noget nyt ud fra dem. The Clash forenede rockabilly, punk, dub og soul (og sikkert mere end dét). Bruce Springsteen lod Bob Dylan og Woody Guthrie møde Phil Spector og Van Morrison. The Beatles lod Motown, Chuck Berry og Elvis møde music hall, Lewis Carrolls absurde univers og den særlige nordengelske blanding af melankoli, humor og fandenivoldskhed.

Alt dét, vi tager for givet i dag – at et band skriver sine egne sange, har et tæt samarbejde med produceren, laver deres hovedværker mens de er i sidste halvdel af tyverne – dét opstod med The Beatles, det første “moderne” band.

Også The Clash, Bruce Springsteen og mange andre efter dem har haft deres storhedstid, mens de var sidst i tyverne. Det må være en magisk alder!

Summen var også her større end delene; især George Harrison havde gode ting i ærmet bagefter, og også de første af John Lennons soloalbums kan jeg lide. Men de overgik aldrig hvad de lavede dengang.

At The Beatles så siden er blevet kanoniseret, kommercialiseret og gjort kedelige ved omklamring er ærgerligt. Men at høre musikken “som den er”, som jeg gjorde det i dag, se dét er noget helt særligt!