Alle indlæg af Pastoren

Galilæa i dine øjne?

I Johannesevangeliet 4,44:

Da de to dage var gået, drog Jesus videre til Galilæa. Han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland.

I lederen i Viborg Folkeblad torsdag d. 16. april 2009:

Jo, vores egen Jens Unmack, kan intet positivt se i livet på landet, hvor man bliver husket for alt, hvad man gør, hver gang man træder ved siden af. Og han husker ballet i forsamlingshuset hver anden eller tredje måned, hvor de normalt tilbageholdende mennesker gik amok i tæt dans og snapsebranderter. Men det er jo da måske mere end 30 år siden, Unmack. Mon ikke de trods alt har glemt dig i Dollerup, uanset hvad du måtte have bedrevet, og i øvrigt er der næppe det forsamlingshus her på egnen, hvor der er »bal«, som du forstår det, i dag. Hvorfor er det interessant i 2009 at synge om »Et forsamlingshus vil drukne bag en æresport af alkohol«?

I denne blog:

Arh, hvad? ‘I De Tabte Sale’ er en beskrivelse, ingen domsafsigelse. Hvis provinsen sangen besynger lyder træls, er det kun fordi den må have været det. Synes nu selv forsamlingshuset og selskabskjolerne lyder ret tiltrækkende, nu de viser sig frem her. For slet ikke at tale om slagteriet og det svinestempel.

Men værst af alle er…

I denne uge drager Jens ud på landevejene. Lad os derfor få jeres adrenalinniveau op i god tid med et citat om en kontroversiel musikgenre. Det er nok ikke britisk rock i mol eller amerikansk alt-country. Men hvad er det så? Er det `satirisk’ hiphop der synes at vold mod homoseksuelle er i orden? Er det black metal med afbrænding af kirker? Er det Big Fat Snake (i begge versioner)? Eller måske jazz? Nej, nej.

Jeg foretog nogle valgundersøgelser til en række af de koncerter, jeg var med til, og der var resultatet slet ikke så sort-hvide. Mens der til koncerter med Susanne Lana og Richard Ragnvald var en stor tilslutning til borgerlige partier som Dansk Folkeparti og Venstre, var der for eksempel et ret stort flertal af SF’ere til Lis og Pers koncerter,” siger Henrik Smith-Sivertsen.

Henrik Smith-Sivertsen har skrevet en Ph.D.-afhandling om dansktoppen. Han udtaler desuden:

“Det er en nedskrevet strategi for DR at spille det, befolkningen gerne vil høre, men ifølge deres egne lytterundersøgelser er der for mange, der støder sig på dansktoppen, og derfor er den røget ud af sendefladen – det samme gælder heavy metal. Nogen kan simpelthen ikke holde det ud. Men derfor kunne man måske godt diskutere, om DR overholder sine public service-forpligtelser.”

Citaterne stammer fra en artikel i dagens udgave af dagbladet Information. Se hele artiklen her.

Et kongerige nordpå

Der er nogle britiske bands, der kom en postgang for sent til seneste Manchester-bølge fra omkring 1990. De er nu mænd sidst i trediverne med en masse erfaring – musikalsk og på andre måder – og et noget forsinket gennembrud. Jeg har tidligere omtalt Elbow her på bloggen, men et andet, beslægtet Manchester-navn er trioen Doves. Deres fjerde album (ikke medregnet opsamlingen Lost Sides) udkom tidligere i denne måned og hedder Kingdom of Rust.

Måske er Jimi Goodwin og Jez Williams ikke særligt markante vokalister, men det passer egentlig godt til deres eftertænksomme musik, der har ét ben i Manchester-traditionerne fra Smiths og Stone Roses og et andet i 1970’er-navne som King Crimson (hvor Elbow nok snarere minder om Genesis, da Peter Gabriel var med, minus prog-rock-manererne).

Igen er sangskrivningen og gruppens egen produktion i top. Nummeret “Jetstream” har et usædvanligt pågående, Kraftwerk-agtigt beat (der minder mig om den oprindelige “Tour de France”), og senere kommer “10:03”, der starter som en slags ballade og ender som en travl sag. Eneste nummer, der skuffer mig lidt, er det mærkværdigt firser-funkede “Compulsion”.

Men hov! Jeg har jo slet ikke nævnt albummets flotte titelnummer, der emmer af nordengelsk melankoli – en slags Manchester-country. Herover kan I se den stemningsfulde video, der for en gangs skyld leverer en billedside, der passer som fod i hose til sangen (og se den helt til ende!)

Hvis der er nogen retfærdighed til, får Doves nu også den anerkendelse, som deres kolleger Elbow så fortjent fik i 2008.

Om at komme på gæstelisten

Den irske forfatter George Bernard Shaw havde en lang fejde med en vis Winston Churchill. Shaw sendte Churchill to billetter til premieren på stykket Pygmalion med følgende note:

I have included two tickets so that you may bring a friend, if you have one.

Churchill svarede:

I regret to say that I am unable to attend that night; I would like tickets to the second performance, if you have one.

Tænk hvis der var en dansk kulturpersonlighed, der kunne finde på noget lignende – og der var et medlem af den danske regering, der også kunne anvende andet end floskler.

Husk det nu, I heldige!

koncerthus3-430

Hvis man er blandt de heldige 20, er det i dag d. 7. april man skal gribe fat i en ledsager og tage ham/hende med ud til DR-Byen, hvor Jens, Choir of Young Believers og DRs Underholdningsorkester begynder optagelsen af Backstage-koncerten til DR2. Det hele finder sted i Studie 2 i koncerthuset og begynder kl. 19.00. Husk at være der i god tid.

Som nylig turist i hovedstaden kan jeg røbe, at man passende kan tage metroen, der stopper lige overfor.

Nu kan vi se!

kathy

I denne uge udkommer Now We Can See, det nye album med amerikanske The Thermals. Nogle brugere af denne blog vil måske kunne huske vores rosende omtale af forgængeren, The Body, The Blood, The Machine fra 2006.

Der er vel egentlig ikke sket så meget siden da. Dvs. vreden mod den kristne fundamentalisme, der skinnede igennem på mange af sangene på forgængeren, er ikke et tema denne gang. Musikken er som den plejer: ligetil to-akkorders rock med stort Å og tydelige ekkoer af f.eks. Kinks og Pixies. Ligesom sidst synes jeg The Thermals er allermest interessante, når de slår fuzzpedalen fra og sætter tempoet lidt ned som de gør f.eks. på “At The Bottom of The Sea” og “I Called Out Your Name”. Da kan man nemlig særligt tydeligt høre den tråd af powerpop, der løber gennem albummet.

Værd at høre, det er det i al fald. Alle mine fordomme om hvordan dette er musik af og med hvide mænd med guitar er tilmed gjort til skamme af Kathy Foster på billedet – hun skriver mange af sangene og spiller bas og trommer (dog næppe samtidig).