Der er nogle britiske bands, der kom en postgang for sent til seneste Manchester-bølge fra omkring 1990. De er nu mænd sidst i trediverne med en masse erfaring – musikalsk og på andre måder – og et noget forsinket gennembrud. Jeg har tidligere omtalt Elbow her på bloggen, men et andet, beslægtet Manchester-navn er trioen Doves. Deres fjerde album (ikke medregnet opsamlingen Lost Sides) udkom tidligere i denne måned og hedder Kingdom of Rust.

Måske er Jimi Goodwin og Jez Williams ikke særligt markante vokalister, men det passer egentlig godt til deres eftertænksomme musik, der har ét ben i Manchester-traditionerne fra Smiths og Stone Roses og et andet i 1970’er-navne som King Crimson (hvor Elbow nok snarere minder om Genesis, da Peter Gabriel var med, minus prog-rock-manererne).

Igen er sangskrivningen og gruppens egen produktion i top. Nummeret “Jetstream” har et usædvanligt pågående, Kraftwerk-agtigt beat (der minder mig om den oprindelige “Tour de France”), og senere kommer “10:03”, der starter som en slags ballade og ender som en travl sag. Eneste nummer, der skuffer mig lidt, er det mærkværdigt firser-funkede “Compulsion”.

Men hov! Jeg har jo slet ikke nævnt albummets flotte titelnummer, der emmer af nordengelsk melankoli – en slags Manchester-country. Herover kan I se den stemningsfulde video, der for en gangs skyld leverer en billedside, der passer som fod i hose til sangen (og se den helt til ende!)

Hvis der er nogen retfærdighed til, får Doves nu også den anerkendelse, som deres kolleger Elbow så fortjent fik i 2008.

I denne uge udkommer Now We Can See, det nye album med amerikanske The Thermals. Nogle brugere af denne blog vil måske kunne huske vores rosende omtale af forgængeren, The Body, The Blood, The Machine fra 2006.

Der er vel egentlig ikke sket så meget siden da. Dvs. vreden mod den kristne fundamentalisme, der skinnede igennem på mange af sangene på forgængeren, er ikke et tema denne gang. Musikken er som den plejer: ligetil to-akkorders rock med stort Å og tydelige ekkoer af f.eks. Kinks og Pixies. Ligesom sidst synes jeg The Thermals er allermest interessante, når de slår fuzzpedalen fra og sætter tempoet lidt ned som de gør f.eks. på “At The Bottom of The Sea” og “I Called Out Your Name”. Da kan man nemlig særligt tydeligt høre den tråd af powerpop, der løber gennem albummet.

Værd at høre, det er det i al fald. Alle mine fordomme om hvordan dette er musik af og med hvide mænd med guitar er tilmed gjort til skamme af Kathy Foster på billedet – hun skriver mange af sangene og spiller bas og trommer (dog næppe samtidig).