Så en ny dokumentar om Bob Hund på svensk TV i forgårs aftes. Bandmedlemmerne var i Tambourine i Malmö, igang med den comeback-plade der udkom tidligere på året. Man arbejdede, diskuterede, spiste, droppede ind og ud af det indspilningsrum, hvor en alvorligt koncentreret (= udmattet?) producer holdt fast på de mange musikalske tråde og små ideer. Man var også hjemme at opleve Bob Hund som mennesker i det virkelige liv. En var således fiskehandler og en anden lagerarbejder. Som det blev udtalt, havde man savnet et fast holdepunkt i tilværelsen dengang man i bandet kun levede musikdrømmen ud. For det var ikke nemt eller sjovt hele tiden at skulle være nyskabende, fortalte Bob Hund-fiskehandleren, der nu nød gentagelsen i at kunne servere sine fiskeretter ens dag efter dag. Kun afbrudt af de anderledes kreativt krævende stunder med Bob Hund, bandet der efter flere års pause genopstod forrige år fra frikvarteret som det engelsksprogede kommercielle selvmål Bergman Rock. Vi var også med på tour senere, da sommeren kom til Sverige og festivalsæsonen bød sig til. Sangeren optrådte stadig, som i gode gamle Bob Hund-dage, oftest i bar overkrop, og nu altid med sådan et par teaterklingende maskerade-briller, som set i 3D-videoen her ovenfor. Der var billeder af en lyshåret pige som entusiastisk gav sin ungdoms umiddelbarhed hen til et show, smilende væk i blinkende lys, presserende breaks og østeuropæisk synth-lyd. Bob Hund derimod var blevet en helt anderledes livstræt størrelse.
,