Og endnu en sang fra The Only Band That Matters om alle kriges tragedie. Sandinista!-førstesinglen ‘The Call Up’ finder The Clash i eftertænksom bekymring for den indkaldelse Margaret Thatcher sikkert har på vej til dem. Hvis uden nogen lyst til at dræbe eller dø ung i uniform, kan det være vanskeligt at være ung i England. For landets krigstraditioner er omfangsrige og har kostet generationer liv og førlighed. Joe Strummer reminiscerer istedet for krigsrædsel muligheden for livets store kærlighed, et sted derude, i en by som ingen andre…

Elvis Presley udsendte ny officiel video i går. Hvis du har svært ved at fatte, hvorfor supermodel Kate Moss skal give den som Kongen i dens tacky H&M-reklamescenarie, er du ikke den eneste. Og de +200 nyindspillede strygere klistret henover ‘The Wonder Of You’, ville selv Las Vegas-periode Elvis ikke have rystet på hovedet og sagt no way?! Jo, vi tror det. Et sted i USA går nogle folk frit rundt, som er ansvarlige for denne misrepræsentation og vanrøgt. De skulle sendes i fængsel.

Et sidste fotografisk blik tilbage på den i søndags bortgangne Pete Burns fra Liverpool-bandet Dead Or Alive, som ikke var meget værd at høre på, men dog står i erindring som stærk visuel eksponent for start-80’ernes kulørte, androgyne og vidunderligt skizofrene poptid i England. Her er Burns sammen med den nu nyerklærede Brexit-tilhænger (!) Morrissey, dengang en helt anderledes progressiv ung mand…

Der kommer vel efterhånden i gennemsnit ét nyt Neil Young-studiealbum om året og nu meldes endnu et under opsejling. 2. december udsender han Peace Trail, en hovedsageligt akustisk affære med ti sange, indspillet i Rick Rubin’s Shangri La Studio. Her forløbersangen ‘Indian Givers’, der først og fremmest viser, det med årene er blevet for let at være Neil Young. For engagementet fejler som altid ikke noget, men selve sangkvaliteten derimod er meget svær at få øje på. Synes efterhånden som om Neil Young savner den producer og/eller manager, der kan få ham til at arbejde mere tilbundsgående med sin sangskrivning. En sang som denne ‘Indian Giver’ fremstår næsten som en hån mod tidligere tiders store bedrifter. ‘It’s better to burn out than to fade away’, sang den unge Neil Young for længe siden. I disse år synes hans studieplader desværre at være igang med det sidstnævnte.

Hvor gik det galt for Lady Gaga?! Var det ikke allerede i 2011, da hendes popmesterstykke The Fame Monster blev fulgt op af singlen ‘Born This Way’, der kom som en mæt, fad og politisk korrekt Madonna? Albummet det år af samme navn var en rodebutik af skinger attitude og dårlige undskyldninger for sange. Kun ‘Judas’ besad den kraft, saft og lynende pop-produktionsskarphed, Gaga indtil da havde haft som adelsmærke. En endeløs række koncerter verden over kunne måske stå som undskyldning for manglende ånderum til kreative indfald, men hvorfor skulle følgende Artpop (2013), hvis mest blivende øjeblik var den Pet Shop Boys-lydende ‘Applause’, da så indeholde hele 15 narcissus-spejlende numre?!

For tre uger siden udkom singlen ‘Perfect Illusion’, forhåndsopblæst af Gaga’s pladeselskab som en tilbagevenden til den popstorform, der først løftede hende op til megastjernestatus. Men Gaga og hendes stjerneproducere havde desværre glemt at skrive en sang til deres bombastiske produktion, så forløberen for det nye album Joanne døde som musikoplevelse vuggedøden. I går blev ‘A-yo’, endnu et albumtrack, så sluppet. Igen en übertam affære, der kun demonstrerer hvor teknisk god en sanger Stefani Germontta er. Men det var jo aldrig derfor hun brød ind i vores bevidsthed. Så her til eftertanke og nydelse hendes fortjent enorme hit fra efteråret 2009, der kunne det hele på én gang, og mod hvilket hendes udgivelser i dag lyder så fjernt ligegyldigt. Tror desværre Lady Gaga er færdig nu. Helt færdig.