I disse dage er jeg i Tallinn. Midt i den gamle bykerne med de krogede middelaldergader, få meter fra Rådhuset, ligger Depeche Mode Bar. På menuen er et stort udvalg af cocktails, alle opkaldt efter bandets sange. Og ja, Depeche Mode har faktisk besøgt stedet et par gange siden det så dagens lys i 1999.
Robin Williams – med sin daværende kone Valerie Velardi – på New York City’s myteomspundne Studio 54, 12. april 1979.
Jeg ved ikke, om der er en psykologisk (eller psykiatrisk) forklaring på dette, men da jeg her til morgen læste den triste nyhed om at Robin Williams’ selvmord, kom jeg til at tænke på Paul Hester, der i sin tid var trommeslager i Crowded House. Han var en dygtig musiker, men fremstod ofte som den mand i bandet, der ikke kunne lade en mulighed stå ubenyttet for at pjatte med alt og alle. I marts 2005 blev Paul Hester fundet i en park nær sit hjem; han havde hængt sig. Gennem en del år havde han lidt af depression. Det samme var tilfældet for Robin Williams.
I dag er det 69 år siden, et B-17-bombefly kastede en atombombe over Hiroshima. Ordet hibakusha betyder “menneske berørt af eksplosion” og betegner de mennesker, der levede videre med stråleskaderne i årene efter.
Dette blev ikke de sidste billeder af en totalt udbombet by. Og i vore dage sender Japan igen tropper til udlandet. Hvad har vi egentlig lært?
Årsdagen for atombomben, det amerikanske fly Enola Gay smed ned over Hiroshima og derved skrev verdenshistorie med enorme bogstaver på få sekunder. Her tre new wave-popsange fra koldkrigstiden, der alle tager afsæt i den skelsættende dag…
Kan nogen mon forklare hvorfor Arsenal Football Club optræder på denne liste?
– A somewhat morose farewell to my father leaving me pondering what I inherited from his behaviors and can I escape it? A big rock song. The perfect closer to the album. The second part of the song is very chaotic and dark which was extremely necessary in the context of the harsh and accusing words.
Sune Wagner om ‘Summer Ends’ til Qthemusic.com.
Foto & ©: AP
En sang om den nu afdøde Soho, London-personlighed Sebastian Horsley, at finde på Marc Almond’s nye album The Dancing Marquis…
– They got better. Of course they got better. They got so much better that for me (and for others, not lots of others, but enough of us) the Ramones were the best group rock’n’roll ever produced. Not the most inventive, or the most versatile, or the most skilful, or the most emotionally resonant, or the most lyrical – but the best, because every time I put on one of the Ramones’ best records, I was reminded of how I felt the first time I heard it. And the first time I heard it, I felt: this is the sound I’ve been hearing in my head and here it is on 12 inches of black vinyl; this is what I have been waiting for since the first single I ever bought. The Ramones were the sound of juvenile excitement, expressed with such breathtaking singlemindedness that nothing could kill the excitement.
Michael Hann, på The Guardian’s musicblog i dag.
Foto & ©: Bob Gruen – The Ramones i NYC’s subway, sommeren 1976.
Først var det Joey, så Dee Dee, så bandleader Johnny og nu er turen desværre allerede kommet til trommeslager/producer Tommy Ramone (nr. 2 fra højre her), der døde i går i Queens, New York City. Dermed er hele det oprindelige The Ramones væk og borte. Synd og skam. Da Brudders’ fremragende musik lever dog videre i bedste velgående. Heldigvis.
The Killer gik soft omkring 1970 og lavede en række faktisk overraskende vellykkede country-plader. Det her er det ret fantastiske cover til et af dem.
I bandposition minder Depeche Mode’s Andy Fletcher ikke så lidt om Lol Tolhurst tilsidst i The Cure. Ham der er med i bandet, men som ingen helt ved hvad kan og står for. Onde tunger mener, Fletch rent faktisk ikke spiller på sine keyboards, men at der bag dem gemmer sig en skærm, hvor han under stadionkoncerterne kan tjekke og bogføre aftenens helt sikkert enorme merchandise-salg i boderne udenfor. Og ethvert driftigt band har jo rent faktisk brug for den, der vil det lidt mere konkret bindende med at holde styr på dets økonomi. Måske det i virkeligheden er Fletcher’s gave, hvis han villigt er DM’s Praktiske Gris, der tager fra hvor han kan og derved giver rum til, at Dave Gahan kan være Rockstjernen og Martin Gore Kunstneren. I dag bliver Andy Fletcher 53. Ringer de andre to op på dagen og ønsker tillykke? Eller er det bare Fletch, der igen sender dem – plus ex-DM’erne Allan Wilder Vince Clarke – en taknemmelig tanke den anden vej, fordi de lod ham komme ind og vinde stort i lotteriet på deres billet…?
Her hvor USA spiller mod Belgien og i skrivende stund er to mål bagud i den forlængede spilletid, går mine tanker til den amerikanske forfatter mv. Ann Coulter, der befinder sig et sted et godt stykke til højre for Marie Krarup (dvs. på et sted også kendt som Fox News). Hun har opdaget VM og fyrer en af sine lange tirader af. Her er hendes mange grunde til at foragte den væmmelige sport, vi andre tror hedder fodbold:
Her sætter Ann Coulter trumf på med et kongeargument:
An inch is the width of a man’s thumb, a foot the length of his foot, a yard the length of his belt. That’s easy to visualize. How do you visualize 147.2 centimeters?
Stik dén! Stakkels amerikanere, der holder af fodbold, og skal læse den slags ævl.
Hvem er Hodgson-England og Manchester United’s Chris Smalling egentlig? For anonym på banen, jovel, men på denne VM-souvenir-kop – der lige nu efter sigende er blevet noget af et publikumshit i UK – ses alligevel konturerne til noget ret stort.