The Pogues har skrevet mindst en håndfuld helt fantastiske sange om drømmenes London. Her er en af dem…
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
RIP Jimmy Ruffin
What becomes of the brokenhearted? Jimmy Ruffin, en af de store Motown-sangere, har forladt os.
I denne verden vil jeg ikke være trist
I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan. Der er tale om en remastered genudsendelse af to gamle albums fra 1980’erne. Det er meget svært ikke at tænke på arbejdstitlen for det album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.
Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien i 1988.
En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte. På de to albums, jeg nu har fået fat i (det ene havde jeg allerede, da det oprindelig udkom), står instrumentet alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Perfekt til tænksomme aftener – en rigtig novemberplade af den gode slags.
Herunder er et nummer at starte med.
Hipster-Vesterbro som handelsvare
Der må være nogle unge fuldskæg eller 14 på Vesterbro, der får lyst til en nedbarbering, efter at have set denne forfærdelige reklame…
Nyt fra Vestfronten
Einstürzende Neubauten udsender i denne uge sit første album i syv år, det konceptuelle værk Lament, i anledningen af 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Over 73 minutter hudflettes krigens væsen udfra frontmand Blixa Bargeld’s tese, at Første Verdenskrig aldrig rigtigt sluttede, og at vi har levet med, i og imellem krigsudbrud af forskellig ødelæggelse lige siden. Neubauten moraliserer ikke på Lament, men skildrer nøgternt, usentimentalt krig som oplevet fra forskellige perspektiver og lag i samfundet. Fortællingen har i ord og musik en ofte bekymrende let, nærmest eksalteret tone, som betragter den ikke menneskets smadring af sine egne som andet end dyrisk logik. Og alligevel trykkes der på knapper der gør ondt, for forgængelighedens hug ligger i denne globale skæbnefortælling om det enkelte individs ubetydelighed som kanonføde i slagmarkernes blodige ælte. Der autotune-læses telegram-korrespondence op mellem Kejser Wilhelm og den russiske Zar Nicholas II, det til et bizart underspillet wannabe-discobeat. Vi hører også krigsmaskinens raslende lænker, der opremses kronologisk en nærmest uendelig række geografiske navne op fra Første Verdenskrigs store slag og vi kommer også helt nede i øjenhøjde med kanonføden i skyttegravene, som, siges der, er alt for trange til at man kan danse i dem. Imens afsynges ‘Heil Dir Im Siegerkranz’, det tyske kejserriges nationalmelodi, der bizart nok delte melodi med England’s ‘God Save The Queen’. De to sanges überheroiske ord blandes sammen og enhver pompøs nationalismes absurditet står knivskarpt. PJ Harvey udsendte i 2011 sin Let England Shake, en tindrende klar plade om krig og hvad den gør ved os. Einstürzende Neubauten har med Lament begået et anderledes, men ligeså opsigtsvækkende værk om samme evigt aktuelle emne. For som Morrissey sagde det forleden aften i Falkoner Teatret til sit danske publikum: ‘You’re involved’. Og han har jo ret. Vi er i krig. Igen.
Der findes endnu ikke lyd fra Lament at afspille, så istedet her en anden gammel sang fra tiden omkring Første Verdenskrig, som Einstürzende også fortolker på pladen. ‘On Patrol In No Man’s Land’ lyder ingenlunde i nærheden af versionen her, når Blixa Bargeld lægger stemme til, vær klar over det.
You were young and man, you were sad…
Webmaster Pastors helt egen Pete Doherty-tragikersingersongwriterhelt Ryan Adams bliver 40 i dag. Her et af mine favorit-øjeblikke med ham at markere det på, den slet skjulte The Smiths-hyldest ‘Anybody Wanna Take Me Home’…
When saturday comes
Nå, nej, det bliver jo ikke rigtig lørdag, takket være UEFA og efterårets allerede anden klubturneringslukkede weekend. Hvor der så til gengæld uforstyrret kan fokuseres på de sjældent sindsoprivende EM-kvalkampe. Albanien-Danmark, anyone? Belgien-Andorra? Italien-Azerbajdsjan? Holland-Kazakhstan? Malta-Norge? Irland-Gibraltar? Estland-England? Sverige-Lichtenstein? Nej, beklager. Var det ikke for nabofjendeopgøret Polen-Tyskland lørdag aften, kunne man nemt tro, Michel Platini’s slet skjulte plan, omkring at slå landsholdsbold som seriøs konkurrencesport langsomt men sikkert ihjel, allerede var blevet helt fuldført.
Gammeldags skurke
My Wrecking Ball
https://www.youtube.com/watch?v=GN9R9To2eE8
Der er kommet et nyt album med Ryan Adams. Det hedder bare Ryan Adams og det lyder – som Ryan Adams plejer. Her er “My Wrecking Ball”, en helt tyst sang, der er albummets smukke højdepunkt for mig. Så enkelt kan det gøres.
Og så bemærker jeg igen hvordan den knusende kugle har en slags mytologisk status hos amerikanske sangere/sangskrivere. Bruce Springsteen og Emmylou Harris har begge udsendt albums med titlen Wrecking Ball. (Ikke et ord om hende den letpåklædte med tungen.)
Årets kommercielle selvmål?
Sjældent er et band blevet så udskældt som i denne uge, da U2 hookede op med storkapitalen og gennem Apple gratis-udsendte det nye album, Bono & co. har arbejdet på i flere år. En overlagt måde at devaluere sin egen musiks betydning på – og den moderne musiks som sådan – at lade den skyde af som en lillebitte raket på himlen til en stor fest, i anledning af lanceringen af en ny mobiltelefon…! Men i det hele taget, en verden med gratis musik fra U2? Oasis’ Noel Gallagher frygtede allerede det scenarie i 2008…
Dreaming of Maria Callas, whoever she is…
En sang for Ian
Get your rocks off, Throb – og RIP!
Guitarist Robert ‘Throb’ Young, der var med Bobbie Gillespie’s Primal Scream fra start til 2006, hvor han forlod bandet pga. hvad dengang blev omtalt som ‘personal problems’ er død i Hove, Sydengland. Her er han og The Scream fra den støjende post-Screamadelica-periode, hvor de notorisk mange stoffer omkring bandet må have fået dem til at tro, de var landet med en tidsmaskine i midt-70-erne som selveste The Rolling Stones. Sådan lyder det i al fald…
Americana
En re-post fra i maj. Moderne, kantet lyd til ubekymrede solskinsbilleder af nu falmet amerikansk glamour. Slet ikke en ineffektiv kombi. Hollywood-fænomenet Jayne Mansfield omkom som 34 årig i et natligt trafikuheld i Louisiana. Musikken lever evigt.
Okkervil River synger Tim Hardin (og meget mere)
Okkervil Rivers album Black Sheep Boy fra 2005 tager udgangspunkt i Tim Hardins sang af samme navn. Herover er deres korte udgave af Hardins sang.
Og herunder er en anden sang, som er Okkervil Rivers helt egen. Den er også god.




