The Clash har netop fået lavet 150 prints (de kalder det selv ‘Giclée print on Somerset Photo Satin 300gsm paper’) af hver af deres fem albums plus Black Market Clash-opsamlingen. Disse punk-liebhavereksemplarer – og ja, der er en grum modhage i den ordsammensætning – kan erhverves autograferet af både Paul Simonon og Mick Jones lige her for den ydmyge pris af £800 pr. styk. Så altså, et eksklusivt stykke punkartwork på luksus-papir for mere end 7.000 kr? Hvad ville Joe Strummer ikke have sagt?!?
Ja, vi prøvede vel at ligne et band. Da vi blev købt ud af vores første kontrakt og 1990-debutpladen blev relanceret på et meget større selskab, var der rådslagning mellem vores nye pladeselskabsdirektør og en da meget central, nu afdød booking-personlighed om, hvorfor Love Shop ikke umiddelbart var slået igennem. Deres konklusion gik ud på, at vores på pressebilleder og 1990-cover bevidst ret underspillede fremtræden var selvudslettende og ødelæggende for masseudbredelsen af LS-musik. Vi havde en vis autoritetstro til disse moguler, og tænkte, at hvis lidt anderledes tøj var hvad der skulle til, så overlevede vi nok. Derfor ser den pinagtige 1990/91-genudsendelse – hvem der kunne glemme! – ud som den gør. En af pladeselskabet betalt stylist havde ‘smart’ tøj med til os til den fotosession. Lånte fjer indeed. Den opmærksomme iagttager vil endda på frontcoveret kunne se en lille tråd fra et tøjprismærke stikke op af min hals. DK fra året efter er visuelt ikke meget nådigere, hvad bandfremstilling angår. Hilmer er vel klædt ud som ‘rockmusiker’, Heinrich – forudsigeligt – som mafioso, Dehn fremstår som noget fra Franco-tidens tyrefægterarenaer, og jeg ligner sådan en dresseret abe, der danser på en lirekasse. Billedet her ovenfor er fra den periode. Men solgte vi så stakkevis af plader, nu vi ikke var os selv? Nix. Vores tillid til branche-autoriteterne led et førdste alvorligt og smertefuldt knæk. Ikke mindst efter også at have lavet en dyr, stylet, tåkrummende promovideo til ‘Casanegra’. Herfra bestemte vi selv igen alt omkring LS’s visuelle udtryk.
Men knap så meget den øverste af de to her. Chelsea-ejer Roman Abramovich’s kæreste Dasha Zhukova har netop ladet sig portrætfotografere til den russiske modeblog Buro 24/7. Hvem end der har en svaghed for grovkornet Tintin-kolonialistisk oldschool-racisme, må elske dette mærkværdigt symbolske white master/black servant-statement…
Stort tillykke til The Pogues’ Shane MacGowan, der mirakuløst bliver 56 i dag. Her en meget fin sang som markering, fra før hans enorme talent for at kunne skrive den slags, forsvandt i en stormflod af alkohol. Joe Strummer er iøvrigt krediteret som producer her…
Lou had a reputation, for sure. He was tough and he could be grumpy and bitchy, but I’ve come to realise that his bitchiness came out when there was incompetence about. Didn’t matter if it was a waiter or a record producer, he’d rip someone apart if things weren’t up to scratch. He didn’t suffer fools gladly. That’s just the way he was, but he was also incredibly encouraging and generous.
He was a good friend through everything. We had this brother-sister type relationship in the group, and it lasted long after the group split. We would always exchange Christmas cards, Valentine cards. It was one of those friendships where it didn’t matter if you didn’t see each other a lot. We’d meet up after two years or five years and it would be like we’d seen each other last week. As you get older, you come to realise that that kind of friendship is rare, so I miss him a hell of a lot. It’s just dawning on me that he’s not out there any more.
Now Andy [Warhol]’s gone, Sterling [Morrison]’s gone, Nico’s gone and Lou’s gone. It feels strange. I miss them all, but I really miss Lou.
He was a great songwriter who pushed the boundaries in terms of what he was writing about, but more importantly, he was a good and loyal friend. It doesn’t seem right that I won’t be sending him a Christmas card. Velvet Underground’s Mo Tucker i Observer om Lou Reed.
Bilfabrikkerne er lukket, arbejdsløsheden enorm, fattigdom vidt udbredt, enorme bygningsarealer står lagt øde og forfalder, gadebelysnigen er ved at forsvinde, det engang så stolte Motown med dets ‘sound of young America’ long gone. Men David Bowie har en sang…
‘Tainted Love’-sangerinden Gloria Jones i et tæt øjeblik med sin daværende kæreste Marc Bolan. Og ja, det
var Jones, der sad bag rattet den nat T.Rex-sangeren omkom i en Mini Clubman-soloulykke i det sydvestlige London, 16. september 1977, præcis to uger før han ville være blevet 30 år…
Her er Bolan med T.Rex på Top of The Pops i julen, 1972. ‘Metal Guru’ er naturligvis indirekte en hyldest til biler som sådan. Bolan frygtede at omkomme i en trafikulykke og tog derfor aldrig kørekort…
Små to uger før Bolan’s død indspilledes i Manchester den sidste udgave af hans Granada-producerede TV-show Marc, der kørte den sensommer i England på ITV. I sidste program var hans gode ven David Bowie inviteret ind at synge live ovenpå husbandets ret, uhm, anderledes version af Bowie’s da endnu ikke udsendte nye single ‘Heroes’. Til allersidst jammer Bolan og Bowie henover rulletekster, men går istå da TV-værten falder ned fra scenen med sin guitar. Ni dage efter var han død…
David Bowie dukkede naturligvis op til begravelsen, der ifølge avisartiklen herunder fandt sted samme dag, som også en anden død sangstjerne, operaikonet Maria Callas, blev sendt afsted…
Hvor ville Marc Bolan stå i dag i rockhistorien, hvis ikke Gloria Jones havde smadret den Mini med ham i? Svært at svare på, men dengang, knap 30 år gammel, havde han allerede længe fremstået udbrændt, med sine bedste udgivelser hele 5-7 år tilbage. Der gik rygter om hvide bjerglandskaber af coke og for meget alkohol, hvilket hans sidste uambitiøse pladers selvforelskede mangel på fokus ikke ligefrem modbeviste. Til hans credit var han yderst positiv overfor de nye punks og deres musik, som i høj grad også må have været inspireret af guldalder-T.Rex. Flere fra den nye bølge blev således inviteret med ind på hans føromtalte show, bl.a. den helt unge Paul Weller’s mod-trio The Jam…
Men lad os slutte den her Bolan-minirejse med musikalsk fokus på ham den handler om. Her T. Rex, fra da glam endnu syntes farlig og larmende, med en ’72-optagelse fra Wembley Empire Pool af Bolan’s ubesværede hit ‘Hot Love’. It positively rocks i denne version…
