Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Vejen hjem fra karrieren

I Ekstra Bladet (hvis sandhedsværdi og omtanke altid er interessante parametre) kan man i dag læse:

I sidste uge blev de fire irske gutter i U2 kåret af Q Magazine som det bedste band gennem de seneste 25 år. Men nu sætter frontmanden Bono spørgsmålstegn ved, om bandet stadig er relevant for deres fans, og om de måske skal kaste håndklædet i ringen.

I et interview med Rolling Stone Magazine fortæller Bono, at de øvrige tre bandmedlemmer er irriterede på ham, fordi han flere gange har luftet sine tanker om, at bandet måske ikke længere har en god grund til at fortsætte.

R.E.M. stoppede som bekendt i år, og i Politikens anmeldelse af den faktisk ret udmærkede koncert med Red Hot Chili Peppers i Herning for nylig skrev Simon Lund:

Da jeg for nogle år siden så det, der skulle blive den sidste koncert med R.E.M. på dansk grund, var det et overraskende stålsat band, der ikke ville sygne hen i gyngestolen, men sætter sig i erindringen som et levende band. De var nået til vejs ende om kreativ rockreaktor, men de skrev selv deres efterskrift. Lidt den samme fornemmelse havde jeg fredag aften i Herning.

Jeg ved godt, at nogle nu vil komme med automatiske kommentarer om at “det var også på høje tid, hvis U2 stopper”. Måske har de ret; og så på den anden side – hvis man har lyst til at spille musik, skal man selvfølgelig have lov til at blive ved. Om de så rent faktisk har lyst til at spille mere, er jeg i tvivl om.

Tanken strejfer mig alligevel: Mon ikke der skal være en acceptabel strategi, hvis man vil trække sig tilbage efter mange års tro tjeneste også i musikverdenen? Jeg kender ikke mange musikere, der har annonceret noget sådant. Mark Hollis fra Talk Talk holdt simpelthen op og forsvandt i en slags glemsel. Den canadiske skuespiller Rick Moranis (mest kendt fra en række amerikanske filmkomedier) er et af de bedre kendte eksempler på at man kan trække sig tilbage definitivt fra international showbiz

Og nej, dette er ikke ment som et “for eller imod U2”-indlæg, snarere en overvejelse om hvad rockmusikere mon bør gøre, når de mærker tidens fylde. Jeg kender dygtige akademikere, der er gået på pension og aldrig har tænkt en akademisk tanke siden, men har gravet have og passet børnebørn, og jeg kender andre akademikere, der har skrevet på nye bøger lige til det sidste.

Vincent Bliard, Brut Prestige

Jeg har tabt. Jeg indgik i 2007 et væddemål med Mølleren om folketingsvalgets udfald. Hvis VC-regeringen fortsatte ved næste valg, ville jeg få en flaske champagne. Hvis ikke VC-regeringen fortsatte ved næste valg, skulle Mølleren have en flaske champagne. Nu skal han have flasken, og jeg glæder mig til at sende den (hvad var det nu, adressen var, Niels?). 10 år med Dansk Folkeparti som det fornærmede vetoparti er omsider slut. Nu håber jeg bare på et bedre Danmark, også for dem, der ikke har råd til økologisk champagne.

Sympatiske mennesker

Michael Møller (ja, ham fra moi Caprice og Sæby osv.) har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i. Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv. Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers vel og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt. Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække. Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så lad os derfor vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.

Er der et valg?

Denne blogs forfattere er ikke tilhængere af den siddende regering. Men jeg desværre er overbevist om at Venstre og Konservative redder sig på stregen og vil kunne fortsætte i regering efter i aften. Når danskerne endelig står i stemmeboksen, sker der nemlig et eller andet med dem. Min erindring om novembervalget 2007 er alt for frisk. Det skal dog ikke forhindre mig i at prøve at forhindre det. Gå I nu hen og gør ligeså.

Hvem sagde…

…følgende:

Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke kan anbefale genvalg af denne regering. Den svigter ikke kun egne valgløfter, men altså nu også hvad jeg anser for basale værdier. Jeg er derfor ikke længere at betragte som en del af denne regerings parlamentariske grundlag.

??

Jeg har allerede fået mere end nok af valgkampen.

Så skete det – og dog

I det seneste stykke tid har vi ikke rigtig skrevet noget om politik her på bloggen. Der har været travlt med turné osv., men det er ikke kun derfor. Jeg kan vel kun tale for mig selv, men jeg er ved at blive sløv efter 10 år. Heller ikke Jens kan længere hidse sig op, når vi snakker sammen. Pia Kjærsgaards nationalisme og VCs mantra om forbrugsfest runger efter 10 år så højt i det indre øre, at ingen kan lytte til hinanden eller finde en udvej ud af moradset. Lige siden 2011 har vi længtes efter at slippe af med den regering, der nu går til valg, men efterhånden har det virket som om det aldrig ville få ende.

Det tror jeg stadig ikke på at det gør. Venstre og Konservative kan fortsætte som regeringspartier efter 15. september og jeg får så til gengæld min champagne af Mølleren. Dette er min klare fornemmelse, desværre. Det skal dog ikke afholde mig fra at stemme og at stemme nej til VCO-partierne og alt det, de står for. Gå I nu hen og gør ligeså og hold derefter politikerne fast på alt det, de lover og ikke lover.

En fair løsning?

I dag kunne jeg læse, at Socialdemokraterne og SF i deres “Fair Løsning” vil tælle en bevilling på 1,5 milliarder i en sikkerhedspulje for Mellemøsten og Nordafrika med som u-landshjælp. Unægtelig en ændret holdning fra for et år siden, hvor SF i et notat om partiets udviklingspolitik skrev

VK-regeringen har i stor stil regnet sikkerhedspolitiske indsatser, militære operationer og terrorbekæmpelse med i opgørelsen af den samlede udviklingsbistand for, at det kunne se bedre ud på papiret. Det, mener SF, er fuldstændig uacceptabelt.

Som så ofte før i det seneste årti i dansk politik har grænserne for det acceptable flyttet sig. Den danske ulandsbistand er lige nu på 0,9 procent af bruttonationalindkomsten, og ifølge regeringens egne beregninger forventes bistanden at falde til 0,78 i 2013. Oppositionen ønsker så at omgøre denne nedgang på 1,4 milliarder kroner. Men med det nuværende tiltag bliver realiteterne at Danmarks u-landsbistand ifølge den tidligere definition også efter et eventuelt regeringsskifte vil være gået kraftigt ned.

Naturligvis kan man diskutere, hvordan u-landsbistanden bør se ud for at virke bedst muligt – men alligevel: Der er simpelthen ikke stemmer at hente i bestemte slags holdninger om “den tredje verden”/”det globale Syd”/”u-landene”, hvor præmissen er, at det er vigtigt at løse de globale fattigdomsproblemer. Fokus på “det nære” (læs: os selv) vinder også her. I en opinionsundersøgelse fra sidste år (lavet for NGO Forum) er 7 ud af 10 adspurgte af den holdning, at det er “mindre vigtigt, eller slet ikke vigtigt, at skattekronerne går til ulandsbistand”. Mon ikke det har spillet ind? Jeg er desværre tilbøjelig til at tro det.

Pastorens grundlovstale

Kære alle!

Vi er samlet her på bloggen i dag i anledning af at det netop i dag er 162 år siden, Danmarks Riges Grundlov blev til virkelighed. Denne grundlov er blevet revideret flere gange, senest i 1953. Mon ikke det er tid til en ny revision? De seneste 10 års begivenheder i dansk politik kunne godt tyde på det.

  • Der er ikke nogen mindretalsbeskyttelse i beslutningsprocessen; en række beslutninger er blevet vedtaget med snævert flertal i Folketinget. Man tænker her på især den danske deltagelse i den USA-ledede krig i Irak. Hvorfor er der ikke nogen mulighed for at et tilpas antal folketingsmedlemmer kan få iværksat en uvildig undersøgelse af potentielt kritisable beslutninger?
  • Dansk politik balancerer ofte på kanten af international lov, og her specielt i politikken over for asylansøgere og indvandrere. Er det f.eks. ikke et problem, at formanden for Folketingets retsudvalg (en vis P. Skaarup) kan foreslå, at man administrativt kan udvise kriminelle uden nogen domstolskontrol? Integrationsministeren (en vis S. Pind) kan foreslå, at der skal være forskelsbehandling mht. tildeling af opholdstilladelser. Er det ikke også et problem? Og formanden for Folketingets indfødsretsudvalg (en vis S. Krarup) udtaler, at “Danmark overlever ikke, hvis der ikke foretages et dybtgående, principielt opgør med den skinhellighed, som menneskerettighederne repræsenterer, og som siden 1789 har fyldt historien med blod og mord og guillotiner og slavelejre.” Er det ikke et problem? Der har været en del kritik fra internationalt hold, senest i forbindelse med det såkaldte Universal Periodic Review af menneskerettighedernes tilstand i FNs medlemslande, og senest i Danmark. Hvorfor er menneskerettighederne ikke nævnt i grundloven?
  • Danmark har et folketing og traditioner for parlamentarisk demokrati. Hvorfor står der ikke i grundloven, at Danmark er et parlamentarisk demokrati? (I 1953-udgaven står der, at styreformen er “indskrænket-monarkisk”, en gammeldags og egentlig også ubehagelig formulering).
  • Og hvorfor er Den danske folkekirke egentlig stadig en statskirke? Færre og færre danskere er medlem efterhånden. I Sverige er der nu sket en adskillelse af kirke og stat.

Journalisten Poul Smidt har en kronik i Dagbladet Information om samme emne. Poul Smidt er cand.jur og var medlem af Styregruppen for grundlovsdebatten nedsat af Folketingets præsidium 2000-2003.

Jeg håber, I vil nyde det gode vejr ude i sommerlandet og håber, I lyttede til denne tale, som jeg sikkert allerede har holdt før.

Glædelig grundlovsdag!

Pastoren

Aktuelt citat

Opdelingen af magten mellem den udøvende og den lovgivende magt bygger på den helt selvfølgelige forudsætning, at den udøvende magt administrerer i henhold til de love, som Folketinget vedtager, og at borgerne netop skal have sikkerhed for, at de afgørelser der træffes, er i overensstemmelse med lovgivning og ikke udslag af vilkårlig administration.

(fra Så gik der politik i det …, Birthe Rønn Hornbech, Gyldendal 1997)