Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Godt for øjnene (?)

islamistisk.jpgislamistisk.jpgislamistisk.jpg

Ritzau skriver i dag:

Grøn er traditionelt kendt som håbets farve. Men for Dansk Folkepartis Søren Krarup vækker den afsky, når den bliver præsenteret på flag. Så symboliserer den grønne farve nemlig islamisme, mener han. Og netop 10 grønne faner bliver noget af facadeudsmykningen af Livgardens kaserne ved Rosenborg Slot i hjertet af København, når garden fejrer 350 års jubilæum til sommer. “Det ville vække afsky hos mig. Udsmykningen er grim, og den kan ikke undgå at fremstå som et islamisk symbol med de grønne farver på fanerne,” siger Søren Krarup. I stedet mener Søren Krarup, at det burde være de traditionelle rød-hvide farver, der dominerer udsmykningen. I går spurgte han til forsvarsminister Søren Gades holdning til sagen i Folketingets spørgetid, men ministeren var ikke synderligt interesseret i at gå ind i problemstillingen.

I dagens anledning har jeg taget en grøn trøje på og vil snarest muligt stige på min lige så grønne cykel for at køre hjem gennem en by, hvis træer langsomt er ved at gå over til islamisme.

A message to you, Paddy

brendan_behan_nywts.jpg

Guinness-bryggeriet har nok årets største omsætning i dag, hvor hele Irland, samt talløse irske compatriots ude i alverdens afkroge, fejrer St. Patrick’s Day, helligdagen for landets skytshelgen, som drikkes og synges hjem i en nationalkollektiv rus af de større. I fuld respekt for det tørstige folk på den grønne ø, markeres St Patrick’s Day her gennem et par klips med The Pogues, fra deres 1988-St. Patrick’s Day-show på Town & Country Club i London. Oplev en ung og promilleiklædt Shane MacGowan med ‘Rainy Night In Soho’, så ikke et øje er tørt, skarpt fulgt af ‘London Calling’ med gæstevokalist Joe Strummer foran The Pogues – cheers!

Top-5 i The Pogues-evergreens:

1. Misty Morning, Albert Bridge
2. Dirty Old Town
3. Summer In Siam
4. Thousands Are Sailing
5. Fairytale Of New York

Et fiskeben i halsen

fishbone.jpg

Kan nogen huske Fishbone? Jeg kan. Fishbone var et amerikansk band, der i årene omkring 1990 lavede en smeltedigel af rock’n’roll, punk, ska, reggae, soul og hvad ved jeg. Når de var bedst, var de dét, Red Hot Chili Peppers (og siden bl.a. Rancid) gerne ville være. Fishbone var nemlig afro-amerikanere med noget på hjerte og noget at have det i – dengang i årene før gangster-romantikken sejrede ad helvede til. På Truth and Soul fra 1988 findes denne korte sang, der er sørgeligt aktuel i disse dage, hvor afmagt, fanatisme, arrogance og nationalisme for gud ved hvilken gang er kørt i stilling fra højre og venstre både ude og hjemme:

Subliminal fascism

People got problems that they can’t work out
So their sense cracks
I read the paper and I watch the news it don’t give me the blues
It just gives me the blacks
Starvation on the radio
They dont play the facts
They play the crackerjacks

Subliminal fascism getting under your skin
so you better wake up us

Well the bad gets worse
Too fucked up
And the hate grows more each day
So when the infected try to effect you
Dont listen to them when they say
Follow the rules and forget the bomb
Communistical patriotic
The plan is subtle but its in the open
Kingpins nazi scheme getting under your skin

So you better wake up us

Subliminal fascism

Kyndelmisse i Viborg

viborg-1.jpgviborg-2.jpgviborg-3.jpgviborg-4.jpgviborg-5.jpgviborg-6.jpgviborg-7.jpgviborg-8.jpgviborg-9.jpg

Jeg stødte til turen for en kort bemærkning i det let sneklædte Viborg, hvor der i midtbyen aldrig er langt til nærmeste pizzeria og hvor en urforretning har et udendørs ur med timeslag. Før, under og efter de tre sæt skete bl.a. følgende:

  • Jeg hørte Jens’s nye podspeakere udsat for Robert Forster. Ikke dårligt.
  • Jeg mødte medlemmer af det lokale dødsmetal-band Afskum, der samme aften gav koncert på det medborgerhus, der med udgangen af denne måned desværre lukker.
  • Jeg snakkede med Jens’s far, med hvem jeg har et langvarigt Mac-fællesskab.
  • Jeg hørte omsider Nikolaj fremføre “Mit herredømme”.
  • Jeg hørte en nedbarberet, særdeles udtryksfuld udgave af “Drømmenes København”.
  • En sang fra Aftenland Express blev tilegnet fodsportsforeningen.
  • Jeg drak en flaske af den af Jens så frygtede stout.
  • I tredje og afgørende sæt brød Mikkels slumrende maveonde frem og sendte ham til tælling.
  • Jeg hørte rygter om hvordan man med hiv og sving alligevel kan pladedebutere.
  • Jeg opdagede at alle veje fører til rom.
  • Jeg indgik et væddemål med en noget overrislet FCK-tilhænger om udfaldet af superligaen.
  • Auditoriums direktør forærede mig Resumé som dobbelt-LP. Nu mangler jeg bare en pladespiller.
  • Jeg mødte en loyal AaB’er på Dickens.
  • Og så fotograferede jeg løs undervejs. Ni af billederne kan ses ovenfor.

Morgenen efter, hærdet af få timers søvn på vandrerhjemmet på Vinkelvej, gik turen hjem til Nordens Paris, fastelavnsfest på min datters skole og en banankage, der havde fået lidt for meget.

(Vi nåede aldrig at høre Afskum, og jeg ved stadig ikke, hvem der vandt Melodi Grand Prix.)

Taberfest

 cap0013.jpg

Jeg tabte den P3-pris i Radiohuset, Liverpool tabte 2 points i Middlesborough, Tottenham tabte igen til Chelsea, og hjælpeløse Newcastle tabte 0-6 i Manchester. Den fælles tilstand har Frankie Brown skrevet en hel sang om. Indspillet af adskillige – min personlige favoritversion er med Dean Martin – hedder den naturligvis ‘Born To Lose’:

BORN TO LOSE

Born to lose, I’ve lived my life in vain
Every dream has only brought me pain
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, it seems so hard to bear
How I long to always have you near
You’ve grown tired, and now you say we’re thru’
Born to lose, and now I’m losing you

Born to lose, my every hope is gone
It’s so hard to face an empty dawn
You were all the happiness I knew
Born to lose, and now I’m losing you

There’s no use to dream of happiness
All I see is only loneliness
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you

© Frankie Brown

Ræk mig flasken

champagne.jpg

Så gik det, nøjagtig som jeg havde forudset. Inden længe vil Mølleren sende mig en flaske Brut Prestige, en økologisk champagne fra vinhuset Vincent Bliard. (Se her, hvis du også vil købe dig én.)

Når champagneproppen er sprunget, skal vi alle sammen leve 4 år (eller realistisk set 12 år) mere med Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil lade de politiske kommentarer forstumme (i al fald for en stund), for flertallet har talt og er forhåbentlig godt tilfredse.

Men gid jeg havde tabt.