Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Sort skærm

Og der sad jeg så, på den stik modsatte side af La Coruña, og ville skrive her. Men min MacBook havde bestemt sig til at dø i Christchurch. Den lokale Apple-biks kunne konstatere at bundkortet skal skiftes. Ak og ve. Jeg må vente til jeg er hjemme igen med at få repareret. Heldigvis dækker den udvidede garanti, men når alternativet er min iPhones minimaltastatur, er det så som så med skriveglæden.

Lad mig derfor blot røbe, at jeg i dag købte et nyt album med den lokale gruppe Evermore i Real Groovy Music, en butik der ikke er helt så hip som den gerne ville være. Men interessant musik, som jeg ville kunne høre hvis min Mac…

Jeg vil trøste mig med en Green Man-øl, en “Strong” som blander en doppelbock modnet på whiskyfade med en ale. Aromatisk vanille/frugtigt, stærkt og økologisk – og (tror jeg) uopdrivelig på vore breddegrader.

Lillejuleaften

Julesange kan rumme et stort, altfavnende vemod og en længsel mod lysere dage. Til Blue (der bestemt ikke er et dårligt album i øvrigt) skrev og indsang Joni Mitchell en af de bedste nyere sange af den slags (hvis man spørger mig), nemlig “River”. Jeg kunne desværre ikke finde en ordentlig optagelse med hende selv og valgte derfor denne live-udgave med nogen, der også stammer fra et land north of the border, nemlig de lidt underkendte Travis.

Og lidt mere død om de øjne

1795258114_3aa072f414

En epilog omkring Pete Doherty, nu der alligevel var en mindre kortlægning igang her, omkring hans seneste problematiske omgang med logistik og festivitas. Well, efter at have misset det fly fra Berlin til Stockholm, som følge af sit tabte pas, erfares nu, det sent fredag nat lykkedes Babyshambles-frontmanden at blive anholdt udenfor vandhullet Trinkteufel i Kreuzberg. Et ølglas kastet gennem en bilrude af Doherty, siges at være grunden. Det, ifølge vidneudsagn, i frustration over et par barudsmidninger – i lige netop Kreuzberg kræver det ellers en pæn del! – for en for indiskret og højrystet jagt efter drooooogs. På trods af også den Doherty-fodfejl, synes få af os stadig han er sin generations måske største sangskriver…

Aktuelt citat

Fra Politiken i dag:

Billederne fra nattens politiaktion giver musikeren Jens Unmack minder fra barnsdommen:

»Det minder mig om folkeskolen, hvor dem fra 10. klasse bankede dem fra 4. klasse«

Han er dog ikke overrasket over, at politiet brød ind i kirken:

»Det var forventet. For med lov skal land bygges. Det var business as usual. Og så længe danskerne stemmer på den nuværende regering, så vil personer med en anden religion altid blive hundset med«, siger han.

»Hvis der er nogen, der tror, det har været sjovt at sidde i Sandholmlejren og sidde i den kirke, så lever de i en vrangforestilling. Det drejer sig om mennesker, der er desperate«.

Det er kun få dage siden, vi måtte sige farvel til Svend Auken. Er alle de fine ord allerede glemt?

Hyldest

tolerance

Nu er ferien ovre, og hverdagen trænger sig på. Snart skal vi atter være samfundsborgere med hvad deraf følger.

Det er efterhånden blevet mere og mere klart for mig, at når akademikere og kulturpersonligheder (to slags mennesker, denne blogs forfattere kender nogle stykker af) udtaler sig negativt om Dansk Folkeparti, skaber det kun yderligere opbakning om partiet i befolkningen.

Derfor: Kristian Thulesen Dahl er næstekærlig, Peter Skaarup tænker på alle menneskers ve og vel, Søren Krarup er en sympatisk hædersmand og Pia Kjærsgaard er rent ud sagt dejlig! Lad os alle elske dem for deres tolerance og forsvar for det enkelte menneskes værdighed.

Øl og kommunikation

ipa

I dag var jeg i hovedstaden. Ikke ret langt fra Jens’s bopæl findes en udmærket butik, hvor de bl.a. sælger øl og i dag havde smagsprøver på den nye økologiske IPA fra Rise Bryggeri på Ærø. Indehaveren af butikken fortalte begejstret om bryggeriet, der har en engelsk uddannet brygger og om IPA’en, der kun anvender humle til konservering. Jeg tog en slurk af den velsmagende øl og sagde:
– Den er jo slet ikke dårlig.
– Det ville da heller ikke være godt, hvis den var, svarede indehaveren, noget forbløffet.

(Bagefter gik jeg ind til Soundstation, hvor de havde 40% på det meste, et stort udvalg af Camper Van Beethovens udgivelser, og jeg købte – ingen verdens ting.

Galilæa i dine øjne?

I Johannesevangeliet 4,44:

Da de to dage var gået, drog Jesus videre til Galilæa. Han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland.

I lederen i Viborg Folkeblad torsdag d. 16. april 2009:

Jo, vores egen Jens Unmack, kan intet positivt se i livet på landet, hvor man bliver husket for alt, hvad man gør, hver gang man træder ved siden af. Og han husker ballet i forsamlingshuset hver anden eller tredje måned, hvor de normalt tilbageholdende mennesker gik amok i tæt dans og snapsebranderter. Men det er jo da måske mere end 30 år siden, Unmack. Mon ikke de trods alt har glemt dig i Dollerup, uanset hvad du måtte have bedrevet, og i øvrigt er der næppe det forsamlingshus her på egnen, hvor der er »bal«, som du forstår det, i dag. Hvorfor er det interessant i 2009 at synge om »Et forsamlingshus vil drukne bag en æresport af alkohol«?

I denne blog:

Arh, hvad? ‘I De Tabte Sale’ er en beskrivelse, ingen domsafsigelse. Hvis provinsen sangen besynger lyder træls, er det kun fordi den må have været det. Synes nu selv forsamlingshuset og selskabskjolerne lyder ret tiltrækkende, nu de viser sig frem her. For slet ikke at tale om slagteriet og det svinestempel.

Om at komme på gæstelisten

Den irske forfatter George Bernard Shaw havde en lang fejde med en vis Winston Churchill. Shaw sendte Churchill to billetter til premieren på stykket Pygmalion med følgende note:

I have included two tickets so that you may bring a friend, if you have one.

Churchill svarede:

I regret to say that I am unable to attend that night; I would like tickets to the second performance, if you have one.

Tænk hvis der var en dansk kulturpersonlighed, der kunne finde på noget lignende – og der var et medlem af den danske regering, der også kunne anvende andet end floskler.

Faraway, So Close

faraway-soclose

Hvilken aften…

I disse dage er jeg en kort tur i Rigets Centrum, fjernt fra lydene fra stadion. Jeg har talt for en lille, men undrende forsamling, og Jens har fået lidt Mac-hjælp (backup er nu sådan en god ting at tage). Efter sidste uges skuffelse i Manchester havde jeg valgt ikke at se returkampen. Så hellere se DRs symfoniorkester spille i det nye koncerthus, som jeg trods alt også har været med til at betale, end at ærgre mig trekvart ihjel langt hjemmefra.

Efter en aften oppe under loftet sammen med Grieg og Mahler, de store, romantiske følelser af håb, tab og forløsning – Mahlers 5. symfoni er en storslået film, et komediedrama hvis billeder dannes af lytteren, den med temaet fra Døden i Venedig – og den obligatoriske hosten mellem satserne kunne jeg tænde min mobil ude i garderoben. Min kone sms’ede, Jens SMS’ede – det her var spændende. I metroen blev jeg opdateret løbende, mens stillingen gik fra 0-0 over 1-0 til 2-0. I foyeren på hotellet sad jeg og så de 2 x 15 minutter uden lyd. Uden lyd.

En følelseskold person kom forbi den stol, jeg havde rykket ud, og sagde med hovedstadens velkendte sprogtone at “de klarer ikke presset, de røde”. Resten ved vi godt.

Jeg har aldrig set 2 x 15 minutter, der var velspillede og er træt af straffesparkskonkurrencer (når det hold, jeg holder med, taber). Men AaB faldt med ære!

(Og lyden i koncerthuset er fremragende. Desværre skal Backstage ikke optages her.)