Der var faktisk også engang et band, der kaldte sig The New Order. Det blev dannet af Ron Asheton efter The Stooges gik i opløsning, og der var ikke så meget som skyggen af en synthesizer eller en sequencer indblandet. The New Order var rock med stort Å, ikke så langt fra The Stooges’ enkle proto-punk-udtryk (eller MC5 for den sags skyld).
The New Order var sammen fra 1975 til 1976, og så var det også slut med dem. Sandy Pearlman, der producerede Give ‘Em Enough Rope (The Clash’s svære toer), var en overgang faktisk også producer for The New Order. Noget egentligt album blev det aldrig til, men nogle tidlige demoer blev udsendt som udgivelsen Declaration of War. Ude på streaming-tjenesterne kan man finde en opsamling, der bare hedder The New Order.
Ikke uden heftig disharmoni forlod Bernard Butler Suede i sommeren 1994. Guitaristens første udgivelse efter bruddet udkom 15. maj året efter. Og singlen ‘Yes’ – skrevet og indspillet sammen med sanger David McAlmont – er en sang af så unægtelig høj klasse, man tænker Brett Anderson dengang vil have fået ødelagt mindst hele sin weekend og forbandet den langt væk. At høre Brett’s helium-stemme sprede atomstøv henover ‘Yes’, usch, det gad man godt, men sådan spillede klaveret ikke længere i London. Her er ‘Yes’ fra en siden berømmet BBC Later-optræden, hvor Butler og McAlmont i den grad får sparket deres fælles førstfødte udover scenekanten…
I aften befinder dette band sig godt 3 km og 46 år fra Rockmaskinen på Christiania, hvor folderne først blev slået. Tid er en forunderlig ting. Sods blev til Sort Sol, som lige nu igen er aktive og på sin første regulære tour siden Stor Langsom Stjerne (2018). Og i aften står bandet med den centrale danske rockhistorie på scenen i Vega. Her er det unge Sods på dansk TV en glemt aften i oktober 1980…
15. maj 1980. Det sidste foto af Ian Curtis. Taget til hans pas, da Joy Division skulle afsted og spille sin første tour i USA bare en uge efter. Det skete som bekendt desværre aldrig.
Den mest Liverpool-smagende musikvideo nogensinde? Må næsten være denne til The La’s ‘There She Goes’. Sad i timevis med MTV kørende dengang den kom, bare i håb om at fange en af stationens sjældne afspilninger af Lee Mavers’ opløftende janglepop-hit. Dels fordi dets musik var så gribende som den er, men sandelig også fordi den spillede så perfekt sammen med sine grynede, håndholdte optagelser af bandet på Liverpool’s baggyder…
Foto fra pressemøde samme eftermiddag: Gorm Valentin
14. maj, vi skal til det, ingen vej udenom. Visse datoer af stor betydning kan stå indprentet, så man husker dem i søvne. Denne i dag er sådan en, for det var 14. maj 1981 The Clash for første, sidste og eneste gang gav koncert i København. På Østerbro lagde Idrætshuset sin håndboldhal med tvivlsom akustik og store ovenlysvinduer til, da The Only Band That Matters på sin europæiske Impossible Mission Tour var afsted i anledning af decembers Sandinista! (1981). 26 numre blev spillet den aften, der huskes som fragmenterede stykker hvirvelvind af kantet lyd og skarpt lys. For at kunne forestille sig nogenlunde hvordan det hele tog sig ud her en filmoptagelse fra to-tre uger senere i New York City, da The Clash spillede 17 shows i Bonds Casino på Times Square. Ennio Morricone’s spaghettiwestern-drama i starten er det stykke musik, de altid gik på scenen til, således også på Østerbro…
En mægtig plade i – og et perfekt soundtrack til – året 1985. New Order, fanget et frugtbart sted mellem post-punk og elektro-pop, lød her ofte som om de snublede over deres egen numre, en fornemmelse af umiddelbar fangst, den uordnede masse af energisk lyd, hvor Hook’s lyse, melodiske bass konstant summede omkring kernen som en travl bi. Og Barney’s uskolede sang. Ofte håbløse tekstbidder som i den store helhed alligevel blev til poetry in motion gennem hans uskolede antisang. Mange Joy Division-tilhængere fnyste over de nærmest knækprosa-flade ord, men for mange af os fungerede linjerne perfekt i deres afvæbnende hjælpeløshed. Og så var der ovenikøbte The Cure-faktoren. Flere af numrene på Low-Life sendte nærmest lysende raketter afsted til Robert Smith’s band. En synth-intro her, en akkord-rund gang der; som om de to bands lige der kiggede nærmest forelsket på hinanden. Her leger New Order på et af pladens numre – live-optaget samme år i Japan – med akkorderne fra ‘A Forest’. Low-Life udkom 13 maj 1985…
Christian Kjellvander fylder 50 i dag. Herfra kender og værdsætter vi mest ham som Thåström’s så specielle nye guitarist, men før det har en mand med et så unikt talent naturligvis masser af musik på sin samvittighed. Ikke mindst solo har hans lavmælt alvorlige/intense plader vundet frem og fundet et publikum i Europa. Lyder stilen og stemmen herover meget amerikansk? Jamen, Kjellvander voksede op i Seattle, Washington fra seks til 15 år, så det er lovligt undskyldt. Herunder er han som Thåström’s lyn og torden fra K.B. Hallen på endnu en besat tur i ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Blues’. Måske denne version faktisk er endnu mere stærkest end den fra Göteborg på det nye livealbum? Altså, den overflod. Grattis, Christian!
I disse majdage i det herrens år 1982 udsendte New Order singlen ‘Temptation’. Få måneder tidligere, det var december, havde bandet af resterne fra Joy Division med den iskolde dødsdisco-single ‘Everything’s Gone Green’ vist at noget anderledes var igang, noget der på ingen måde lød af Ian Curtis og dét band, som det lidt bevægelseshæmmede debutalbum Movement (1981) fra november også havde gjort det. Men her kom ‘Temptation’ så og lukkede lyset ind i NO-musikken, virkelig en stor omvæltning. Sangen blev udgivet i to forskellige versioner, men hvor det ofte blev New Order’s 12″ere som var de bedste, har ialfald jeg det lige omvendt med ‘Temptation’. 12″eren med sin lidt grumsede bandlyd lyder nærmest som optaget i et øvelokale, mens 7″eren er helt anderledes tøjlet af den stramme sequencer, Gillian Gilbert var kommet med i det nye band for at bestyre. Her kan begge versioner høres, det er naturligvis 7″eren først…
Punk rock bliver 50 i år, et helt halvt århundrede med Johnny Rotten’s snerrende fråde, sikkerhedsnåle i kridhvid hud og støjende musik af en anden verden. 15. maj 1976 gik Sex Pistols i Majestic-studiet, en nedlagt biograf nede i Clapham, med guitarist Chris Spedding som producer og indspillede deres første demo. Tre numre blev det til; ‘Problems’, ‘Pretty Vacant’ og ‘No Feelings’, alle mere hvalpede end de officielle versioner senere, men stadig cool at høre, også for andre end arkæologer. Glen Matlock’s bass giver de tre numre et helt andet letfodet tråd end på albummet, hvor de efter hans fyring spilles af guitarist Steve Jones…
Fra Spot i Aarhus sidste weekend forlød det fra flere tilstedeværende branchefolk, at ‘bandformatet’ synes på vej tilbage, altså ny musik lavet af ikke bare keyboards, men også med levende trommer, bas og elektrisk guitar. Er det mon Aphaca der allerede sætter sine spor? Og her kommer trendstyrende Charli xcx med sin nye single ‘Rock Music’, der ligeledes åbner døren op til en fortid, som efterhånden ret længe har været lukket, og ved hjælp af nogle stærkt karikerede guitarriff-samples, samt en tekst, der også bekender sig til rockmusikkens skammekrogs-verden, antyder at noget rører på sig i tidsånden. Men hvad mon? I det kun to minutter lange nummer siger omkvædet det måske/måske ikke: “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music...”.
New Order, der kommer fra en by der kender mere til gråt end de fleste byer gør det, beder om tilladelse til at male denne blå. Den her 12″er med dem udkom i marts 1983 med samme unikke, sensationelle fornemmelse af teknologisk gennembrud og fremtid som også var tilstede, da man først hørte Kraftwerk eller Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’…
En ledsagende sang til denne søndag? Hvis du oplevede den heftige aften med Thåström i K.B. Hallen på Frederiksberg sidste år, så er du med på denne definitive version af ‘Solen I Den Vänstra’, som på optagelsen fra hans nye livealbum kommer med en mere tonet fysik end studieversionens fra Somliga Av Oss (2024). Det glødende nærvær i stemmen er også svært ikke at bemærke…
Thåström har på sit nye livealbum igen inkluderet en liveudgave af den mægtige ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. Årsagen til at genbesøge nummeret må udefra hørt skulle findes i hans nye guitarist Christian Kjellvander, som på denne version fra Liseberg i Göteborg lægger et skæbnesvangert drama af en anden verden ind over Thåström’s sang-pendant til det gamle Nick Cave and the Bad Seeds’ akkurat ligeså ildevarslende ‘Tupelo’…
Soft Cell’s efterfølger på single til ‘Say Hello, Wave Goodbye’ bliver udsendt 7. maj 1982. ‘Torch’ kommer med et for duoen lidt atypisk positivt lys i sin musik, tegnet ikke mindst af både den fabulerende trompet og Cindy Ecstacy’s fjerlette kor. Her den enkle promo-video; hvor står de alle tre unge og endnu forholdsvis uskyldige. Det skal snart ændre sig…
