Morrissey’s nye album forsvandt herfra lige så hurtigt som det kom. Det vil sige, det er ikke helt sandt, for slutsangen blev hængende i luften og vel egentlig efterhånden også i hjertet. I dag satte en bekendt oppe fra svenske Norrköping’s grå regn ord på, hvad det måske er som gør, at netop ‘The Monsters Of Pig Alley’ åbenbart får mange frafaldne M-lyttere til at stoppe op og for første gang i mange år føle sig ramt i nutid af Morrissey. Alain Whyte’s sang står jo forbløffende elegant, subtil, ubesværet set i forhold til resten af den nye plade. Men den har noget mere og vigtigt, som Moz og hans musik længe har savnet: Værdighed.
Kategoriarkiv: Blog
Introducing…Meant!
Dagens danske debutsingle. Meant kommer fra København og føres an af den spansk/danske sangerinde Rocio Garrido. En af de to guitarister i bandet er den Hector Unmack, der også kan opleves på Love Shop’s nye I Love You, Goodbye…
Langfredag på korset

Sweetheart of the rodeo
Country kan som musikgenre være svær at holde af eller ud, alle disse stovte amerikanske jeg-stemmer med rimede knækprosa-fortællinger, hvor hjerte altid rimer for smerte og den blinde barndomshund får et nådeskud i sidste vers. Los Angeles’ The Byrds (med Gram Parsons ombord) gav i 1968 på Sweetheart of the Rodeo et meget anderledes bud på, hvordan den amerikanske musikarv også kunne lyde. I deres country var der højt til himlen, foråret lå lige om hjørnet og de kolde bjergstrømme flød med stærk kærlighed og kildevand strålende som sølv. Her synger Roger McGuinn for, med Chris Hillman og Gram Parsons bag sig på engle-vægtløst kor. Cowboyhat-prædikanterne fra musikindustrien i Nashville må have korset sig…
Always the traffic, always the lights…
Så mange gode bands har verden heller ikke de her år. Så må huske også at trække liv fra dem der kom og gik. Som nu Brisbane, Queensland’s The Go-Betweens, hvis to sangere/sangskrivere Grant McLennan og Robert Forster satte nye standarder for, hvilke levende billeder man kan male op med nogle få effektive akkorder og de rigtige ord. Her er det Forster, den i både sangskrivning og levering mest salte af de to, der fra The Go-Betweens sidste album Oceans Apart (2005) frit associerende genfortæller sin unge tid i Sydney-bydelen Darlinghurst. Mener jeg læste et sted, at ‘Darlinghurst Nights’ skulle være Forster’s favorit blandt sine egne sange. Det er ikke svært at forstå…
“
Einstürzende består
Lige nu denne onsdag middag fejrer Einstürzende Neubauten sin 46 års dag i dag med en fri webcastet Facebook-koncert fra hovedkvarteret i Berlin. Det industrielle bands første optræden uden Alexander von Hacke manifesteres med introduktion af en ny (kvindelig) bassist. Verden ændrer sig også i EN.
Playboys International
Morrissey udsender i januar 1989 tredje single i eget navn. Efter debutalbummet Viva Hate‘s lidt forsigtige lyd er ‘The Last Of The Famous International Playboys’ en glam-funklende banger med krads guitar og udløsningsstærke omkvæd. Og så er sangen faktisk af gavn næsten en The Smiths-single. For med på både indspilningen (begået af The Smiths-producer Stephen Street) og denne Top of the Pops-playback medvirker The Smiths-bass/trommer Andy Rourke og Mike Joyce, samt bandets andenguitarist Craig Gannon. Panic on the streets of London…
It’s understood
Depeche uden lyddesigner, arrangør og co-producer Alan Wilder? Det var en ny utryg fremtid, da Depeche Mode efter fire års albumpause – og fire år var lang tid dengang for DM – udsendte Ultra i april 1997. Et par uger inden, faktisk i dag for 19 år siden, kom den anden forløbersingle i form af ‘It’s No Good’. Hvad først lød sært fremmed og anderledes ildevarslende bart fremstår i dag trygt og beroligende, nu registreret, accepteret og optaget i vores dna. Popmusik kan.
Forårsbørn

I går blev det 33 år siden Suede’s debutalbum udkom og for alvor skød 90’ernes britiske rockmusik igang. Her en af de måske lidt for få helt store sange på pladen, der ikke blev udsendt som single. ‘Pantomime Horse’, der slutter side 1 så dunkelt majestætisk, blev spillet for tre uger siden i København, men at guitarist Richard Oakes ikke er nogen Bernhard Butler – og hvem er da også det?! – står klart på dette klip fra 1994, hvor Butler-guitarens dynamik på helt anderledes vis end i Royal Arena hiver fat i nummeret og giver det en knusende tyngde i sit klimaks. Tillykke med de 33 i går til Suede…
Style It takes
En nøgtern sang at begynde en ny uge med her. John Cale’s perle på Lou Reed og hans hyldestplade Songs for Drella (1990) om og til Andy Warhol efter dennes død i 1987. Når folk dør og deres liv beskrives, kan selv det mest hverdagsagtige fremstå lyrisk. Således også i denne sang, hvor vi møder Andy Warhol, der i Cale’s førsteperson fortæller sit arbejdsliv…
By The Time I Get To Phoenix
Da vi havde Nick Cave lige her igår på den nye Flea-version af ‘Wichita Lineman’ syntes det som et vildt match at høre Cave synge en af Jimmy Webb’s knuste hjertesange fra sen-60’ernes amerikanske hitlister. Først i dag rammer tanken, det jo slet ikke er første gang han gør netop det. Her Cave’s – og vintage Bad Seeds’ – lydhøre fortolkning af ‘By The Time I Get To Phoenix’, ligeledes en suverænt ført breakup-fortælling af Jimmy Webb (oprindeligt også sunget til tops af Glen Campbell), som var med på Nick Cave and the Bad Seeds’ skelsættende coveralbum ‘Kicking Against the Pricks (1986)…
Billy Mackenzie igen
Billy Mackenzie fra The Associates ville have haft fødselsdag i dag. Så derfor her den formodentlig bedst syngende unge mand nogensinde fra skotske Dundee i sit absolutte es. ‘Skipping’ er fra Associates’ andet album Sulk, der udkom i maj 1982 og aldrig er blevet forældet af den simple grund, pladen lyder af en anden, bedre og mere euforisk verden…
Wichita Lineman
En af flere store, tårevædede klassikere i amerikansk popmusik af sangskriveren Jimmy Webb. Originalen fra 1968 er med Glen Campbell, men siden er den enkle historie om den ensomme mand oppe i højspændingsledningerne også blevet givet af R.E.M. blandt utallige andre. Her er det for nu aldrig hvilende Nick Cave der synger den som gæstesolist på RHCP-bassisten Fleas’s nye album Honora, der udgives i dag…
…And I need you more than want you
And I want you for all time
And the Wichita lineman
Is still on the line…
We’ll be young again
Hvor er Depeche Mode bedårende unge og uskyldige på dette tidlige klip fra klubben Crocs, ude i Rayleigh nordøst for London. Crocs havde sit navn idet klubben, der var et fristed for folk, der kunne lide den nye synth-musik, havde et akvarie med levende krokodiller. Depeche Mode spillede flere af sine første shows der, bl.a. som support for Soft Cell, hvilket line-up!
PS – Friske ‘New Life’ var første single det lykkedes at få fat på dengang, købt på import i Haase, Løvstræde på en tur til Kbh. Den stærkere debut ‘Dreaming Of Me’ med drømme-B-siden ‘Ice Machine’ nåede desværre aldrig til DK. Depeche Mode var jo tæt på helt ukendte her, forståes. Således kunne de også nemt være i Saltlageret på Gammel Kongevej i efteråret 1982, da de første gang spillede deres techno-pop i Danmark.
We’ll be ghosts again
I går blev det tre år siden Depeche Mode udsendte Memento Mori, et uventet stærkt udspil sent i karrieren; måske det var dødsfaldet i bandet året inden der gav den ekstra glød og…liv. Kan stadig blive specielt tændt af den med Richard Butler fra Psychedelic Furs co-skrevne ‘Ghosts Again’, albummets første single, der her opføres for amerikanske Vinegar Hill Sessions…