En meget engelsk ting, det med at bands offentligt går ud og hater på andre bands. Fordi den energi der gensidigt skabes kan være elektrisk for et ungt band at komme videre på. Spørg bare f.eks. Blur eller Oasis om det. Vi prøvede i LS at importere lidt af den kultur til Danmark, hvilket helt kort fortalt hverken blev modtaget eller forstået. Her er det den tidligere Felt-sanger Lawrence med sit i 1992 nye London-band Denim, som på deres debutsingle ‘Middle Of The Road’ fortæller hvor skabet ialfald ikke skal stå…

I hate the stones and I hate blues 
eddie cochran and blue suede shoes 
I hate the king I hate chuck berry 
I hate hooker I hate leadbelly 
aallrightt 
I hate funk and I hate soul 
rhythm and booze and rock ‘n’ roll 
I hate riffs and guitar licks 
I hate coke and I hate spliffs 
aaallrightttl it’s ok!! 
I hate otis and marvin gaye 
early dylan aretha -heey ?! 
spector’s wall knock it down 
jerry lee run him out of town 
aaaalllrighttt – it’s ok!-!!! 
there ain’t a lot I can do about it though
I’m force-fed your so called heroes
don’t be told who to like it’s your choice 
it’s your right to choose 
who to listen to 
it’s rock rock ‘n’ roll 
you will find me in the middle of the road…

Pixies har sunget om Lou Reed. U2 har nævnt ham i en sangtekst. Sonic Youth ligeså. Og Lana Del Rey. Selv Serge Gainsbourg. The Auteurs-sanger Luke Haines har en hel sang om ham. Så er man cool.

Der findes hundredevis af Lou Reed-covers. Mange af dem begår den klassiske fejl, at de i ren fan-forblændelse gerne vil lyde som originalversionen. Reed har selv udtrykt glæde over en håndfuld af de mange forsøg. Han har således rost canadiske Cowboy Junkies for den lavmælte ‘Sweet Jane’, overraskende nok engelske Duran Duran for deres showbiz-kølige ‘Perfect Day’, samt R.E.M. for en wasted slags midnats-jam over ‘Pale Blue Eyes’. Sidstnævnte VU-klassiker har han dog en anden erklæret favoritversion af, nemlig VU-trommeslager Maureen Tucker’s fra 1989, hvor Lou selv spiller leadguitar, mens Mo Tucker med sin uskolede stemme spreder amtørismens smukke autencitet. Han har vist ikke udtalt sig om versionen af ‘Pale Blue Eyes’ fra 1982 med Köln’s Die Hornissen, der tager sangen et helt andet sted hen, vel nærmest fra 1969 i retning af 1982 og Neue Deutsche Welle. Vi prøver altså at fejre Lou Reed’s fødselsdag her og det vil Die Hornissen nu hjælpe med til…

– Being a star is more than knowing how to choose the right scarf, although I am told that being a star in California involves only knowing one’s astrological sign, denying that earthquakes are God’s revenge and wearing Frye cowboy boots. Being a star can also mean emulating old stars WHO WERE NOT EVEN DISCOVERED by the people, clods that they are. Being a star is also knowing how to say no, no a thousand times to the many subjects you rule over, no to this and no to that and no to every two bit rat who tries to get you to say yes, even when you mean no. So being a star is knowing how to say no. Sometimes it is even best to say no even when you mean yes, but that is another story and not to be gone into here.

Lou Reed, 6. Juni 1971, Fusion

Fordi Lou Reed blev født i dag for 84 år siden i Brooklyn, NYC. Fordi David Bowie producerede og synger kor på denne nøglesang fra hans gennembrudsalbum Transformer (1973). Fordi Lou Reed’s sidste ord før sin død ifølge hans kæreste Laurie Anderson var “take me into the light”…

Der er numre hvis toner, stemning og ord man altid på et tidspunkt må vende tilbage til og have mere af. Denne weekend har set et lille fokus her på Birmingham-bandet Felt, som i sine præcis ti års levetid nåede at udsende ti albums og ti singler. Så var dogme-missionen fuldført, så bandleader Lawrence kunne opløse bandet og fortsætte sine koncept-idéer. Det skete først i Denim – deres debutalbum Back in Denim (1992) er den ultimative, hemmelige britpop-klassiker – siden i det nuværende Go-Kart Mozart/Mozart Estate. Ja, det lyder obskurt og er det sådan set også.

Men inden det kommer så vidt, når Felt i sine tidlige år at indspille en særegen musik, der nemt kunne have fortjent et større publikum. Kan ikke forlade dem her uden at bringe bandets juvel af en sang, den +otte minutter lange, helt specielle ‘The Stagnant Pool’ fra andetalbummet The Splendour of Fear (1984). Den regulære sang som varer de første to minutter er helt fin, men det er den efterfølgende, zen-rolige guitar-outro (spillet af Felt’s Maurice Deebank) på over seks minutter, der i sin opsigtsvækkende skønhed og enkle repetitive form gør, at nummeret brænder sig fast som noget helt unikt, man altid vil bære med sig. Enjoy!

Felt’s debut med den mundrette titel Crumbling The Antiseptic Beauty, et sfærisk, hyperæstetisk album, der lå lige til højrebenet for de af os, der var blevet hooked på The Durutti Column’s mesterligt stemningmalende LC fra blot tre måneder tidligere, fylder 44 år i dag. Det er bandleader Lawrence, som kigger skeptisk ud fra det rene cover og venter på at blive popstjerne. Det gør han ufravigeligt endnu.

Det er ingen hemmelighed, Gasolin’ var martret – måske også skærpet? – af musikalske magtkampe. Således satte Franz Beckerlee tydeligvis ikke pris på Kim Larsens mere viseinspirerede sange. At en næsten identisk virkelighed har udspillet sig i The Velvet Underground afslører dette citat fra John Cale, som blev fyret af Lou Reed i 1968 efter White Light/White Heat.

– Being in a rock ‘n’ roll band was my fantasy that I couldn’t live out in Wales. It was imporant that it was different, that’s why we had the viola in there. I was glad that Lou had that lyrical ability, but I didn’t like his folk songs. I hated Joan Baez and Dylan, every song was a f*cking question!
But Lou had these songs where there was an element of character assassination going on. He had strong identification with the characters he was portraying. It was method acting in song. The melodies weren’t great, so we put arangements around them, trying to get that grandiose Phil Spector feeling.

John Cale i Beyond The Velvet Underground

“The melodies weren’t great”? Et vildt statement. Har svært ved at finde nogen, der skrev bedre enkle melodier end Lou Reed i de år. Men måske netop det enkle ikke tiltalte den klassisk musikuddannede Cale, der tydeligvis var/er mere til formeksperimenter end regulære tunes. Lou Reed derimod kom til VU med sin specielle baggrund af kærlighed til simpel doo-wop og tvungne behandlinger med elektrochok.