Fodbold og rocknroll har traditionelt set altid hørt sammen i England, men ikke længere. I aften blev de to dog genforenet i Marseille, hvor de lokale Olympique-supporters havde inviteret The Beatles indenfor på denne tifo før CL-kampen mod Liverpool. A hard days night for de røde? Ingenlunde, Liverpool vandt 3-0 på Velodrome.
Genren skilsmisseplader defineres vel næsten af Bob Dylan’s Blood On The Tracks. Uanset om man er til Dylan eller ej, så er kvaliteten og råfølelsen af opbrud på dette albums flok af genstridige sange svær at komme uden om. Hør bare her åbningsnummerets ubesværede struktur, melodi, fremførsel og fritfabulerende ord. Blood on the Tracks blev udsendt dags dato i 1975…
Cameron Winter’s band Geese, et af den vestlige klodes mest hypede bands det seneste års tid. Måske også det mest selvtilstrækkelige? Fusionsmusik som masseødelæggelsesvåben er ikke noget nyt påfund, men den bedrevidende ironiske distance her gør kun slemt værre…
Besk musik til en besk tid? Deadletter fra Yorkshire udsender andet album til februar og spiller i den forbindelse snart i København, det sker på Loppen ude på Christiania. Her er deres nye single…
Teksten gør ting udover det sædvanlige, musikken står stærkt udfordende, musikvideoen er et værk i sig selv; i myriaden af nye navne kræver det noget at blive lagt mærke til. Modern Woman her fra London nok skal blive hørt. Denne nye single er første udspil fra debutalbummet Johnny’s Dreamworld, der udsendes senere på året. Kan vi lide det? Aner det ikke endnu. Det skiller sig ialfald ud. Måske det er en prøvelse at genhøre i morgen. Eller er man pludselig blevet afhængig? Modern Woman. Musik kan.
I dag for 42 år siden udsendte Liverpool’s Echo and the Bunnymen denne uforskammet majestætiske single…
“…Fate
Up against your will
Through the thick and thin
He will wait until
You give yourself to him…”
Uanset hvem der spiller eller synger den, så er New Order’s state of the art-banger ‘Blue Monday’ altid godt selskab. The National’s Matt Berninger har haft nummeret med rundt på en tour i eget navn og har nu udsendt det i en studieversion…
Gennem Manchester i gråt til lyden af The Durutti Column’s ‘Sleep Will Come’ fra 1980. Hvor stod tonen i Vini Reilly’s musik dog profileret stærk, specielt i de første par år her med bandet. Det er iøvrigt A Certain Ratio’s Jeremy Kerr, der synger på dette nummer, som først blev udsendt på Les Disques du Crépescule-opsamlingen From Brussels with Love…
The Avengers spillede support til det berømte sidste show i januar 1978 med Sex Pistols i Winterland i San Francisco, og det er Pistols-guitarist Steve Jones som siden producerede bandets 12″er-EP, hvor denne USA-kritiske sang hører hjemme. Et stærkt band med skarpe, velartikulerede Penelope Houston i front…
Linköping’s Lars Winnerbäck tog onsdag denne side med til Stockholm, den svenske metropol, han som mange andre af de svenske sangskrivere har ladet sine sange blive oplyst af. Såvidt vides bor Winnerbäck dog i Oslo og det er måske via den geografi, han dukker op som medsanger på denne helt nye single. Dens afsender og omdrejningspunkt er den norske sanger Erlend Ropstad, der har et væld af udgivelser bag sig siden debuten for godt tyve år siden. Hans nye sang her hedder ‘Stockholm’ og lyder umiddelbart som noget af en perle. Hvis produceren (det er Ropstad selv) har ladet sig inspirere i tilgang og instrumentering af åbningsnummeret ‘Magiskt Oändligt’ på seneste Thåström-album, så skal han ikke høre et ondt ord herfra, for ‘Stockholm’ fremstår under alle omstændigheder forbilledligt velfungerende, organisk og sund…
Kenny Morris, Siouxsie and the Banshees’ oprindelige trommeslager, ham som spillede med på de to første Banshees-albums, lige indtil det dramatiske brud få timer før tourstart for Join Hands (1979) oppe i skotske Aberdeen, meldes død, 68 år gammel. Lyt til Joy Division, Bauhaus, Killing Joke eller så mange andre af de toneangivende postpunknavne fra den tid og man vil høre trommer inspireret af det topdisciplinerede, maskinelle og tomtom-dominerede regelsæt, Kenny Morris opfandt på de nævnte plader. Her er han med Banshees på Old Grey Whistle Test i november 1978. En sublim trommeslager, Kenny Morris…
David Bowie’s udstråling og performance på Top of the Pops for næsten præcis 30 år siden får straks hans kollaboratører i Pet Shop Boys til at blegne og blive to grå mus. Der er vist kun ét ord for den slags; karisma. Og hvad kan man sige om David Bowie og Brian Eno’s nummer? Det kom med energi som en frisk brise, men stor langtidsholdbarhed var ikke dets fremmeste styrke, hverken i melodi eller nu dette hitsøgende lyddesign af PSB til endnu et kapitel i den fortsatte historie om Bowie-karakteren Major Tom…
BBC6 markerede også 10-årsdagen for Bowie’s bortgang forleden. Her en halv times udsendelse hvor Pet Shop Boys’ Neil Tennant bl.a. fortæller om sin opvækst med og sit forhold til ham, 70’erne i London, Bowie’s musik, hans seksualitets betydning, glam og PSB’s senere Bowie-samarbejde på ‘Hello Spaceboy’. Velartikulerede Tennant, naturligvis en glimrende fortæller, gør det her til god radio.
Jeg var i Stockholm en varm augustaften for et par somre siden. Boede i et enormt værelse med højt til loftet oppe på 1. etage i et gammelt hotel på Strandvägen, den lyse promenade langs udflugtsbåde og restaurantskibe, der går fra city hen mod Djurgården. Sent på aftenen gik jeg en tur for at finde en bar, og i stedet for at dreje op til venstre mod Sergels Torg, fortsatte jeg ligeud ad den store, stærkt trafikerede Birger Jarlsgatan. Kom forbi et specielt udformet torv, Stureplan, som jeg forlængst havde glemt alt om, indtil det nu pludselig dukkede op som visuelt centrum i videoen herunder.
Lars Winnerbäck lavede sin seneste plade Neutronstjärnan (2023) med Kent-duoen Jocke Berg og Martin Sköld som producere. Det høres så klart her på ‘Rosor & Champagne’, som i både lyd og akkorder næsten kunne være en Kent-sang. Tekstens er elegant skrevet af Winnerbäck, men dens let desillusionerede fortællerståsted i livet kunne også nemt være Jocke Berg’s. Og hør så lige den høje oktavvokal, der kommer ind og ligger under Winnerbäck’s lead fra 0.52. Den lyder jo også næsten som…
Teksten på billedet herover er løgn fra afsenderen, for David Bowie’s pladeselskab RCA var ikke imponerede, da de hørte den færdige Low, hans i Berlin netop færdiggjorte nye album, der blev udsendt 14. januar 1977. Anmeldelserne var heller ikke noget at skrive hjem om. Ovenpå den rigt orkestrerede forgænger Station to Station (1976) var der da også noget sært skitseagtigt, nærmest ufærdigt og sammenkastet, over denne upretentiøse, først meget kortfattede plade, hvis anden halvdel til gengæld ændrer karakter og bliver dvælende instrumentale stykker, evigt langt fra både popmusikkens gængse hovedveje og tidens kommunikative energi i den punkbølge, som da viste vejen frem.
Når man hører pladen nu, så er det “som at høre fremtid blive opfundet i real time“, som en beskrivelse af Low udtrykte det på nettet forleden. En kantet ikke-traditionel lyd på fragmenterede musikstykker, der langt mere er brudstykker af numre end de er egentlige sange. Og en sanger, der ikke har noget floromvundent at sige (som han ellers altid plejede op til da), men blot observerer og tager sin temperatur med få ord, samt en håndfuld nøgne, hurtigt fremkaldte billeder. Ja, og så er der ovenikøbet side to, der tager bort, afsted, på et helt andet trip. Low fylder 49 år i dag – nyd den højt!