Ikke alle danske klassikere har det store publikum de fortjener. Den skæbne er også tilfaldet dette stringente, iskolde synthnummer med københavnske SS Say, et af fænomenet Martin Hall’s mange projekter i 80’erne. Udover Martin Hall var SS Say nu afdøde Henrik Möll på bass, samt den her så stærkt syngende Inge Shannon. Trioen udsendte kun denne 12″er, i dag et særdeles eftertragtet objekt i de mere velassorterede brugtpladebutikker…
I tredje forsøg lykkedes det endelig Morrissey at få sin amerikanske januar-tour sat igang. Her er hvad blev spillet lørdag aften i Boeing Center i San Antonio, Texas:
There Is A Light That Never Goes Out
Billy Budd
Alma Matters
Suedehead
Paint A Vulgar Picture
First Of The Gang To Die
Lost
Best Friend On The Payroll
Irish Blood, English Heart
How Soon Is Now?
Life Is A Pigsty
I Know It’s Over
Let Me Kiss You
Everyday Is Like Sunday
The Loop
Jack The Ripper
I Will See You In Far Off Places
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
Tre ting: 1.) Den setliste er virkelig strammet op i kvalitet siden sommerens europæiske tour. 2.) ‘Make-Up Is A Lie’, hans horrible nye single, blev ikke spillet. 3.) For første gang siden 1997 er The Smiths’ Strangeways-højdepunkt ‘Paint A Vulgar Picture’ på en Moz-setliste. Da var den hjerteskærende sang om musikbranchens råddenskab med dén lørdag aften i Store Vega. Samt to dage efter i Lisebergshallen i Göteborg, hvor nogen heldigvis trykkede på record…
Popstjerner med omløb i hovedet, forfriskende, er det ikke? Dagens mand her, David Bowie, altid interessant at lytte på, her i et interview hollandsk TV optager med ham i Paris 14. oktober 1977, udgivelsesdagen for “Heroes”. Her fortæller han også første gang kyssehistorien ved Muren med Visconti, men i sagens da af gode grunde hemmelige natur i en noget anderledes version end sidenhen…
Denne iskolde lørdag markerer tiårsdagen for David Bowie’s død…
Kalenderåret 2026 byder allerede på sine første nye toner. Her er det skotske Twilight Sad – dem der altid spiller support til The Cure, hvis Robert Smith er fan af dem – med en bastant, mørk singleforløber til martsalbummet It’s The Long Goodbye…
Morrissey er begyndt dette år med at aflyse sine første to shows på den amerikanske koncertrække, der skal genrejse det efterhånden noget ramponerede ry efter nu senest den aflyste sydamerikanske tour i efteråret. Men Manchester’s egen Mussolini har også gjort noget uvant denne fredag, nemlig udsendt ny musik i form af denne single, forløber for et nyt album på Sire der udsendes slut-februar. Stemmen lyder upåklageligt i disse år, det er ingen hemmelighed, men sangskrivning, ord, produktion; der bydes på rædselstomme kalorier hele vejen rundt. Kan disse tre minutter være Morrissey’s første AI-musik?
Et fremragende nummer fra Elvis Presleys comeback special fra 1968. Det er hans reaktion på mordet på Martin Luther King. David Bowie er en lige så stor stjerne som Elvis, men uden Elvis ingen Bowie (og vel heller ingen Bassey eller Sexmith).
I dag fik jeg en opringning fra min moster Anna, der ligesom Elvis er født i 1935. Hun ønskede mig tillykke og vi fik en god snak. Tænk, hvis de to havde mødt hinanden!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Det er 8. januar 1977 på bøssebaren Neues Ufer på Haupstraße i Schöneberg og hvilken stimmung! Iggy Pop, Romy Haag og David Bowie ses her blandt andre vestberlinere, samlet for at fejre Bowie’s – men helt sikkert også den unge Pastor Webmaster’s 13-års – fødselsdag. Pastoren selv kan ikke være tilstede denne lørdag; måske han er til badminton i en sportshal flere hundrede kilometer væk i Nordjylland, måske han aldrig fik sparet lommepenge nok sammen til togbilletten ned over Hamborg og over til venstre, måske den invitation bare aldrig dukkede op? Men stille nu, David Bowie, som bliver 30, vil synge en sang for og fra fremtiden, ikke mindst for dagens danske fødselar, som vi også herfra vil hviske et stille “tillykke” med på vejen…
Den vægtige violaspillende waliser fra The Velvet Underground. Siden bruddet med Lou Reed fulgte en lang udfordrende producer- og solokarriere, der fortsætter den dag i dag. I 1980’erne så vi ham ofte i Danmark. Historien bliver fortalt, at han turnerede så intenst og så ofte i den periode, fordi der – helt ligesom hos hans gamle bekendte Nico – var et dyrt misbrug som skulle financieres. Det hvileløse element i hans musik var aldrig til at gå fejl af, den kantede natur, et menneske altid i bevægelse. Her en af hans bedste – og mere klassiske – sange, udgivet i tre forskellige versioner gennem årene, dette den midterste fra Music For a New Society (1982). Musikvideoen her er et stykke amatørarbejde, men som den slags ofte går, så bevæger dens ensomme minimalisme forbløffende stærkt…
En ny sang fra den – ifølge ham selv – 19-årige, spiseforstyrrede britiske alkoholiker Jim E. Brown, der fra sin hjemby Manchester i en lind strøm spreder ufiltreret selvmedlidenhed og livslede udover verden. Den beskrivelse kunne engang passe på Morrissey, som dog samtidig var et væsen, der besad tårnhøje idealer om raffineret æstetik, perfektion og den perfekte popmusik. Det gør Jim E. Brown tydeligvis ikke på dette bemærkelsesværdige nummer, som enten er satire på højt plan eller et biluheld mens det sker…
Sneen falder denne frostaften. Hvis Kent troede det kun var 2002, det skulle handle om for denne sang, så tog de grueligt fejl. Nutiden bliver så uvirkelig, når den pludselig er fjern fortid. Men musikken spiller videre og kan bringe det forgangne nyt liv. Her igennem en af Kent’s sidste optagelser som guitardomineret rockband. Naturligvis skal Sami Sirviö nævnes i den forbindelse, da også forbi bare lyden af hans navn bringer finske vintre med tilfrosne søer og elve frem, hvilket har plus-relevans en bidende kold aften i start-januar…
Michael Stipe indsang en version af ‘Greenfields’ for mere end tyve år siden, vistnok til støtte for et miljøprojekt. Herover en ret fantastisk video med den version med The Brothers Four, som gjorde sangen til et amerikansk hit i 1960.
Sangeren i et af verdens i disse år mest glemte store rockbands fylder i dag 66 år. Hvordan kom det dertil, at dets så opsigtsvækkende stærke musik passivt tages for givet og ikke regnes for mere end forlængst forbi relevans? Måske ville det hjælpe på den problematik, hvis dagens fødselar lavede den soloplade, der ville bringe hans stemme ind i i dag. Men det kommer jo aldrig til at ske. Han er andetsteds i sit liv, og de to fra hans gamle band turnerer rundt i små, obskure sammenhænge, mest for sjov. Forsvindningsnummeret er lykkedes, de er væk fra spotlightet for altid. Tillykke til Michael Stipe.