Mott The Hoople på besøg i Vesttyskland, hvor det nye engelske single-hit ‘Roll Away The Stone’ serveres på TV oppefra og ned. Sweet og Slade er vel nok meget større lige dér, men det her Hereford-band har bangers med de velgørende molakkorder, der kan stikke i unge hjerter…
Har intet forhold til den svenske sanger Magnus Uggla, udover modvilje omkring at bruge tid på en artist, der f.eks. har en sang med titlen ‘Bästa Kebaben I Hela Stan’. Så derfor næsten ærgeligt at finde ud af at denne Uggla engang er blevet sendt afsted af selveste Mott The Hoople, Ian Hunter’s heroiske band. Så meget endda at han på sit tredje album – det hedder Va ska man ta livet av sig för när man ändå inte får höra snacket efteråt (1977) – har begået en helhjertet og rørende fin Mott the Hoople-lydende hyldest til sin første koncert-åbenbaring med bandet tidligt i 70’erne i Stockholm. Hvis andre end siden her skulle have et stort blødt punkt for Mott the Hoople, fortjener denne ”Balladen Om 70-talets Största Rockband’ næsten at blive hørt, så derfor alligevel…
Depeche Mode’s engang så følunge Dave Gahan bliver 63 i dag. Senest de lod høre fra sig var på overraskende gode Memento Mori (2023), der i to revitaliserende omgange bragte det nu desværre Andrew Fletcher-løse synthband forbi København. Her en session-version af albummets hovedsingle, en perfekt showcase for Gahan’s evne til at gribe fast om en sang med sin jernstemme og forblive dens karismatiske centrum hele vejen igennem…
Åbningsnummeret fra Birthmarks, det nye album med New York City-bandet, der senere i aften (fredag) er at finde på scenen på Loppen ude på Christiania…
I dag bliver C.V. Jørgensen 75. Vi har ikke hørt nyt fra ham siden 2002, men hans værk er stort og vigtigt. Tak for sangene, Carsten Valentin! Vi håber at du har det godt og nyder de lyse nætter, der nu er tilbage i Danmark.
Var så heldig en nat i weekenden at være på en bar, der spillede Blondie’s Eat to the Beat (1979). Producer Mike Chapmann, der allerede året før stod bag lyden på gennembrudsværket Parallel Lines, var virkelig en guds gave for det indtil da ret så laissez-faire-skramlende Lower East Side-band, han virkelig fik strammet op og gjort new wave/pop-shiny. En ting der dog altid går mig på ved Eat to the Beat; hvorfor et af mine absolutte favoritnumre med bandet aldrig blev udsendt som single derfra. Er sikker på at kloden ville have set bedre ud i dag med en historie bag sig, hvor ‘Slow Motion’ havde velsignet samtlige den vestlige verdens hitlister…
Meget af Lucinda Williams’ livsarrede melancholia er så traditionel og jordslået ærkeamerikansk, den for os europæere kan være meget svær at stå model til, men ville hjertens gerne have oplevet denne majestætiske sang – for sådan nogle kan hun jo også – i københavnske Vega i aftes, hvor hun spillede med sit band…
Baxter Dury’s nye sleazedisco-single hedder ‘Allbarone’ Et nyt album med samme titel udsendes 12. september…
Efter den aflyste deltagelse på årets RSD i april er der nu endelig godt nyt: Det tredje LS-album udkommer for første gang på vinyl fredag 23. maj. Vi ser frem!
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
Fordi Ian McCulloch fylder år i dag. ‘Back Of Love’ var i maj 1982 første nye lyd fra Bunnymen siden Heaven Up Here et helt år før. Igen var der i stil og struktur tale om et kvantespring for bandet, som i disse år stod op blandt verdens allerbedste…
Endnu en dag i streg hvor en nyklassiker fra post-punkens vildtvoksende engelske have kan fejre fødselsdag. For Echo and the Bunnymen’s fjerde album Ocean Rain udsendtes til positiv forbløffelse og uforbeholden ros 4. maj 1984. Og ja, tid er en mærkelig ting, for udgivelsesdagen for albummet ligger nu tættere på Danmarks befrielse i 1945 end på dens 80-årsdag denne søndag. Dette høres heldigvis ikke på albummet med det lette tråd og de stærke lyse sange. Her repræsenteret af afslutnings- og titelnummeret fremført 12. maj 1984 i St Georges Hall i Liverpool. Bunnymen var ustoppeligt gode i disse år…
Et helt nyt udspil fra Toulouse-bandet Bruit. Måske man (for konservativt) savner en sanger, der kan dirigere den formidable lyd-arkitektoniske trafik et sted hen og derved tage stikket logisk hjem, men det skal være en mindre indvending, for musikken her står i sin stemning og tone forbløffende ren. The Age of Ephemerality – flygtighedens tidsalder – er titlen på det nye Bruit-album…
Udsendt 3. maj 1982. En favorit dengang fra første afspilning. Det var hård, ny musik for nuet, ikke noget man havde tænkte på nogensinde skulle blive andet, som i dag, hvor pladen sættes på og indre film straks ruller tiden tilbage. Udover det stadig et mesterligt homogent og massivt lydende værk fra et band, der brugte sin egen tilstand af indre opløsning forbløffende kreativt. Her et af dets otte enslydende numre genbesøgt i Tempodrom i Berlin år 2002. Tror Pornography skal høres højt i aften. Det var længe siden sidst.
I dette tilfælde snarere +45 år til nu. 3. maj 1980 spillede Joy Division på universitetet i Birmingham sit sidste show nogensinde, en aften der kan høres i sin helhed på det grå dbl-opsamlingssalbum Still (1981). Derfor vides det med sikkerhed at åbningsnummeret kaldet ‘New One’ på setlisten herover er ‘Ceremony’, der året efter skal blive New Order’s første single. Samt at de vildt ustemte synths i afslutningshymnen ‘Decades’ græder som pisket. Sådan et band var Joy Division.