Vi ser frem!
Vega udsolgt
Kategoriarkiv: Blog
Celsius og celluloid
Lige nu heatattack mod Nordeuropa; Berlin varsles 39 grader, Hamburg 37, Danmark en smule mindre. Havde en samtale i går, om hvilken slags musik der går bedst til stærk varme. Tre umiddelbare bud: Punk rock, jamaicansk bluebeat/roots reggae, vintage amerikansk girlgroup-pop. Electro-duoen Suicide fra New York City rammer to af de tre på ‘Surrender’.
Interessant apropos netop dette klip at der er flere og flere uofficielle musikvideoer inden for den senere tid, der leger med at bruge gamle spillefilms-sekvenser som visuelt modspil til sin musik. Her til Suicide er det endda to film der rippes fra; Martin Scorsese’s New York-klassiske Taxi Driver fra 1976 og Paul Schrader’s Californien-baserede Hardcore fra 1979. Den fragmenterede klipning og manglende lineære historie manipulerer med oplevelsen af musikken og gøre den til et åbent tidsdigt, hvor det mere er sammenstødet mellem lyd og film der sætter dagsordenen, snarere end de to bestandeles egentlige indhold hver for sig.
Voyager
Vi lever i moderne tider, når PJ Harvey i dag udsender denne nye single, hvor hun udover at synge kun spiller Prophet-5-synthesizer. I Harvey’s rumteksts længsel efter det ukendte er vi bizart nok ikke lysår væk fra Peter Schilling’s ‘Major Tom (Völlig Losgelöst)’, der tog en tur op i det ukendte fra denne side forleden…
…force fields, high winds
cold moons, bright rings
hear my signal
will you follow?…
Stipe med eyeliner
23. juni 1995: Rockmusik er endnu helt sprællevende. Verdensstore R.E.M. gæster David Letterman med den anden heftige muskelsingle fra aktuelle, kantede, dekonstruerende Monster…
6 X Lover
Glem aldrig hvor enestående Leonard Cohen er. Selv på de lidt mere bortgemte transport-plader, altså dem der ligger på vejen mellem hans åbenlyse klassikere, er der altid en sang eller tre, som kan slå benene væk under en. Som nu på New Skin For The Old Ceremony (1974), der trods sin generelle lidt grå status ikke bare byder på erklærede LC-hits som ‘Chelsea Hotel #2’ og ‘Who By Fire’, men også den for Cohen så sjældent uptempo-flirtende ‘Lover Lover Lover’, hvis melodi og beat synes at afsløre et vist kendskab til græsk musik. Øverst mesteren selv der fremfører sangen live, herunder Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som ubesværet gør den til sin egen…
This Paddy’s gone to heaven
Senere på året udsendes en større hyldest til Shanes Macgowan og The Pogues, når 20th Century Paddy – The Songs of Shane MacGowan ser den første vinters lys. Triplealbummet, der indeholder hele 36 sange, har bidrag fra artister og bands fra vidt forskellige baggrunde og forbindelser til MacGowan’s musik; blandt de mange kan eksempelvis fra rockmusikkens verden nævnes Bruce Springsteen, The Libertines, Steve Earle, U2, Primal Scream, The Jesus & Mary Chain, Tom Waits og The Murder Capital. Samt Boston’s Dropkick Murphys, hvis rullende keltiske punk ikke fornægter sig på det bidrag som allerede nu netop er blevet sluppet. Den største udfordring ved at spille The Pogues er utvivlsomt at leve op til Shane MacGowan’s uforlignelige vokal, hvad også Dropkick Murphys må sande på en iøvrigt yderst hæderlig og levende version af ‘The Body Of An American’…
No action man
Elvis Costello er lige nu med sit band The Imposters på en europæisk tour, hvor der stilles skarpt på de tidlige sange, altså dem fra hans første 4-5 år som pladeudgivende artist midt i en punk/postpunktid. Den første gang vi her hørte Costello var i 1977 i Danmarks Radio, som dengang, med sine mange specialprogrammer med fokus på al mulig forskellig musik, havde en helt anderledes, gavmild opfattelse af begrebet public service. Selveste P3 præsenterede således også helt ny, muligvis smal musik fra England og i den forbindelse blev Elvis Costello hevet frem som bemærkelsesværdig udspringer af den nye punkbølge, der var ved at vokse sig stor lige da. Den notorisk vrede Costello havde sammen med sit nye band The Attractions netop udsendt sit andet album og fra This Year’s Model ville man spille åbningsnummeret med den punk-mundrette titel ‘No Action’ og den punk-korte spilletid 2:01. Nummerets billige Farfisa-orgel, de galopperende trommer, den generelt kriblende rastløshed og så det catchy omkvæd; var straks solgt. Hvor kunne man dog købe den plade?
Satte This Year’s Model på afspilleren denne mandag morgen. Kan det muligvis være Elvis Costello and the Attractions’ allerstærkeste udspil? Et hårdt dilemma, for der er to-tre deroppe om budet, men ialfald en rystende stærk samling sange på hans britiske gennembrudsalbum (det var en STOR plade af sin tid derovre, blev set og hørt overalt), leveret med engelsk saft og ung imponeret kraft.
De smukke unge
Da LS for tre år siden skulle udsende ‘Studentervognen Kører’ på single, blev den overhalet indenom af Linköping’s Lars Winnerbäck, som få uger før kom på banen med sin sang om udspringende studenter, den af Jocke Berg/Martin Sköld-producerede klangligt lyse ‘Nåt Som Verkligen Är Bra’. Hvor LS-sangens ord står rettet som et spejl i skæret af lysende ungdom, da er Winnerbäck’s mere en erindringsrejse, han ubesværet vender med sit grundlæggende positive menneskesyn til at hylde det uberørte nye, der igen vil springe ud og stråle rent i gaderne nu den kommende uge…
Lørdagaftenspunkrock
London 1977, Wire debuterer med 21 numre på albummet Pink Flag. De kan spille hurtigt når de vil, men lyder ikke som nogen af de andre engelske punkbands. Det er som om de holder deres egen musik ud i strakt arm og betragter den, ser hvad den kan formes til, mens den bliver spillet. Wire er ikke et traditionelt band med en bestemt lyd, nok mere et kollektivt laboratorium, der blander ingredienser og lader ny virkelighed opstå. År senere vil mange toneangivende postpunk-, hardcore- og senere også Britpop-bands nævne dem som en stor inspiration…
Ny tysk bølge
Sangen herunder er fra 1983, hvor den var en af kølerfigurerne på den Neue Deutsche Welle, som kastede en række ubekymrede synthpop-hits af sig. Men Peter Schilling’s ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ bærer i sin videredigtende fortælling på en meget atypisk og helt anden suicidal alvor end genrens ofte meget, uhm, letbenede tekstindhold kan byde på.
For Stuttgart’s Peter Schilling synger om David Bowie’s Major Tom-figur (ja, fra ‘Space Oddity’ og ‘Ashes To Ashes’), der i hans tyske fortælling på sin mission bliver befriet for Jordens snærende bånd og helhjertet, nærmest som en lettelse, accepterer sit vægtløse svæv ud i rummet, bort fra det egentlige liv. I den engelsksprogede version sender han endda sin kone en allersidste hilsen, da universets bestemmende lys fortæller ham som ‘earthbound misfit’, at vejen væk fra hende er hans egentlige hjem.
Smukt at en popsang med et så eksistentielt kredsløb skulle blive hele Tysklands semi-officielle fodboldsang, men det er hvad som skete efter Adidas for fire år siden op til EM anvendte Schilling’s gamle hit i en kampagne for den nye landsholdsdragt. Siden er det berusende omkvæd på ‘Major Tom (Vollig Losgelöst)’ blevet spillet ud på de tyske hjemmebane-stadions hver eneste gang Die Mannschaft scorer. I aften kl. 22.00 spiller Tyskland sin anden gruppekamp ved dette VM, modstanderne er Elefanterne fra Elfenbenskysten. Fodbold kan.
“…Mich führt hier ein Licht
Durch das All,
Das kennt ihr noch nicht,
Ich komme bald
Mir wird kalt…”
Boogie nights
Man ved aldrig hvor længe Skotland holder i en VM-slutrunde, så må hellere gå med den her mens de endnu er med. Over midnat i aften har skotterne Marokko i Boston, så derfor også højaktuelt med eurodisco-bangeren fra 1977, der usandsynligt er blevet en af deres sange. Skotland har aldrig fortryllet noget VM med berusende spil, nej, ofte synes de ligesom Irland at have grundproblemet at bolden er rund, men deres gammeldags uperfekte spil og voldsomt medlevende følge på stadions kan noget i en blodfattig FIFA-designerverden. Og den her sang er muligvis stærkere end nogen andres ved denne slutrunde. Baccara’s original kender alle, denne version er med Glasgow’s The Fratellis…
Krystalskibet kommer ind
Michael Strunge ville kunne have fejret fødselsdag i dag. Men sådan skulle det ikke gå for verdenssønnen, der tog sit eget liv i 1986. Tillad os dog at fejre ham alligvel; vi gør det lige her med den så lysende Thåström-sang, der netop er sendt afsted på en titel med den københavnske digters fingeraftryk…
Fransk old wave
Hemmeligheden bag den musikalske styrke på Serge Gainsbourg’s tidlige pop-EP’er? Han pakkede sin kuffert og tog til Swinging London for at indspille med engelske session-musikere. Derfor et niveau der ligger langt over, hvad man hører på langt de fleste af samtidige franske hitlisteplader. Her er det orkesterleder Arthur Greenslade og hans band som skaber det helt rette hidsige swing bag Paris’ enfant terrible nr. 1…
“…Tu aimes la nitroglycérine
C’est au Bus Palladium qu’ça s’écoute
Rue Fontaine, il y a foule
Pour les petits gars de Liverpool…”
50 års evig ungdom
I dag har Blondie’s musik været ude og omkring i 50 år; 17. juni 1976 debuterer det ukendte Lower East Side-band fra Manhattan på pladeselskabet Private Stock med singlen ‘X Offender’. Debbie Harry er på det tidspunkt allerede 30 år gammel, men formår smart at suge blod af den amerikanske girlgroup-tradition fra 60’erne, hvor legen med teenageuskyld er central ingrediens i den hjerteskærende pop. At bandet samtidig er fast inventar på den blomstrende NYC-punkscenes hjemmebane CBGB er en modsætning, der kun kan lade sig gøre, fordi punk som genre endnu ikke er blevet ensrettet og fastdefineret. ‘X Offender’ er et brag af en debutsingle, produceret helhjertet til dørs af Richard Gottehrer, som med en solid fortid i amerikansk hitlistepop fra 1960’erne har intuition for, hvordan Blondie’s nye take på traditionen kan sendes afsted med optimalt melodrama. ‘X Offender’ flopper kommercielt, men tropperne er nu landsat og invasionen gået igang…
Fransk new wave
Så hvorfor fransk new wave fra 1981 her i dag? Fordi jeg ikke kan høre – eller for den sags skyld se – den her video af Paris-bandet Taxi-Girl’s tredje single uden at blive mindet om LS’s Henrik Hall. Den udfordrende attitude i vokalen, forsanger Daniel Darc’s måde at bruge nogle lidt falske toner til noget godt i sin sangmelodi og sandelig også hans stolte maskulinitet på de levende billeder; altsammen Hall-relateret som oplevet omkring de to soloplader. Så måske vores Heinz har haft ukendt familie i Frankrig? Taxi-Girl-guitarist Mirwais Staiss bliver iøvrigt mange år senere kendt under sit fornavn som sangskriver, lyddesigner og producer på amerikanske Madonna’s elektroniske albums Music (2000) og American Life (2003). Og der er også en engelsk punk-reference at gå med: The Stranglers-bassist Jean-Jacques Burnel har produceret ‘Les Armées De La Nuit’…