En ny lyric-video til en af profilerne blandt de ti tracks på Joakim Berg’s aktuelle album. Endnu en sang til noget vidunderligt og lovende der var, men som forsvandt. Ramte Berg sender ofte på netop den feeling, som han da også mestrer til perfektion; de bittersøde beskrivelser af udspillede scener, uskyldens flygtige sæson, de usagte ord, erkendelsen at det nu er for sent…
Kategoriarkiv: Blog
Et Baader-Meinhof hit?
Tog postpunk-bandet Bauhaus på sin tredje single, udsendt dags dato 1980, en avisoverskift som gidsel til inspiration og titel? Efter sigende er den mundrette ‘Terror Couple Kill Colonel’ en løs gendigtning af Rote Arme Fraktion’s attentatmord i Frankfurt i maj 1972 på en amerikansk oberst. En nøgen bass-linje, en creepy guitar, knastørt Joy Division-beat og så Pete Murphy’s rastløst messende fortællerudbrud; det er hvad man får her og det er sådan set også nok. At bruge mordet på en udstationeret soldat som tableau kunne nemt gå galt og fremstå letkøbt opportunistisk, men summen bliver heldigvis større end sine enkelte dele på disse fire minutters kriblende koldkrigsparanoia, der bringer en helt anden tid i levende live. For de af os der ønsker en tur tilbage ind i Vesttyskland, så er engelske Bauhaus en overraskende god guide her…
Scotch and coda
Inferno hedder det netop udsendte nye album, det første i hele 13 år med den nordskotske elektronik-duo Boards Of Canada. Hvis titlen skal tages for pålydende, må det være et inferno af velvære og harmoni, ialfald ud fra specielt dette så lydelegante favoritnummer på den nye udgivelse, hvor ‘You Retreat In Time And Space’ er placeret langt tilbage som næstsidste track. Dette nye nummer spiller iøvrigt overraskende godt op ad ‘Liars’, det nye ligeledes elektroniske udspil fra ligeledes genopståede The Durutti Column, vi havde oppe her på siden forleden…
River of no return
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
And the midnight trains I never made…
Ny ugle, ny måned, samme år, vi begynder her med at sætte blinkende lys på Liverpool’s vel bedste band nogensinde, der live på BBC optræder med den sang der udkom som single 1. juni 1987. ‘The Game’ var forløber for The Grey Album, som på alle måder var slutningen på Bunnymen’s storhedstid og snart skulle opløse bandet som vi kendte det. De to singler derfra – ‘The Game’ og ‘Lips Like Sugar’ – fejler nu ingenting, selvom specielt nummeret her synes ret gemt væk i historieskrivningen om bandet. Ian McCulloch viser på denne liveoptagelse, han ikke helt kan beslutte sig til hvordan ‘The Game’ skal synges, sangtonerne ligger øjensynligt ikke lige til hans stemmeregister…
Frihedskæmperen
På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
The Queen is Dead
Åbnings- og titelnummeret fra det tredje The Smiths-album, det første hvor det endelig lykkedes Marr og co. at få albumudfordringen til at gå op i den højere enhed. Og hvilken start på en plade; alle cylindre i maskinrummet i høj aktivitet og så ham sangeren ovenpå med sine nyfundne billeder, skarpe vinkler, eksklusive personlige varer med i bagagen at deklarere for smertegrænsens toldere…
Mesteren af det der forsvandt
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
Himlen helt deroppe
29. maj 1981 – for 45 år siden i dag! – udsender Echo and the Bunnymen andenpladen Heaven Up Here, en af de mest overlegne og skødesløst yndefulde artikulationer indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om albummet med det iøjnefaldende cover og dets åbne musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Herunder er åbningsnummeret ‘Show Of Strength’ til at svare fyldestgørende på det spørgsmål. Echo and the Bunnymen kaldte selv fjerdealbummet Ocean Rain (1984) for “the greatest record ever made“, et overdådigt udspil, ja, men Heaven Up Here er altså endnu bedre. Just saying.
Iceage i det røde hav
En hvirvelvind blæser gennem Vega. Den kommer fra en minimal scene ude på gulvet, en nærmest synkende ø af rødt lys midt i salens oprørte hav af kroppe i bevægelse. Den er Iceage som præsenterer hele sit nye album live. Bandet der her i landet trækker en sær parallel til The Raveonettes, hvor de mest synes kendte for at være respekterede ude i verden. Denne aften synes verden at være kommet til Iceage. Der er japanske kvinder med selfmade fan-shirts, der høres spansk i baren, alskens hudfarver og aldersgrupper er tilstede. Et smalt band der når bredt ud. Fyrtårnets lanterne er Elias Rønnenfelt, en sanger der ikke har den store interesse for toner, men kan den sjældne scenekunst at sætte folk fri. Det ses i øjnene af de vildt dansende, det ses på to kvindelige fotografer ved scenen, der begge smiler fordi de instinktivt ved, at det sjældne de stiller skarpt på er fortabelse. Det er også forgudelse af en stjerne i zenit. For Rønnenfelt er indbegrebet af den udstråling. Han er fucking ligeglad, helt upåvirket af den intense opmærksomhed. Et så uangribeligt selvværd giver det yndefulde ydre og dets intuitive flugtbevægelser den helt rigtige tyngde. Men de tolv nye sange? Det var så hvirvelvinden der blæste. Iceage jager hurtigt på sit nye album. Tolv blødende, rastløse numre, ofte i et decideret rasende tempo. Fundne stumper af popmelodier samles op og smadres, enhver skødesløs idé forfølges helhjertet lige til den hastigt brænder væk. Der er løse ender en masse; fragmenterne et erklæret mål. Rønnenfelts evigt søgende stemme er den guide, der så gerne vil fares vild. Det lyder samlet denne lyse aften fra scenen som et mægtigt sommeralbum til en kaotisk tid.
The Return of the Durutti Column
Den udbredte opfattelse var efterhånden blevet, at Manchester-guitaresset Vini Reilly, der som The Durutti Column på Factory Records udgav en håndfuld atmosfæriske vibe-albums af en anden sensitiv postpunk-verden fra 1980 og frem, men i dette årtusinde har ført en udfordret tilværelse præget af tre invaliderende slagtilfælde, svær depression og økonomiske trængsler, forlængst var tabt for musikkens verden. Derfor rammer det uventet og glædeligt med dagens nye Durutti Column-single herunder, samt meddelelsen om et nyt album der udsendes 31. juli. Så hvordan lyder Vini i 2026, hele 16 år siden seneste udgivelse? Helt som han plejede, helt anderledes end han plejede. Musik kan.
Siouxsie Sioux
På denne dato i 1957 i Sydlondon fødes Susan Janet Ballion, der siden bliver kendt i punk rock – og alt det der kommer efter – som Siouxsie Sioux, skarp sangerinde/sangskriver, kvikt hoved, endda både popstjerne og stilikon. Her er hun i blændende form med sine Banshees i 1981, tiden lige omkring Juju, altid på vej. Tillykke!
Art of the poster
Amerikanske bands og spillesteder har en lang tradition for særegne artplakater i forbindelse med enkelte shows eller hele turnéer. Det levede Sixteen Horsepower op til i Höganäs lørdag aften, hvor disse to udsøgte designs var i salg.
Ronno
Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…
He started The Jam
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…