Andy Carroll scorer overbevisende England’s første mål i 3-2-sejren over Brøndby-taberklædte Sverige i Kiev i aftes. Det var iøvrigt sjovt at liveblogge matchen inde på emfodbold.dk – man skulle være blevet noget ved sporten…!

Nej, ikke mod Levski Sofia på billedet, men mod Ukraine og Polen, hvor Euro 2012 afholdes og i dag starter i en betændt politisk atmosfære. Væk er dagene da man kunne føle det store for det danske landshold, så herfra vil der specielt være fokus på Tyskland og England. Førstnævnte fordi de har et cool, ungt, sprudlende – men måske noget ustabilt – hold, sidstnævnte fordi det er der vores verden er til dagligt. Landsholdsbold kan ikke måle sige med klubturneringerne, men det bliver sgu’ dejligt igen at se kampe hvor der står meget på spil. Ikke mindst for TV2 der har oversolgt sine DBU-rettigheder til os, som om DK virkelig har noget at skulle have sagt i turneringen. Og jo, på papiret ser det måske ‘kun’ tilforladeligt vanskeligt ud. Men realistisk set kan Morten Olsen og hans grå mus vel i bedste fald rejse hjem med én uafgjort, to nederlag og en målscore på 1-5 i baggagen efter puljespillet. Er det for negativt? God fornøjelse med Euro 2012 ialfald! Her ti must-see-kampe fra den første uge…

Rusland – Tjekkiet, fredag, kl. 20.45 i Wroclaw
Holland – Danmark, lørdag kl. 18.00, Kharkiv
Tyskland – Portugal, lørdag, kl. 20.45 i Lviv
Spanien – Italien, søndag, kl. 18.00 i Gdansk
Frankrig – England, mandag, kl. 18.00 i Donetsk
Polen – Rusland, tirsdag kl. 20.45 i Warszawa
Danmark – Portugal, onsdag, kl. 18.00 i Lviv
Holland – Tyskland, onsdag, kl. 20.45 i Kharkiv
Italien – Kroatien, torsdag, kl. 18.00 i Poznan
Spanien – Irland, torsdag, kl. 20.45 i Gdansk

Ikke nogen overraskelse ovenpå de sidste par uger, men alligevel. Trist at tage afsked med Dalglish, en elsket og beundret person i Liverpool FC. Desværre gik hans fodbold i sort i 2012, efter en ellers lovende genstart på trænergerningen i LFC et år tidligere. Betragtelige investerede beløb og en ny klubkultur som følge deraf, hvor resultater ikke er noget man har tålmodighed til at vente på, gjorde udslaget i fyringen. Brutal kan den synes, men er der reelt noget at indvende mod, at klubejere vurderer og fælder dom over deres ansatte udfra en fælles først anlagt og derefter langtfra opnået sæsonmålsætning? Mange Liverpooltilhængere vil lige nu føle at ingen amerikanske ejere har ret til at behandle en lokal klublegende så ovenfra og nedagtigt. Men samtidig vil de samme tilhængere have været dybt frustrerede over dette forår, der bortset fra den famøse liga-cup slet ikke viste de tegn på fremskridt, som alle længes efter. FSG har ikke kunnet skimte fremtidens lys i at lade Dalglish få endnu en sommer’s penge at gå med, så de har valgt at klubben skal videre uden ham. Et stærkt håb herfra om at folkene fra Boston ikke bare vil erstatte ham, men istedet opgradere betragteligt. Næsten alle folk på ledende poster i LFC’s daglige drift – sportsligt, økonomisk, kommunikationsmæssigt – er hermed blevet sat ud af spil. En rød revolution er på gang.

Manager Joe Mercer hæver mesterskabspokalen for Manchester City en maj eftermiddag i 1968. Siden er det ikke sket for de lyseblå, men netop i dag er det atter muligt, når QPR kommer på besøg i sidste spillerunde af Premier League 2011-12. Men det kræver en sejr, for ellers kan Manchester United køre forbi oppe i Sunderland. Og Liverpool? De er ude mod Swansea, hvor fuld gevinst måske/måske ikke kan fortrænge Everton fra 7.-pladsen. Det har sgu været en undervældende sæson, og Kenny Dalglish’s pressekonference op til i dag afslørede kun, at han helt åbenlyst ikke aner om han får lov at fortsætte i sit nuværende job. Hvilket vel mest kan tyde på han ikke gør det. Hmm…

Manchester City – Queens Park Rangers, søndag, kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal
Swansea City – Liverpool, søndag, kl. 16.00, nowheretobeseen

Ja, se den lige igen. Hvis ikke Michael Essien’s benbrækningsforsøg på Andy Carroll – fra slutningen af 1. halvleg i Liverpool’s 4-1-sejr over Chelsea i aftes – efterfølgende skulle slåes ned på, hvad ialverden skulle nogensinde så?!? Så meget moraliserende snak om etik og hensynstagen fra FA, så lidt handling når det gælder og kunne gøre en forskel. Engelsk fodbold fortjener bedre, end at blive styret af håbløse, gamle, virkelighedsfjerne mænd.

Forårets 3. Wembley-tour for Liverpool, denne gang til FA-cup-finale lørdag eftermiddag. Selv er jeg langt derfra i Berlin og tager kampen fra FC Magnet på Veteranenstraße i Prenzlauerberg, Mauerstadt’s absolut bedste og mindst sterile forboldbar. Har set L’pool tabe til Chelsea to gange tidligere fra den tyske hovedstad, så alle gode gange tre ønskes intenst herfra! En dårlig forberedelse forleden for Liverpool dog, med det forfejlede Dalglish-valg, at sende nærmest et B-hold ud til et viljeløst nederlag mod Fulham. En klub der gerne vil storhed skal stille med sit bedste hold hver eneste gang, og som sådan havde det været langt bedre at komme ned til Anfield South med en frisk sejr, istedet for den demoraliserende hovedrysten Fulham-kampen efterlod alle med. I forvejen ikke nemt mod hårdtkæmpende Chelsea, der med den nye caretaker-manager Di Matteo synes at have ramt både held og form, personificeret i at selv Torres er begyndt at score sine mål. Onsdag aften gik det dog ligeledes galt for CFC, der hjemme tabte 0-2 til Newcastle, så det er to klubber med friske ridser i lakken der kommer ud til FA-cup-finalen på Wembley. Det kan kun blive ultranervepirrende. God kamp!

Chelsea – Liverpool, lørdag, kl. 18.15, Kanal 6/FC Magnet/downthelocal  

Ha-ha, hør medkommentator Gary Neville gå i falseteret orgasme, da Torres runder FC Barcelona’s blege undskyldning for en målmand og endegyldigt som uventet sender verdens mest defensivt spillende hold nogensinde – for jo, det har de sgu været i de to kampe mod Barcelona – i en Champions League-finale. Man kan ikke kalde det ufortjent, for det vindende hold har altid ret (!), og over 180 minutter burde/skulle et hold af Barcelona’s renomé/standard have haft en eller anden form for Plan B fra træner Guardiola at diske op med. Ja, selv i gamle Mourinho-dage i Chelsea blev gigantforsvareren Robert Huth (der nu lever i sus og dus i Stoke City) sendt frem akkompagneret af de høje boldes indtogsmarch, når røde alarmlamper blinkede og normal tilgang ikke slog til.

Men Barcelona derimod kan så åbenbart kun spille fodbold på én måde. Og den er flot, imponerende, næsten altid sine modstandere overlegen og fremstår ofte som en cirkusforestilling af blændende artisteri. Men en søvndyssende kedsomhed sniger sig ved nærmere bekendtskab ind i den ubrudte æstetik, fordi måden at spille på er så systemfascistoid som tilfældet er. Spilmønstrene, bevægelserne, driblingerne er jo i sand verdensklasse, men som elsker af en fodboldkamp – og ikke en opvisning – kan man ofte savne et langt mere direkte og enkelt spil, nogle lange forløsende pasninger, eller bare en håndfuld af de alt for sjældne langskud, der mærkværdigvis ikke engang blev tændt op for i aftes, da tiden løb mod knockout mens Chelsea stod 10 mand helt dybt i eget felt.

På den måde er rivalerne fra Real Madrid lige nu et langt mere underholdende, passioneret, fuld-fart-frem-hold, selvom de absolut også har deres sprækker og svagheder, hvad da iøvrigt netop Barcelona til for nylig har været eminente til at udstille. Spændende om Mourinho’s hvidklædte i den anden CL-semi i aften på Bernabeu vil kunne vende den tricky 1-2-sejr, som Bayern München kommer ned for at forsvare. Real Madrid’s spil og kampe er langt mere afvekslende affærer end Barcelona’s, og som sådan vil det være sværere for Heynckes at regne dem ud på forhånd, som De Matteo i aftes havde gjort så effektivt/heldigt med Barcelona.

Hvem der end går videre til finalen i maj i München, skal møde et yderst skades- og karantæneamputeret Chelsea. Vildt iøvrigt i aftes med John Terry’s udvisning i slutningen af 1. halvleg. En ting er at han som anfører begår en så unødvendig dumhed, der vel kunne og burde have kostet Chelsea avancement, havde FCB blot kendt deres besøgstid. Noget andet er han står i pausen, live på britisk fjernsyn, og siger at overfaldet var et hændeligt uheld. At folk kender ham, John Terry, og nok ved, han aldrig ville kunne finde på at gøre det som TV-billederne indrømmet viser i replay. ‘Captain, leader, legend’ kalder de ham på Stamford Bridge. Man ryster på hovedet.

Og så var der Torres, som i sin kamp nummer 62 for Chelsea lykkedes score sit 9. mål i tiden der. Men hvilket forløsende vigtigt et det var, både for ham og Chelsea. De engelske medier flød straks over med, at hans CFC-karriere nu endelig for alvor må være skudt igang. Men sådan bliver det slet ikke nødvendigvis for hårdt prøvede Torres. For hvem der har set kampe med ham for Chelsea de seneste måneder kan blot konstatere, at de ryk, der så ofte tog ham forbi og fra sine modstandere, bare ikke længere er der. Torres er sikkert stadig en skarp afslutter, men uden den ekstra fart og reaktionshastighed som var varemærket da han spillede i rødt, kommer han til langt færre potentielt målgivende situationer. Et faktum der tillige synes at have fucket hans selvtillid op. Interessant til sommer, om det mon ikke er Italien eller Spanien som næste karriereholdeplads? Den gamle flamme Atletico Madrid kan vel hurtigt få brug for ham, når de sælger målsluger Falcao til Liverpool? 😉

Vi zoomer ud herfra med statistisk tørt at konstatere, at sidstnævnte klub stadig efter i aftes er det eneste engelske hold, som har vundet over FC Barcelona på Camp Nou. Og det to gange endda. 1-0 i UEFA-cup’en i 1976, på mål af John Toschack, og senest 2-1 i 2007, hvor Riise og Bellamy scorede. Sidstnævnte mål var den med golfkøllefejringen. Også da kunne FCB over to kampe mod Liverpool kun imponere på én måde. Som Rafa Benitez havde kigget ud og forberedt sit mandskab på. Kom snart den dag LFC atter kan være med i Champions League!

Real Madrid – Bayern München, onsdag, kl. 20.45, 3+/downthelocal

 Liverpool – Everton 2-1 (0-1)

QPR – Liverpool, onsdag, kl. 21.00, downthelocal

Det gik som det skulle. Carra og Stevie tager 3-0-sejren over Everton ind.

Indover, Ulrik var en populær bog på børneafdelingen af Viborg Centralbibliotek back in the day. Men den handlede vsitnok mere om hans gyldne tid Mönchengladbach fra 1969-72, hvor han bl.a. i den kamp mod Schalke 04 scorede sit Tor des Jahres. De vilde billeder her af ham og VB-målmand Wodskou er fra hipsterperioden inden. Dejligt at se fodboldspillere med sorte fodboldstøvler – langt mere cool end det kulørte Byggemand Bob-rod vi har nu.

Venner, der er et nyt år for os, også på Anfield, hvis tagkonstruktion ses klart her i baggrunden. Mr. Suarez, will you rise to shine?

Liverpool – Hull City, onsdag, kl. 16.00, 3+/downthelocal