Det lykkedes:-D Sangriadrikkende Luis Garcia har her netop bragt Liverpool foran 2-0 mod Chelsea, i den semifinalekamp de røde fortjent vandt. Hvilket betyder at Jose Special One Mourinho, Roman Abramovich, Robben, Essien, Drogba og de andre legionærer d. 13. maj kan nøjes med at tænde deres blå russiske fladskærme og der følge den eftertragtede FA-cup-finale. Liverpools trænere og spillere har det ikke så mageligt lagt an, for de er nu nødt til at tage helt til Cardiff og spille med i den…

Så er den store chance kommet for atter at vise de blå Cockney Divers hvor det er de overordnet set hører til på fodboldens som anstændighedens rangstige. Det foregår på neutrale Old Trafford i Manchester og handler om semifinalen i den engelske FA-cup.

TV3+ lørdag d. 22. april kl.18.15

http://www.liverpoolfc.tv/lfc_story/memorial/

Så forsvandt Mourinho igen endelig ud af Champions League i aftes. Desværre men forståeligt spillede Barcelona med sikkerhedssele og kørte derfor ikke Chelsea ned i ydmygelsen, noget mange ellers havde set frem til. Efterfølgende kunne Mourinho derfor endnu engang sige til ITV Sport, at han ikke mente det bedste hold gik videre fra en CL-duel Chelsea havde tabt. Men – som alle andre kunne se – det gjorde det.

Bliver interessant at følge hvordan pengetank Abramovich tackler skuffelsen. Man satser ikke det halve Asien på at skabe et europæisk mesterhold, for aldrig at nå finalen? Og den noget hjælpeløse måde det igen skete på har nok ikke gjordt russeren gladere. Endnu en gang at se den normalt forsvarsbaserede one-trick-pony Robert Huth blive skiftet ind som løsning på målscoringsproblemet når det virkelig brænder på, fortæller kun klart, at der ikke er en regulær plan B. Hvilket fra trænerens side udstråler fatal mangel på spil-kompatibilitet og overskud, to dyder Mourinho ellers taler meget om…

I aften må der gerne ryge flere portugisere ud: På Anfield skal Liverpool indhente 0-1 fra første udekamp mod Mourinho’s landsmænd fra Benfica. Det lyder måske ikke svært, men for Liverpool, der ikke har scoret to mål i én kamp hjemme endnu i 2006, kan det godt blive problematisk. I angrebet er det nu respektivt 649, 358 og 956 minutters spilletid siden Cissé, Fowler og Morientes sidst fandt nettet, og Peter Crouch, manden der ALTID synes at vende ryggen mod modstandernes mål – en lousy position at score fra! -har ramt held én gang i sine seneste 796 minutter.

Så der er noget at rette op på for angrebsstyrken, og intet tidspunkt synes mere belejligt end nu i aften på Anfield, hvor der er lovet tung regn. Billedet ovenfor viser den allerede falder nu.

– Right now, Mourinho’s role has become rock’n’roll in terms of media hype. At this moment, you’d think the game is the supporting act.

Således står der på Chelsea FC’s egen hjemmeside op til tirsdagens afgørende CL-opgør mod FC Barcelona. Og noget er der om snakken. Efter de to så ambitiøse klubbers hadfulde møde sidste år, der endte med mordtrusler på en dommer, beskyldninger om løgn og svindel, samt en tvivlsom sejr til Chelsea, er det igen træner Mourinho der er i fokus op til returmødet på Camp Nou.

Barcelona vandt åbningskampen i England med 2-1, men selv den aften var det alligevel Mourinho der løb med de fleste overskrifter, da han post-match anklagede lille Messi for “Barcelona-teater-typisk” skuespil. Messi’s hurtighed havde tidligere trukket et fortjent rødt kort til Chelsea’s Del Horno, der fandt fysiske overfald som eneste brugbare middel til at stoppe ham. Med 11 mod 10 brillerede Barcelona og burde have vundet større.

Typisk for Mourinho var han ikke enig i den betragtning. For ham sluttede kampen allerede sidst i 1. halvleg, da Del Horno fik udvisningen, “The Kid’s playacting” ifølge Mourinho fremprovokerede. Han koketterede med tanken om kun at sende sit 2. hold til returkampen, når UEFA nu alligevel gang på gang udsatte Chelsea for usportslige forhindringer, i form af forudindtagede dommerøjne. At Barcelona allerede inden udvisningen havde siddet på både spil og afslutninger, var ikke noget Mourinho forholdt sig til.

Chelsea’s Einar Gudjohnson blev på samme pressemøde spurgt om, hvordan stemningen var lige efter kampen i omklædningsrummet, og svarede at “The boss told us not to worry. He said that we’ll go down there and beat them”, hvilket siger meget om Mourinho’s psykiske styrke. Ikke blot vil han slås med hele verdenspressen og diverse disciplinær-komitéer, nej, han kan samtidig også løfte sine egne spillere, der ret beset må være godt rundtossede, efter det første møde i London med Barca’s uforudsigelige spilkombinationer.

Mourinho’s fornægtelse af nederlag kan nemt på Camp Nou igen få brug for røde kort mod sit hold, til at bortforklare det, der logisk set synes på vej. For Chelsea forekommer heller ikke i år istand til at spille på mere end én og samme kværnende måde, og hvis Barcelona igen kan spille uden om dens fysik, samt ikke lade sig overraske af de pludselige kontraraids, bliver det meget svært at vinde med de to mål opgaven kræver.

Interessant nok virker Mourinho sjældent fattet og rolig op til kampen, som har han klippefast tro på, det hele nok skal gå hans vej. Således lod han mandag eftermiddag journalister overvære hele Chelsea’s træning, hvilket er ganske uvant før så vigtig en kamp. Har Mourinho et es i Armani-ærmet, eller er det tilbagelænede overskud kun bluff for at winde Barcelona op? Det vil først vise sig når bolden ruller kl. 20.45.

Et farvel til Champions League på Camp Nou vil i givet fald ryste Chelsea. En klub der via sin pengetank af en mæcen har råd til et årligt driftsunderskud på små 1.000.000.000 kr, kan ikke leve med, at blive siet fra allerede nu i den vigtigste turnering af alle. Sidste år faldt man snævert mod Liverpool i semifinalen, et nederlag Mourinho – vanen tro – bittert underkendte. En ny fiasko her kan ikke undgå at sætte et skæmmende spørgsmåltegn ved, om han selv rent faktisk er træneren, der for Chelsea’s ubegrænsede penge evner at sammensætte det europæiske mesterhold, man sukker efter og drømmer om.

TV 3+, iaften kl. 19.30

For ikke længe siden var det George Best der døde for tidligt, og i går tilfaldt samme skæbne endnu en karismatisk spiller fra spillergenerationen, der prægede os, som levede af klassisk tipsfodbold på DR først i 7o’erne. Ikke fordi der så tit blev sendt fra London, dertil stod holdene fra Midlands’ regntunge baner desværre programlæggerne for nær, men når der gjorde, med Chelsea som hjemmebanehold, var Peter Osgood en nydelse at overvære, sammen med ligeledes begavede Alan Hudson.

Mange mener, Osgood, der ligesom Best heller ikke havde det nemt med regler og autoriteter, skulle have haft en stor landsholdkarriere, men sådan blev det ikke. Måske pga. det brækkede ben, der tvang ham til at melde afbud til Englands eget VM i 1966, hvor hjemmeholdet tog guld. Finalekampen, han måske kunne have været med i, oværværede Osgood istedet via TV på et hotel i Vesttyskland, hvor han var på genoptræningstur med Chelsea…

Ovenstående billede, hvor Peter Osgood ses stående – lige over senere så kontroversielle Arsenal-manager George Graham – er fra samme år. Læg mærke til tribunen på Stamford Bridge i baggrunden, der ligner en fjern og glemt ruin fra 2. Verdenskrig. Dette var mens Chelsea FC endnu klart var en folkets klub, og ikke den lidet sympatiske russisk-portugisiske magtdemonstration, som til næsten alle fodboldelskeres glæde nok får klippet nummerpladerne på Camp Nou på tirsdag. Skulle man alligevel rejse sig dér mod den fodboldæstetiske overmagt Barcelona, er det helt sikkert, at både klub og spillere vil tilegne den triumf til nu afdøde Peter Osgood – så stor var han.

Spansk for begyndere!

Februar-måned begynder i dag med aftenkamp for Liverpool på Anfield mod Birmingham City, ikke i sig selv en så opsigtsvækkende begivenhed. Det er L’pool’s kampprogram for den kommende måned derimod. På små 4 uger skal hele 8 kampe spilles. En sjælden hård schedule, og når man ser modstandernavnene ser det sgu’ farligt ud. Det bliver perioden, der afgør om sæsonen i år skal gå mod succes eller nedtur.

Med forventede sejre mod mindst 3 af de mindre hold samt points mod både Chelsea og Arsenal i PL, en KO af Man U i FA-cuppen, og et godt udgangspunkt mod Benfica i CL, vil tingene se mere end rosenrøde ud. Men det er ønsketænkning. Omvendt kan det gå helt galt, hvis Chelsea slår hårdt til på søndag. For så kommer de mange følgende kampe måske for hurtigt og for svære til, at kunne nå at finde fodfæste igen. Det travle LFC-program lyder:

1. Liverpool v Birmingham
5. Chelsea v Liverpool
8. Charlton v Liverpool
11. Wigan v Liverpool
14. Liverpool v Arsenal
18. Liverpool v Man Utd (FA-cup)
21. Benfica v Liverpool (Champions League)
26. Liverpool v Man City

“We all live in a Robbie Fowler-house” er en Manchester City-sang og går til melodien af “Yellow Submarine”. Og netop Man City har iaften hjemmebane mod forarmede Newcastle United, hvor manager Souness bare ikke tåler flere nederlag, hvis han vil blive hængende i jobbet. Af andre spændende opgør, har Blackburn hjemmekamp mod Man U. Efter slagsmål i spillertunnelen forleden mellem Blackburn’s Rob Savage og United’s ligeså sympatiske Gary Neville, er der igen lagt op til kold, hadefuld fight.

Arsenal, der har haft et par katastrofale måneder, skal søge at rette op på Highbury mod West Ham. Bare på én uge er Arsenal blevet slået ud af begge engelske pokalturneringer. Wenger har ved de lejligheder sparet en del af sit førstehold, hvilket forekommer uforståeligt, da der efterhånden ikke er så meget at spare dem til. Topholdet Chelsea har som altid en på papiret overkommelig opgave, i aften er det Villa der står på menuen – velbekomme, Special One.

Schhh….vær stille og hør voksne mænd græde af glæde! Der er smuk poetic justice i at Fowler, i den grad indbegrebet af rød Liverpool-sjæl, kommer hjem, mens Houllier/Thompson, mændene der sendte ham bort, nu selv er udstødt.

– After I signed I sat in my car outside Anfield and was incredibly emotional. It is unbelievable, a dream come true for me. I can hardly believe that I am back.

– I have come back to Liverpool because the club and the fans have always been in my heart, and I just hope I can give something back to the fans for the incredible support they have always shown to me, even when I was playing for another club.

Nej, det blev ikke nogen god dag for Sissoko. Skiftet ud med Old Trafford’s hvide kridt over hele hovedet, et øjeblik før Rio Ferdinand’s sidsteminuts-mål mod hans hold – av, av, av! Det måske mest sande jeg nogensinde har hørt om fodbold er, at for hver glæde gives der mindst fem skuffelser. En af dem kom bragende i går.

Berømte teologer fra Transsylvanien, jeg aldrig har hørt om, siger mig intet. Det gør derimod Mohammed Sissoko, der i dag fejrer sin 21. fødselsdag. Det sker på Old Trafford i Manchester, hvor han kl 17.00. er på besøg sammen med holdkammeraterne fra Liverpool. 7-9-13 for at Man United’s forsvar igen rammer gavehumøret, så Momo får den eftermiddag, der kan berettes med stolthed om hjemme i vestafrikanske Mali!

Manchester United mod Liverpool er den største kamp der fåes i England. Og søndagens udgave på Old Trafford har om muligt endnu mere på spil end vanligt, da magtbalancen mellem de to klubber synes at have forrykket sig på det seneste. Hvor de sidste mange opgør har haft United i rollen, som holdet hvis position og status skulle udfordres, er det nu omvendt.

Champions League-triumfen i Istanbul i maj samt de sidste 3 måneders sjældent glimrende form i Premier League, gør Liverpool til det hold Manchester SKAL slå på søndag for at bevare håb og selvrespekt. Uniteds egen sæson har på banen været præget af en skandaløs tidlig CL-exit og nogle håbløse nederlag i Premier League, hvor spillet sjældent har kørt i samme gear som for blot 2-3 sæsoner siden. Senest blev det i lørdags til ydmygende 1-3 mod Manchester City, hvor salten i såret var LFC-legenden Robbie Fowler’s afsluttende bang-bang-mål.

På søndag, når det går løs, må Man U undvære Cristiano Ronaldo, der helt korrekt blev smidt ud for et mordforsøg af en tackling i lørdags. Om Ferguson vil benytte sig af den nye franske back Evra, der mod City havde en katastrofe-debut, eller af ligeledes nye Vidic bliver spændende at se. Liverpool giver næppe spilletid til sine to nye folk, Kronkamp og Agger, i en så hæsblæsende kamp som denne. Luis Garcia er ude med knæproblemer, men ellers er alle så vidt vides klar til den kamp, hvor L’pool vil blive forsøgt udsat for et kolosalt pres. Det er her, den seneste tids mange positive LFC-tendenser skal stå deres prøve og vise om de har bund i nogen virkelighed.

De sidste 15 år har set så mange falske L’pool-solopgange, at vi her på siden ikke på forhånd tør tro på en udesejr til Steven Gerrard & co. som det logiske udfald. Men håbet er større end nogensinde…!

Canal+, søndag kl. 17.00.