Et stykke dekadent Berlin denne lørdag, sendt med Bettina Köster, mest kendt fra postpunk-årene i Vestberlin som sangerinde i kvindebandet Malaria!. Før det var Köster co-grundlægger af den undergrunds-centrale tøj- og kunstbutik Eisengrau, samt NDW-bandet Mania D. Efter Malaria!’s opløsning i 1984 boede hun en lang årrække i New York City, hvor hun arbejdede indenfor filmbranchen. Siden er hun vendt tilbage ikke bare til Tyskland, men også til musik, og her er hun for syv år siden med sin egen version af ‘Der Novak’, en lettere depraveret vesttysk populærsang fra 1956, som hun med sin livsbrugte stemme og forfinede dog rå seen-it-all-udstråling tager sit helt eget sted hen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.
Kategoriarkiv: Elektronisk
Orionstjernen
Hov, kalenderen åbner hukommelsen. Tre år siden dags dato og det kan med -14 grader have været årets koldeste aften i Stockholm. Vi gik skælvende i snevejret, sneen og mørket ude på det sydligste Söder og fandt frem til Orionteatern, hvor Thåström med band spillede næstsidste aften på den klubtour, der havde været forbi med afsnit i Helsingborg, GBG, Oslo, og nu sluttede med en håndfuld koncerter på Orion, et lille teater med meget højt til loftet. Der var udsolgt til allersidste mand med 500 mennesker, Thåström og band var på hjemmebane elektrisk sitrende, virkelig en sund, solid aften.
Senere gennem frostdampende Stockholm til hotellet ved Centralstationen, men ikke i seng før jeg alene et godt stykke bag midnat havde været ude at vandre på Sveavägen – forbi Olaf Palme’s mordsted og mindetavle – til Roslagsgatan op gennem Sibirien, hvor Hilmer og jeg en anden kold STHLM-vinter så mange år inden, sammen med Imperiet/Thåström-producer Stefan Glaumann, havde mixet sange i Mistlurs Studio til LS’s debutplade. Men det er en anden historie, og den her er bedre. Her en optagelse af de musikalske begivenheder i Orion på Söder den omtalte aften med sang nummer to og tre på setlisten…
Musik for voksne mennesker anno 2025
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Falkonersalen
I aften om en uge spiller Love Shop i Falkonersalen. Det har vi aldrig prøvet før. Game on!
Kulden
En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…
Dem der skinner
I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…
The Waterboys
Mike Scott’s stædigt vedblivende The Waterboys gæstede Malmö City i sidste uge. Gad egentlig godt have set hvordan han og bandet lyder lige nu – liveanmeldelserne fejler ikke noget! – men det passede aldrig ind i planerne. Her en anderledes ny Waterboys-sang med 90’er-trommeloop, der blev optaget til, men ikke passede ind på det aktuelle konceptalbum om den amerikanske filmstjerne og fotograf Dennis Hopper’s turbulente liv…
Legoklods fra Indokina?
Havde et par år i start-80’erne med følelser for det franske eyeliner-band Indochine, som med deres twangguitar-temaer i molramt synthpop-eufori lå et selvskabt sted i grænselandet mellem den moderne postpunktid og konceptuel-kitschet hitlistepop. Den umiddelbare charme ved Indochine’s musik fortog sig dog hurtigt som de voksede sig enorme i Frankrig, man spillede musikalsk smartere og dybere end formatet var til, så de dykkede bort fra denne radar. Her dog Indochine’s nye single – den fjerde fra sidste års Babel Babel, deres 14. album – som faktisk overrasker positivt med catchy, strømlinede synth-akkorder og en stædigt enkel sangmelodi, netop den optimalt simple legoklods-kvalitet de ellers gav køb på…
Thåström sang Maria Magdalena
Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…
De Eneste Fire
Holder meget af og har stor respekt for Simon Kvamm og Peter Sommer. Her er de sammen i skarp topform – med Arni og Morten – på Hugorms nye banger-single. Sikke et statement i triumferende mol. Den der så sjældne befrielse, når en enkel sang kan indfange sin komplicerede samtid og KO’e dens pegerfingerløftende, livsdrænende alvor med ét euforisk håndkantslag, det kan den her for mig…
Mere end bare et navn
Kig op til højre på bagsiden af Soft Cell’s debutalbum Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Nu Dave Ball, synth-duoens musikskaber, er gået bort, skyldes det næsten at fortælle, det var derfra et vist band fik sit navn. Så vigtige og indflydelsesrige var de.
In the end
Hvilken dejlig overraskelse med en ny Depeche Mode-sang i dag, endda en virkelig vital og stærk en. ‘In The End’ er en af de sange Martin Gore skrev sammen med Psychedelic Furs’ Richard Butler til Memento Mori – singlen ‘Ghosts Again’ kom også fra det frugtbare samarbejde – men som af uforståelige grunde ikke kom med på det endelige album. Så kan hele DM-world glædes over den nu istedet…
Dave Ball RIP!
Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
Gabel har lang biografi
Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.
Introducing…Gabel/Ossler!
Pelle Ossler (den fornemme ex-guitarist hos Thåström og medlem af Sällskapet) har netop udsendt et nyt album sammen med Christian Gabel (kendt fra Bob Hund og for sit eget projekt 1900). Sådan her går åbningsnummeret på den stemningsfortættede plade…