Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.

Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.

På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.

Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…

Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…