Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.
Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.
London-trioen Night Tapes, hvis navn ret fyldestgørende fortæller i hvilken retning deres musik lyder, er netop albumdebuteret med Portals//Polarites. Her ‘Helix’, en af albummets singler…
Var det sjovere at være pladekøber med penge på lommen dengang lige omkring punk, da rockmusik skød i alle retninger? Ja, måske. Tag nu 14. oktober 1977, som vi har oppe at vende lige herover i forbindelse med David Bowie. Den dag udkom ikke blot hans “Heroes”, men også Ultravox!’s andet, så heftige album Ha!-Ha!-Ha!. Skulle man ønske sig en single eller to med hjem fra sin pladebutik den fredag, var der også fristende muligheder. Ikke blot udsendte Elvis Costello sin The Clash-inspirerede ‘Watching The Detectives’, nej, Sex Pistols varmede op til deres voldsomt imødesete debutalbum Never Mind the Bollocks to uger senere med en endnu mere spektaulær single…
Endnu et ikonisk Peter Saville-design er det sort/hvide coverarbejde til Depeche Mode’s livealbum 101 (1988), der dokumenterer englændernes triumftog i USA, hvor verdenstouren for Music for the Masses (1987) rundes af – show nummer 101 på touren, naturligvis – i Pasadena Rose Bowl i Los Angeles. Her aftenens tredje – og tourens sidste – ekstranummer…
Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.
Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!
Synth-pop-legenden Phil Oakey fra The Human League fylder 70 i dag. Første plade jeg anskaffede med ham og hans Sheffield-synthband var singlen ‘Empire State Human’ i 1979. Lyder stadig godt i dag. Tillykke til Oakey!
Nede i München i 1977 lægger Donna Summer og producer Giorgio Moroder i fællesskab en fremtidsglitrende discokugle indover, så Thåström 40 år efter kan få sin egen ‘Körkarlen’ i mål…
Vi er ikke færdige med gårsdagens otteårs for Centralmassivet endnu. Eller med Jørgen Leths bortgang. Da Thåström udsendte sit album i efteråret 2017 blev det forudløbet af to singler. 12. maj var Mississippi-delta-mægtige ‘Old Point Bar’ først kommet uden varsel. 25. august skete det samme for ‘Körkarlen’, opkaldt efter den svenske 1921-stumfilmsklassiker af Victor Sjöström. Og her kommer Jørgen Leth så ind i billedet, for den ‘körkarl’ som uundgåeligt kommer, som det nærmest triumferende synges ud ovenpå maskinelle Giorgio Moroder/Donna Summer-sequencers, det er naturligvis døden. Sangen sender ved Thåström’s koncerter sit levende livs flygtige men trodsige opstand mod det uundgåelige afsted på et sølvskinnende discobeat, hvilket gør den sært vital, ja, nærmest euforisk opløftende. På den måde et værdigt følgestykke til Leth denne tirsdag; en sansernes forfinede mand, der nød livet så meget, han ikke ville blive gammel og dø, men som slutteligt blev gammel, og nu er død. Körkarlen kommer…
Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…
Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…
12. september 1980, dagen da de forvoksede skotske hvalpe fra Simple Minds bliver til mænd ved udgivelsen af Empires And Dance, den åbne dør til fremtiden der præsenterer en flimrende vision gennem en ny pro-europæisk musik og feberhede sansninger af den moderne fragmenterede tid. Senere skal mikrofonfører Jim Kerr blive en af sin poptids store romantikere, men hertil er det slet endnu ikke kommet på den hvide plade med det bløde lys. Som Christopher Isherwood i førkrigsklassikeren Goodbye to Berlin er Kerr også på Empires And Dance kameraet med den åbne linse, der passivt og uden tanke for sig selv optager alt hvad han ser…
Det er denne uge allerede blevet et år siden Thåström udsendte ‘Solen I Den Vänstra’ som forløber for sit kommende album. Svært nu som da at forestille sig en mere velpassende sang som ledsager til disse sidste dage af brugt sommer og opbrud på vej. Thåström tog naturligvis sangen med ud på scenerne, da han turnerede sin plade i vinter. Men det var først senere på sommerens opfølgningstour, da guitarist Christian Kjellvander i arrangementet skiftede fra diskret ledsagende akustisk til mere nervesitrende elektrisk, at den endelig fik sit helt eget frie levende liv og kunne indfri løfterne fra denne så velsatte pladeudgave…
…Som en varm famn du glömt bort Som en väg du bara råkat ta en kväll Som något du knappt ens vågat drömt om Du får tro mig om du vill…
Da jeg var teenager hørte jeg Baxter Dury’s far en hel del, og Baxter var endda selv med på frontcoveret af Ian Dury’s centrale album New Boots and Panties!! (1977). Så da faren var død for tidligt og Baxter pludselig dukkede op i musik med sin egen, havde jeg en vis form for naturlig beskyttertrang over for ham, og har således fulgt hans karriere på afstand. Måske derfor er det en glæde, når Baxter Dury rammer den rent på dagens nye single i sit specielle mix af electrobanger-musik og spoken word-excentricitet. Tænker hans far ville være stolt over at høre det her nummer fra sin søn…
