Kategoriarkiv: Elektronisk

Dave Ball RIP!

Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.

Gabel har lang biografi

Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.

Hvad så, Ken†?

Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.

Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.

Bonanza UK

Var det sjovere at være pladekøber med penge på lommen dengang lige omkring punk, da rockmusik skød i alle retninger? Ja, måske. Tag nu 14. oktober 1977, som vi har oppe at vende lige herover i forbindelse med David Bowie. Den dag udkom ikke blot hans “Heroes”, men også Ultravox!’s andet, så heftige album Ha!-Ha!-Ha!. Skulle man ønske sig en single eller to med hjem fra sin pladebutik den fredag, var der også fristende muligheder. Ikke blot udsendte Elvis Costello sin The Clash-inspirerede ‘Watching The Detectives’, nej, Sex Pistols varmede op til deres voldsomt imødesete debutalbum Never Mind the Bollocks to uger senere med en endnu mere spektaulær single…

101

Endnu et ikonisk Peter Saville-design er det sort/hvide coverarbejde til Depeche Mode’s livealbum 101 (1988), der dokumenterer englændernes triumftog i USA, hvor verdenstouren for Music for the Masses (1987) rundes af – show nummer 101 på touren, naturligvis – i Pasadena Rose Bowl i Los Angeles. Her aftenens tredje – og tourens sidste – ekstranummer…

Loving, living and giving

Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.

Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!

Körkarlen kommer…

Vi er ikke færdige med gårsdagens otteårs for Centralmassivet endnu. Eller med Jørgen Leths bortgang. Da Thåström udsendte sit album i efteråret 2017 blev det forudløbet af to singler. 12. maj var Mississippi-delta-mægtige ‘Old Point Bar’ først kommet uden varsel. 25. august skete det samme for ‘Körkarlen’, opkaldt efter den svenske 1921-stumfilmsklassiker af Victor Sjöström. Og her kommer Jørgen Leth så ind i billedet, for den ‘körkarl’ som uundgåeligt kommer, som det nærmest triumferende synges ud ovenpå maskinelle Giorgio Moroder/Donna Summer-sequencers, det er naturligvis døden. Sangen sender ved Thåström’s koncerter sit levende livs flygtige men trodsige opstand mod det uundgåelige afsted på et sølvskinnende discobeat, hvilket gør den sært vital, ja, nærmest euforisk opløftende. På den måde et værdigt følgestykke til Leth denne tirsdag; en sansernes forfinede mand, der nød livet så meget, han ikke ville blive gammel og dø, men som slutteligt blev gammel, og nu er død. Körkarlen kommer…

Centralmassivet

Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…

We don’t need this fascist groove thang

“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…

Life moves so fast…

Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…