Dagens friske single fra norsk/danske Smerz. Noget sært dragende over den minimalistisk-sørgmodige backing under kvinderne, der transmitterer den søgende nats tanker og indtryk ude fra byen, den der øjensynligt skal danses væk til der ikke findes noget mere mere. Smerz’ nye album Big City Life udkommer på Escho sidst i maj…
Kategoriarkiv: Musik
Think I’ll miss you forever…
Den her cover fra sidste sommer fortjener næsten en gentagelse i forbindelse med de seneste dages opslag her: Patti Smith synger Lana Del Rey. Denne version måtte gerne komme i en studieindspilning. For nyligt roste Smith også Del Rey’s ‘Ride’. Måske der er mere på vej…
You were born to be the one to hold thе hand of the man who flies too close to thе sun…
Det er først denne overdådige liveudgave fra weekendens show på Stagecoach, der har fået det til at stå klart frem her, hvor god en sang Lana Del Rey’s nye single ‘Henry, Come On’ egentlig er…
Slave to luxury
Med Avalon (1982) blev Roxy Music lagt til hvile som pladeudgivende band, og det gav plads til Bryan Ferry’s solokarriere, hvis mere seriøse del startede 28. april 1985 med singleudgivelsen ‘Slave To Love’, forløber for juni-albummet Boys and Girls. Lars Hug’s store danske popsucces ikke længe efter skylder ikke så lidt til dette markante voksenalbums yderst velovervejede tilgang til både produktion og et bemærkelsesværdigt ultra-romantisk udtryk, der bunder mere i klassisk schlager end i den arty rockmusik, Ferry selv udsprang fra. Og hvordan lyder ‘Slave To Love’ så i dag? Først og fremmest som et meget elegant produkt, en selvdikteret stiløvelse i overdådig luksus udført til topkarakter…
Lasso Del Rey
Lana Del Rey spillede fredag nat dansk tid den californiske countryfestival Stagecoach på Empire Polo Club i Indio. Herunder er hendes stort anlagte set på en time. Bare majestætiske ‘Ride’ (21:07) er mere end hele indgangsprisen værd. Og så er der tilmed premiere på tre helt nye sange, samt covers af både ‘Stand By Your Man’ og ‘Take Me Home, Country Roads’, overskud…
Husband Of Mine / Henry, Come On / Stand By Your Man / Cowboy Songs / Ride / Video Games / NFR / Arcadia / Let The Light In / Quiet In The South / Instrumental / Bluebird / Summertime Sadness / 57.5 / Take Me Home, Country Roads
Einstürzende Einstürzende?
Husker ham som teenager i Saltlageret. Aldrig set en lydmand (for det var han først for dem dengang) folde sig så fysisk ud og spille aktivt med på den måde han gjorde det med sine effekter nede fra lydpulten. Som om det ikke var vildt nok det som foregik oppe på scenen samtidig, hvor Einstürzende Neubauten med vold og magt og alskens byggeplads-isenkram var igang med at save den københavnske postpunkscene midtover. Hvad var han dengang, 17-18 år gammel? I dag er den voksne Alexander Hacke – AKA Alexander von Borsig – pludselig gået ud af Einstürzende Neubauten. Betyder det mon enden for Berlin’s kunstneriske flagskib, hvor Hacke’s musikalske betydning siges at være enorm?
PS – Svaret kom hurtigt…
French rocknroll
Svært at forestille sig en bedre sang til en tidlig forårslørdag som denne. Serge Gainsbourg fortæller her sammen med Brigitte Bardot den blodige historie om gangsterparret Bonnie og Clyde. Hun kan ikke synge om det så gælder hendes liv, så smart nok har han istedet fået hende til hovedsageligt at snakke henover de repetitive akkorders suggestive wild west-stemning…
Something changed?
Engelske Rialto havde et for diskret forår i 1997 med deres ‘5:15 Monday Morning’, en sang i en traditionel europæisk poptradition, der lød slet ikke ulig så succesfulde Pulp på et tidspunkt, men nok netop manglede en flashy Jarvis-faktor til at kunne eksplodere bredere ud. Forsvandt London-bandet straks, eller kom der kanske et andet overset album efter debuten med den gule hotelkorridor på coveret, husker det ikke helt, men Rialto blev snart helt væk i tiden. Stor overraskelse derfor over nyheden om comeback-albummet Neon & Ghost Signs, der udsendes uden de store fanfarer i dag. Har indtil videre kun hørt førstesinglen herunder, og måske rollerne er byttet nu, for emmer denne voksne britpop ikke netop af den lidt billigt glitrende discokugle-eufori som førnævnte Pulp’s comeback-single for to uger siden vistnok gerne ville, men ikke helt formåede?
Get around town…
Mange vil nok sige ‘Don’t You Want Me’, men favoritsinglen her med The Human League, som på det tidspunkt netop har mistet sine to egentlige musikere til Heaven 17, er ‘The Sound Of The Crowd’, der udkommer på single 24. april 1981. Nummeret skal et halvt år senere heldigvis også optræde på Dare, Sheffield-bandets overraskende store gennembrudsalbum. Som altid på dette tidspunkt en fornøjelse at betragte de to nye medlemmer Susan Ann Sulley og Joanne Catherall’s uskolede handbag dancing. Ikke for ingenting er de to blevet spottet og headhuntet af sanger Phil Oakey på dansegulvet af Sheffield’s lokale Crazy Daisy Nightclub. Det viser sig efter inklusionen i The Human League, at de også kan synge lidt…
David Thomas RIP!
Cleveland, Ohio’s stærkt eksperimenternde artpunks Pere Ubu, der udsendte plader af en anden forvrænget verden fra 1975 og fremad, var anført af den klassisk utilpassede David Thomas, hvis nærmest tryglende, utilpassede sangbjæfferi af eksistentiel ængstelse altid stod centralt og stærkt identificerbart. Oplevede ham på scenen i København i midt-80’erne, hvor hans så specielt aparte karakter gjorde indtryk. Denne torsdag meldes David Thomas død efter længere tids sygdom. Her er han på en af de helt tidlige Pere Ubu-singler…
Når verden brænder
Mange af os kender nok først og fremmest den New Jersey-fødte guitarist Marc Ribot for hans givende samarbejde med Tom Waits. Her er han dog alene på en forløber for sit kommende soloalbum Map of a Blue City, det med en sang der først blev indspillet i 1930 af The Carter Family…
Hvis blot jeg kunne vente
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.
Paris 1968
Der er kommet nærværsfremmende farver og endda en oversættelse på det kendte klip af ‘Ne Dis Rien’, hvor det slår franske gnister imellem Serge Gainsbourg og Danmarks nouvelle vague-ikon Anna Karina…
Idolplakat
Picture this: Clem Burke, hans røde trommesæt med mod-pilene og Chrysler-bygningen til højre bag Hudson River. Det er 1979 og Blondie er ustoppelige.
Lana Del Rey
Dagens nye single her er fra Lana Del Rey, der efterhånden har fået bevæget sig så højt op i det amerikanske tower of song, at selv NYC-punkens ypperstepræstinde Patti Smith lige nu lovpriser hendes værk. Som så ofte før med Del Rey spiller denne nye sang og dens ord mindst ligeså meget som en indre film end som blot fem minutters musik. Såvidt umiddelbart høres refererer Del Rey til sig selv i omkvædet, hvis melodi lyder umiskendeligt meget som ‘Brooklyn Baby’…