Musikvideoen er indspillet ved Union City Dock i New Jersey på den opsigtsvækkende adresse Frank Sinatra Drive 901 i Hoboken. Sangen er fra Blondie’s fjerde album Eat to the Beat (1980), hvor den indre bandkemi for alvor begynder at knage efter for meget travlhed i lang tid. Alligevel lykkes det at begå en stilistisk spraglet, men på alle måder berusende og markant state of the art-opfølger til gennembrudskometen Parallel Lines fra efteråret før. ‘Union City Blue’ er som opfølger til ‘Dreaming’ albummets anden single, dets egentlige – og logiske – kæmpehit ‘Atomic’ bliver af uforklarlige grunde først udsendt som fjerdevalg. Musikken til svævende ‘Union City Blue’ er lidt atypisk for Blondie begået af bandets engelske bassist Nigel Harrison. Klassisk amerikansk popmusik med et slående ansigt…
Seks år her tirsdag siden Talk Talk’s Mark Hollis forlod denne verden, hvilket næsten fortjener en sang fra hans hånd som markeringsfakkel. Dette langsomt, majestætiske udfoldende deepcut fra Talk Talk’s kreative hovedværk The Colour of Spring optræder også på den very best-opsamling, der genudsendes om et par uger…
Dagens fødselsdag tilhører Kate Bush’s single ‘Hounds Of Love’, der blev udsendt dags dato i 1986. Albummet af samme titel var udkommet efteråret før til stor opmærksomhed og dette var nu tredje single taget derfra. Optagelsen her er fra The Brit Awards i London to uger før singlens udgivelse, hvor Bush stod nomineret i tre kategorier, men tabte Årets Kvindelige Artist til Annie Lennox, Årets Album til Phil Collins’ No Jacket Required og Årets Single til Tears For Fears’ ‘Everybody Wants To Rule The World’. Og hun var ovenikøbet ikke engang selv blandt de fem nominerede til Årets Producer (vinder Dave Stewart) for sin state of the art-produktion på albummet. Fuck award-shows.
Et andet 7″er-fund blandt et par håndfulde i Göteborg i går var en single med et ellers forglemmeligt vesttysk europopband, der i 1985 bevægede sig i samme sehnsucht-farvand som Sandra og hendes producer/kæreste Michael Cretu. Kan ikke lade være med at forestille mig, hvor stærkt denne sang ville lyde med hendes Saarbrücken-stemme på istedet. Få timer efter dette guilty pleasue-køb sang Thåström i Scandinavium iøvrigt netop sin sang med “Sandra sjöng ‘Maria Magdalena / det passar alltid så perfekt här'”, ja, alting hænger sammen. ‘Pis-disco’ er iøvrigt det ord Thåström har påhæftet Sandra og denne genre…
Anden weekend på Thåström-touren. Identisk setliste, men den nye guitarist Christian Kjellvander falder nu virkelig på plads, en svensk klasse-pendant til Hilmer Hassig eller Rune Kjeldsen, som giver Thåström’s dynamiske band en helt ny dimension at operere med. Mange højdepunkter over de to timer, da ikke mindst denne sang fra den mægtige og med årene stadigt voksende Den Morronen (2015), der af hovedpersonen selv – Thåström har aldrig snakket så meget på scenen som lige nu! – i Linköping’s ishockey-katedral Saab Arena blev præsenteret som “verdens bedste sang”. Måske han simpelthen bare har ret…
Hvilken glæde det er at støde ind i gamle Blondie-tracks rundt omkring. Fra de to første pladers Shangri-Las-dyrkende uskyldighed over hit-orkanøjet Parallel Lines (1978) til de – hørt nu – forbløffende eksperimenterende Eat to the Beat (1979) og Autoamerican (1980) er der klasse, kraft og variation hele vejen igennem. Her er det punkede ‘Living In The Real World’ fra Eat to the Beat, på et travlt tidspunkt da Blondie var blevet klodens vel største nye popband og vel egentlig ikke burde larme eller afsøge hjørner længere, men det gjorde man beundringsværdigt nok ufortrødent alligevel. Sikkert derfor står NYC-bandet og deres albums så vitalt forfriskende i dag. ‘Living In The Real World’ blev aldrig udgivet som selvstændig single, men er med som B-side på ‘Union City Blue’-singlen…
Har opsøgt Marianne Faithfull ovenpå hendes triste bortgang. En plade jeg ikke havde hørt i noget tid var hendes særegne samarbejde med David Lynch’s huskomponist Angelo Badalamenti, 1995-albummet A Secret Life, der blev til efter Faithfull var faldet for hans score-musik til Twin Peaks. På det album sænker Badalamenti paraderne en smule og konkretiserer sine mørklagte klangflader, dog hænger der stadig tungt efterårsrusk og filmiske scenarier over sangenes mol-stemning, som ligger stærkt til Faithfull’s sprukne seen-it-all-stemme. Her albummets nok mest ligefremme omkvæd, tilsat levende billeder fra 1969-dramaet The Girl on a Motorcycle, hvor den dengang endnu London-usårlige Faithfull spillede overfor Alain Delon…
Så trist med Marianne Faithfull, der også meldes død her i Uppsala. Pastoren mindedes hende i går med en post; jeg vil nu her gøre det samme med en stor sang Nick Cave skrev til hende på et tidspunkt, hvor Nick Cave ellers ikke længere skrev den slags klassiske sange til sine egne plader. Marianne Faithfull dukkede først op i mit liv med pladen Broken English (1979), et stålsat comeback hvis der nogensiden var et. Og det var den kæntrede stemmes sørgmodige men lyslevende og fremtidige musik jeg holdt af, ikke hendes mange lyse, blege popforsøg fra 1960’ernes Swinging London. Men London swinger ikke mere, og Marianne Faithfull er gået bort. Må hun hvile i fred.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
Blondie’s guitarist, kapelmester og hoffotograf Chris Stein fylder 75 i dag. Han står bag musikken til adskillige af bandets sange, skrevet dels alene, dels sammen med sin kæreste dengang, Debbie Harry. Favorit her blandt dem han helt selv har stået for? Var lige ved at vælge underskønne ‘Shayla’, men så faldt tanken istedet på dette atmosfæriske art rock-smagende deep cut fra Parallel Lines (1978), hvor iøvrigt Robert Fripp spiller sin letgenkendelige guitar nede i nummerets elegant producerede luftlag. Måske det faktisk netop var Chris Stein’s fortabelse i den mere seriøse rockmusik, der gav den musikalske ballast som gjorde Blondie til så meget andet og større end ‘bare’ et perfekt popband. Tillykke til Chris Stein.
Hørte kun om californske Ari Mason, fordi hun har lavet sin egen version af det tidlige TR/ST-nummer ‘Dressed For Space’. Men covers af andres ting bliver jo nærmest ligegyldige, når man med helt enkle virkemidler selv kan skrive, synge og udsende en så forførende stærk elektronisk sang som denne…
…It’s all spinning White like snow The girls all dance My night star show Diamond fortress I’m here again Can’t find the door Invite me in Take it off It won’t last long Let’s say it now Before the sun No will of god No moral code No men alive We’re beasts tonight…
Oppe fra Dundee på den skotske østkyst kom The Associates, en duo bestående af fem-oktavs-vanvidsstemmen Billy Mackenzie og multiinstrumentalisten Alan Rankine. Rankine lavede og indspillede sine musikalske landskaber – indimellem lydende som sange af en anden verden – som Mackenzie så lagde uberegnelige melodier og ord ovenpå. Den kombi resulterede i en af Storbritanniens mest specielle pop-succéser nogensinde. Herover høres en vild, dog stramt tøjlet instrumental Rankine-kreation, som herunder bliver til noget andet og større, nu med Mackenzie’s vilde input. Alan Rankine døde i dag for to år siden…
Nej, Rankine er ikke selv med på dette videoklip, da han omkring optagelsen netop var gået ud af The Associates.
