En af denne sides absolutte favorit-trommeslagere fylder år i dag. Her går han, Blondie’s metronom-fyrværkeri Clem Burke, side om side i 1977 med Debbie Harry på 14’th Street, Manhattan i New York City. Det nærmest eksotiske gadebillede er taget af Blondie-bandleader Chris Stein, hvis fotografiske evner fra dengang senere har givet sig udslag i flere fotobøger. Blondie turnerer videre næste år, hvor et nyt album ventes udsendt. Her et klip fra det amerikanske NBC-show The Midnight Special, 5. oktober 1978, to uger efter udgivelsen af gennembrudsalbummet Parallel Lines…
Sådan ser debutalbummet med Jørgensen/Botes ud. Det udkommer til februar. Og som allerede nævnt her er den netop udsendte ‘Dråberne’ ikke at finde blandt albummets otte numre.
Fint med alle de ældre indslag her, men de er der jo ofte kun i mangel af nyt, som har fanget opmærksomhed. Dejligt derfor at kunne bringe en frisk sang der udkom i fredags, hvor Niels Skousen udsendte albummet Blæsten og Regnen, som gennem en varm Nikolaj Nørlund-produceret musik fortsætter mesterens sindigt melankolske sansninger af tilværelsens gang og livets absurditeter. Et slankt album på 31 minutter er det, et tiltrængt menneskeligt break midt i verdens galskab. Lige her i ‘Båden’ gælder det først liv og død ude på havet…
Vi må aldrig glemme New Order, bandet der rejste sig af Joy Division’s aske og blev noget forunderligt andet og lyst. Der ligger store albums i NO-diskografien, men en disciplin New Order om nogen var mestre i, det var den udvidede 12″er-single. Altså forlængede numre der nærmest lød, som blev de remixet samtidig med at de blev skrevet og indspillet. Måske det faktisk foregik sådan? Et af de fornemmeste eksempler på dette er ‘Bizarre Love Triangle’, der udkom dags dato i 1986. Det gyldne New Order-nummer er stadig en uforbeholden nydelse at høre. Ikke mindst hen mod dets slutning, da det himmelske vocoder-chorus sætter ind. Enjoy!
I dag udkommer det første udspil fra Steen Jørgensens nye projekt Jørgensen/Botes, et samarbejde mellem frontmanden fra Sods/Sort Sol og den klassiske pianist Marina Botes, der har sine rødder i Sydafrika. Til næste år udsendes et regulært album med de to, men ‘Dråberne’ her, der kun er vinyltrykt som en todelt 10″er i 150 eksklusive eksemplarer, er ikke med på dets tracklist…
60’ernes bedste engelske band? Mange vil sige The Beatles, for uden Liverpool-popkometernes indflydelse og konstante musikalske udvikling, hvor havde nogen af deres konkurrenter så været? Sigende at The Rolling Stones’ anden single ‘I Wanna Be Your Man’ således var skrevet af Lennon/McCartney, før Jagger/Richards blev selvstændige og dygtige nok til selv at gøre det.
Men The Rolling Stones er også et godt bud på ovennævnte spørgsmål. Hvor The Beatles tog den velfriserede, lyse vej langt hen, da – rådgivet af deres unge manager/inspirator Andrew Long-Oldham – valgte Stones bevidst de mørke gyders hullede brosten, det med en kantet musik, der gjorde en ære af det utilpassede og farlige. Specielt Stones’ singler fra 1965 og frem til 1971 har den kunsteriske styrkes langtidsholdbarhed, man dengang næppe havde troet dem mulig. For trods alt var det jo ‘bare rocknroll’ , som Mick Jagger selv skulle synge det i 1974.
Så er der ialfald – foran de lidt mindre oplagte contenders som Small Faces og The Who – et band til, der kan hamle op med de to førstnævnte. The Kinks lyder i starten af karrieren i 1964 mest som endnu et band, der uden forbehold spiller for tidens massive Beatlemania, men meget hurtigt udvikler sanger/sangskriver Ray Davies sig til noget helt enestående. Og gennem hans specielle talent udsender The Kinks ligeledes fra 1965 og frem en musik, som i sit temperament og sin melodiske tone er så ærke-engelsk, genrebetegnelsen brit-pop næsten burde have været opfundet allerede der.
Og Davies’ sangtekster følger lykkeligt musikken til dørs. Hvor The Beatles’ tekster altid fremstår velfungerende sangbare, men ofte også – lad os være ærlige – lidt undervældende ansigtsløse, da bærer Ray Davies’ forfinede sangord omvendt en novelleforfatters sans for personlige detaljer, historier og karakterskildringer. Hvilket giver The Kinks’ fornemt svungne melodier ekstra tyngde, når de med hans indlevende fortællinger antager karakter af små stemningsfilm, man trækkes ind i.
Nå, det var en lang indledning her, blot for at kunne bringe en interessant cover af Ray Davies-sangen ‘I’m Not Like Everybody Else’, der først optræder hos The Kinks som single-b-side til ‘Sunny Afternoon’ i 1965, langt senere (live-versionen her ovenfor) som skæbnesvanger afslutningsmusik i The Sopranos. Femten år efter originalen udsender den engelske session-guitarist Chris Spedding (som har spillet sin elektriske guitar på studieplader for bl.a. Bryan Ferry, John Cale, Harry Nilsson, Paul McCartney) et soloalbum, hvis specielle titelsang netop er ‘I’m Not Like Everybody Else’…
Når man er ung, så er der er masse af bands som sender en afsted. Senere er der stadig stærke følelser for mange af dem, mens visse andre kun huskes med en beklagelsens skamfuldhed. Som hvad tænkte man dog på?! Sådan har jeg det her med London-bandet Adam and the Ants, der på få år bevægede sig ud fra snæver postpunk og for en tid blev enorme popstjerner i England og hele Europa. Oplevede deres koncert i Odd-Fellow Palæet i København i maj 1981, da de var allerstørst, hvor jeg sneg mig ind til soundcheck om eftermiddagen. Derinde i salens mørke kunne et genert supportband ses stående og vente på sin tur, nyopfundne TV-2 skulle som opvarmning have sin første koncert nogensinde. Adam Ant var på det tidspunkt uden falsk blufærdighed den moderne imagebevidste popstjerne, der – som resten af sit band – kun optrådte offentligt i kulørt sørøver-designertøj og overgjort ansigts-krigsmaling. Deres spaghettiwestern-corny lyd var bygget ovenpå et burundi beat, sendt effektivt afsted af to ‘modspillende’ trommeslagere, numrene mytologiserede indianerstammer, sørøvere (igen) og Robin Hood-romantik. Koncerten den aften oplevedes sært hul trods øresønderrivende teenage-begejstring i Odd-Fellow. Har siden forlængst bortkastet albummet Kings of the Wild Frontier (1980), der var et af de største på hitlisterne det år, og husker det kun som man kan mindes noget alt for sukret slik, man engang har spist sig dårlig i. Hvad tænkte jeg dog på med dem?! Her Adam and the Ants på scenen i Manchester i selvsamme periode. Hvis ret skal være ret, så spiller de egentlig, trods det hovedrystende koncept, langt mere helhjertet til end kynikeren i en har lyst til at ville anerkende. Adam Ant fylder 68 i dag. Her er han i plus-midten af sine tyvere…
Det måtte ske. Yeah Yeah Yeah’s udsender nu ‘Wolf’, deres amerikanske euro-banger af en popsang fra efterårets Cool It Down, som single. Den har defor fået levende billeder at gå med…
Johnny Marr, guitar-es og mand bag den tidsløst elegante musik som er The Smiths, fylder år i dag. For at markere det sættes her et par af hans melodisk lysende guitarguirlander op over denne blog. ‘This Charming Man’ findes ikke på The Smiths’ debutalbum fra marts 1984, selvom sangen er blevet udsendt ikke længe før. Den udgives nemlig 31. oktober 1983 – på Marr’s 20 års fødselsdag – som Manchester-bandets anden single efter ‘Hand In Glove’. Og der er fart på for Johnny Marr i den periode; allerede inden han fylder 24 er The Smiths opløst og hans imponerende livsværk med The Smiths komplet. Sjældent har begrebet boy wonder været mere presserende…
Lyder ‘This Charming Man’ her anderledes, end du synes den plejer? Det har sin grund. Dette er den såkaldte London-version fra før den ‘rigtige’ Manchester-version, men dømt ikke-optimal og derfor genindspillet oppe nordpå. Denne udgave ligger som nummer to, lige efter Manchester-versionen, på den oprindelige 12″er-single. Synes i den grad også London-versionen her kan noget med sin så tydeligt mere reverbede guitarlyd.
Skift til vintertid og med det falder mørket pludselig meget tidligt denne søndag. Så tiden må være mere end moden til her at bringe Lee Hazlewood’s formfuldendte sang om at lade stå til. Hvis ellers Romy Schneider er klar…
Siden den alt for tidlige bortgang i går er medier og net blevet lyst op af en bred Elisabeth-kærlighed, hvis omfang hun formodentlig slet ikke selv anede eksistensen af. Hendes musik har også fået en revival i det digitale fællesrum, ikke mindst på Facebook, som det seneste døgn har lignet en veritabel Voxpop/Elisabeth-playlist. Har dog bemærket én stærk sang, hun stråler på, som glimrer ved sit fravær, nemlig Sort Sol’s 1985-cover af ‘Ruby, Don’t Take Your Love To Town’, hvor den elegante streg af et signatur-kor i omkvædene synges af netop hende…
Sjovt med skæbne i rocknroll. To engelske postpunkbands startede ud sidst i 70’erne, begge anført af meget specielle, selvstændige frontfigurer og begge kendetegnet ved en glasklar guitarlyd, langt fra det normale indenfor britisk undergrund på det tidspunkt. Sidste fredag spillede den ene af dem i København for 14.000 mennekser i Royal Arena, i går kom den anden forbi og gav koncert foran måske 50-60 fremmødte i Vanløse. På den vis står The Cure’s Robert Smith og Felt’s Lawrence på hver sin side af den succés-vippe som er showbiz. Smith fik i 1982 et breakdown, hvorefter han saboterede The Cure med en række succésfulde popsingler, der i dag gør bandets depressive kerne arena-salgbar. Lawrence har også kæmpet med sine psykiske problemer, men har trods nogle indimellem meget fine og roste udgivelser aldrig formået at bryde ud fra indieland.
I går aftes i Vanløse med sit Go-Kart Estate virkede han taknemmelig over dog at have et lille lydhørt publikum at spille for, samt et nyt album på vej. Måske forståeligt efter år med hjemløshed og kunstnerisk obskuritet. Tog bagefter hjem i øsregnen og hørte Felt, det band Lawrence vil blive husket for meget længere end den mærkværdigt bad taste-dyrkende jinglemuzak-rock, hans Modern Lovers-lignende band spillede med ham på Vanløses Stairway.
Lawrence’s Felt definerede indie-popmusik før The Smiths kom til og tog æren for det. På singler som ‘My Face Is On Fire’ (1982) og ‘Penelope Tree’ (1983) lukkede Felt lys ind i den britiske undergrund. Lawrence lød som Tom Verlaine der prøvede at synge som Lou Reed, men alligevel trængte både melodiøsitet som nødvendighed igennem fra denne outsidernes outsider, der erklæret var besat af idéen om at blive popstjerne. Det blev han for en lille trofast skare, men aldrig i den virkelige verden, hvor Felt’s udgivelser, stærke som nogle af dem var, måske lød for verdensfjernt drømmende. I aften er Lawrence med Go-Kart Estate på Radar i Aarhus. Håber der også bliver taget varmt og entusiastisk imod hans ialfald aldrig kedelige nye musik der. Det fortjener den excentriske ener, der har haft så meget karrieremæssig bad luck og menneskelig modgang. Men Felt-numre bliver der ingen af på setlisten. Dem må man enten selv opsøge eller høre lige her…
Vi bør nævne her, at der i aften (fredag) på Stairway i Vanløse og i morgen (lørdag) på Radar i Aarhus er koncert med kultfiguren Lawrence, tidligere mastermind i det bredt oversete men fremragende engelske 80’er-band Felt, siden i Denim, Go-Kart-Mozart og nu i Mozart Estate, som han besøger Danmark med. Lawrence turnerer næsten aldrig, og de to danske shows er også sat særskilt op, så chancen for at se en af de sidste britiske excentrikere skal ikke dø pga. manglende omtale her. Hvad man kan forvente? Svært at sige, men formodentlig en hård dosis af den decideret ukomfortable IKEA-pop fra denne video, der i dag er blevet udsendt som forsmag på et kommende Mozart Estate-album med den vanskelige titel Pop-Up! Ker-Ching! And The Possibilities Of Modern Shopping…
Webmaster Pastor nævner i indlægget herunder (i forbindelse med et nyt amerikansk band) Liverpool-duoens Orchestral Maneouvres in the Dark. Og nu det tilfældigvis i går var årsdag for udgivelsen af favoritsinglen her med OMD, den i 1981 udsendte ‘Joan of Arc’, så her en samtidig liveoptagelse af sangen, en følelsesintens drøm af et melodisk synthpop-hit. OMD er vel iøvrigt de eneste fra Liverpool, der nogensinde er udkommet på Manchester’s Factory Records, som i 1979 udsendte debutsinglen ‘Electricity’…
Da min grandfætter først hørte Nation of Language, udbrød han: De er fra England, ikke?
Det er de nu ikke. De er fra USA, men de minder om Orchestral Manoeuvres in the Dark (OMD) på en god måde. Og deres sanger mm. Ian Mulvaney danser på en måde, som gør denne blog ære.
