En trist nyhed fra Skotland: Ofte har denne side sendt kærlighed afsted i retning af Dundee-duoen The Associates, der fra 1979 og tre år frem frem udsendte noget af det mest ekstravagant eventyrlystne, vildt euforiske og udfordrende popmusik vel nogensinde. Sanger Billy Mackenzie tog sit liv i januar 1997, i dag meldes bandets musikalske ankermand Alan Rankine død i en alder af 64 år. Her en af The Associates’ mange eksperimenterende 1981-singler, der fremviser hvilken høj musikalsk sfære de selvoplærte Bowie-graduates Mackenzie og Rankine sammen bevægede sig ubesværet i…
Fordi verden har brug for det. Nordengelske The Human League bringer 1981-lyden af ‘The Sound Of The Crowd’, deres måske bedste single. Joanne og Susan er lige blevet talentspejdet fra dansegulvet af The Crazy Daisy Nightclub i Sheffield og har endnu ikke sluppet deres handbag-moves derfra. Det første klip herunder er det mest umodståelige, men det næste bringer HELE nummeret, inkl. det ultrakølige instrumental-chorus mod slutningen – enjoy!
Fordi den moderne verden har brug for det. Britiske The Fallout Club udsendte denne single, en af bandets kun tre i en kortlivet ikke-karriere, i oktober 1981. Den lød som af en anden og bedre verden dengang, hvilket faktisk også – sikkert af andre grunde – er tilfældet i dag. TFC-keyboardspiller/sangskriver/producer Thomas Dolby skulle snart få succes andetsteds; dels som artist i eget navn, dels som producer, ikke mindst for Newcastle-bandet Prefab Sprout. Forunderlige ‘Wonderlust’ havde fortjent sig at blive et hit. Dét skete aldrig…
Men ikke med den sædvanlige sort/hvide video, istedet The Pogues og Kirsty MacColl på Top of the Pops dengang. Og som der står i en kommentar nedenunder: “As far as I’m concerned…. Christmas would truly be dead without Shane and this gem !!!”. Hvilket vel på det nærmeste er sandt. Kirsty fokuseret på sin performance her, en som altid ramt Shane på sit tyggegummi…
Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…
https://www.youtube.com/watch?v=bs-EUGH6CuY
PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…
Som undskyldning for at kunne sætte spotlight på et par af The Pogues’ så vidunderligt cinematiske sange har siden her den seneste uge fulgt med i king-Pogue Shane Macgowan’s hospitalsindlæggelse (vistnok for en infektion). Han er nu ude igen, ovenstående billede taget hjemme i går. Her endnu en af bandets grandiøse klassikere af sin tid, 1989-singlen ‘Misty Morning, Albert Bridge’, der med sit brede musikalske vingefang og fortabt-romantiske narrativ burde have været et smash, men peakede i forbløffende ubemærkethed som #41 på singlehitlisten i UK. Utaknemmelighed er England’s løn…
The Clash’s fjerde album udsendes dags dato i 1980; the only triple-album that matters. Ikke fordi der er mange af dem, heldigvis. Og som sagt før, denne udgivelse havde helt sikkert haft flere venner, var den istedet udkommet som et almindeligt dobbeltalbum.
Indtog frostgraderne i aftes i havnen i Køge, byen syd for København med hele to fine spillesteder, Bygningen og Tapperiet. Sidstnævnte lavloftede rockklub havde nemlig besøg af længe savnede The Raveonettes, der er på DK-tour i original live-besætning med Sune Wagner, Sharin Foo, trommefænomenet Jakob Hoyer og Manoj Ramdas (højelektrisk second guitar). Den lange pause taget i betragtning viser lige nu et overraskende tight band i støjende storform, der sultent går til Wagners stil-elegante katalog af perfekt pop, gennem setlisten bevægende sig kronologisk frem fra første dogme-enkle EP til den langt mere bredspektrede Raves-nutid. Herover et grønt/pink klip fra showet på Train i Aarhus forrige weekend. Som måske anes spiller den kompromisløst satsede lyssætning på disse shows perfekt op til Raveonettes-universet. Så kun grund til at glæde sig på Godset, Kolding i aften, samt på Store Vega, København onsdag, tourens to resterende shows.
Lana Del Rey’s nye album Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd, der udsendes 10. marts til næste år, kan efter sigende anskaffes i hele fem forskellige covers. Her er de samlet på parade…
Lana Del Rey er klassisk Lana Del Rey på sin nye single i dag. Hvis man troede seneste album havde udtømt kilden, de utallige sendrægtige Del Rey-klaverballader har deres udspring i, tog man grundigt fejl. Som altid med hende et dvælende langsomt tempo under tungtdryppende molakkorder tilsat kærlighedshungrende, americana-fortabte ord. Sangen lyder ikke helt ulig gennembrudshittet ‘Video Games’, men så god er den heller ikke. Dog, et cool stort gospel-kvindekor mod slutning løfter imponerende. Hun har været her før, men det virker…
Det var en af de helt store singler den vinter. Johnny Marr, der efter The Smiths havde brugt et par år som session-guitarist her og der, var nu gået sammen med New Order’s Bernard Sumner i duoen Electronic, hvis debutsingle ‘Getting Away With It’ blev udsendt 4. december 1989. Dengang lød nummeret ligeså moderne som det lyder charmerende gammeldags i dag. Snart var Electronic på BBC’s Top of the Pops, hvor produceren helt misser, at den store stjerne hverken er Sumner eller gæste-vokalist Neil Tennant fra Pet Shop Boys, men naturligvis Johnny Marr i baggrunden…
