Skrevet, optaget og postet spontant på Instagram forleden, som reaktion på weekendens to amerikanske massemord. Som følge af enorm respons renset lydmæssigt og i dag udsendt officielt som single. Det går hurtigt for Lana Del Rey…
Kategoriarkiv: Musik
Mass shooting pop?
Weekendens to massemord i USA har fået Lana Del Rey til at skrive en ny sang. Hurtigt indspillede ‘Looking For America’ blev i nat lagt op på hendes Insta-konto…
Art of the 2’nd cover
Den limiterede version af Lana Del Rey’s nye dbl-album – i limegrøn vinyl – giver mere visuel mening, med sin popartede seksdobling af det egentlige coverbillede…
Dagens norske sang
Fordi vejret og temperaturen i dag får lov at diktere. Efter flere års pause i midt-90’erne kom A-ha, melankolityngede skandinaver som de er, tilbage med nødråbet ‘Summer Moved On’, en syngende melodrama om altings, ikke mindst den eneste ene sommers, forgængelighed…
Art of the cover
30. august udsendes Norman Fucking Rockwell, det nye og så længe ventede album fra uforlignelige Lana Del Rey. Det ser således ud…
TRACKLIST:
01 “Norman Fucking Rockwell”
02 “Mariners Apartment Complex”
03 “Venice Bitch”
04 “Fuck It I Love You”
05 “Doin’ Time”
06 “Love Song”
07 “Cinnamon Girl”
08 “How To Disappear”
09 “California”
10 “The Next Best American Record”
11 “The Greatest”
12 “Bartender”
13 “Happiness Is A Butterfly”
14 “Hope Is A Dangerous Thing For A Woman Like Me To Have — But I Have It”
Lykke Li uden R&B
Lykke Li udsender i dag en EP bestående dels af to remix-versioner af numre fra sidste års So Sad, So Sexy, dels af to sange der ikke kom med på albummet, og sidst men ikke mindst af to enkle genindspilninger af titelnummeret og ‘Deep End’, der med tydelig viser, hvordan albummet kunne have lydt uden sin hitliste- og tidsbevidste R&B-produktion. Samme indtryk hendes så anderledes dramatisk opspændte aften i Berlin’s Astra sidste november efterlod.
Pour La France
Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…
The Barrel
Der er for få morsomme musikvideoer, der faktisk er morsomme. Men her er en.
RIP, João
Imens på Hydra…
Hey, that’s no way to say goodbye? Den unge Leonard Cohen på tæt æseljagt efter den græske legendes norske Marianne…
500 albums fra Elvis
På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)
I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.
Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.
The Beatles
o With The Beatles – 1963
o A Hard Days Night – 1964
o Help – 1965
o Rubber Soul – 1965
o Revolver – 1966
o Sgt Pepper – 1967
o Past Masters Vol. 2 – 1988
• Beck
o Odelay
• Bee Gees
o Best Of The Bee Gees
• Ludwig Van Beethoven
o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965
o Symphony #7 – 1975
o Late Quartets – 1997
o Violin Concerto – 1997
• Derek Bell
o Derek Bell Plays With Himself – 1981
• Tony Bennett And Bill Evans
o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975
The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.
Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.
Mesterlige The Visitors
ABBA’s The Visitors (1981) er så vild fordi den er voksenlivsskilsmisse i en helt normal og velfriseret popverden, så langt fra rock-tradition som tænkes kan, hvor den slags nedtursfokus er absolut no go, ialfald på vægtigt, seriøst plan. Fremragent svungne verdensklassemelodier dryppende af alene-sorg, hvor verden indeni skælver og langsomt men sikkert opløses undervejs. Den ‘øvelse’ er mesterligt sat op, suverænt troværdigt udført, ja, billedet står skræmmende skarpt. Mod alle odds det her album. Og dets livskrise er absurd nok blevet hørt og sunget med på af millioner af 5- til 83-årige verden over, da det det udkom i 1981. Sammenbrud forklædt som state of the art-mainstream. En smukkere trojansk hest finder du aldrig. Her giver Kylie Minogue live sit underspillede bud på en af dens sange, endda med Benny Andersson som backup på tangenter…
Samtidig, i 1977
Der kom en dag, hvor jeg for første gang valgte at lægge en video op med Gladys Knight og The Pips. De ser umiddelbart ud til at være tre let ufikse volleyball-trænere. Det var Gladys ikke. Sangen er skrevet af Van McCoy, måske bedst kendt for instrumentalnummeret “The Hustle”.
Robyn til en søndag
Undervældet skuffelse sidste efterår herfra da det seneste Robyn-album udkom. Kun slutsangen ‘Ever Again’ holdt det niveau forventninger var sat til. Det giver derfor mening, den endelig nu er blevet udsendt som almost perfect Robyn-popsingle i eget navn. Og med en promovideo, der satser sine tricks på stor opmærksomhed til afsenderen…
Bruce & Maureen
Hvilken fin fredag. Ikke blot udsender Bruce Springsteen med Western Stars sit bedste album siden Magic (2007), og det første i meget lang tid med sange istedet for numre. Tilmed sange der folder sig ud og vokser ved flere genlytninger. Nej, Sæbys moi Caprice, der velsignede 0’er-tilværelsen med en række fornemme synthpop-albums, er tilbage ud af intet med deres første single i over ti år. Og mikrofonholder Michael Møller har ikke mistet sit unikke talent for hverdagens kolossale drama…