Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…
Kategoriarkiv: Musik
Vi barn från Jedwabne
Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…
The healing day
Det kan jo ikke kun være trakasserier, disharmoni og ufred, som skal tegne det store billede. Nogle dage må gerne tilegnes noget mere sundt og livsbekræftende. Den engelske outsider-musiker Bill Fay udsendte omkring 1970 et par soloalbums, som trods stor ros druknede i tidens malstrøm. Sikkert som følge af den afvisning trak Fay sig tilbage i 40 år, inden han igen begyndte at udsende plader med nogle nærmest Spiritualized-relaterede sange, hvis roligt flydende musik lyder af en bedre verden…
Breve fra Vermilion Sands
Sæby’s moi Caprice udsender i dag sit syvende album. Vermilion Sands er såvidt vides opkaldt efter en sci-fi-novellesamling fra 1971 af J.G. Ballard og indeholder ni sange/numre, en mere introspektiv samling end Michael Møller og hans band normalt har trakteret med. Dette ikke negativt ment, tværtimod, for det er vel en gave i et mainstream-dyrkende popland som vores dog at have et band med så raffinerede og subtile virkemidler som netop disse rugende hjerters moi Caprice. Her en udsøgt smagsprøve fra dagens nye udgivelse, nummer to på side 1…
Lana synger skaden sket
Lana Del Rey optrådte lørdag til Neil Young’s lille Harvest Moon-velgørenhedsfestival. Blandt et par håndfulde sange i et intimt set-up var en cover af Young’s klassiske ‘Needle And The Damage Done’…
De Eneste Fire
Holder meget af og har stor respekt for Simon Kvamm og Peter Sommer. Her er de sammen i skarp topform – med Arni og Morten – på Hugorms nye banger-single. Sikke et statement i triumferende mol. Den der så sjældne befrielse, når en enkel sang kan indfange sin komplicerede samtid og KO’e dens pegerfingerløftende, livsdrænende alvor med ét euforisk håndkantslag, det kan den her for mig…
Mere end bare et navn
Kig op til højre på bagsiden af Soft Cell’s debutalbum Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Nu Dave Ball, synth-duoens musikskaber, er gået bort, skyldes det næsten at fortælle, det var derfra et vist band fik sit navn. Så vigtige og indflydelsesrige var de.
Dave Ball RIP!
Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
Det er 1900 i aften
Det er lyd, billeder og stemninger som disse, de af os, der ikke kan være til stede i DR Koncerthuset’s Studie 2 i aften, går glip af. Svenske 1900 har til stor anmelderfanfare spillet audiovisuelle koncerter på scener som Dramaten i Stockholm og inden for den seneste uge tre aftener på Stora Teatern i Göteborg. Christian Gabel, som netop har udgivet nyt album sammen med Pelle Ossler, er ene arkitekt i 1900, der til nu har en historie bestående af fire longplayers med en vel i mangel af bedre ord semiklassisk musik, hvor det måske ikke er skudt helt ved siden af, at påpege et vist musikalsk slægtskab med amerikanske Beirut…
Françoise ’66
Fordi også Mlle. Hardy kan sit efterår. Og fordi mester Ennio Morricone har begået denne sang. Originalen er med den italienske sangerinde Mina og hedder ‘Se Telefonando’. Dramaturgien er speciel; det opbyggende vers kører fra start og de første 48 sekunder frem, hvorefter resten af sangen er ét langt omkvæd, der hele tiden holdes i fremdrift gennem transponering.
Her kommer efteråret
Et efterår ankommer ikke rigtigt på denne blog uden et eftersyn af dette lykkelige sammestød mellem musik og billeder. Sangen er Lee Hazlewood’s, filmen L’Enfer d’Henri-Georges Clouzot, drømmebilledet Romy Schneider, oplevelsen vores.
Arh altså, Lawrence!
Siden her blev kørt lidt rundt med i går. Skrev om Mozart Estate’s nye album i den tro, at det var, well, et nyt album. Viser sig nu i stedet, der mere end mindre er tale om en regulær genindspilning af den tidligere inkarnation Go-Kart Mozart’s 2005-album Tearing Up the Album Chart. Så er det hermed skrevet.
Lawrence mod Verden
Lawrence’s nye Mozart Estate-plade er udkommet i dag. Som ventet er hans lav-socialrealistiske TV-jinglepop – sangtitler som ‘Fuzzy Duck’ og ‘A Lorra Laughs With Villa’ siger vel mere end ord – umulig at elske eller bare holde af, selvom det paradoksalt nok forholder sig lige modsat med den fortabte mand der står bag.
En sang der dog skiller sig meget og positivt ud på Tower Block In A Jam Jar er ‘Listening To Marmelade’s tre speedede minutter, der lyder mindre som beundringsværdige men ultimativt frygtelige Mozart Estate og ret meget mere som Denim, Lawrence’s band i start 90’erne, hvis plastic glam-duftende debutalbum Back in Denim (1993) hørt herfra er en alt for hemmelig Britpop-klassiker.
Befriende efter alle disse år med Lawrence’s destillerede muzak, at høre ham give et straightforward rocksmash uden brun/orange 70’er-gulvtæpper på gulvet eller lurvede Benny Hill-synthlyde. At nummeret så øjensynligt handler om at lytte til et bedaget skotsk softrockband (Marmalade), tiden nådigt har glemt alt om, det er en anden sag. Man kan ikke få det hele på én gang…
Light in my head, you in my arms…
Efter ‘the big music’-mægtige This is the Sea (1985) gav Mike Scott og The Waterboys sig god tid med de øjensynligt endeløse sessions til opfølgeren, hvor både bandets fascination af keltisk folkemusik og den amerikanske tradition blev forfulgt ud i alle kroge. Langt senere udkom et boxset med hele 121 sange fra de to års optagelser, hvilket kun viser det enorme forarbejde til det enkelte album på 13 sange, der udkom dags dato i 1988. Fisherman’s Blues er det spændende brydningsalbum, hvor The Waterboys står i grænselandet mellem en Bunnymen/U2-storladen rockmusik, som havde båret de tre første albums, og så den irsk-smagende folkemusik, der skulle tage helt over på Room to Roam to år senere. Her er albummets klassikerlydende åbningssang og titelnummer, der bringer det bedste fra begge de to verdener…
Lawrence giver aldrig op
Engang udsendte Lawrence my(s)tiske, underskønne indieplader af en anden sløret og hemmelig London-verden med sit band Felt. Man skal nok læse sidste års opsigtsvækkende biografi A Year with Lawrence for nogenlunde at forstå, hvorfor han i dag med Mozart Estate i fulde alvor laver en musik, der lyder som den slags top-cheasy reklamejingler, der kørte på engelsk TV i 1970’erne. Her er Mozart Estate’s nye single, en forløber for albummet Tower Block In A Jam Jar…