Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.

Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…

Måske denne optagelse er mere passende i stemning og lyd til dagen i dag. Engelske The Dream Academy, et designerblødt neo-hippieband hvis vist eneste gevinst var denne single, løfter en The Smiths-sang op og gør den Simon & Garfunkel-billedskøn, så stjernerne tindrer…

LS er ude med nyt album, som tager meget fokus her på siden lige nu, men hey, den her danske udgivelse fortjener også en shout-out. Henrik Olesen, den musikleverende del af Olesen-Olesen, har gennem de senere år uden store armbevægelser udsendt en række intime, lydhøre, nærmest minimalistiske soloplader af høj kvalitet. I fredags kom så et nyt album med titlen Sange, der kan købes sammen med bogen Essays, og ja, hvad mon dén indeholder? Her et af de ni indbydende nye tracks fra pladen…

Hun havde en anderledes tilgang til musik. Vi andre havde alle vores favoritter, som konstant blev skiftet ind og ud, nye bands, singler, gamle fund, wild shots. Hendes musikalske verden bestod af færre komponenter, hun til gengæld havde en standhaftig trofasthed overfor. Det var de samme med tiden slidte albums og 7″ere som kom på igen og igen, når hun havde brug for musikkens verden til at løfte eller bare omslutte sig. Hun elskede virkelig denne, hendes egen udvalgte musik. I foråret 1985 kom hun hjem fra byen en dag med den nye debutsingle fra David Sylvian, forsanger fra da netop opløste Japan. Den blev straks en af hendes erklærede sange, som vi derfor skulle høre over hele sommeren, den var altid med os. Dengang betød ‘Red Guitar’ ikke det store for mig, men hørt i dag er dens ubesværede refrain-elegance svært betagende, ja, sangen lever på det parameter nærmest i en slags parallelunivers til Bryan Ferry og hans sene Roxy Music. Det lidt jazz-smagende, trompetbårne C-stykke gjorde intet for mig, men på afstand nu bygger det helt rigtigt op til den transponering, der sender sidste omkvæd så perfekt afsted mod i dag…

Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.

Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…