Kategoriarkiv: Musik

De slap stjernerne fri

Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.

Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…

Hjerternes fest

En glædelig hjerternes fest fra Pastor Webmaster og jeg til jer alle. Kunne have valgt den før spillede ‘Fairytale Of New York’ som musikalsk ledsagelse, men i år må De Gyldne Løver med irsk blod i hjertet vige for det stive hvide beat fra Nordengland med en sang, der har placering i LS-folklore. Desuden var det netop PSB’s version af ‘Always On My Mind’, der i julen 1987 holdt den verdens bedste julesang med The Pogues fra førstepladsen på den engelske singlehitliste. Og sådan kan skæbnen være så lunefuld, selv ved juletid. Spørg bare den lille pige med svovlstikkerne om dét. Måske det er hende Neil Tennant her synger ud til fra Top of the Pops’ varme studier i White City, London…

Bettina K. aus Berlin

Et stykke dekadent Berlin denne lørdag, sendt med Bettina Köster, mest kendt fra postpunk-årene i Vestberlin som sangerinde i kvindebandet Malaria!. Før det var Köster co-grundlægger af den undergrunds-centrale tøj- og kunstbutik Eisengrau, samt NDW-bandet Mania D. Efter Malaria!’s opløsning i 1984 boede hun en lang årrække i New York City, hvor hun arbejdede indenfor filmbranchen. Siden er hun vendt tilbage ikke bare til Tyskland, men også til musik, og her er hun for syv år siden med sin egen version af ‘Der Novak’, en lettere depraveret vesttysk populærsang fra 1956, som hun med sin livsbrugte stemme og forfinede dog rå seen-it-all-udstråling tager sit helt eget sted hen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.

Musik for voksne mennesker anno 2025

Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?

Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.

Sandinista 45!

Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.

Altings blå

LS er ude med nyt album, som tager meget fokus her på siden lige nu, men hey, den her danske udgivelse fortjener også en shout-out. Henrik Olesen, den musikleverende del af Olesen-Olesen, har gennem de senere år uden store armbevægelser udsendt en række intime, lydhøre, nærmest minimalistiske soloplader af høj kvalitet. I fredags kom så et nyt album med titlen Sange, der kan købes sammen med bogen Essays, og ja, hvad mon dén indeholder? Her et af de ni indbydende nye tracks fra pladen…

Introducing…Dove Ellis!

Hvis man sætter sin Nick Drake, Tim/Jeff Buckley eller Bon Iver meget højt, så kommer denne 22-årige irske debutant som sendt fra Manchester, hvor han pt. holder til, laver musik fra og forleden udsendte sit debutalbum Blizzard, der lige nu modtager de vilde anmeldelser i engelske aviser og musikmagasiner. Mød hans kringlede sange og så flyvefærdige, flugtende vokal her på tre akustiske sange i en helt ny optagelse fra The Old Operating Theater i London…

Teen Idol

William Michael Albert Broad – bedre kendt som Billy Idol – bliver 70 denne søndag. Ikke en artist med stor tyngde, snarere en figur som med det rette punk-look – og den rigtige pre-Sid Vicious-overlæbe – på det rette punk-tidspunkt smart fandt sig en karriere som gammeldags popstjerne uden højere til loftet end talentet kunne bære. Mindeværdige øjeblikke? Mange vil nok sige et af hans to-tre MTV-solohits fra 80’erne, men herfra er der lidt mere tid til den første tid i punkbandet Generation X, hvis første tre singler egentlig gjorde det de skulle i grænselandet mellem street-punk og Sweet-glam. Her den første af dem…

Apotek Vintergatan

Sverige kan sine traditionelle sangskrivere, der bruger deres værk til at synge tilværelsens mørkere sider ud. Borgholm’s Toni Holgersson havde en lovende musikkarriere i start-90’erne som kulsejlede i stoffer. Siden er der kun kommet sporadiske, blåtonede plader med fokus på et liv i og med misbrug. For 14 dage siden udsendte Holgersson albummet Apotek Vintergatan, hans første i otte år, hvor han på syv afdæmpede, afskrællede sange fortsætter sine stille observationer fra noget, der nemt kan ligne et car crash i slow motion. Talentet hos denne mildt udseende Toni Holgersson er dog slet ikke kørt galt; der vibrerer en særegen og glødende strøm i hans underspillede fortæller-minimalisme…

“…Du vet jag ville va en luffare 
Men jag va alldeles för mjuk
Nu är mor och far döda
Och snart är filmen slut..”.

Sangen om den røde guitar

Hun havde en anderledes tilgang til musik. Vi andre havde alle vores favoritter, som konstant blev skiftet ind og ud, nye bands, singler, gamle fund, wild shots. Hendes musikalske verden bestod af færre komponenter, hun til gengæld havde en standhaftig trofasthed overfor. Det var de samme med tiden slidte albums og 7″ere som kom på igen og igen, når hun havde brug for musikkens verden til at løfte eller bare omslutte sig. Hun elskede virkelig denne, hendes egen udvalgte musik. I foråret 1985 kom hun hjem fra byen en dag med den nye debutsingle fra David Sylvian, forsanger fra da netop opløste Japan. Den blev straks en af hendes erklærede sange, som vi derfor skulle høre over hele sommeren, den var altid med os. Dengang betød ‘Red Guitar’ ikke det store for mig, men hørt i dag er dens ubesværede refrain-elegance svært betagende, ja, sangen lever på det parameter nærmest i en slags parallelunivers til Bryan Ferry og hans sene Roxy Music. Det lidt jazz-smagende, trompetbårne C-stykke gjorde intet for mig, men på afstand nu bygger det helt rigtigt op til den transponering, der sender sidste omkvæd så perfekt afsted mod i dag…

Skriget

Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.

Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…

Art of the cover, cover of the art

Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.