Endnu et ikonisk Peter Saville-design er det sort/hvide coverarbejde til Depeche Mode’s livealbum 101 (1988), der dokumenterer englændernes triumftog i USA, hvor verdenstouren for Music for the Masses (1987) rundes af – show nummer 101 på touren, naturligvis – i Pasadena Rose Bowl i Los Angeles. Her aftenens tredje – og tourens sidste – ekstranummer…
Håber ikke det var for chokerende, da George Michael dukkede op her på siden under gårsdagens fødselsdagshilsen til cover-maestro Peter Saville. Der stod hans cover lidt under Joy Division’s, og hvor mange mon egentlig ved, at George Michael havde side 2 på deres Closer (1980) som et af sine stykker yndlingsmusik overhovedet? Så aldrig noget lys i Wham, men George Michael’s solosingle ‘Careless Whisper’ (fra juli 1984) er noget af det mest forædlede stykke 80’er-pop, jeg har oplevet. Sådan en sang man har billeder for livet til, en sæsonbestemmer, en duft der forsvandt men som pludselig kan komme tilbage, båret af vind fra nu opløste drømme. Her er sangen i den overlegne 12″er-version, der stadig kan gøre mangen en nordisk sommernat vægtløs og blid. Musik kan…
Tillykke til art director/grafisk designer Peter Saville, som i går rundede de 70. Fra først Factory Records til dernæst hele den engelske musik som sin scene at boltre sig på har Saville’s udsøgte sans for muligheder, udfordringer og æstetik indenfor den berømte vinylkvadrat på 30 cm været stærkt udslagsgivende for rockmusikkens visuelle udvikling. Ja, hvor havde den mon været i dag uden hans stilsikre stigfinding? Her fire i hast fundne eksempler på Peter Saville’s talent. Det kunne ligeså godt have været 60 andre covers og det ville have fremstået ligeså overbevisende. Så dygtig er han.
Blitzglimt af markører som The Triffids og The Walker Brothers skyder gennem hjernen samtidig med at dagens nye single fra canadiske The Dears udspiller sine dramatiske tre minutter. Klassisk, stort opbygget popmusik der kom, levede og forsvandt før i morgen blev i dag…
Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.
Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!
Synth-pop-legenden Phil Oakey fra The Human League fylder 70 i dag. Første plade jeg anskaffede med ham og hans Sheffield-synthband var singlen ‘Empire State Human’ i 1979. Lyder stadig godt i dag. Tillykke til Oakey!
I dagens så triste anledning slutter vi her, hvor det begyndte, på en forårsdag i Helvede…
Ordnung muss sein. Beklager at vi tog fejl af et udgivelsestidspunkt for et par uger siden. Derfor genbringer vi nu dette indlæg på den rette dato i dag. For Parallel Lines, Blondie’s tredje album, udkom nemlig 23. september 1978. Side 2’s åbningsnummer ‘11.59’ burde have været en single, men var ikke blandt de seks (!) A-sider Chrysalis udsendte fra Lower East Side-bandets kunstneriske og kommercielle gennembrud…
Der er en kold snert i luften denne sene mandag i september. Den signalerer det måske bør være tid til at bringe denne sang fra 1938 af Kurt Weill og Maxwell Anderson, som både Frank Sinatra og Lou Reed har prøvet kræfter med. Her er det dog Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som i 1984 – ovenpå samme forårs triumf med Ocean Rain – havde planer om at indspille og udsende en række solosingler med klassiske sang-numre. Det blev dog kun til denne første, hvor også han på ‘September Song’ forhandler med det svindende lys. Og imens skyller efterårets bølger nådesløst ind mod den engelske kyst på en elskelig old school promovideo, der viser hvor ambitiøst man kunne gå til værks med det medie i dets unge MTV-guldalder…
…Well, it’s a long, long time
From May to December
But the days grow short
When you reach September
And the autumn weather
Turns the leaves to gray
And I haven’t got time
For the waiting game…
Nogle gange hører man en sang på en helt ny måde, fordi verden har forandret sig.
Sådan har jeg det med sangen “Roads” med Portishead. De har netop genindspillet denne gribende sang fra 1994 (også et år, hvor utallige civile blev dræbt i Bosnien og i Rwanda) som en kommentar til folkedrabet i Gaza. Her er teksten.
Oh, can’t anybody see?
We’ve got a war to fight
Never found our way
Regardless of what they say
How can it feel this wrong?
From this moment
How can it feel this wrong?
Storm in the morning light
I feel no more can I say
Frozen to myself
I got nobody on my side
And surely that ain’t right
And surely that ain’t right
For 50 år siden i dag optrådte David Bowie – da aktuel med sin plastic soul-plade Young Americans – på Cher’s TV-show. De to performede en yderst showbiz-bizar medley af gamle amerikanske pop-evergreens sammen, men øjeblikket af musikalsk værdi indtraf på den smægtende ‘Can You Hear Me’ fra Young Americans, hvor Bowie positivt får levet sin sorte soul-drøm helt ud, mens Cher til gengæld holder sin del af duetten rodfæstet i kridhvid professionel mainstream-underholdning…
Favoritsingle med Blondie? Den er svær, kandidaterne står i kø, men valget vil mange dage falde på Eat to the Beat-åbningsnummeret ‘Dreaming’, der kom som 7″er to uger før selve albummet. Der er noget specielt magisk over sangmelodiens trappe op til omkvædet. For slet ikke at tale om Clem Burke’s powerhouse-trommespil, der gør et medium-tempo popnummer til noget langt mere eksplosivt berusende. Altsammen en perfekt ramme for Debbie Harry, hvis vokale stråling står blændende. ‘Dreaming’ blev udsendt 14. september 1979…
Håkan Hellström er ude med en ny single i dag, og som det hurtigt blev med ham, så tænkes der som lytter instinktivt, hvor man helt konkret lige har hørt den melodilinje eller de tekstbidder før. Nu er der jo heldigvis intet galt i at låne i popmusik, hvor Hellström er blevet berygtet som elegant mestertyv, fordi han har vist sig så dygtig til at få noget selvstændigt og personligt ud af sit bytte.
Der skal naturligvis ikke gå mange sekunder af dagens nye ‘Svindlande Höjder’ før alarmklokker ringer, musikpolitiets blå blink bliver tændt og Håkan Hellström sin vane tro føres bort i imaginære håndjern. I 2002 udsendte Ulf Lundell dobbeltalbummet Club Zebra. Dets højdepunkt er den næsten 15 minutter lange sansning af et titelnummer herunder, som åbner pladen. Mon ikke også Hellström og hans partner in crime Björn Olsson sætter pris på det stykke musik?
Fredagen byder på en ny indtagende single fra Sæby’s synthkonger moi Caprice. ‘Driving Too Fast’ er første levende lyd fra bandets syvende album Vermillion Sands, der kommer slut-oktober…
Uppsala’s Veronica Maggio er flyttet til Toscana og har i Italien indspillet et nyt album – Sciura – hvis forløbersingle er ude og omkring i dag. En blåtonet ballade, hvis anstrøg af indelukket efterår ikke umiddelbart går hjem på disse kanter, hvor Maggio sættes højest med fuldtonet mol-musikalsk popflag…