Neil Young er i København, med shows både torsdag og fredag aften. Indgangsprisen står uacceptabelt højt – ikke mindst for en mand af hans idealistiske baggrund – så vi har fravalgt at være tilstede i Falconer Teatret. Lad gerne høre hvordan seancerne forløber, hvis andre af jer har plyndret en pengetransport og købt den guldrandede billet. Her hvad Neil Young spillede sidste onsdag i Holland:
02-20-2008, RAI Theater, Amsterdam, The Netherlands
w/ Rick Rosas, Ben Keith, Ralph Molina, Anthony Crawford & Pegi Young
1. From Hank To Hendrix
2. Ambulance Blues
3. Sad Movies
4. A Man Needs A Maid
5. Try
6. Harvest
7. Love In Mind
8. Old King
9. Love Art Blues
10. Don’t Let It Bring You Down
11. Campaigner
12. Old Man
—
13. Dirty Old Man
14. Spirit Road
15. Down By The River
16. Hey Hey, My My
17. Too Far Gone
18. Oh, Lonesome Me
19. The Believer
20. Powderfinger
21. No Hidden Path
—
22. Cinnamon Girl
23. Rockin’ In The Free World
—
24. The Sultan
Velvet Underground’s Nico sammen med Rolling Stones’ Brian Jones på Monterey Pop Festival d. 4. juni 1967. Mr. Jones kunne være blevet 66 år i dag. Han døde juli ’69, hun først juli ’88.
Forleden på en bar, før vi skulle se Liverpool, blev Dexy’s Midnight Runners spillet over PA’et. Desværre var det ikke debut-klassikeren Searching For The Young Soul Rebels, men istedet den tåkrummende singalong-opfølger, den vagabond-stylede Too-Rye-Ay, vi måtte klare os igennem op mod kick-off.
Dexy-mastermind og sanger Kevin Rowland er ofte taget i at stjæle med arme og ben når han lavede musik og image-spin. Mange tyveriofre har i den forbindelse været fremhævet; fra hans egen stakkels guitarist over flere 60’er-soullegender til en vis verdensberømt keltisk roots-star. Dog har ingen såvidt vides taget fat i, en kraftig visuel inspirationskilde til Rowland’s første soloplade, 1988’s The Wanderer, må have været Mr. Walt Disney, afbilledet herunder sammen med sine dværge.
Efter The Wanderer skulle der gå 11 år i kamp mod – surprise! – cokemisbrug og paranoia samt en personlig konkurs, før Kevin Rowland igen lod høre fra sig. Det var på Creation-albummet My Beauty, hvor han, nu iført skrøbeligt lingerie og med læbestift, tog en måbende verden gennem en samling troskyldige men ukomfortable coverversioner af standarder som bl.a. ‘You’ll Never Walk Alone’, ‘Rag Doll’, Whitney Houston’s ‘Greatest Love Of All’ plus den vel mest cheesy udgave af ‘Daydream Believer’ nogensinde hørt.
En vild og fascinerende plade, qva sin hovedpersons desperate insisteren på en sjælelig ligevægt, der i hans tilfælde åbenlyst ikke længere er af denne verden. Kan godt – trods cirkustrompet og valiummedgørlig musik – anbefales.
Mark Eitzel fremstod allerede fra første øjeblik hans musik og ord blev hørt, som en af sin generations helt store sangskrivere. Nu, efter år alene på vandvogn og solokarriere, er han tilbage i den sammenhæng det hele begyndte, som forsanger i American Music Club. Et band der i sin kreative storhedstid kunne male stemning af fortabthed som næsten ingen andre. I aften spiller Mark Eitzel og AMC denne kronisk ensomme musik i en tørstig københavnsk sal. Her en top-10 over San Francisco-bandets stærkeste sangøjeblikke:
01. Western Sky (fra California, 1988)
02. Why Won’t You Stay? (fra Everclear, 1991)
03. Sick Of Food (fra Everclear, 1991)
04. Pale Skinny Girl (fra California, 1988)
05. Highway 5 (fra California, 1988)
06. Yvonne Gets Dumped (fra The Restless Stranger, 1986)
07. Outside This Bar (fra Engine, 1987)
08. Royal Cafe (fra Everclear, 1991)
09. Last Harbor (fra California, 1988)
10. Patriots Heart (fra Love Songs For Patriots, 2004)
Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place
But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky
I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace
So I’ll take you in my two weak hands
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize
I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light
So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining
Årets måned #2, årets dag #57, med en top-10 på sange der synger præcis 2 minutter 57 sekunder:
01. Picture This – Blondie
02. Be My Wife – David Bowie
03. Sunday Morning – The Velvet Underground
04. Freight Train – Nancy Whiskey
05. Brother And Sister – Gun Club
06. Sha-La-La-Lee – The Small Faces
07. Taste The Floor – Jesus & The Mary Chain
08. Roots Natty – The Gladiators
09. Jumping Someone Else’s Train – The Cure
10. Satan Rejected My Soul – Morrissey
Hvad pladeudgivelser angår, har det nye år indtil videre været bemærkelsesværdigt stille. Derfor ekstra grund herfra til at påskønne Lucky, det nye og femte studiealbum med New York City-trioen Nada Surf.
Efter ‘Popular’, bandets MTV-omfavnede postgrunge-noveltyhit fra den første plade, var chancen stor for aldrig mere at støde på Nada Surf igen. Men et talent der umiddelbart nemt kunne overses, har over en række uspektakulære men voksende fine albums alligevel bevist sit eget specielle værd.
For Nada Surf’s styrke er med tiden blevet en ubesværet-lydende og vægtløs sangskrivning, tilsat glasklar stemmeføring ovenpå traditionel guitar/bass/tromme-line up. Formlen er ikke helt ulig Band Of Horses eller nok især The Lemonheads, fra omkring da de toppede med bubblegrunge-milepælen It’s A Shame About Ray.
Så markant en auteur-frontfigur som Lemonheads-omdrejningspunktet Evan Dando ejer Nada Surf ikke. Derfor mere blot det solbeskinnede spindelvæv af ringende guitar-molakkorder, end et egentligt personligt fingeraftryk, som glimrer. Og så selvfølgelig de små store melodier, som på Lucky’s elleve sange måske lykkes bedre end nogensinde før for Nada Surf.
Der er mange måder et frustreret band kan vise utilfredshed med sin managers arbejde på. Tag nu bare The Walkmen fra New York, forrige år aktuelle med det fantastiske A Hundred Miles Off-album. På deres hjemmeside har man fra starten af februar kunnet læse følgende nyhedspost:
2/5/08
Greetings. We had to cancel 3 shows on the way down to Florida because the scheduling wasn’t happening. Sorry about that (if you cared). We will still be doing all the others on the way back up though. In other news, we are heading back into the studio tomorrow morning to finish up our fourth record. We’ve been working hard on it for two years. We’ve recorded in New Jersey and Mississippi, and we are going to finish everything in Manhattan. We are very “psyched on” the whole thing. We think it will be out in the late Spring or early Summer. We are also toying with the idea of firing our manager Doug, although this will be the first he’s heard of it. You are on THIN ICE. Ok take care.
– The Walkmen
Talte lige nedenfor om gamle vinylsingler med A- og B-sider, om hvordan sidstnævnte i bedste fald kunne optimere oplevelsen af hovednummeret i almindelighed, den enkelte singles eget univers i særdeleshed. Her 15 eksempler på ret komplimenterende A/B-paringer:
Gasolin’ – Rabalderstræde / Kvinde Min
Love Shop – En Nat Bliver Det Sommer / Aftensang
Pet Shop Boys – Surburbia / Paninaro
New Order – True Faith / 1963
The Clash – White Riot / 1977
The Smiths – Shoplifters Of The Wold Unite / Half A Person
Dead Kennedys – Holiday In Cambodia / Police Truck
Willie Alexander & The Boom Boom Band – Kerouac / Mass. Ave.
The Rolling Stones – The Last Time / Play With Fire
Echo & The Bunnymen – Rescue / Simple Stuff
The Beatles – Penny Lane / Strawberry Fields Forever
Dexys Midnight Runners – Geno / Breakin’ Down The Walls Of Heartache
Suede – Animal Nitrate / The Big Time
Bruce Springsteen – The River / Independence Day
Ramones – Blitzkrieg Bop / Havana Affair
Engang fandtes der singler. Flade runde stykker plastik, med et kort stykke musik på hver side. A-siden til direkte kommunikation, B-siden som alt fra legeplads til eksperimentarium til skraldespand for overskydende numre. Der fandtes bands og artister som var specialiserede i singlens svære disciplin, så forskellig fra det mere seriøse og opbyggende albums anderledes krav.
Der sendes stadig singler ud, men efter vinylens afskaffelse som dens førstemedie, har de ikke tilnærmelsesvis samme kommunikative charme. Hits vil stadig være hits, men de rammer sjældent så direkte, som når man kom hjem med sin 7′-inch-vinyl, tog den ud af coveret og satte den på pladespilleren. Bare det at A- og B-side var fysisk adskilt, var en oplevelsesmæssig kæmpegevinst i forhold til CD-singlens grumsede blanding af hovednummer og ekstramateriale.
Grunden til jeg tænker på dette er ‘Disco Lies’, den nye single med New York City’s Moby. Han har som artist ført en stilistisk omflakkende tilværelse fra boblende Hi-NRG-tekno over symfonisk ambience over stift programmeret vegetar-punk til corporate MTV-wellness. Så ham engang på min fødselsdag spille et show på Islands Brygge foran, jeg tror vi var 14 betalende. Siden kom så anderledes enorm popularitet med nogle plader, som trods originale kvaliteter viste sig alt for lette at blive mæt af.
Nye ‘Disco Lies’, forløber for albummet Last Night, lyder præcis som en af den slags helt enkle og kapow-direkte popsingler, man kunne have købt dengang. Til et – surprise! – discobeat, med heftige handclaps og buzzende synths, bygger Moby’s gæstesangerinde, hvem hun så end må være, eminent indigneret op til et sugende hedonistisk omkvæd, lige dele eufori og længsel, hvis udråbstegn næsten ingen ende vil tage. Et lille stykke evighed på 3:23.
Måske man har fået nok af Moby’s nye single i morgen, når dagslys sætter den i helt andet perspektiv, men det er underordnet, for lige nu og her i natmørket lyder ‘Disco Lies’ vedkommende fantastisk – essensen af effektiv brug-og-smid-væk-pop-musik som vi lærte at elske den.
Må hellere få sagt rent tak for de sidste ugers shows med Unmack/Nørlund. Helt anderledes for mig at turnere og spille så nedbarberet. Tak til jer der kom ud, lyttede på og delte aftener med os!
Pånær Aalborg, der ikke ville lægge scene til, fik Mikkel og jeg – i godt selskab med Nørlund – på 17 dage dækket det meste af landet. Måske fristende snart igen at gøre noget lignende, er mulighed og interesse der.
Spillede byer undervejs, vi aldrig før har besøgt, hverken med Slagterne eller Love Shop. Aabenraa, fint glemt af tidens tempo. Skive, med hotel og nightlife i rødt neon. Køge, med regulær matiné i en soloplyst sal. Der var samtidig mere sikre havne, ikke mindst perfekte hjemmebaner i Århus, København og Odense.
Musik stod mest i s-l-o-w, ‘Joyride’ og ‘Skovens Dybe Stille’ var ankrene. Undervejs kom tempo lidt op. Velkendte sange i eller minus forklædning. ‘Fremmedlegionær’ som salme, ‘Satans Yngel’ som requiem, ‘Coke Lovebirds’ som musichall. Nye muligheder uden fuldt band. Det blev en fornøjelse.
Kan nogen huske Fishbone? Jeg kan. Fishbone var et amerikansk band, der i årene omkring 1990 lavede en smeltedigel af rock’n’roll, punk, ska, reggae, soul og hvad ved jeg. Når de var bedst, var de dét, Red Hot Chili Peppers (og siden bl.a. Rancid) gerne ville være. Fishbone var nemlig afro-amerikanere med noget på hjerte og noget at have det i – dengang i årene før gangster-romantikken sejrede ad helvede til. På Truth and Soul fra 1988 findes denne korte sang, der er sørgeligt aktuel i disse dage, hvor afmagt, fanatisme, arrogance og nationalisme for gud ved hvilken gang er kørt i stilling fra højre og venstre både ude og hjemme:
Subliminal fascism
People got problems that they can’t work out
So their sense cracks
I read the paper and I watch the news it don’t give me the blues
It just gives me the blacks
Starvation on the radio
They dont play the facts
They play the crackerjacks
Subliminal fascism getting under your skin
so you better wake up us
Well the bad gets worse
Too fucked up
And the hate grows more each day
So when the infected try to effect you
Dont listen to them when they say
Follow the rules and forget the bomb
Communistical patriotic
The plan is subtle but its in the open
Kingpins nazi scheme getting under your skin
Det var sidste nat med kliken da Unmack/Nørlund-touren kom godt i mål og sluttede søndag på et udsolgt Jazzhus Dexter i Odense. Fyens Stiftstidende var tilstede og tildeler mødet med Nikolaj Nørlund, Mikkel Damgaard og Jens U. 5 stjerner – læs her.
Jyllands-Posten var i aftes aldeles tilstede i den tætpakkede sal til det første af Unmack/Nørlund’s to shows i Århus. Det kom der en 5-stjernet anmeldelse ud af, som kan læses her.
GAFFA var i aftes tilstede ved det første af to udsolgte shows på Jazzhouse i København med Nikolaj Nørlund og Jens Unmack – 5 stjerner tildeles i en anmeldelse der kan læses her. Et repræsentativt citat:
– Nørlund og Unmack satte to streger under, at der er langt endnu til et sangskriver-generationskifte på den danske rockscene. For sammen og hver for sig beviste de, at de mestrer deres sangskrivning og personlige udtryk i suveræn stil.