Som sagt så gjort. Her er en lidt anderledes, men – synes jeg! – mere optimal Du & Jag Döden. For at ramme samme størrelse plade, har den skarpe kniv været i brug. Borte er 3 sange: “Järnspöken”, anonym akustisk ballade Jocke har gjort bedre før, “Max 500”, den underligt statiske første-single med de svage ord, samt for gennemsigtige “Rosor & Palmblad”. Istedet er kommet de 3 føromtalte og bortgemte B-side-eksistenser fra samme indspilningssessions: “M”, svimlende sang – i direkte forlængelse af “400 Slag” – om sygdom og afsked, “Välgärningar & illdåd”, hvis forfinede melodiske flow tilsidst køres ned af massive tordenbrag fra Sami Sirviö’s guitarhimmel, og “Nihilisten”, et af den slags strømlinede uptempo-numre, der altid var så typiske for Kent, tænk “Revolt III” eller “Vinternoll2”. Du & Jag Döden’s “nye” tracklist og sequencing står herunder. Sådan kunne Kent’s 6. plade med fordel ligeså godt have lydt. Lad give hvis bedre version haves…

01. 400 slag
02. Du är ånga
03. Den döda vinkeln
04. Du var min armé
05. Palace & Main
06. Välgärningar & illdåd
07. Klåparen
08. Nihilisten
09. Romeo återvänder ensam
10. M
11. Mannen i den vita hatten (16 år senare)

Enjoy!

Den seneste uges tid har lyttet en del til Kent’s Du & Jag Döden, som jeg tidligere her har taget skuffet afstand til. Men, men, men. Måske er den slet ikke så ringe endda. Måske høres den bedst nu om vinteren, med dens iskolde synth-streger gennem nordisk Kent-lydlandskab. Måske var det forhastet, da jeg ikke troede den havde bagage med på rejsen. Måske er det faktisk en helt glimrende plade. Fortællinger om forandringens tilbageblik, om lyse nætter i 70’er-huse, om sygdomsbeskeder på morgenfly til London “trots att du alltid använt kondom”, giver mening. Mærkeligt at der skulle gå så lang tid.

Et vedvarende ankepunkt er dog de tre sange “M”, “Välgärningar & illdåd” samt “Nihilisten”, der ikke er med på Du & Jag Döden, men alle findes som B-sider på pladens to første singler. Så direkte og klare de fremstår, er deres fravær på selve albummet et decideret mysterium. Heldigvis kan man på iTunes, ved hjælp af personlige playlister, lege Kent og rette den slags uforståelige fejl…

Du & Jag Döden blev iaftes i Stockholm tildelt Aftonbladets traditionelle pris “Rockbjörnen”, i kategorien “årets svenske album”.

Vi talte om sangen i forbindelse med The Beatles, men de havde den fra The Isley Brothers, der indspillede og udsendte deres klassiske soul-version først. Teksten til T&S – ren verdenslitteratur! – går sådan her:

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

Well, work it on out, honey. (work it on out)
You know you look so good. (look so good)
You know you got me goin’, now, (got me goin’)
Just like I knew you would. (like I knew you would)

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon, c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

You know you twist your little girl, (twist, little girl)
You know you twist so fine. (twist so fine)
Come on and twist a little closer, now, (twist a little closer)
And let me know that you’re mine. (let me know you’re mine)

Well, shake it up, baby, now, (shake it up, baby)
Twist and shout. (twist and shout)
C’mon, c’mon, c’mon, c’mon, baby, now, (come on baby)
Come on and work it on out. (work it on out)

Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)
Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)
Well, shake it, shake it, shake it, baby, now. (shake it up baby)

© Russell/Medley

Her John Lennon’s setliste fra de 2 Beatles-shows i KB-hallen, juni 1964. Lovende ser den ud, ikke mindst med raket-fantastiske “Twist & Shout” som næstsidste nummer, efterfulgt af speedraceren “Long Tall Sally”, den med “we’re gonna have some fun tonight”-outroen. Amerikaneren Daniel Johnston har for få år siden skrevet en ret uforglemmelig Fab4-tribute ved navn “Beatles”. Aner ikke hvordan sangen lyder, men det er næsten også ligemeget med de ord:

When I was born in ’61
They already had a hit
They worked so hard and they
Made it too
They really were very good
They deserved all their success
They earned it yes they did they didn’t
Buy their respect
And everybody wanted to be like them
Everybody wanted to be the Beatles
And I really wanted to be like him
But he died
A legendary rock group
Like history now to read
Like a magical fairy tale that’s hard to believe
But it really did happen
Four lads who shook the world
God bless them for what they done
God bless them for what they done

© Daniel Johnston

PS – Tingene hænger sammen ude i verden; Henrik Hall’s bror var i KB-hallen den aften! Og man havde kunne købe billetter fra og med den søndag jeg blev født…

Memorabilia at holde verden fast på: Elvis indspillede i dag for præcis 50 år siden sin “Heartbreak Hotel”.

I dag vender Krøniken tilbage. Pastoren synes at netop denne dag i Pastorens år er passende, især i betragtning af at den nye omgang afsnit begynder i 1964 – et år der havde stor betydning for denne blogs forfattere.

Ved samme lejlighed kan vi afsløre at Erik ikke døde. Han vendte tilbage til USA, hvor han blev rockstjerne – flankeret af en dansk trommeslager. Se ovenstående billede for beviset.

Michael Stipe, den kølige mand med de vilde Elvis-moves, bliver 46 idag. Her er i den anledning en ret ok sangtekst af ham:

Nightswimming deserves a quiet night
The photograph on the dashboard, taken years ago,
Turned around backwards so the windshield shows
Every streetlight reveals the picture in reverse
Still, it’s so much clearer
I forgot my shirt at the water’s edge
The moon is low tonight

Nightswimming deserves a quiet night
I’m not sure all these people understand
It’s not like years ago,
The fear of getting caught,
Of recklessness and water
They cannot see me naked
These things, they go away,
Replaced by everyday

Nightswimming, remembering that night
September’s coming soon
I’m pining for the moon
And what if there were two
Side by side in orbit
Around the fairest sun?
That bright, tight forever drum
Could not describe nightswimming

You, I thought I knew you
You, I cannot judge
You, I thought you knew me,
This one laughing quietly underneath my breath
Nightswimming

The photograph reflects,
Every streetlight a reminder
Nightswimming deserves a quiet night, deserves a quiet night

© Michael Stipe

Fame, fame, fatal fame! Før Strokes udsendte 2001-debut’en Is This It, var de allerede af den samlede internationale musikpresse blevet hyldet som guitarrockens frelsere. Dén første plade ændrede overordnet set ikke på meget, men var dog i sig selv et nødvendigt, forfriskende åndehul af kort, tungen-lige-i-munden New Yorker-rocknroll, lavet i en tidsmaskine, der gik hele den lange vej tilbage til 1977.

Så at der for Strokes var tale om fremragende revisionisme, mere end om egentlig udvikling af rocknroll, herskede der med det samme ingen tvivl om. Is This It var medrivende lytning, men mest fordi bandet gjorde sin popart-ting så helhjertet og fordi Julian Casablancas attitude som sanger var fremragende udtryksfuld.

Men det er ikke nemt at gå med lyset. Efterfølgeren Room on Fire blev til under store forventningspressede besværligheder. Man prøvede først en tidligere Radiohead-producer, for siden at vende tilbage til Gordin Raphael’s lyd og identiske opskrift fra Is This It. Nu hvor verden havde vænnet sig til hans sound og tilgang, lød Strokes pludselig lidt gammeldags og – hvad værre var – bange for at komme videre i teksten.

Vel var der gode øjeblikke på Room on Fire, og Strokes gav efterfølgende en cool koncert i KB-hallen i København, men deres momentum var alligevel gået tabt. De nye stjerner havde vist menneskelig svaghed, hvilket måske er okay for almindelige dødelige bands, men ikke for verdensfrelsere. Og det var jo nærmest det Strokes var kommet til os som.

I går udkom First Impressions of Earth, Strokes “svære” 3’er, som lægger yderst overbevisende ud med nogle catchy, direkte sange, skåret skarpt og helt ind til benet. Men alt for hurtigt sætter store problemer ind og Strokes slår sig siden som en hest i tøjret henover resten af pladen. At produktionen er blevet mere hi fi-konventionel klæder især ikke pretty-boy-sanger Julian Casablancas, der, stående alene og bar i forgrunden, forgæves prøver at træde vande og få tiden til at gå.

Det er materialets kvalitet der udgør hans største problem. “I’ve got nothing to say” vræler Julian et sted, og ironien er pinagtig svær at få øje på. De sange, der i de 6-7 værste tilfælde vel knappest kan kaldes sange, har en melodisk kluntethed, som ikke engang Nick Valensi og Hammond Jnr’s opfindsomme guitararbejde kan skjule. Man bruger en cello i én sang, et gammelt omkvæd fra Barry Manilow’s “Mandy” i en anden. Ligemeget er det. Strokes, der var indbegrebet af strømlinet lethed, fremstår trætte, rådvilde, tunge.

“The End Has No End” hedder en af de bedste sange fra Room on Fire. En titel der gør ondt, når man lytter til First Impressions of Earth, hvor den endelige afslutning for Strokes som band synes lige om næste hjørne.

Normalt spilder vi her på siden ikke plads og entusiasme på udgivelser der decideret skuffer, men Strokes har tidligere givet så gode oplevelser, at selv deres forfald fortjener en vis opmærksomhed. Og så er åbningsnummeret “You Only Live Once” sammen med “Heart In A Cage” – trods alt – næsten indgangsprisen værd.

Man opdager og genopdager interessante ting i sin juleferie. I går opdagede jeg f.eks. efter 8 års parforhold at min bedre halvdel ikke kan lide mørk chokolade med kokosfyld.

I den mere substantielle afdeling genopdager jeg med jævne mellemrum gamle cd’er fra min samling, da de ca. 1500 cd’er for det meste er gemt af vejen i kasser. Cd’erne kommer frem i lyset for en kort stund, når jeg ripper dem til en ekstern harddisk og overfører dem til iPod’en.

Den anden dag genfandt jeg Opus Dei med Laibach, som vi dengang i 1987 kaldte for et jugoslavisk band. På mange måder foregriber dette albums tunge techno-rock med (ofte) tyske tekster og brølevokal Rammstein (omend uden den bund af firser-thrash metal, som Rammstein har). Prøv bare at høre “Leben/Tod” eller Queen-coverversionen “Ein Leitbild”.

Desværre forstod kun få deres satiriske kommentar til den omsiggribende nationalisme i Jugoslavien, og nogle af deres tekster fremstår i bakspejlet som ufrivillige profetier. Kun 4 år efter albummet blev udsendt, rullede forbundshærens tanks igennem gaderne i Ljubljana – den slovenske hovedstad, som på tysk hedder Laibach.

I en noget anden afdeling, men fra samme tid er Yemenite Songs med israelske Ofra Haza. Hendes familie kom fra Yemen, og hendes musik var et møde mellem mellemøstlige klange, blik-slagtøj og tekster på hebræisk og arabisk. Jeg kan huske et tv-program, hvor israelske unge beskrev hendes musik som håbløst gammeldags, “ikke-vestlig” som den var. Og jeg husker billederne af en ung, sorthåret kvinde i tung, guldbesat folkedragt fra Yemen.

Musikken swinger helt fænomenalt og blev samplet af mange hip-hop- og house-musikere. Teksterne forstår jeg ikke meget af. En arabisk lingvist, jeg engang kendte (og som i parentes bemærket så lige så godt ud som Ofra Haza), fortalte mig engang, at de sangtekster, som lød som de handlede om Jørgen Schleimanns indkøb af haveredskaber, faktisk var lidenskabelige kærlighedssange.

Ofra Haza fik et mindre hit med en house-udgave af “Im N’in Alu” fra albummet og gæsteoptrådte hos bl.a. Iggy Pop og Sisters Of Mercy. Siden forsvandt hun ud i glemslen, internationalt i al fald, og døde i en alder af 41 år af en voldsom influenza, der vistnok skyldtes en HIV-infektion. Ak, ak, ak.

På sin måde banede Ofra Haza vejen for accept af senere navne som vores allesammens Natacha Atlas, og alene for dét er hun værd at mindes.

Opfølgning på min decembersnak med Jens (der stadig er at finde som seneste feature!). Nu har jeg omsider jubilæumsudgaven af Born To Run; en julegave fra mig selv.

Den kedelige dyne-lyd, der plagede den oprindelige cd-udgivelse, er udbedret, så meget det nu lader sig gøre. Mest interessant er nu de to medfølgende dvd’er, og her især en hidtil uudsendt (men hyppigt bootlegged) optagelse af Bruce Springsteens første koncert i Storbritannien nogensinde, dengang i 1975.

Det er ikke nogen dårlig koncert. En nærmest telepatisk fornemmelse for samspil præger det to timer lange sæt, der rummer de fleste af de bedste numre fra de tre første albums, forståeligt nok med fokus på Born To Run. Alle de kvaliteter som Bruce Springsteens musik rummer, når den er bedst, er til stede – lidenskab, fest, fandenivoldsk attitude og inderlighed. En koncertoptagelse med højdepunkt efter højdepunkt – hele bokssættet værd!

Vild aften i Viborg her i mandags. Death To Frank Ziyanak spillede en af de sjældne koncerter, som gør alle middelmådige live-oplevelser umagen værd. Trioen fra Silkeborg stillede op omkring midnat foran et helt igennem dødt publikum, men formåede alligevel nemt at spille et set fremragende, selvstændig rocknroll. DTFZ tog i Viborg traditionelle toner og lavede stor, helt personlig musik ud af dem. Måske man blev mindet om Suicide, Stooges, Ronettes, Ramones, Velvet U og andre milepæle undervejs, men det var ligemeget, for fingeraftrykkene, bevægelserne, lyden, øjeblikket tilhørte kun det superseje og selvsikre Silkeborg-band. Tjek lige den strålende debut ud!

Musik er ikke kampsport, men vi flyver alligevel højt på følgende medvind:

Dagens udgaver af Berlingske Tidende og Politiken sætter spot på de redaktionelle top-10 lister over årets bedste pladeudgivelser. Berlingske kårer Vejen Hjem fra Rocknroll som årets “uden tvivl” bedste danske album, mens den på Politikens liste tager andenpladsen efter Bigstok Røgsystem. Her et par ord fra Berlingskes sammenfatning:

“Mere direkte, mere forståeligt og tænksomt præsenterede Jens Unmack sig, da han for første gang stod på egne ben efter anmelderdarlingene Love Shops endeligt. Unmack overraskede ikke mindst ved at supplere sine fremragende tekster med stort popmelodisk flair. Og det gjorde “Vejen Hjem Fra Rocknroll” til en født klassiker og årets bedste danske plade.”

Idag er det 3 år siden The Clash’s Joe Strummer pludselig døde. I den forbindelse udtrykte jeg i morges her på siden trist undren over, hvorfor det så ofte synes kun at være de gode kræfter der går til spilde. Det skete på en måde, der desværre åbenbart kunne mistolkes som en slags deathwish mod visse danske politikere. Hvilket jo selvfølgelig slet, slet ikke er mit ærinde! Så lad mig prøve igen og istedet fejre vores Joe – og den humanistiske livskraft han er indbegrebet af – med en gengivelse af de syngende ord til “Know Your Rights”, åbningsnummeret på Combat Rock:

This is a public service announcement
With guitar
Know your rights all 3 of them
I say
Number 1: You have the right not to be killed
Murder is a CRIME!
Unless it was done by a
Policeman or aristocrat
Number 2: You have the right to food money
Providing of course you
Don’t mind a little
Humiliation, investigation
And if you cross your fingers
Rehabilitation
Wang! Young offenders! Know your rights
Number 3: You have the right to freeeee
Speech as long as you’re not
Dumb enough to actually try it.
Know your rights
These are your rights
All 3 of ’em
It has been suggested
In some quarters that this is not enough!
Well…………………………
Get off the streets
Get off the streets
Run
You don’t have a home to go to
Smush
Finally then I will read you your rights
You have the right to remain silent
You are warned that anything you say
Can and will be taken down
And used as evidence against you
Listen to this
Run

© Joe Strummer