Interessant og slutteligt forløsende første aften ud af to på Fyrishov i Uppsala, der markerer startskuddet på den nye Thåström-tour. Christian Kjellvander er en tilføjet og befriende dygtig guitarist i bandet, setlisten en blanding af fem sange fra aktuelle Somliga Av Oss, to-tre rariteter og ellers en stærk buket fra de seneste par turnéer. Bandet og sanger vil snart blive mere sammenspillede – sådan er det på en tourpremiere! – og lydmanden vil også finde den mere dynamiske balance, som vil tilgodese de enkelte sanges detaljer og dramaturgiske behov. Thåström selv? Synger som en drøm, ligger højt i både mix og humør. Der er masser af håb.
Sidst Thåström spillede koncert var i juni for to år siden, da han til sin sommers eneste koncert gæstede Stockholm’s pendant til Syd For Solen, Rosendal Garden Party, i skoven ude på Djurgården. Den aften lød bl.a. sådan her…
Efter at være faldet ned af stolen fredag, da den gamle Håkan Hellström – ham vi faldt for engang, men øjensynligt havde tabt for altid til mainstream-industrien – pludselig var tilbage og på bølgelængde, kom man igen på benene, gik to skridt tilbage og lagde den nye EP fra sig. I går meldte tvivlen sig så om førsteindtryksoplevelsen havde løjet, om den nye musik var lavet for at skulle lyde rigtig, men bagved alligevel måske slet ikke var det. Men altså, jo, EP’ens tre numre stod forbløffende nok også testen af et højt genhør i aftes. Her er det hovednummeret ‘Go För Glory’…
Vi bærer ikke nag her på siden. De kan udsende en håndfuld virkelig sløje plader derude, men kommer der derefter en god, så er meget tilgivet. Tag nu svenske Håkan Hellström, hvis musik er blevet tortureret halvt ihjel i hans eget enorme succesfængsel, hvorfra endnu en række Ullevi-koncerter er linet op senere i år. Så er det at Håkan plejer at udsende musik, designet til at skulle fungere festligt uproblematisk foran 70.000 fællessyngende svenskere. Men i dag har han udsendt EP’en ‘Gå För Glory’, hvis tre numre i en dejlig beskidt produktion derimod endelig lyder som om Håkan laver musik for sin egen fornøjelse igen, ja, det var for længe siden sidst. Her EP’ens ret heftige slutnummer, hvis desperat højpitchede ”dom kommer aldrig ta oss”-mantra nok har lånt – det er jo Håkan! – sin gang på jord fra russiske t.a.T.u.’s ‘Not Gonna Get Us’, men det gør ingenting, for det her er langt bedre…
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Fredag eftermiddag var der pludselig en hurtig time til overs i svenske Ängelholm. Og hvem skulle have troet en så forholdsvis lille by har sin egen fine second hand-pladebutik? Velassorterede Electric Mud Records ligger i tre små men vinylproppede kælderrum tæt på stationen. Kom afsted derfra igen med et par rejsevenlige 7″ere, blandt andet denne 1979-debut fra engelske Au-Pairs. Birmingham-bandet med no bullshit-kvinden Lesley Woods i forgrunden blev snart langt mere kendte for deres første album Playing with a Different Sex (1981), en siden sært overset plade, men dengang hyldet overalt som både fremsynet postpunk-klassikerog central feministisk markør. Debut-EP’ens tre numre var ikke med på albummet, men er ligeledes stærke og absolut høreværdige i dag. Her er det A-sidens ‘You’…
En ny Thåström-video til denne grå november-lørdag? Åbningsnummeret fra hans aktuelle album tilsat visuelt fokus på det store pariserhjul fra Wien? Det til sangord som både kommer forbi Kim Bodnia og et natligt nybyggeri, der lyder som et Neubauten-soundcheck? Samt en rolig, groundet elektrisk guitar ført af danske Jesper Lehmkuhl, der bor nede i berlinske Wedding? Så gerne…
Kun at poste om den nye Thåström-plade igen og igen ender jo med at fremstå lettere manisk, så her et hårdt forsøg på helt at skifte spor. Men er der andre spor? Ah jo, det kunne f.eks. være David Bowie der synger sin helt egen fortolkning af Nina Simone’s ‘Wild Is The Wind’, først hørt som afslutningsnummer på Station to Station i 1976. Det har vel intet med Thåström at gøre…
Og tirsdagen kan bringe paradokser. Som f.eks. hvad nu hvis det bedste der findes er netop ikke at finde det, som iøvrigt aldrig fandtes? Thåström udtrykker på sit nye album den tanke betydeligt mere elegant…
Mandag er koncentrat af kriblende energi, en ny uges dramaturgi som kræver tilrettelægning og snart koncentration. Fra sit nye album tilbyder Thåström denne pulserende sang, der mest kigger sig tilbage og undres, hvilke af de uendeligt mange indre billeder er drøm, hvilke var virkelighed…
Søndagens sang her fra den nye Thåström? Det kunne være skæring nummer tre på side a. Sangtitlen ‘Mathilde’ tilhørte vel til nu Jacques Brel og Scott Walker, der begge har udgivet nærmest berusende versioner af førstnævntes besættelse af en kvinde ved det navn. Men Thåström tager nu også ejerskab i følgende sang, hvis vinkel og strygernænsomme grundstemning er en ganske anden…
Vi markerer også Thåström’s nye album her med denne post, hvor 1982-dokumentarfilmen Ebba The Movie, der narturligvis handler om Ebba Grön, kan streames…
