Efter det næsten for stort anlagte show i GBG føltes det jo på sin vis som en intimkoncert en nådesløst frysende lørdag aften, da Thåström var i Halmstad Arena, hjemmebane for klubben Drott, hvor faren engang spillede sin håndbold. Et næsten for underdanigt Halmstad-publikum i den mindre sal gjorde ikke den fornemmelse mindre, og bandet skulle arbejde med den kærlige men også afdæmpede feedback fra hallen for at kunne ramme den musikalske flyvehøjde og intensitet, der nu midtvejs i denne tour er blevet vanlig standard. ‘Fan Fan Fan’ var kommet på setlisten, og ‘Papirstunna Väggor’ var med igen, ellers samme køreplan som hidtil. Den nye guitarist Christian Kjellvander, mærkbartskruet op i det samlede lydbillede denne weekend, er virkelig en attraktion i sit elegant henførte spil, der giver musikken en helt ny dimension efter fejlcastede Eddie Nyström’s exit. Denne aftens højdepunkter? For mange til at nævne, men umiddelbart huskes mageløse versioner af ‘Stora Langt Gatan’, ‘Ingen Sjunger Blues som JLP’, ‘Det Året Kallaste Kväll’, ‘Kort Biografi’ og det nye arrangement af Ebba Grön’s ‘Flyktsoda’. Tre uger til København, der er billetter endnu, det her kan jo kun anbefales.

Om det er Thåström’s store hockey-interesse – han går mere op i favoritklubben Djurgården’s resultater på is end på græs – der gør sig gældende er uvist, men begge koncerter denne weekend foregik i ishockeykatedraler. Thåström sælger naturligvis slet ikke disse store haller ud, så scenen er med held placeret langt fremme på gulvet for at skubbe folk tættere sammen. Aftenen i Linköping fredag blev i den lokale avis Corren lørdag morgen lovprist med, at årets allerbedste koncert i byen nu med sikkerhed allerede havde fundet sted. Med den hæder i bagagen stillede man lørdag aften op tre timers kørsel sydpå i herfra upåagtede Växjo, der trods sine vel 70.000 indbyggere giver en ny dimension til begrebet deprim soveby. Der var dog ikke meget pulstræt hvile over aftenens show, hvor det ellers faste set havde en lille ændring, da den knitrende tunge version af ‘Gräsfläcker’ måtte vige for singlen ‘Papirstunna Väggor’. Erfaringen fra Sverige fortæller at hallerne lørdag aften gerne er lidt mere i flow og stemning end fredag, således også denne weekend, hvor Vida Arena virkelig fortabte sig. Da ikke mindst mod slutningen af settet til en syv-otte minutter extended-version af mægtige ‘Old Point Bar’, hvor Thåström freestylede sin fortælling undervejs, et sted mellem joie de vivre og eksalteret vanvid. En halv times tid senere blev loftslyset nådesløst tændt igen i den for øjet så brutale hal, hvorefter Växjö atter kunne finde tilbage sin trygge, skindøde vinterdvale, dog helt sikkert ikke uden feberdrømme om denne aften af en anden og bedre verden…

Troede et kort øjeblik det var underspillede ‘TOLEDO’, da introen til dette nummer blev påbegyndt på førsteaftenen i Uppsala i torsdags. Men nej, istedet viste det sig at være den dunkelt udfoldende ‘Smaken Av Dig’ fra Beväpna Dig Med Vingar (2012), også et meget fint og lidt bortgemt nummer…

Første weekend på den nye Thåström-tour peakede voldsomt lørdag aften i Örebro, byen hvor manden selv i 1977 på Stora Hotellet oplevede en livsforandrende The Clash-koncert. Tankevækkende at hans eget publikum to dage tidligere i Uppsala helt sikkert havde følt sig begunstiget over at opleve en tourpremiere, for i Örebro’s Conventum, en fornemt designet moderne hal med højt til loftet, var han og hele bandet bare af en anderledes overlegen, forædlet og intens klasse. Og det er vel egentlig den tankevækkende morale her; at tre fortløbende aftener trods ens setliste kan være så markant forskellige. Musikken har sin egen sjæl og kan ikke betvinges af selv dens bedste udøvere til at komme perfekt hver gang, men er afhængig af det enkelte shows betingelser og tilstødende omstændigheder, en organisme i konstant bevægelse. Ja, måske selv The Clash’s næste shows ovenpå Örebro i efteråret 1977 (et par uger efter i Dublin) ikke gik helt så rent ind som den af Thåström myteomspundne aften på Stora Hotellet…

…Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro
Sen blev det aldrig bättre än så…

Anden aften meget bedre. Et mere afslappet publikum. Et band som med lidt træthed – og måske tømmermænd – i blodet var helt i øjenhøjde med egen musik ovenpå premierenerverne fra aftenen før. En ens setliste der med et anderledes overskud på scenen fungerede med større naturlighed i både overgange, dynamik og eksekvering. En aften så langt bedre, at den fik de lidt hysterisk positive svenske avisanmeldelser fra første aften til at fremstå hovedrystende tendentiøse. Der er masser af håb.