Så er det i morgen aften Jocke Berg skal gå sine tunge skridt op på scenen for første gang i mange år. Ovenpå flere uger med Thåström-musik er der her (også) blevet hørt Kent-plader de seneste dage. Havde næsten helt glemt hvor gode de er på deres helt egen facon, og er naturligvis nu blevet misundelig på alle jer, der skal afsted til Stockholm og være en del af det hele.

Blandt mange Kent-tilhængere forgudes de tidlige guitar-plader, mens de synth-orienterede albums efter Du & Jag Döden (2005) ofte tildeles en noget stedmoderkold kærlighed. Hørt herfra står de sidstnævnte nu mindst ligeså stærkt, da Jocke Berg som sangskriver tydeligvis fik langt bredere vingefang at operere med i bandets senere år, hvilket giver afkast i melodisk overskud. Ja, og så klæder de iskolde synths jo bare overordnet Kent’s svenske tungsind perfekt.

Röd (2009) står som anerkendt Kent-klassiker fra den periode (og dannede iøvrigt ramme om en decideret lysende aften i det gamle Tap 1 i Carlsbergbyen), men den noget oversete Tigerdrottningen (2014) lyder ligeså som et af Kent’s absolut stærkeste albums. Husker at Jocke Berg omkring udgivelsen var specielt stolt af denne sang, som han mente var et højdepunkt i både melodi og tekst blandt hans mange. Om den så er med på setlisten i 3Arena i Johanneshov vides først engang i morgen aften. Det er ikke uspændende tider, vi lever i…

En anden spændende ting med Kent og deres seks shows er, hvordan man balancerer en setliste, der tilgodeser bandets allerbedste musik, men samtidig ikke taber et bredt stadions opmærksomhed og behov for instant fællesskab i ekskursioner for langt bort fra det omfattende bagkatalogs midterstribe. Kan de to ting da ikke forenes? Jo, langt hen ad vejen, for der skal også være numre/sange, som sætter de forventede hits i scene og giver den følelse af ikke at køre på cruise control, som ellers kan dræbe enhver aftens fornemmelse af her og nu. Mig, jeg kunne ud fra ovenstående betragtninger godt se dette ret så monumentale stykke musik som et optimalt startnummer på setlisten. Ikke noget decideret Kent-hit, men alligevel en voldsomt effektiv iscenesættelse af den storhed stadionkoncerter skal bygges på…

Det er et sært skib Kent har søsat med de seks stadionkoncerter på fodboldstadionet 3Arena i Stockholm. Hvorfor sætte noget så stort i værk, men samtidig tage drømmene fra Kent-folket ved på forhånd at understrege alt det koncerterne ialfald ikke må tolkes som? For de er ikke en genforening, dette er ikke starten på et nyt kapitel i bandets historie, der laves ikke mere ny Kent-musik, der kommer ikke en tour bagefter, der er faktisk slet ikke mere bagefter, kun disse seks aftener, foranstaltet udelukkende så Kent kan gense sine tilhængere mens “alla lever och har hälsan” som bandet guddødeos udtrykker det.

Hvor mange skal mon afsted fra DK til Stockholm for at opleve Eskiltuna’s bedste? Kender en del, har selv fået tilbudt billetter et par gange, men (indtil videre) takket nej. Fordi de så defensive forklaringer fra Joakim Berg (det er jo hans ord) unødigt har knækket halsen på de seks shows som levende organisme og istedet gjort dem til museum over noget der var, som nu er tabt og aldrig kommer tilbage. Sådan vil jeg personligt helst ikke opleve musik på en scene. Når det er sagt, så er jeg ligeså spændt som alle andre på den valgte setliste og hvordan det hele kommer at udspille sig.

På afskedstouren dengang tog selve showets og scenografiens størrelse pusten fra bandet. Hvordan tackler man mon – hvis overhovedet – den problematik i 3Arena’s langt større rammer? Og hvordan skal Jocke Berg finde glæden og ånden i det hele? Ham der retrospektivt delte med os, at de tungeste skridt i hans liv, det var dem hver aften, når han skulle gå op på scenen for at være frontmand for Kent. Ja, der er meget i spil. Tænker at de store svenske aviser kommer til at liveblogge intenst fra åbningsshowet fredag aften. Det i sig selv bliver topunderholdning. Og se er der jo Kent-musikken oveni. Den har aldrig fejlet noget…