Skal være den første her til at sige, man ikke kan anmelde en koncert man ikke har overværet. Og den håndfuld jeg har talt med, som til nu har været i Stockholm og se Kent, de siger alle som en, at seancerne – efter et sært dødt første set inden kostumeskiftet – er yderst rørende og varmt Kent-bekræftende. En god ven beskriver endda hele showet (!) med de enorme visuals og den uovervindeligt store lys/effekt-sætning som en visionært kølig kunstinstallation over dén skandinaviske grundstemning, der engang satte Kent så markant i mange af os.
Men her kommer mit eget personlige forhold til bandet skramlende ind i billedet, for Kent har så sandelig også haft sin centrale styrke ved i så mange år at være et top-levende, reflekterende rockband med egen stærke bevægelse i tidens malstrøm. Det er de så ikke mere; det er ligesom præmissen nu. Optagelser fra Stockholm viser således et band uden fremdriftens luft under vingerne, som bravt men sandelig også stift – hvilket giver mening når man ikke har stået på en scene i et længere tidsrum end hele The Beatles’ samlede aktive pladekarriere – genopfører de mest populære passager fra egen forlængst færdigskrevne og hermetisk lukkede historie.
Nævnte forleden her en af de helt store aftener Kent har haft sig i København, den i 2010 da Röd var det aktuelle album de var ude og afsted med. Og faldt i går over en YouTube-optagelse af en hel Stockholm-koncert på Annexet fra samme tour, få uger før den omtalte danske optræden i Tap 1. Genså dele af showet og blev revet med af den pågående vitalitet, der skinner igennem fra start til slut. Men også af en energisk setliste der udstråler et nutidigt engagement, ingen tilbagelænet best of-æresrunde her.
Vi får Eskilstuna’s bedste i svajende discolys serveret som dejligt, nærmest overtændt dynamisk rockband. Lydkvaliteten er so-so, billedeoptagelserne ikke stort bedre, men alt står godt/skarpt nok til at give et decideret sug i maven af de rigtige Kent i live, dem der få år efter forsvandt og skulle blive savnet, det band som af gode og fuldt ud forståelige grunde ikke kan være tilstede som andet end uniformerede kustoder i sit eget enorme museum på Stockholms nationalstadion for næstsidste gang i aften. Måske fortid i nutid bare fungerer langt bedre end nutid i fortid? Enjoy!
1:36 Taxmannen 7:23 Berlin 12:32 Du är ånga 17:01 Töntarna 22:05 Sudance Kid 27:00 Hjärta 32:48 Den döda vinkeln37:50 LSD, någon? 42:07 Musik Non Stop 47:08 Idioter [2009] 52:27 OWC 55:55 FF 1:00:27 Vals för satan (din vän pessimisten) 1:07:28 Ingenting 1:11:43 Vy från ett luftslott (Punks Jump Up Remix) 1:15:41 Krossa allt 1:20:24 Dom andra + + + 1:26:30 På drift? 1:31:26 Kärleken väntar 1:35:57 Mannen i den vita hatten (16 år senare)
Overværede koncerten onsdag aften – dagen før den endelige begravelse…Iført min “Röd t-shirt”, fra selvsamme koncert du beskriver i Tap 1, og med en glæde over at få lov at se Eskiltunas killar en sidste gang…en gang til!!??
Det var en stor oplevelse, hvor bandet spillede sikkert, lyden var klasse (stod 20 m. fra scenen) og sceneshowet så godt, at jeg til tider tog mig selv i, at kigge mere på det end høre koncerten…
Når det så er sagt var der en uforløsthed i starten, hvor jeg havde troet stemningen blandt publikum, havde været vildere…men hey…de fleste havde jo hørt dem både 1, 2 og 3 gange før de foregående dage og var måske lidt mætte (næsten samme setliste alle dage), det var onsdag og hvad kan man forvente når der kun sælges
Norrlands Guld på 3,5%…
Jocke er jo heller ikke en gazelle på scenen, der spreder energi til publikum, men med sin inderlighed og stærke røst, var der adskillige gåsehudsfremkaldende momenter. Sami Sirviö formåede at kaste energi ud med sin karakteristiske finske rockattitude!
Det var ikke Tap1 2010, men det var noget andet og stadig en vild oplevelse, som jeg ikke ville undvære… 4/6 ⭐️ ⭐️ ⭐️⭐️ med “Kevlarsjäl”, som absolut højdepunkt denne smukke aften i Stockholm.
Kent kan trygt gå i graven med 30-40 mio. sv.kr. hver i fickan, æren i behold og vi andre en oplevelse rigere!
Vila i frid, killar
Fuldstændig enig, i går var første sæt en mærkværdig uforløst størrelse.
Resten var til tider ren magi, og ja! Dybt rørende.
Der er stadig billetter at få til i aften, så måske vi napper den sidste tur i Kent-land (i denne omgang)