Har ikke haft det nemt med seneste Hamilton Leithauser-album, så overraskende dejligt i Lille Vega onsdag aften endelig at høre dets sange blive spillet i mål i hjertet med hans så specielle mix af nordamerikansk Østkyst-ligefremhed og så den der uforligneligt brændende vokale intensitet i levering, han har taget med over fra The Walkmen. Vega nærmest svajede af glæde tilsidst, mens Hamilton lovede at møde i t-shirt-boden, hvor han ville komme med whiskey, man skulle bare selv bringe en mund. Han fik næsten Vega til at glemme savnet af The Walkmen et øjeblik der…
Kategoriarkiv: Turnéliv
Hi hello, Clockworks!
Det var onsdag aften i et fyldt Amager Bio. Johnny Marr tændte oktober-guirlander med sin verdensklasse-guitar, som for en beundrende sal var selve lyset fra de gyldne The Smiths-år, da Manchester-esset begik og havde afsluttet sit fyldige livsværk inden han var fyldt 24. Men ligeså generøst melodisk og klangfuld hans guitar stadig lyder, ligeså tamt bliver det når Johnny synger dens mange gamle klassikere, alle gode intentioner tiltrods. Marr skal være undskyldt, for det skal ikke være nemt for nogen ikke-vokalist som ham at fylde sange ud, som oprindeligt blev båret af Morrissey’s enorme karisma og ditto stemme.
En langt mere naturligt født frontmand og et band, der helt anderledes spiller for i morgen, stod opvarmningen, det unge, skinny Dublin-band The Clockworks for, som at dømme efter publikumsrespons med sult, nerve og hooks spillede sig ind i hjerterne hos mange denne aften. The Clockworks har til nu lavet ét album, hvis svaghed og styrke synes det samme, nemlig et klart fællesskab med Fontaines DC i både virkemidler og tilgang. Men de gode numre synes mange og The Clockworks spillede denne onsdag med en nødvendighedens sult, Marr og hans iøvrigt stensikkert spillende fodsoldater godt kunne ønske sig meget mere af. Så stærkt som herover lyder The Clockworks på debutalbummet Exit Strategy (2023), hvorimod nummeret lige herunder er efterårets nye single fra dem…
Rattus Norvegicus igen

Med Buzzcocks som klassisk support fra punk-årene har The Stranglers lige nu påbegyndt en to ugers tour i England. I aftes var det O2 Academy i Leeds, i aften gælder det O2 Academy i Manchester. Da punk brød ud i England var det tæt på umuligt at læse en omtale af The Stranglers uden musikalske samligninger med The Doors. Dette skyldtes naturligvis det nu afdøde keyboard-es Dave Greenfield, hvis hurtige, rullende orgelspil i sin klassiske form uværgeligt gav lydassociationer til The Doors’ Ray Manzarek.
Døm selv herunder om Doors-referencen har noget på sig på startnummeret fra Leeds i aftes, som tillige er åbningsnummer på Rattus Norvegicus, debutalbummet, der udkom i april 1977. Iøvrigt en interessant og yderst brutal basslinie, Jean Jacques Burnel får spillet. Så travl i sine løb, at JJB undtagelsesvis har måttet bede Hugh Cornwell om hjælp til at synge sin farvelsang til moderens hjemby Toulouse.
Rattus Norvegicus bliver iøvrigt genudgivet netop i dag på gennemsigtig grøn vinyl. Kan kun sende de varmeste anbefalinger af albummet herfra til hvem, der ikke måtte kende det. Selvom udgivelsen dengang kom påstemplet som punkplade har den så mange andre musikalske og melodiske facetter, som tager den helstøbt udover og frem til i dag fra sin sikkerhedsnåls-påhæftede samtid…
101

Endnu et ikonisk Peter Saville-design er det sort/hvide coverarbejde til Depeche Mode’s livealbum 101 (1988), der dokumenterer englændernes triumftog i USA, hvor verdenstouren for Music for the Masses (1987) rundes af – show nummer 101 på touren, naturligvis – i Pasadena Rose Bowl i Los Angeles. Her aftenens tredje – og tourens sidste – ekstranummer…
Centralmassivet

Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
We don’t need this fascist groove thang
“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…
Come on, feel The Undertones
Det her velsmurte oldboys-ensemble fra nordirske Londonderry spiller i aften på Peter Bangs Vej 147, ude på Frederiksberg. Har deres musik nogen relevans, eller er den blot et glansbillede fra en fjern tid der gik bort? Må tilstå jeg af hjertet hælder til det første. Og det endda selvom bandet nu kun spiller med en vellydende ersatz-sanger for Feargal Sharkey, der forlod The Undertones for 42 år siden…
Titiyo synger Thåström
Og versionen af Skebokvarnsv. 209-sangen ‘Stjärna Som Är Din’, en sang der ofte bruges til specielt barnedåb og navngivningsfester i Sverige, ligger som åbningsspor på Titiyo’s nye coveralbum Hemland, der udkommer i dag. Turnepremiere i Skåne-byen Kristianstad i aften, inden det bliver Malmö City i morgen…
Springsteen cage
Springsteen fyldte 76 tirsdag. Her er han i et liveklip fra velmagtsårene, hvor de udsøgt bittersøde sange strømmede stærkt og frit fra ham…
LC
Leonard Cohen blev født i Montreal for 91 år siden i dag. Så her et personligt favoritklip på kun 51 sekunder med ham fra østrigsk TV, som bare ikke kan ses nok gange…
Pennie Smith

Den engelske fotograf Pennie Smith er sendt på opgave for NME i USA, hvor hun skal lave en fotoreportage til et The Clash-interview i musikmagasinet. Under bandets show på Palladium i New York 20.september 1979 ser hun fra siden af scenen noget uventet ske og trykker instinktivt på udløseren. Billedet er i skyndingen blevet uskarpt, så hun bryder sig ikke selv om det, men The Clash er vilde med dets energi og insisterer på at bruge det som forsidebillede på den plade, de netop har indspillet færdig i London. Resten er historie…

“I said, ‘It’s completely out of focus, it won’t work!’ But Joe wouldn’t have it. He said, ‘That one is the photo.’ So I thought, ‘OK, I’m not going to argue. It’s your bloody album, get on with it.”
I aften Aalborg…

Sommerens sidste.
Life moves so fast…

Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…
Imens i Paris

September 1976: Sex Pistols spiller to shows i Paris. Flere SP-tilhængere er rejst med over fra London for at se dem. Her er det det såkaldte Bromley Contingent, som er ude på boulevarderne i dagslys. Genkender hende i de røde bukser ude til venstre, der snart danner sit eget punkband, hvor hun optræder under navnet Siouxsie Sioux. Og ham med mørke solbriller hedder William Broad, men lige om lidt affarver han sit sorte hår og bliver kendt som Billy Idol i Generation X. Musik kan.
Suede indtager Europa
