I en hjemlig verden af overvejende berøringsangst feelgood-pop, uforpligtende underholdningsrock og århusiansk hyggesoul er det svært ikke at knuselske Iceage, der musikalsk går til opgaven med noget så udansk som alt på et brædt og knusende hooks med spidse modhager. Den københavnske koncertsæson for det nye år begyndte onsdag aften med et show på Bremen, hvor Iceage gav en magtdemonstration af dynamisk intensitet og velstruktureret støj. Rockmusik dekonstrueret og sat sammen igen. De fem bandmedlemmer angreb fra starten den lydhøre sal med nogle af deres mere velkendte sange, men senere skulle settet byde på adskillige nye numre, som i diversitet, udtryk og generel musikalsk landvinding kun lover godt for det album, Iceage efter sigende snart skal indspille. Efter denne fuldtræffer af en aften synes ventetiden allerede lang.
Det begyndte med at vi kom kravlende blege og fortumlede ud af studiet bag kirkegården på Østerbro i København. Det var start-januar 2019, vi var netop blevet færdige med indspilning og mix af Brænder Boksen Med Smukke Ting. Der fulgte planlægningsmøder på pladeselskab om lancering, fotoshoot og presse i Berlin, to lanceringsevents i København og Aarhus, dage i træning med de nye sange, produktionsøvning, og så afsted gennem april, at spille klubkoncerter med hele Brænder Boksen, afsluttende med et udsolgt Store Vega i København på Jens U’s fødselsdag. Det var blevet forår, lysere og varmere, indendørskoncerter var nu udendørs. LS kom rundt i sommerlandet, hvor vi denne sæson specielt blandt mange havde perfekt medrivende aftener i Odense og Aalborg, samt en meget fin, solhed august eftermiddag i Brabrand, uden for Aarhus. Før bladene krøllede sig sammen og faldt af træerne, så afsted igen, på efterårstour rundt i Danmark, denne gang med vekslende setlister fra aften til aften og tre mindre shows på hjemmebane i København. Afrundet af et større et, forleden på Amager. Så et heftigt og løfterigt LS-år. Tak som fanden til jer alle som støttede op og alle jer vi mødte undervejs, en stor fornøjelse. Godt nytår, venner – lad os brænde boksen med 2019!
The Cure’s Robert Smith spiller den svajende elektriske guitar på Nocturne, livealbummet fra Royal Albert Hall i London, hvor Siouxsie and the Banshees i efteråret 1983, på toppen af bandets popularitet, viser hvor dragende majestætisk postpunk også kan lyde. Da dbl-albummet udkom 25. november 1983 købte jeg det aldrig. Pengene var få, og livealbums også dengang som oftest uessentielle. Måske det var en fejl, som der isåfald er rettet op på nu i dag med et velholdt engelsk førstetryk. Her startnummeret fra showet, 1980-singlen ‘Israel’, som Banshees går på med efter deres intromusik fra Stravinsky’s Forårsofferet…
Her fem år tidligere i karrieren for The Triffids, Vestaustraliens vel bedste band ever. Live gives en anderledes underspillet men også virkelig gangbar version af Elvis-klassikeren…
28 december 1978: The Clash slutter efterårets Sort It Out-tour af med to shows mellem jul og nytår i London’s Lyceum Theatre. Ved det første af dem optages denne version af Sonny Curtis’ ‘I Fought The Law’…
Det er december 1978. David Bowie befinder sig i Japan på sin Isolar II – The 1978 World Tour og interviewes her – via tolk – af Hiroshi Sekiguchi til programmet Star Sen Ichi Ya…
Få dage efter at The Clash i september 1979 på deres Take The Fifth-tour har spillet to aftener på The Palladium i New York City, de shows hvor Paul Simonon i frustration smadrer sin Fender P-bass og uforvarende bliver coverart til snartkommende London Calling, har bandet to shows i Canada, hvorfra denne nyhedsreportage stammer. Vildt og forunderligt så barnligt uskyldige supportbandet The Undertones fremstår her…
PS – Det var også på denne tours amerikanske del, hvor The Clash – udover The Undertones altså – også support-introducerede deres publikum for et par af deres egne musikalske helte fra amerikansk musikhistorie, først på touren Bo Diddley, senere Stax-soulduoen Sam & Dave.
Udsolgt og et tæt pakket i Lido i råkolde Kreuzberg, hvor Die Nerven skulle tage stikket hjem. Men en svært halvbagt affære blev det. Se, bandet havde mere fokus på at underholde salen med selvbevidste jokes og halvmorsomme scenefinter, end på den råklare Die Nerven-musik, hvis altopædende kraft plejer at sende trioen fra Stuttgart – og dens publikum – afsted mod nuets forglemmelse og sjælelige afklarethed. Og det duer altså bare ikke at spille sitrende postpunk og hygge sig uforpligtende samtidig. Die Nerven’s vilde samspil stod som altid knivskarpt virtuost, men grundfølelsen af ingenting på spil gjorde seancen til en paradekørsel i tom vogn. Tilsidst – efter at selv magtdemonstrationsstykket ‘Angst’ var blevet reduceret til musik-musik – blev trommeslageren alene tilbage på scenen, hvor han førte an i en meningsløs fællessang af Queen’s ‘We Are The Champions’, I kid you not. For Die Nerven var den udsolgte sal tiltrods alt andet end mestre denne aften. Den lange pause de går ud til nu er der brug for. Kunsten at tage sig selv seriøst vil tage tid og sult at genlære.
Vi starter denne nye uge soft. Sidst vi så The National spille show – det var deres slet ikke vellykkede aften i Forum på forrige album – gik de på scenen til en dødelig skarp kombi af The War On Drugs’ ‘Brothers’ og Sharon Van Etten’s ‘Magic Chords’. Fredag aften i Royal Arena – en til sammenligning så klart bedre The National-koncert – var den tour de force-skarpe indie-intro skiftet ud med dette gamle Willie Nelson-nummer…
Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.
