Andet stop i Europa afviklet i B-K på havnen i Stockholm. Læg mærke til at hvert show denne vinter startes kronologisk med de tre første numre fra nye Antidepressants, skarpt efterfulgt af ‘Trash’ og ‘Animal Nitrate’; så er man ligesom igang. Men den helt optimale setliste ligger stadig forude, måske til København? Næste stop Göteborg i aften, fredag.
DISINTEGRATE DANCING WITH THE EUROPEANS ANTIDEPRESSANTS TRASH ANIMAL NITRATE PERSONALITY DISORDER FLYTIPPING FILMSTAR CAN’T GET ENOUGH NEW GENERATION JUNE RAIN SHE STILL LEADS ME ON SHADOW SELF TRANCE STATE THE 2 OF US LIFE IS GOLDEN SO YOUNG METAL MICKEY BEAUTIFUL ONES + + + THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU
Suede er det franske navn for Sverige og i dag er bandet Suede i Sverige, nærmere bestemt hovedstaden Stockholm til aftenens show i den gamle lagerbygning B-K/Banankompagniet i Frihamnen. Encore på 2026-vintertouren i februar og marts er disse fire minutter fra Autofiction (2022), albummet der sendte det gendannede bands formbarometer op mod næsten klassisk gamle Suede-højder. Her spilles ‘The Only Way I Can Love You’ i overdådig BBC-opsætning med symfoniorkester, noget den bredskuldrede sang fint kan bære…
Suede startede Europa-tour tirsdag aften i en ishal oppe i Helsinki. Finnerne fik følgende heftige setliste. ‘We Are The Pigs’ og/eller ‘Killing Of A Flash Boy’ må gerne blive gemt til Amager. Næste Suede-stop er Stockholm, torsdag.
DISINTEGRATE DANCING WITH THE EUROPEANS ANTIDEPRESSANTS TRASH ANIMAL NITRATE FILMSTAR PALE SNOW EVERYTHING WILL FLOW SHE NEW GENERATION CAN’T GET ENOUGH JUNE RAIN SHE STILL LEADS ME ON SHADOW SELF TRANCE STATE STILL LIFE (piano version) SO YOUNG METAL MICKEY BEAUTIFUL ONES + + + THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU
I aften starter Suede sin europæiske tour i en ishockeyhal oppe i Helsinki. Setlister på den netop overståede engelske provinstour har været stærkt varierede; nogle aftener har været en sand skattekiste, andre lidt stået i et skær af spildt mulighed. Mange bolde i luften, mange veje at gå og tre shows at spille inden København lørdag aften…
Denne side var tilstede i Helsingborg for to uger siden, da Stockholm-bandet Hurula besøgte The Tivoli og spillede et set så energisk og højt, det må have kunnet høres helt ovre i Helsingør. I aften lørdag spiller Hurula show på Lokomotivet oppe i Kent’s gamle hjemby Eskilstuna, men det kan vi jo ikke bruge til noget nu, så her istedet et par levende håndfulde af numrene fra Helsingborg…
Ett Annat Språk / Ny Drog / Existens / Stockholm Brinner / En Döende Planet / Otrygg Provanställning / 22 / Ont Som Jag / Skjut Mig / Sand
Det vil være forkert her at forlade Roxy Music’s Stranded (1973) uden først at have sat en følgespot på dens helt store rigtige sang, Bryan Ferry/Andy Mackay’s grandiøst romantiske – Ferry kunne! – ‘A Song For Europe’, der omme på side to kommer glidende som et overdådigt hvidt skib langs den Seine, der er med til at indkapsle byen Paris i teksten. Som titlen antyder kunne denne chanson aldrig være blevet til i USA, dens tonesprog og musikalske æstetik helt forankret i europæisk tonalitet og melankolsk sindelag. At Ferry i det stort anlagte klimaks i sin reflektion over mistet kærlighed slår over i latin og siden fransk gør kun godt endnu bedre. Ovenover den efterårsdunkle Stranded-original, nedenunder den lidt mere letfodede liveversion fra den berømte Roxy-koncert i sydfranske Frejus, sommeren 1982 på Avalon-touren…
Havde i går den tredje Roxy Music-plade Stranded (1973) i søgelyset her. Mere skulle der åbenbart ikke til, for at Morrissey ved aftenens show i Rotterdam gav live-premiere til sin egen version af et Stranded-nummer, det guitarriff-snørklede ‘Amazona’. Hvorfor han har valgt netop dette aparte nummer, bygget på det nærmest funk-lydende Phil Manzanera-riff vides ikke. Der er langt stærkere, mere følelesesstærke sange på Stranded end dette eksperiment, der pludselig bliver så langt da en guitarsolo trænger sig på. Hos Morrissey bæres den progrock-dygtigt af hans italienske trademark-guitarist Carmen Vandenberg. Men i hvilken anstændig verden skal Morrissey af alle være i nærheden af progrock?!
The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.
Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…
Hvilket band er du mest ærgelig over aldrig at have nået opleve live? Her står Joy Division højt på listen, om ikke øverst. De spillede flossede koncerter med fejl, lyd man skar sig på og ustemte synths (tjek bare liveversionen af ‘Decades’ på Still (1981)), men på scenen var der også en voldsomt velgørende fysik, de to studieplader kun antydningsvis afslører. Samt det indre søgelys forsanger Ian Curtis blændede op for, når han gik på scenen og – ifølge folk der kendte ham – ændrede karakter fra det indadvendt generte til et epicenter af klaustrofobisk intensitet. Der findes rigtigt mange live-bootlegs med Joy Division, flertallet optaget begrædeligt ringe, men der er undtagelser. En virkelig stærk koncert, både hvad lyd, setliste og performance angår er den fra 11. januar 1980 på Paradiso i Amsterdam. Her er det en ubetalelig version af ‘New Dawn Fades’ fra netop den aften…
Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…
Genhørte med overraskende stor glæde Lykke Li’s 2014-album I Never Learn i december. Efter det hjerteknuste album tog hun dengang stilmæssigt sin mol-pop over i R&B-land; husker et show da på Astra i Berlin, hvor det visuelle desværre blev siddende længere end det tidssvarende men gennemsigtige lyddesign, hun sang ud fra. Men her kommer en ny popsingle fra hendes kommende album. Har Lykke Li fundet hjem til egen styrke igen? Med betydelig emotionel bagage i stemmen har hun før formået gøre forholdsvis banale popsange til noget andet og langt større end bare det…
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
Så hvordan klarede Morrissey sig så i går i Aarhus? Siden her var ikke repræsenteret i SCC – scenen hvor LS spillede dobbeltshow med Sort Sol! – men i stedet i Helsingborg, på den perfekte rockklub The Tivoli nede i havnen, hvor stockholmske Hurula spillede et stærkt, intenst, højt show på den succesfulde tour, der i aften ligeledes har udsolgt på Filmstudion i GBG. Hurula er centreret omkring sanger/guitarist Robert Hurula, en sorthåret 46-årig tidligere punk fra Luleå med fortid i bands som The Vicious og Masshysteri. Det er dog under navnet Hurula og med en mere melodisk svensksproget indie-rock – tænk lidt en socialrealistisk Broder Daniel-version af Raveonettes, sidstnævntes americana-cool skiftet ud med Ebba Grön-betongförort – at han har fundet sig et større publikum, som har gjort det muligt at udsende og turnere til nu seks Hurula-albums. Her en anden af sangene fra i går aften (denne fra efterårets album EXISTENS), hvis repetitive guitarhook også stadig sidder fast et sted bag hyletonen i ørerne. 17 af den her slags lussinger på vel en time og 20 minutter; det var virkelig mægtigt.
Meat is Murder, The Smiths ikke uproblematiske toer, fyldte voksne 41 i går. Morrissey øver med sit eget band i København i dag og i morgen (fredag) aften står han (om alt er vel) med dem på scenen i SCC i Aarhus til deres europæiske tourstart. Lad disse tre ting være undskyldning for at bringe en af de to sange fra Meat is Murder, der her knuselskes ubetinget. Som den opmærksomme Smiths-aficionado måske vil lægge mærke til, så er det ikke album-originalen, men derimod session-versionen fra BBC’s John Peel Show, der spiller sangens nordengelske provinsby-drama ud her…
Første gang Jeffrey Lee Pierce var i Danmark at spille med The Gun Club, en højspændt efterårsaften på Gammel Kongevej, på tour for samme års The Las Vegas Story.