Cesaria Evora 1941-2011

Jeg er ikke nogen autoritet inden for det, man med et velmenende, men egentlig kulturimperialistisk ord kalder verdensmusik. Men én af de kunstnere, jeg er kommet til at holde af er Cesaria Evora, den første stjerne fra Kap Verde-øerne. Hendes flegmatiske fremtoning og lige så tilbagelænede musik, hvor portugisisk fado møder Vestafrikas og Brasiliens vuggende beat, har udgjort et roligt hjørne i min musiksamling. Teksterne forstod jeg aldrig ordentligt – de var på et portugisisk kreolersprog (en portugisisk kollega forstod dem heller ikke). Nu er hun desværre ikke mere; Cesaria Evora døde i denne uge, 70 år gammel.

Skriv et svar