Den egocentriske beregnings iskolde vand

Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke helt så sikker på at jeg vil erhverve mig.)

20 tanker om “Den egocentriske beregnings iskolde vand”

  1. Og Irma Victoria blev så i øvrigt lanceret som en glemt cabaretstjerne fra fyrrerne, der havde haft nogle stille årtier. Det troede folk ikke på længe, selv om Hall er god til at lyve og holde masken samtidig 😉

  2. For de uindviede skal det siges, at IV var en gammel dame uden en tone i livet, der udtalte engelsk, som det læses af en dansker, der aldrig tidligere har stiftet det fjerneste bekendtskab med sproget.

  3. Irma Victoria blev i 1991 nomineret i kategorien “Årets sangerinde” sammen med Anisette og Hanne Boel – men vandt ikke.

    Endnu har Martin Hall ikke samarbejdet med Anisette, men det må pr. ekstrapolation snart ske.

  4. Irma Victoria er uden tvivl det mest undervurderede Martin Hall projekt nogensinde, jeg ved at han selv holder det meget højt. Det er så mange perspektiver og vinkler i den historie når man sætter sig ind i det og jeg er svært begejstret for begge plader. men indrømmet, da en kammerats veninde skulle låne sofaen en nat og hun bad mig spille noget musik hun aldrig havde hørt før og jeg satte irma victoria på – så var en fremmed mands lejlighed lige pludselig ikke det rareste sted at være.

  5. Ét styk Irma Victoria – The Rainbow Theatre til hr. Ramone, hvis jeg nogensinde finder den i skunkens mørkeste krog. Måtte du aldrig komme til at høre den 🙂

    Vandt hun i øvrigt ikke en grammy som årets sangerinde? Det grinte de meget af det år… i et par sekunder.

  6. TIWOTEC, Martin Hall’s eneste regulære rock noir-album, er klart et besøg værd, sin skabers ubeskedne selvfokusering til trods. Helt på relevans-højde med samtidige nyrock-landvindinger som Under En Sort Sol, Supertanker og Wish Of Life…

  7. Tak, jeg har set koncertoptagelsen. “An Attempt at Interruption” fra TIWOTEC er med. Optagelsen afslører en efter alt at dømme stemningsfyldt koncert, og i al fald en af dem, hvor Martin Hall var i Mackenzie-hjørnet.

    Irma Victoria-udgivelserne er perfekte valg, hvis man har fået ubudne gæster. Og nej, jeg har dem ikke! Hvis gæsterne skal høre den slags, vil det virke forkert, hvis jeg søger afsides imens.

    (Stakkels dame – at slutte sit liv med at lægge navn til den slags.)

  8. Jeg er godt nok misundelig over at i har de cdér med irma victoria. Kontrasten mellem hendes sparsomme sangtalent, og de uhyggeligt selvudleverende tekster giver gåsehud.

    Mener iøvrigt at random hold må være mandens bedste

  9. “A Touch of Excellence” kan man altid og jeg mener virkelig ALTID finde til 10 kroner i rodekasser…. Den er heller ikke meget mere værd. Har ikke haft den i cd-afspilleren længe, men mener at det sidste nummer på albummet er et ok jazz-agtigt nummer. Hittet “Sweet Pain” er ikke noget der får mig op af stolen overhovedet.

  10. Smølle, uden at have hørt den første kan den kun være et mesterværk ved siden af min Irma Victoria & The Hatebox Experience: Phantasmagoria – The Second Coming som jeg faldt over for en tyver engang. Det var den bestemt ikke værd, og den tager prisen som den ubestridt ringeste cd i min beskedne samling.

  11. Random Hold fra 1996 er efter min mening det mest vellykkede, han har lavet siden sin pause dengang for 20 år siden. Afdæmpet, stemningsfuldt og ikke spor hysterisk.

    Sjovt er det også at høre hans Testcards-album, hvor han har en masse demoer med ellers uudgivne og up-beat, ukomplicerede pop-numre på 3 minutter på den ene cd og en live-optagelse med Billy Mackenzie-agtige ballader på den anden (plus to forfærdelige “ambient”-numre som bør forbigås i fuldkommen tavshed).

    Martin Hall er bedst, når han ikke tænker for meget over hvad han laver. Når han er værst, er han frygteligt fortænkt. Hans samarbejde med Fanden selv (= Hanne Boel) gav ham forhåbentlig masser af penge i banken.

    Han skal vel også huskes som manden, der førte Love Shop og Sort Sol sammen længe inden den fælles turné og længe inden Thomas Ortved slog trommer på Jens’ Cohen-fortolkning? På A Touch of Excellence (erhvervet for 20 kr. på en midtjysk tankstation!) kan man i al fald høre både Hilmer Hassig og Peter Peter. Og Jimmy Jørgensen og Niels Henning Ørsted Pedersen og nu afdøde Philippa Bulgin fra Danser med Drenge og…

  12. Mwaha! Barsk, aakjaer 🙂

    Jeg har overhovedet ikke fulgt Hall efter hans gyselige Irma Victoria-album for 15 år siden gjorde mig 150 kr. fattigere, for en plade der tydeligvis ene og alene blev lavet for at tage tykt pis på folk.

    Men Presence og de ting han lavede inden sin treårs pause sætter jeg nu stadig meget pris på. I hvert fald det meste af det. Helst ville jeg i øvrigt have at han genudsendte sin Front & Fantasy-maxi, ‘Treatment’. Nu vi taler om New Order 🙂

  13. Relevant spørgsmål, Smølle. Ligesom mange andre teenagere i 80’erne var jeg også fascineret af Martin Hall’s musik. I dag erkender jeg at hans musik kun kan være interessant for nostalgikere, samtidshistorikere samt ikke mindst for Martin Hall selv. I mine øjne er han en selvhøjtidelig, pretentiøs, pseudointellektuel, elitær og navlepillende snob, og hans musik virker for mig ligeså kunstig som Big Fat Snake’s.

    … og det var så dagens sure opstød herfra 🙂

  14. Tror vi ville leve i en bedre verden hvis der var flere der sang lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som forbillede…

  15. Thomas:
    De orkester er slet ikke udsendt officielt på cd…. hvis du har en pladespiller (det håber jeg du har), kan du forsøge at opspore compilation lp´en “Somewhere Outside”, som udkom i 1983. Den er alligevel ret sjælden, og skal hurtigt koste omkring de 500 kroner, men den er fyldt med god mudik. Har du ikke denne mulighed, kan du sende mig en mail og så fin der vi ud af et eller andet.

  16. TIWOTEC er et godt album, og det er dog samtidig klart, at det ikke kunne have eksisteret uden Unknown Pleasures. Køb det.

  17. Det er spændende, det er højtravende, og det er krævende – i hvert fald ‘Leathern’, som jeg selv kender fra den kombinerede opsamling og Cutting Through-genudgivelse.

    Men er det godt?

    Er det en dansk Unknown Pleasures, eller hvad? Mindre kan jo også gøre det 🙂

    Forstå mig ret, jeg synes Hall er både fascinerende og dygtig, men er mindre interesseret i at købe den hvis det mest er hans fascinerende side der er fremme. Hvordan holder musikken i dag?

  18. Også jeg har anskaffet mig cd genudgivelsen af Ballet Mecaniques debutplade, vinylen er efterhånden også temmelig slidt.

    Jo, det rører på sig fra de gamle danske nyrocklegender, blandt andet kan det også nævnes at Haderslev bandet Tristan T har fået deres materiale udsendt på en dobbeltcd under titlen “Alt” (falsk varebetegnelse, nummeret “Nordlys” mangler, og det er et af deres bedste!).
    Men det skal jo ikke være fortid det hele.

    Således har Fritz “Fatal” Bonfils også gjort comeback med gruppen Mental Midget. Fritz er jo nok mest kendt for sin tid i det suværene nyrock/punkband Before, der udgav mesterværket “A Wish Of Life” i 1982, samt to singler er ret høj klasse (gruppens materiale er forøvrigt genudsendt på cd på Tømrerclaus selskab Karma Music for tre år siden, tjek http://www.karma.dk).
    Men nu er han og Mental Midget altså tilbage med cd´en “Post Psykedelisk Stress Syndrom”, der har fået en noget blandet modtagelse i pressen. Efter min mening er der tale om en fin plade. Bandet tæller iøvrigt også forfatteren og musikjournalisten Klaus Lynggaard på guitar. De afholder koncert her i København den 25/11 i Musikcafeen i Huset i Magstræde. Tjek evt. http://www.mentalmidget.dk

    Ses vi?

Skriv et svar