Flere gode, endnu bedre, allerbedste

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BiraBhandubandh.jpg

Vi truede med bål og brand i form af flere best of-lister og vi svigter ikke: GAFFA-redaktionen har taget sig tid til at kåre sine favoritter blandt årets plader, det være sig danske som udenlandske. At Nephew ringer ind på en Århus-sikret 1. plads blandt de hjemlige kan nok ikke overraske, men at Thåström figurerer blandt årets udenlandske kan, eftersom det omtalte album med ham er fra år 2005. Her er listen:

Bedste udenlandske album:
1 Arctic Monkeys: What Ever People Say I Am, That’s What I’m Not
2 Clap Your Hands Say Yeah: Clap Your Hands Say Yeah
3 Gnarls Barkley: St. Elsewhere
4 Morrissey: Ringleader Of The Tormentors
5 The Flaming Lips: At War With The Mystics
6 Bob Dylan: Modern Times
7 Midlake: The Trials of Van Occupanther
8 Lambchop: Damaged
9 Pearl Jam: Pearl Jam
10 Justin Timberlake: FutureSex/LoveSounds
11 Raconteurs: Broken Boy Soldiers
12 Tool: 10.000 Eyes
13 Joanna Newsom: Ys
14 Johnny Cash: American V: A Houndred Highways
15 John Legend: Once Again
17 Josh Rouse: Subtitulo
17 Audioslave: Revelations
18 Spank Rock: Yoyoyoyoyo
19 Hot Chip: The Warning
20 Thåström: Skeboksvarnsv. 209
21 Bert Jansch. The Black Swan
22 Beck: The Information
23 The Divine Comedy: Victory For The Comic Muse
24 Pharrell: In My Mind
25 Thom Yorke: The Eraser
26 Red Hot Chili Peppers: Stadium Arcadium
27 Junior Boys: So This Is Goodbye
28 The Streets: The Hardest Way To Make An Easy Living
29 Lily Allen: Alright, Still
30 The Who: Endless Wire
31 Jarvis: Jarvis
32 Jack Johnson And Friends: Curious George
33 The Roots: Game Theory
34 Our Brother The Native: Tooth & Claw
35 Knife: Silent Shout
36 Eliot Lipp: Tacoma Mockingbird
37 Joan As A Police Women: Real Life
38 Beyonce: B’Day
39 Razorlight: Razorlight
40 Jay-Z: Kingdom Come

Bedste danske album:
1 Nephew: Interkom Kom Ind
2 Veto: There Is A Beat In All Machines
3 Trentemøller: The Last Resort
4 Mikael Simpson: Stille & Uroligt
5 The Broken Beats: In The Ruin For The Perfect
6 Under Byen: Af Samme Stof Som Stof
7 Peter Sommer: Destruktive Vokaler
8 Henrik Hall: Solo
9 Rasmus Nøhr: Lykkelig Smutning
10 Oh No Ono: Yes

22 tanker om “Flere gode, endnu bedre, allerbedste”

  1. Jeg savner Rhonda Harris-pladen på de danske lister. Noget af det fineste der er sket for Auditorium såvel som for dansk musikliv i dette herrens år. Men måske må man ikke vælge plader med covernumre.

  2. Top 10+1 rå-spillede albums fra året der snart er gået (i tilfældig rækkefølge)

    Sugababes: Overloaded – The Singles Collection
    Justin Timberlake: FutureSex/LoveSounds
    Joanna Newsom: Ys
    Junior Boys: So This Is Goodbye
    Scritti Politti: White Bread, Black Beer
    Cat Power: The Greatest
    Ghostface Killah: Fishscale
    Scott Walker: The Drift
    Yo La Tengo: I’m Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass
    Donald Fagen: Morph The Cat
    Charlotte Gainsbourg: 5 55

  3. Jeg kan kun bakke op om Yugo’s anbefaling af moi Caprice live.
    Det er kun anden gang jeg høre dem, men der er bestemt kommet mere klasse over dem. Så det må være weekendens anbefaling!

  4. Yogo

    Regner med at se Moi Caprice en nat i Aalborg midt i dag, for derefter finde en trøstesløs pub dagen efter og se The Mighty Red Men får deres første forhåbentlige overbevisende udebane sejr over Wigan og med dig på lægterne kan det vel ikke gå galdt?
    Nuvel så skal du over parken og ind på Woodisoon og se The Bitters, hmm de fleste taxi drivers derovre, er ifølge mine egne oplevelser Toffees og det skulle gøre dine ture noget mere behagelige end da vi var der overe til Villa kampen, hvor vores Blue driver, først kørte en omvej, for derefter at kaste vores mønter efter os medens han råbte “fuck off you Red Shite”:-) Hvis West Ham skulle score, må du holde en eventuel jubel nede på det usynlige stadie, da det på det gamle træ stadion nok ikke ville velanset:-)

    Men rigtig god tur!

  5. Nej, hvor savner jeg også Murder: “Stockholm Syndrome” på den danske liste. Det klart bedste album i år i min optik. Men det skyldes desværre nok et manglende kendskab.

  6. Det kan så også forklare Thåströms tilstedeværelse. Hans særdeles dejlige plade kom i december 2005.

    Jeg missede i øvrigt både moi Caprice i Århus og Badly Drawn Boy i Kbh, da Guillemots spillede på Loppen. Herligt, og det album har forlængst sneget sig ind på min top 10 for året, trods lidt barske Buckley-ismer. Det er strålende.

  7. Til anhcjh: Gaffa redaktioen tager i den originale artikel det forbehold, at plader der er udgivet efter 15. november ikke er med på listen. Waits bliver faktisk nævnt i den sammenhæng..

  8. Har haft den tvivlsomme fornøjelse at se programmet Liga.dk, hvor man kunne nyde en lang række af de bands Gaffa nævner. Måske er jeg ved at blive gammel, men det siger mig virkelig ikke en pind.
    Teksterne er over en kam en gang alibi engelsk. Hvis det endelig er på dansk, er det mærkværdigt, at man i det mindste ikke prøver at anstrenge sig.
    Musikken virker nærmest som efter en skabelon fra udenlandske bands med nogenlunde samme opstilling bas, guitar, keyboard og trommer. Instrumenterne bliver i øvrigt behandlet gudsjammerligt ringe.
    Det eneste jeg synes skiller sig lidt ud, er vel moi caprice. Men det rykker ikke for alvor i mig.
    Nej jeg har kun købt Henrik Hall af danske kunstnere i år. Teksterne er dejlig dystre. Rent musikalsk kan man høre hvorfor instrumenterne er med. For mig er det den eneste plade, der for alvor holder. Resten kan de stikke lodret op.b

  9. Just hjemvendt fra Studenterhus Århus hvor Moi Caprice startede en miniturné med 90 minutters nyt og gammelt.

    Efter lidt placeringsvanskeligheder i lokalet fandt vi efter et par numre et sted forrest hvor lyden var nogenlunde – de første numre var helt umulige med pilskæve falset-toner og et keyboard der ikke kunne høres. Men efterhånden spillede bandet sig op, og det endte som en helt god koncert med en god blanding af nyt og gammelt.

    Især de afsluttende tre numre var i top – Drama Queen, To The Lighthouse i en ganske omarrangeret version næsten uden keyboards, og så nyklassikeren The Sun & The Silence, der sendte undertegnede hjem på kælderværelset i Vestbjerg med øret rettet ind på det Elektriske Barometer anno 1996-97.

    Hvis man overvejer at se Moi Caprice i Aalborg fredag eller Vega lørdag kan jeg kun anbefale – de er gode. Stadigvæk bedst på plade, javist, men et besøg værd. Og så drikker de rødvin som var det kildevand på scenen – og rent beklædningsmæssigt kommer de meget vidt omkring. Der er naturligvis den obligatoriske halsklud om Michael Møllers hals, men især på sko-onmrådet er det et alsidigt band. De to guitarister (hhv. Anders Rhedin på fri transfer fra Moon Gringo og en for mig navnløs lead guitarist) stillede således op i henholdsvis hjemmesko og grønne sejlersko à la 1985.

    Og så vil jeg snart vende min opmærksomhed mod det engelske – weekenden står nemlig på et besøg i Liverpool, hvor jeg skal se heltene (forhåbentlig med Agger i start 11) i Wigan og dagen efter Everton mod West Ham. Mon Carlos Tevez er med hos hjemmeholdet, eller er han gået hjem i frustration over sin humoristiske straf fra holdkammeraterne – to ugers træning i Brasiliens landsholdstrøje!

    Under alle omstændigheder regner jeg med at smutte via Anfield Road gennem Stanley Park til Goodison Park på søndag. Og jeg går ud fra at jeg bliver vidne til Liverpools første udesejr i ligaen siden dengang Brasilien stadig var regerende verdensmestre!

  10. Årets danske: moi Caprice/The art of kissing properly
    Årets udenlandske: Badly Drawn Boy/Born in the U.K.

    Længere er dén ikk’!

    Var der i øvrigt andre hér, der var til sidstnævntes koncert i aften i Lille Vega? Den var absolut glimrende og Mr. Gough virkede ædru hele vejen……..

    .

  11. Hvor rummer den liste dog mange plader, der selv om jeg har købt alligevel ikke helt var så gode som jeg håbede på – Jarvis, Divine Comedy, Flaming Lips, Thom Yorke, Beck m.m. + Simpson, Under Byen på den danske, alle sammen fine, fine kunstnere og ok plader, men hvor det er svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af at man ikke synes de gjorde de ku'(det gjorde de ikke!) – Så er der selvfølgelig en masse navne og plader man synes er noget bæh, men det er irrelevant.

    I lyset af det, vil jeg nøjes med at påpege at hos mig er Midlake en klar #1 på den internationale liste, sjældent er jeg i den grad blevet blæst væk af et band – harmonier, hooks og masser af sjæl, pladen har alt! Den danske liste har Pluto på en mindst lige så suveræn førsteplade – Thomas Thomsen er en suveræn sangskriver og det er synd og skam, at de ikke har fået et stort gennembrud med dette lille mesterværk af en plade.

    2xps:
    Trist, at Moi Caprice er så skidt et liveband, når nu de er så fantastiske på plade – den nye bliver fantastisk, at sætte på grammofonen når den her snart kommer på lak, finfin popplade.

    Gætter på, at Waits ikke er på listen fordi den tæller som en opsamling.

  12. Undskyld mig, men Hvor er Tom Waits? Det er årets bedste, hvis man må tælle den med, når det er en sammenfatning af nyt, gammelt og tidligere uudgivet.

  13. Ja, Bent, så skulle Helmig da have haft en plads….hvilket for så vidt også ville have været bedre end Rasmus Tør!

  14. “At Nephew ringer ind på en Århus-sikret 1. plads blandt de hjemlige kan nok ikke overraske”

    Bedste danske album:
    1 Nephew: Interkom Kom Ind
    2 Veto: There Is A Beat In All Machines
    3 Trentemøller: The Last Resort
    4 Mikael Simpson: Stille & Uroligt
    5 The Broken Beats: In The Ruin For The Perfect
    6 Under Byen: Af Samme Stof Som Stof
    7 Peter Sommer: Destruktive Vokaler
    8 Henrik Hall: Solo
    9 Rasmus Nøhr: Lykkelig Smutning
    10 Oh No Ono: Yes

    Jeg tror, at der er tale om en Århus sammensværgelse. Nephew og Veto er fra Århus. Trentemøller er vældig populær i Århus. Simme har boet i Århus. Broken Beats og Under Byen er også fra Århus. Peter Sommer er godt nok fra Skanderborg, men det er da tæt på Århus. Henrik Hall var ualmindelig populær som Love Shop medlem i Århus. Rasmus Nørh har sikkert spillet poker på Royal. Hvorfor er Oh No Ono egentlig på listen, jeg ved det ikke…….

  15. Yugo: ja, hvad fanden laver moi Caprice uden for den top ti? De må virkelig have gjort noget for at pisse Gaffa af, for forgængeren kunne heller ikke engang åle sig ind blandt de ti første. Men også dengang skulle der være plads til Rasmus Nøhr i stedet…

    http://gaffa.dk/artikler/view.php/news_id=12958/artist_focus=21233

    Windermeres meget gråvejrslækre nye plade kunne også være kommet med, men de kører vist med en deadline der hedder 15. november. Det kan være det kom for sent.

  16. Distribution…okay så, Yugo Star.

    Nu du skal afsted, må du meget gerne berette lidt her om aftenens moi Caprice-koncert her, hvis du får tid.

  17. Pokkers overraskende, at Josh Rouse sniger sig så højt op. Den plade er rar nok, men bagatel med stort B. I det hele taget virker den top 40 meget præget af folk der har lavet bedre ting før. Beck, Razorlight, Flaming Lips, Chili Peppers og ikke mindst The Streets: Here’s looking at you, kids.

    Hvad angår Clap Your Hands Say Yeah: jeg fatter ikke en pløk.

    Nephews førsteplads blev vel sikret i samme sekund de hyrede Gaffas webmaster til at spille keyboards for dem… ikke at de nok ikke havde fået den alligevel. Synd at sige der er nogen mesterværker mellem top ti-pladerne, selv med et sympatisk nik i d’herrer Simpsons og Halls retning, hvad de altid fortjener, og en ros til Veto for en rigtig fin plade.

  18. Jeg mener faktisk at Thåströms album først kom i dansk distribution i 2006, og så er den vel god nok til årets liste. Jeg har den også på min 🙂

    Jeg undrer mig mere over de enkelte anmelderes lister – f.eks. har Jeppe Krogsgaard James Dean Bradfield på sin førsteplads blandt singlerne med “Bad Boys & Painkillers”, men jeg mener da bestemt ikke at dette nummer er udgivet på single.

    Men OK – en del af disse årslister er jo altid diskussioner om dette og hint, og morsomt er det jo altid at følge lidt med i selvom man vist aldrig kommer til at være helt enig (og heldigvis da).

    Jeg glæder mig dog mest af alt til denne blogs forfatteres samtale om årets plader. Der går rygter om at Jens har Big Sad Fake med i toppen over “årets bedste soundtracks fra supermarkedsreklamer”, mens Pastoren på sin liste hylder colombianske Shakira med en absolut førsteplads foran Beyonce blandt “årets navne der har annonceret koncerter i Gigantium”!

    Undertegnede ser foreløbig frem til moi Caprice i Århus i aften – deres album blander sig blandt de fem bedste danske hos mig.

  19. Min liste ser ganske anderledes ud (og ikke kun fordi Bijonse ikke er med). Hvornår skal vi samle vores bud, Jens?

Skriv et svar