Det er midnat lige om lidt, hvilket betyder udsendelse af Håkan’s nye album Illusioner. Vi kører en  førstelyts track-by-track-tur her. Lad os se hvad Håkan har til os…

Interlude: I Dina Armar

Strygerne fra Göteborg starter langsomt men drevent op med et harmonisk anonymt forspil til albummets første sang.

I Dina Armar

Og så kommer Håkan. ‘Det är min finesta stund’, begynder Håkan. Hans stemme lyder godt, men sangen, udelukkende instrumenteret af det klassiske GBG-orkester, folder sig ikke ud. Vi er i grænselandet mellem underholdningsorkester og visesang. Jeg keder mig allerede efter halvandet minut. Det her er virkelig intet særligt.

Vänta Tills Våren

Den her kender vi fra for to uger siden. Sangens Bob Dylan-affekterede vers lyder mere og mere ubekvemme for hver gang de høres. God omkvædsmelodi, som The Shangri-Las’ ‘Long Live Our Love’ vist må have lagt grundstenen for. Fortællingen er ikke god, den lyder som en ond parodi på…Håkan. Den pinagtige følelse af børnemusical er umulig at ryste af sig. Og det fra en 44-årig mand. Men sovsekanden fra Göteborg får dog luft under vingerne her, i modsætning til lige før.

Båda Sidor Nu

Tænker, hvem har mon arrangeret de her strygere? Det er nogle harmonisk lidt knudrede arrangementer, uden de dog på nogen måder bliver interessante eller eksperimenterende. Her synger vores GBG-helt om livet i samme dybe, sprukne toneleje som på seneste albums fantastiske ‘Öppen Genom Hela Natten’. Hvilket er yderst klædeligt og giver denne sang, hvis melodi også umiddelbart minder ikke så lidt om noget meget men lige nu ubestemmeligt bekendt, en sårbarhed der er rørende

Tro På Livet

Sangen fra forleden. Hvis nogen virkelig har lyst til at høre Whitney Houston’s signaturhit ‘The Greatest Love Of All’ på underholdningsorkester-svensk, ja, så er ‘Tro På Livet’ en fantastisk sang. Ellers er den bare et tyveri. Et popmusikalsk udklædningsbal, hvis lånte melodrama er umuligt at tage alvorligt.

Mitt Hjärta Är Et Jordskred

En guitar, endelig en guitar, selvom den godtnok kun er akustisk. Håkan starter i det dybe leje igen og med atmosfæreskabende slap-echo på stemmen, det på nogle velanbragte akkordrundgange der på smukkeste vis har skrevet Björn Olsson (Håkan’s faste musikalske samarbejdspartner) udover sig. Man venter på jordskælvet, men nummeret er langt mere sødt end det er rystende. Håkan’s stemme passer naturligt ind her, måske fordi strygerne holder sig i baggrunden, en god ide.

Nordhemsgatan Leder Rakt In I Himlen

Til hvem ikke kender Göteborg skal lige siges, at den omtalte gade ved Masthugget går nede fra havnen og op ad en stejl bakke, hvilket forklarer titlen. Vi fortsætter i akustisk guitar-mode, sagte fingerspil her, Håkan er tæt på, symfonikernes diskretion er igen prisværdig. Men så kommer omkvædet, der minder slet ikke så lidt om Cat Stevens’ Father And Son’, men hey, det er Håkan det her, så hvad havde jeg egentlig regnet med? En fin sang, både den oprindelige med Cat Stevens og denne svenske versionering.

I Love U Stupid

Et mærkværdigt nummer starter ud med et skævt strygerarrangement, der lader Håkan’s sangmelodi fuldstændig i stikken. Svært at høre hvad sangen muligvis kan, for dens grundharmonier obstrueres af strygernes umusikalske leg med harmonik. En mærkværdig trommerytme står tilsidst alene og nummeret er forbi, præcis så intetsigende som sin egen titel.

Gott Nytt

‘Gott Nytt’ er straks langt, langt bedre. Igen høres Björn Olsson’s sans for gyldne akkorder. Og Håkan er bare en glimrende og troværdig sanger på en simpel, blåøjet melodi, der lyder lidt af længsel, lidt af beklagelse, men tæt på og varm. Der er for en sjælden gangs skyld fast trommerytme på denne sang, som Håkan tager sejrsrigt hjem ved at slappe af, være sig selv og lade den fine melodi føre afsted.

Sjung Högre

Og vi er allerede nået til albumslutteren, selvom førsteindtrykket til nu mere er en lang række forretter og opvarmninger til noget, der aldrig rigtig har fået fortalt hvad det ville. Strygerne har været der hele vejen igennem, men gjort det bedst når de underspillede og gav plads til sangeren. Dette er endnu en sød ballade med tårer i øjnene. Der er lettelse i disse sidste fine par sange, som trods en for underholdningsorkester-fersk indsats viser, at Håkan stadig kan sin helt egen ting.

PS – Dette første lyt har ikke givet noget klart indtryk af, hvor tesktforfatteren Håkan har bevæget sig hen, hvis overhovedet. Det skal blive interessant og oplysende med nogle nedskrevne tekster på det fysiske album.

PPS – Måske den overordnede mening med dette for uforløste symfoniprojekt, der slet ikke skal turneres næste sommer, er noget så simpelt som at flytte pælene væk fra status quo, så en ‘rigtig’ efterfølgende Håkan-plade med swe-bangers og rockband vil blive modtaget med et jubelbrøl af hans tilhængere, og derigennem danne vejen for endnu et triumftog af koncerter til den tid. Isåfald er denne første småskuffende manøvre en ubetinget succés.